Fysisk teater og tekstarbejde
– et praksisforløb udviklet i mødet mellem det professionelle miljø og dramatikrummet
Af Marlene F. Ballebye
Hvordan kan oplevelsen i teatret og øvelser i dramatikrummet være med til at stimulere et ungt teaterpublikum i dag? I denne artikel vil jeg forsøge at besvare ovenstående spørgsmål ved at lave en kobling mellem to aktuelle, populære teaterinstruktørers, Elisa Kragerup og islandske Kristjan Ingimarssons, arbejdsmetoder og beskrive, hvordan dele af arbejdsmetoderne bliver anvendt i arbejdet med et dramatikhold på Rysensteen Gymnasium i København, hvor eleverne har faget på højeste niveau (b-niveau) i tre år.
Elisa Kragerup og Kristjan Ingimarsson har begge stor succes med at få fyldt publikumsrækkerne med bl.a. det unge publikum. Det skyldes nyfortolkninger af Shakespeare-klassikere (Kragerup, Det røde rum på Det Kongelige Teater) og selvskrevne, fysiske og næsten ordløse forestillinger (Mike Attack, Blam og Airport på Teater République, København).
Dramatiklærerforeningen afholdte sidste år to workshops år. Den ene med Elisa Kragerup og to skuespillere fra Det røde rum [1] og den anden ”Teater her & nu” (17/11-15) i samarbejde mellem Teater République/Kristjan Ingimarsson [2].
Kristjan Ingimarsson metoden er meget fysisk og minder på flere måder om viewpoint-teknikken, hvor skuespillerne/performerne bevæger sig i felter og har forskellige synsvinkler i og på rummet. Herudover er opfattelsen af objekter, fx en stol, at denne har andre funktioner end at være en stol i gængs forstand. Ingimarsson har udtalt, at han improviserer sammen med skuespillerne, leger og finder på. Vi blev ført igennem forskellige øvelser, som jeg beskriver i forbindelse med arbejdet med dramatikeleverne. Dagen sluttede med, at vi så ”Airport”, Ingimarssons seneste forestilling på Teater République.
Airport
Scenen er mørklagt, kun et enkelt spot oplyser centrum af scenen. En kvinde med rullekuffert bevæger sig langsomt og undrende mod lyset og standser. Hun bliver hurtigt mødt af en mand i uniform, der tilsyneladende arbejder i den lufthavn, kvinden befinder sig i. Han ruller røde afmærkningsbånd ud på regelret, selvhøjtidelig vis og indskrænker kvindens fysiske rum.
Eneste tale i forestillingen er den gennemgående kvindelige voice-over,. Musikken og lydefffekterne spiller en central rolle i stykket, da lydsiden er med til at understøtte skuespillernes fysiske handlinger, stemningen og skaber lufthavns-metonymer. Et eksempel er en kvadratisk ramme på hjul, der transformeres og får funktion af rygerum, bar og udstillingsvindue med den mannequindukke, der senere får liv ved hjælp af skuespillernes imponerende udførte dukkeførerteknikker.. Den langbenede mannequindukke ”forfører” en ensom rejsende og transformeres slutteligt til et darwinistisk abemenneske. Kultur versus natur, kontrol versus kontroltab synes at være gennemgående temaer i stykket. Kontroltabet når sit højdepunkt, da de rejsende oplever at strande sammen i lufthavnen i en rum tid pga. aflyste fly. De rejsende udvikler sig fra at være (nogenlunde) kultiverede mennesker til at være dionysiske, storfestende og vildt dansende personer og kulminerer, da en særligt kontrolleret, finsk rejsende klæder sig ud som zulukriger og jagter de kvindelige stewardesser. Forestillingen slutter med, at den kvindelige gennemgangsfigur, efter at være blevet ”slået ihjel” af zulukrigeren/den finske rejsende, liggende på en kuffertvogn, vågner og bruger vognen som afsæt for at lege fly. De øvrige medvirkende kommer kørende ind på scenen på samme måde på kuffertvogne, og tager hinanden i hænderne og sammen laver de en simuleret, flyvende kuffertvognsdans. Inden har publikum bl.a. været på en hæsblæsende rejse rundt i lufthavnens strikse security-tjek, den paradisiske parfumeafdeling og fået et indblik i den brutale behandling af indtjekkede kufferter.
Mine elever var imponerede over de mange idéer, transformationer af objekter, rum og lydsiden. Jeg var bl.a. opmærksom på, hvordan dagens øvelser kunne føre til en forestilling som ”Airport”. Jeg stod tilbage med et godt indtryk, men som dansklærer og dramaturg savnede jeg umiddelbart teksten, selvom den kvindelige voice-over var en art erstatning. Denne i mine øjne ”mangel” fik mig til at tænke på Elisa Kragerups evne til at koble ord og krop og det AT-forløb, 3.g-dramatikholdet havde gennemført med udgangspunkt i hendes metoder.[3]
Instruktørens udgangspunkt er fysisk, og skuespillerne kobler derefter teksten til fysiske partiturer. Kragerup kalder selv sin metode ”at give ord krop”, og hun arbejder tæt sammen med skuespillerne i øveprocessen. I den workshop med Elisa Kragerup, fik deltagerne et kort uddrag af forskellige Shakespearetekster, som vi blev bedt udvikle fysiske partiturer til. Det kunne være med afsæt i et dyrisk bevægelsesmønster, et bestemt tema eller en stemning i teksten. Overordnet kan man sige, at Kragerup arbejder med afsæt i tekstens stemning og udsigelse, dernæst kroppen, og at teksten umiddelbart bliver en art appendix til de fysiske bevægelsesmønstre. Der er dog tale om et samlet udtryk, hvor teksten får ganske stor vægt, da Kragerup iscenesætter teksttunge klassikere som fx ”Metamorfoser”, ”Macbeth” og ”Romeo og Julie”, som selvsagt allerede er (aner)kendte af publikum. Kragerup er tro mod originalteksten, men forkorter visse steder, holder et højt tempo og arbejder med korte sekvenser og scener. Dertil indgår sang og musik. Metoden appellerer til det unge publikum pga. det høje tempo, det fysiske arbejde og musikken.
