DRØMMEN OM HVAD SOM HELST
Anmeldelse af Solveig Daugaard
Illuderet skolekomedie
Gennem en gang dekoreret med glitterguirlander træder vi ind i Det Kongelige Teaters store prøvesal, hvor Jonas Flys stærkt kitchede scenografi illuderer gymnastiksal pyntet op til halbal, forårskoncert eller skolekomedie – komplet med striber af gaffertape henover gulvet, grand prix-konfetti, hjemmesyet bagtæppe af i højglansguld og sågar en gammel overheadprojektor. Imens publikum modtages imødekommende af de medvirkende med Matadormix, smalltalk og store smil og bænkes på klapstole rundt langs de tre af salens vægge, står Nicolai Dahl Hamilton iført latterlige oversize solbriller på en lille improviseret scene i hjørnet og synger falsk til eget akkompagnement på suppe-steg-og-is-orgel mellem tøjstativer og papkasser pakket med dilettantiske kostumer og rekvisitter, der oser af folkeskole.
Som et af de sidste initiativer fra Det Kongelige Teaters eksperimentalscene Det røde rum, som lukker ned efter denne sæson, har instruktøren Tue Biering i tæt samarbejde med ensemblet skabt opsætningen Drømmeforestillinger, som spiller i prøvesalen. I første omgang kan man tage titlen ganske bogstaveligt – det er en forestilling som er baseret på ensemblets egne drømme, både de helt private og dem der vedrører teatret. I forestillingens åbningsscene lægger de fem skuespillere således ud med på skift at forklare publikum, hvordan deres personlige drømmeforestilling – altså deres ideal for en teaterforestilling – skulle begynde.
Drømmen om en forestilling
Energien holdes højt gennem tempofyldt krydsklip mellem monologerne, hvor fire af spillerne anslår über-prætentiøse drømmeforestillinger, der med vilde indsigter eller effekter (eller modsat helt minimal handling, såsom en plante der vokser op i realtid), skal forandre vores forestillinger om teatret og verden gennemgribende, og hver på sine måde blive ”et vendepunkt for menneskeheden” som Mikkel Arndt formulerer det, og samtidig endegyldigt fasttømre deres uomgængelige stjernestatus hver især. Som effektfuld komisk kontrast drømmer usikre Lila Nobel mest bare om at tabe sig lidt på mave og lår. Og trods de højtravende ambitioner ensemblet lufter, er det komikken, der er i højsædet (”Blålys! Månesten!” udbryder Peter Christoffersen med maksimal patos, da han skal anslå et poetisk højdepunkt i sin drømmeforestilling) og det er fra begyndelsen helt klart, at det netop ikke er realiseringen af én af disse kunstfærdige drømmeforestillinger vi er vidne til. Tværtimod er det en forestilling som griber efter teatermediets revyrødder og dets slægtskab med legen. Den placerer sig der, hvor teatermediets praksisform overlapper med barnets rolleleg, når det fx kan gribe en hårbørste og opføre en smægtende popsang eller kaste et slumretæppe over skuldrende og ride ud over stepperne, og for en stund kaste sig ind i en drøm, og leve den ud, uanset hvor pinlig eller banal den måtte tage sig ud, når lyset atter tændes.
At se sådan en forestilling kunne givetvis let være blevet omtrent så tvivlsom en fornøjelse, som at være tvangsindlagt til en flok fem-et-halvt-årige ungers improviserede ”teaterforestilling” i halvanden time, men takket være formidabel komisk timing og stærkt fysisk spil lykkedes ensemblet denne aften i imponerende grad med at vinde publikum over og etablere en ægte stemning af deltagelse og engagement, som forestillingen levede højt på hele vejen. Latteren faldt hjerteligt og afvæbnende, uden at forestillingen på noget tidspunkt forfaldt til det lavkomisk fjollede.
