Der er knapt så romantisk ude på landet
Af Janicke Branth
Teater katapult i Aarhus har æren for at sætte Bjørn Rasmussens seneste stykke Happy Nation op i en interessant men beskåret udgave. Instruktøren, Moqi Simon Trolin har tilsyneladende haft frie hænder til at bearbejde teksten ud fra Rasmussens meget komplicerede og vildt poetiske stykke dramatik Attemps on a Happy Nation. Det er et godt bud, men noget er gået tabt.
Stykkets titel er dels hentet fra et af numrene på et album af Ace of Base, dels spiller titlen naturligvis også på, at danskerne ifølge OECD flere gange har vundet prisen som verdens lykkeligste folk. Men er vi nu også det, når vi samtidig er det folk i verden, som næsten indtager den største mængde af antidepressiver pr. indbygger? Teater Katapult omtaler forestillingen som en depressionsmusical (der er en hel del indspillede sange i forestillingen) og en ”gurlesk”, altså en sammensætning af ordene girl og burlesque.
At overleve et selvmord
Forestillingen lægger ud med et ægtepar, der tydeligvis ikke er på antidepressiver. Lindas far og mor beslutter sig til at begå selvmord i familiens bil under en ferie på Bornholm. Deres datter Linda anbringes på bagsædet i bilen med sit tøjdyr, en gris (den vender vi tilbage til), hvorefter sikkerhedsselen spændes omhyggeligt. Derefter sætter forældrene sig på forsædet, spænder også deres sikkerhedsbælte, far tænder for motoren og langsom fyldes bilen med kulilte. Kun Linda overlever, fordi hun propper sin tøjgris i munden og får åbnet døren til bilen i tide.
Vi forstår på den efterfølgende scene, at der er tale om en dysfunktionel familie på udflugt og mens forældrene skændes, er Linda den tavse, undrende tilskuer til deres frustrationer og ulykkelighed. Bedre går det ikke i skolen, hvor den rygvendte lærerinde fylder tavlen med meningsløse sætninger, der igen gør Linda fuldstændig stum. Hun formår under ingen omstændigheder at svare på lærerindens spørgsmål, hvad der til gengæld virker vildt provokerende på lærerinden. Og sådan fortsætter historien om Linda, som et menneske distanceret fra den verden hun er anbragt i. Hun melder sig til en audition med H.C. Andersens fortælling Den grimme ælling. Det går fint i starten, ”Der var så dejligt ude på landet”, men i længden formår Linda ikke at gennemføre det klassiske eventyr med happy ending, hvor grimme ællinger bliver til smukke svaner. Der går mere og mere kludder i teksten: ”der er så dejligt ude på landet. Det er morgen. Man står op fordi man ikke kan sove. Man kan kun sove tre timer, så vågner man, så står man op. Man hoster. Man ringer for ørerne. Man ringer til sin flagstang. Man tænker på sol. Man træner hjernen. Man forsøger at komme i tanke om salamanderne, sådan. Så angst” – osv. Ikke alene forsvinder Andersens tekst, men den sproglige sammenhæng og logik går mere eller mindre i opløsning: En gang var tungen tilgængelig. En umærkelig udsmykning. Man så en å og man sagde åen. Siv foranstående. Man ønskede de siv i sig. Man mente kroppen som et landskab. Bevidstheden var lyde og strøm, strømmene drøblen. Man mærkede øjenlågene i iskoldt vand til de sang. Eller rettere den forvandler sig til associerende poetiske billeder.
