Opfør dig ordentligt!
Anmeldelse af Solveig Daugaard
Nørrebro teaters Rialto-scene har inviteret instruktøren Kamilla Wargo Brekling til et samarbejde om en scenekunstnerisk opdatering af Takt og tone, Emma Gads navnkundige klassiker om skik og brug mellem dannede mennesker. Det er der kommet en momentvis morsom, men i det store og hele ganske leddeløs forestilling ud af, hvor scene efter scene punkterer sig selv.
Undertitlen beskriver præcist hvad der er på færde, ”en kalejdoskopisk rundvisning i tidens regelsæt”, men det kalejdoskopiske bliver aldrig til en interessant effekt. I en ganske nøgen scenografi, med enkle borde, klapstole og et tykt bagtæppe, alt af uransagelige årsager holdt i matchende grønne farver, bygges forestillingen op om en række små tableauer, som tager udgangspunkt i forskellige mere eller mindre velkendte situationer, hvor spørgsmål om hvordan og hvorledes man bør opføre sig, trænger sig på: alt fra krammeteknik over bordskik til vores opførsel i trafikken, på de sociale medier og i supermarkedskøen.
Skuespillerne, Rialto-ensemblets egne Maria Rich og Peter Zandersen, kæmper bravt med at holde energien oppe i en sjældent ufokuseret dramatisk tekst. Navnlig Maria Rich har, især når hun råber op og giver los, den nødvendige power til at brænde igennem og gøre enkeltableauerne vedkommende i de få øjeblikke de varer. Således aner man muligheder, da Rich tidligt i forestillingen slår ud efter Zandersen, der forsøger at være galant, og vil lukke hende ud af en dør med et ”damerne først”. I stedet for at gå med på galanteriets former, går Richs figur pludselig i kødet på de strukturer, der ligger bag den slags ’uskyldige’ regler, det er også en kønsbaseret magtudøvelse at få losset damerne ud af døren først. ”Ikke med mig som Ofelia” skriger hun. Denne scene kunne, som flere andre, godt have været et omslag, og have givet en form for retning til, eller indsnævring af det leddeløse Mads og Monopolet-agtige budskab, om at det er svært at opføre sig ordentligt, når livet er fuldt af pinlige situationer og svære dilemmaer. Tilført det noget kant eller en fornemmelse af noget presserende. Men nøjagtig som de øvrige scener punkteres også denne, idet den lynsnart afløses af næste tableau, uden at noget rigtig bæres med videre, og således fordufter energien igen. Richs vrede bliver ikke brugt til noget i det følgende, den indsigt scenen antyder får ingen konsekvenser senere i forestillingen. Det er som om intet bygges op, som varer længere end fem minutter, og resultatet bliver uvedkommende.
Publikumsinddragelse uden pointe
Især første halvdel føles som lidt af en ørkenvandring, kulminerende med en langtrukken bryllupsfestscene, hvor forestillingen forsøger sig med nogle publikumsinddragende elementer, som imidlertid var så blottede for kunstnerisk idé og spændingsopbygning at de tangerede teambuilding ved en firmafrokost. Pligtskyldigt peger Rich og Zandersen publikummer ud som kan agere stereotypiske bryllupsgæster (brudens lækre søster, den stive onkel, pap-svigerfar, fodboldgutterne osv.) som dernæst bliver bænket rundt om langbordet på scenen. Det kunne man nok have fået et eller andet ud af, men det sker bare ikke. Publikums tilstedeværelse på scenegulvet har ingen som helst indflydelse på scenens afvikling. Den er stadig helt centreret om og kontrolleret af skuespillerne, som på sin side er helt i tekstens vold, som på dette sted består af en højst halvsjov affære, hvori gommens tale til bruden dissekeres for upassende indhold. Den postulerede publikumsinddragelse tilføjer ikke scenen nogen form for improvisationsmuligheder eller åbenhed – publikum er ligeså meget publikum ved bordet som de er på deres pladser i salen, og da brudevalsen er vel overstået gelejdes de også effektivt tilbage hvor de hører til, uden at scenerummet har åbnet sig eller den fjerde væg for alvor blevet udfordret.
Lidt flere temposkift og en smidig brug af elektroniske musikeffekter sætter underholdningsværdien noget op i anden halvdel. Her byder en scene fx på en kreativ fortolkning af begreberne takt og tone i en musikalsk instrueret collagedialog bygget op af fire-fem fordomsfulde brokker om andre nationaliteter, der gentages igen og igen (”kinesere er irriterende, de spiser sådan her”,” jeg føler mig altid dårligt klædt når jeg er i Frankrig”, osv.), samt en ganske morsom præstation af Zandersen, som opfører en temmelig corny koreografi akkompagneret af sin egen sang, en facebook-fødselsdagshyldest til ham selv på ”Jeg er havren”, men igen er det korte fornøjelser, som ikke får konsekvenser for noget.
Kontinuiteten udebliver
Skuespillerne skifter roller i hvert tableau, og hele tiden er der en klar metabevidsthed i spillet. Det er ikke illusionsteater, det her, det hele er åbenlyst bare noget de spiller, for at fortælle os noget om takt og tone-temaet, men denne metabevidsthed bliver heller ikke rigtig brugt til noget, som fx til at bygge de to karakterer op som en form for dramatiske historiefortællere, der kunne have sikret en kontinuitet gennem tableauerne. Karaktererne forbliver navnløse, og tager ikke indsigter med sig videre mellem scenerne. Og så er det alligevel som om instruktøren har vaklet lidt på det punkt. Maria Richs karakter er faktisk forsynet med et enkelt genkommende element, som har tyngde nok til at det kunne have tegnet en historie. Hun er i sorg over sin far lærer vi i starten, hvilket udløser et genkendeligt hverdagsdilemma hos Zandersen om hvad man dog siger og gør, når nogen har mistet nogen. Sorgen blæses dog hurtigt helt ud af forestillingens bevidsthed, for så at komme tilbage igen mod slutningen, men igen, uden at der er nogen tydelig pointe med genkomsten. Zandersens karakter har i hvert fald ikke lært noget af den lange rundvisning i takt og tone, de har gennemspillet i mellemtiden, og er stadig lige lammet i konfrontationen med hendes sorg.
Overordnet har jeg svært ved forstå forestillingens projekt, og den interesse, der tilsyneladende er i tiden for dette underligt gammeldags emne, som aldrig har optaget mig sønderligt. Det kan jo være sympatisk nok, at ville lave teater om, hvordan vi skal behandle hinanden, men i sin rodebutik af gode råd og advarsler om ikke at tabe hinanden af syne, taber forestillingen hurtigt sit publikum af syne.
TAKT OG TONE
Medvirkende: Maria Rich og Peter Zandersen
Manuskript: Emma Gad og Kamilla Wargo Brekling i samspil med ensemblet og Karina Dichov Lund
Koreografi: Karina Dichov Lund
Scenografisk konsulent: Helle Damgård
Spiller frem til 5. Marts 2016
Solveig Daugaard er Ph.D-studerende i Litteratur, mediehistorie og informationskulturer ved universitet i Linköping, hvor hun forsker i Gertrude Steins tværæstetiske reception. Desuden er hun litteraturanmelder ved Dagbladet Information.