Arbejdet med Ingimarssons øvelser
Foto Marlene F. Ballebye: Elever fra 3.b dramatik arbejder med bl.a. Ingimarssons metoder, Rysensteen Gymnasium nov. 2015.
Forløbet strækker sig over fire moduler a 90 minutter og starter med et udelukkende fysisk arbejde baseret på Ingimarssons øvelser:
- Opvarmning: Tomme pladser (gruppedynamisk øvelse). Deltagerne blev bedt gå rundt imellem hinanden, ikke tage kontakt til hinanden og at gå i forskellige tempi med fokus på ikke at lade pladser på gulvet være tomme
- Anvisninger fra Ingimarsson undervejs: deltagerne blev bedt om at strække sig, gå ned i knæ, lægge sig ned på gulvet, kravle som dyr, mødes og sige: ”Hey” (dynamik), mødes i par: klappe (synkront): Lår, hænder og i hinandens hænder (hertil musik bl.a. Bebel Gilberto ”Bring back the love”)
- Tempo: fem deltagere i en gruppe med anvisninger: gå, løbe osv. synkront
- Reagere synkront på en impuls (nogen er efter os)
- Tre deltagere: Forfølge hinanden, træffe et valg, hvad opstår, reagere non-verbalt på hinanden
- Gruppe-øvelse: Gå tæt sammen i en gruppe, en styrer (altid den der er forrest), tænk i niveauer
- Sko-øvelse: lav en ”kontrakt” med publikum: gem skoen bag ryggen, præsenter, gør pludselig noget andet. Forventningen brydes
- Par: reager på impuls med skoen (smid den efter hinanden, sig ”sko”).
Efter de indledende øvelser delte jeg eleverne ind i tre-mandsgrupper. Her blev de bedt gå igennem de fire øvelser og følge de nye impulser, de fik, understøttet af egne musikvalg. Vi sluttede modulet med at se alle gruppers arbejde (se fotos).
I det næste modul gav jeg grupperne korte tekstuddrag fra forskellige stykker: bl.a. Jokum Rohdes Nero og Shakespeares Vintereventyr. Eleverne har som nævnt tidligere arbejdet med Elisa Kragerups metode, der bl.a. er devising-inspireret, så eleverne kunne hurtigt forstå, hvor vi nogenlunde skulle hen. Jeg bad eleverne tænke bort fra genrer (performance, Kragerup m.m.) De blev bedt om at koble de fire Ingimarsson-øvelser med få eller flere replikker fra tekstuddraget. Sidst i modulet så vi gruppernes arbejde. Undervejs blev jeg inspireret til at koble en stedsangivelse på elevernes visning for at se, hvad der sker, når vi kender stedet som i Airport. Pludselig blev det en helt anden fortælling. Fra at være små, deviced kompositioner ud fra uspecifikke steder, blev vi ført i operaen, til pyjamasfest og sluttede i gravkammeret i et Shakespeareinspireret univers med en eklektisk, men dog mere forudsigelig dramaturgi end i den første visning. Forløbet afsluttes deduktivt i den forstand, at eleverne bliver bedt læse kapitlet om viewpoints fra Skuespilleren på arbejde. Arbejdet på gulvet og teorien kobles igennem elevernes refleksioner.
Refleksioner
Som dramatiklærer i en tid, hvor almendannelsesbegrebet er under udvikling, og hvor kunstarterne kan mærke den økonomiske krise, er det vigtigt at pege på de særlige kvaliteter, teatret og faget dramatik i gymnasiet tilbyder nutidens unge. Den stigende individualisering og deraf følgende ensomhed blandt unge berettiger i den grad et fag som dramatik, hvor det at skabe noget sammen er i fokus. Inden for didaktikken, med Blooms taksonomi som eksempel, er det skabende element det højeste niveau, så her har et kreativt fag som drama og teater en stor plads. Det er inspirerende at møde det professionelle miljø og mærke den sammenhængskraft, der er mellem den professionelle scene, salen og dramatikrummet.
[1]: Den første var arrangeret af Lene Bredsten, Kirsten Nevers og Mads Laursen Vig og den anden af Mette Asaa, lektor i tysk og dramatik på Ørestad Gymnasium og Marlene F. Ballebye
[2]: Bl.a. beskrevet i Lene Kobbernagels Skuespilleren på arbejde, Frydenlund 2009
[3]: Kragerup holdt oplæg om sin metode på dramatiklærerkurset,, Folketeatret i København 2014.