Revy over de inderste drømme
Ud over at berette om deres drømmeforestillinger på teatret afslører de fem spillere en mængde mere private drømme, og således slås en bekendelsesdimension an. De fem drømmer om dumme ting eller fine ting, banale ting, rørende ting og frem for alt almindeligheder. Lila Nobel drømmer om at få en Oskar og finde sin drømmemand, Nikolai Dahl Hamilton drømmer om at være inden i Peter Christoffersens atletiske krop og om at være Mel Gibson i Braveheart, Mikkel Arendt drømmer om at være Preben Elkjær i 4-2-kampen mod Sovjetunionen, om at være sådan en far, som Jesper Christensen var for Nana i TV-serien, og om gøre en forskel for verdens elendighed, og Marie Dalsgaard drømmer om at blive supermodel, men livemikser også en virtuos duet med stemmerne i sit hoved, som hun bare drømmer om at slippe for – og så gøre præcis hvad hun vil, uden at tænke på andres reaktion. Mange vil sikkert kunne genkende meget fra egne drømme. Mestendels drømmer de om at få ros, beundring, anerkendelse, hvilket ikke kan undre, skuespillere som de er.
I overensstemmelse med revyformen leves drømmene ud undervejs som de afsløres, mest i vilde og gøglede scener med fjollede kostumer og maksimal energi, men momentvist også i stille, rørende scener, hvor tempoet er trukket helt ud. Et komisk højdepunkt er Peter Christoffersen og Nikolai Hamiltons forrygende remake af Jean Claude Van Dammes finalekamp fra filmen Bloodsport (forlægget er en komisk B-filmsklassikker i sig selv) mens et mere følelsesmæssigt komplekst af slagsen udgøres af Marie Dalsgaards både ekvilibristiske og hudløst modige remake af Björks ”The Next to Last Song” fra Lars von Triers Dancer in the Dark.
Drømmen fra Hollywood
Som de nævnte eksempler peger på, så er populærkulturen, og i høj grad filmen, bærer af mange af drømmene – alle drømmer de om at realisere de store filmscener, de er vokset op med. Og her skinner greb igennem, som er tydeligt i familie med de projekter Tue Biering har udviklet med duoen Fix&Foxy, som han har sammen med Jeppe Kristensen. Forestillingen som helhed er ikke så voldsomt optaget af de konkrete skuespilleres virkelige, personlige drømme, for deres egen, private skyld. De er, som nævnt, ikke mere spændende end dine og mine, og for en stor dels vedkommende er de slet ikke så personlige. De er tværtimod populærkulturelle implantater og hele forestillingen udvikler sig efterhånden til en art collage af mere eller mindre glemte brokker, readymades plukket fra TV, Hollywood og hitlisterne som de tog sig ud set fra Danmark i 1980’erne og 90’erne (hvilket var de formative ungdomsår for såvel Biering som de 30-40-årige medlemmer af ensemblet). På den måde bliver de figurer vi præsenteres for på scenen, selvom de foregiver at være ”skuespillerne selv”, ligeså usammenhængende og i grunden upersonlige som figurerne i en Brecht-forestilling, hvis egenskaber demonstrativt udråbes som socialt forankrede.
Stiliseringen af skuespilleren som figur
Understøttet af det gratis program af dramaturg Johan Holm Mortensen, hvor hårfint karikerede tekster om hver skuepiller, som en slags genreparodier er samplede af klichérige teateranmeldelsesbrokker, bliver de medvirkende forvandlet til glittede figurer – stiliserede som hver deres fortegnede type. Fx hedder det om søde, generte Lila Nobel, som i scene efter scene blotter sin længsel efter menneskeligt nærvær, at hun ”udfolder sit talent i følsomme figurer, der har noget særlig skrøbeligt og menneskeligt over sig” mens man kan læse om Peter Christoffersen at han ”drømmer om et teater som et eksperimentarium, hvor alt er muligt”, mens hans fysik er ”grænsesøgende, men stringent”. Denne tvangsmæssige overskridelsesdrift får sin forudsigeligst tænkelige udfoldelse, da Christoffersen afslører at han ”drømmer om at knalde med en fra publikum” og får en frivillig på krogen, der viser sig så velvillig at medspillerne må gribe fysisk ind, hvorefter hele ensemblet stiller op til simuleret samleje med publikum.