Fra sproglig nedsmeltning til det abjekte
Denne sproglige nedsmeltning, som vi konfronteres med under Lindas audition i femte scene – nogenlunde midt i stykket – sætter gang i noget, som mere kan betegnes som en splittelse af Linda end en udvikling: lige dele berømmelse og mental opløsning i et liv som junkie. Linda bliver en mediedarling, så vi får da et glimt af den ’smukke svane’ set gennem journalisternes øjne, som de pakker hende ind i husholdningsfilm og grønt havfrue hår og gør hende præcis så kunstig som alt andet mainstream medieskabt. Her udfolder teksten et opulent og meget humoristisk opbud af klicheer. Men derfra begynder hendes fald (i bogstaveligste forstand) ind i en tilværelse på stoffer, stadigt mere sprogligt rablende, misbrugt af andre ”til lyden af sin egen fredløse stemme”. Det er som grim og forslået ’ælling’, hendes tekst for alvor river i os, med sine overskridende beskrivelser af længsel efter – og seksuelle erfaringer med gårdens dyr, og som til sidst mere eller mindre gør det af med hende, alt jeg ville var gården, og så faldt himlen ned over mig en dag. Den lille tøjgris er endt som en stor, brunstig orne, der flår hendes ryg i stykker, mens de knepper.
Ensemblet
Forestillingen bæres især af Secilia Gadborg Høegh, som rummer den kombination af uskyld og sanselighed og det sjældent generøse og uforbeholdne sceniske nærvær, rollen kræver. Vi følger hendes historie fra barn til ’voksen’, hvor hun så at sige med ’uskylden’ i behold realiserer en totalt overskridende seksualitet, som hun insisterer på at være til stede i. Ikke sådan at forstå, at stykket kræver en gestaltning af disse scener. Det kommer til udtryk i Lindas egen selvfortælling, gennem en sproglig fragmentering og vildskab, der bliver mere og mere overskridende. Teksten leveres med en sær barnlig distance, som forhindrer enhver form for patos eller pinlighed, og som fastholder den lille pige i den voksne. Holger Østergaard Kristensen og Kirsti Kærn spiller fint og understøttende henholdsvis forældre, lærer, skolekammerat og flere roller, som indgår i Lindas fortælling.
Fra kærlighedsgudinde til Linda Lovelace
Happy Nation er et stykke, som har været afprøvet i et par workshops. I denne sceniske udgave er det sammensatte og åbne manuskript med stor episk brede og en mangfoldig samfundskritik begrænset til fokus på hovedkarakteren. Den oprindelige titel viser, hvor inspireret teksten er af Martin Crimps berømt stykke Attemps on her life fra 1997. Rasmussens projekt var derfor en mere kalejdoskopisk og cirkulær dramaturgi, som skildrer kvinden Freja i forskellige scener. En enkelt scene, hvor en englænder opsøger et turistkontor for at møde en repræsentant for denne lykkelige nation, tall and lean and blond er bevaret, men stikker lidt ud her.
Dermed er teksten blevet nemmere tilgængelig men også mere fokuseret på identitetshistorie på bekostning af det bredere samfundskritiske perspektiv. Men Bjørn Rasmussens sproglige univers gennemsyrer også denne udgave. At afslutte stykket med Linda på bagsædet og forældrene på forsædet i bilen, som nu kører af sted, underminerer fortællingens dystopiske karakter og aflyser dens overskridende kraft ved at inddæmme den som en drøm. En konventionel slutning på et alt andet end konventionelt stykke.
Teksten rummer flere muligheder
Teksten til Happy Nation er så mangfoldig at den i passager kan være svær at håndtere. Derfor er man nød til at vælge i materialet og undertiden dramatisere. Moqi Simon Trolins valg er én udgave af teksten, præget af Teater Katapults dogmekoncept. Der bør komme andre bud på en iscenesættelse, der giver plads til en større del af tekstens omfattende format.
Kunstnerisk team: Instruktør, Moqi Simon Trolin, Scenografi, det kunstneriske team, Producent, Teater Katapult
Medvirkende: Secilia Gadborg Høegh, Holger Østergaard Kristensen, Kirsti Kærn
Happy Nation spiller på Får302 fra 2-4 juni.
http://katapult.dk/forestilling/happy-nation/
Janicke Branth, er cand.phil. dramaturg, tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen og medlem af Peripetis redaktion, redaktør af Peripetis anmeldersektion.