Verfremdung og gefundenes Fressen
Således arbejder forestillingen ret raffineret med teatrets kerneproblematik omkring skuespillerens uomgængelige spaltning i mellem sin egen fysiske og biografiske person og rollen på scenen. Det er fuldt ud muligt at vi bevidner hver performer leve sine helt personlige drømme ud på scenen, men de kan ligeså vel være mikset sammen, byttet rundt og komponeret på plads i forestillingens helhed. Det bliver åbenlyst mindre vigtigt hvilken drøm, der er din og hvilken, der er min, for de er alligevel alle sammen gefundenes Fressen. Dette forhold kunne man med Brecht og kulturradikalismen begræde, og så søge at opdrage publikum til sundere drømme, klogere tanker og bedre forbilleder end Jean Claude Van Damme og Disney-prinsesserne. Men man kan også, som Biering og ensemblet her vælger, arbejde med det i stedet for. Og fx benytte sig af hvor fremragende popgruppen Radioheads gennembrudshit ”Creep” i grunden indrammer den banale, generationstypiske følelse af utilstrækkelighed kombineret med skamløs forfængelighed (”I wish I was special, but I’m a creep”) og af den store patos der vækkes i finalescenen i Titanic.
Der er en klar verfremdungseffekt i den måde de kulturelle brokker anvendes på, selvbevidst, kunstigt og hele tiden på kanten af at være alt, alt for meget, men fordi den samme effekt kontaminerer ærlighedselementerne og indfører en vigtig afstand midt i den angivelige hudløshed, ender helheden med at fungere ekstremt forløsende. Forestillingens fremtrædende oprigtighedsfigur, som i første omgang kunne opfattes som et greb nmotiveret af publikums formodede nyfigenhed i relation til private afsløringer af skuespillernes inderste tanker, bliver i stedet et middel til at fremdrage intensiteten i drømmene. Det vigtige er ikke hvad vi drømmer om, men hvad vi stiller op med vores drømme, hvordan vi giver dem lov at pege videre. At flertallet af vores drømme, som de fremtræder filtreret gennem en strøm af populærkulturelle klicheer, er rygende banale, kan de færreste vel være i tvivl om, men forestillingen undgår faktisk den oplagte faldgrube at kritisere dem, for så at fremhæve sit eget bud på en ’drømmeforestilling’ på deres bekostning. I stedet griber den drømmene, ikke for deres indholds skyld, men for deres intensitets, og tager dem alvorligt som bærere af vigtige følelser, forestillede fællesskaber og stor energi. Uanset hvilken drøm vi har, bærer den på en mulighed for at ryste status quo, for at bevæge os og trække os ud af os selv. At have en drøm er at kunne forestille sig en anden verden. Det er det stof som ikke bare drømme – men al forandring i verden er gjort af.
Man kan slutteligt tilføje at Drømmeforestillinger er en forestilling som givetvis har skullet spille sig varm. Timingen og intensiteten i enkelscenerne sad lige i skabet da jeg så den. Overgangene var elegante og der var en varme og nærmest musikalsk følsomhed i spillet – navnlig i de publikumsinddragende momenter – som i den grad løftede oplevelsen, fordi forestillingens kvalitet i så høj grad var placeret i netop intensiteten i den relation, der i intimformatet kan etableres mellem performere og publikum.
Drømmeforestillinger
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Det røde rum
Premiere 7. januar 2016
Iscenesættelse: Tue Biering
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign: Clement Irbil
Medvirkende:
Mikkel Arndt
Peter Christoffersen
Marie Dalsgaard
Nicolai Dahl Hamilton
Lila Nobel
Solveig Daugaard er Ph.D-studerende i Litteratur, mediehistorie og informationskulturer ved universitet i Linköping, hvor hun forsker i Gertrude Steins tværæstetiske reception. Desuden er hun litteraturanmelder ved Dagbladet Information.