Anmeldelse af
Hotel Pro Forma: Dagens kage er en træstamme
Af Kim Skjoldager-Nielsen og Daria Kubiak
1985-2015
“Vi er opdraget til at skulle forstå. Jeg vil gerne vente med forståelsen til sekundet efter, hjernen er blevet ramt. Underbevidstheden registrerer meget hurtigere end bevidstheden, og jeg bruger alle mine forestillinger på at komme under bevidstheden ned til den rene sansning, til forførelsen. Kroppen erindrer den, men det er meget svært at sætte ord på.”[1]
Ordene er Kirsten Dehlholms, iscenesætter og kunstnerisk leder af Hotel Pro Forma, og de rammer ganske præcist ned i det, der er kendetegnede for dette performanceteaters æstetiske projekt: en iscenesættelse af tilskuerens sansning og perception, der får alverdens fænomener til at fremstå på ny i deres tindrende nærvær og skønhed, hvorfra de kalder på undren og eftertanke.
I 2015 fyldte Hotel Pro Forma 30. Gennem alle disse år har Hotel Pro Forma skabt omkring 40 større og en række mindre produktioner og kompagniet været synonymt med Dehlholms vision: en undersøgelse af verden. Hotel Pro Forma har skabt forestillinger med temaer som f.eks. tyngekraften, genforskning, Holstebro, opera, Snehvide, musical, labyrinten, Kina, Jesus, krig og kosmos. Tilgangen til scenekunsten har været nærmest videnskabelig i sin systematik, hvor temaerne er blevet undersøgt, analyseret og kogt ned til deres mest konkrete dele og udtryk, for så at blive sat sammen i uselvfølgelige arrangementer og konstellationer i tid og rum, der har vakt til fascination, forvirring og meddigtende refleksion hos tilskueren. Æstetikken har været kendetegnet af den samme stædighed, som udvises af forskeren, der fastholder en revolutionerende teori overfor et vrangvilligt samfund: i håb om at gøre en reel forskel har iscenesættelsen modsat sig mainstreamteatrets antropocentriske konventioner: psykologisering af roller, publikums indlevelse, kausallogik, narrativ og konflikt for at distancere sig og vælge at se på og genordne verdenen ud fra nye polycentriske principper: gennem dannelse af ordener og forløb ud fra matematiske, encyklopædiske og filosofiske systemer; gennem genkendelige objekters æstetiske forskydning, mærkværdiggørelse og forbløffende sidestilling med hinanden; gennem akustiske, optiske og billedkunstneriske greb på de sceniske arrangementer – blot for at nævne nogle få. Hotel Pro Formas demonstrerende undersøgelser fremtræder som rekonstruerede verdnerog de samlede værker som et konsistent og konsekvent projekt af en original kunstner – kort sagt som et œuvre.
Dagens kage
Fra 6.-29. november 2015 blev Hotel Pro Formas 30 år fejret med en udstilling til Kunstforeningen Gl. Strands rum, kurateret og iscenesat af Dehlholm selv: Dagens kage er en træstamme. Den præsenteredes som en udstilling både for kenderen af Hotel Pro Forma og den, der var uden forudsætninger. Men i sagens natur kunne dagens kage ikke bare være en fødselsdagslagkage med 30 lys. Tro mod sit eget projekt skabte Dehlholm ikke et retrospektivt overblik med dokumentation og en velordnet historik af værker, med derimod et indblik i – eller metaforisk i linje med titlen: et tværsnit af – Hotel Pro Formas æstetiske virke i form af et helt nyt udstillingsværk fordelt over ni rum på to etager: et værk af værker, eller rettere, en remediering for udstillingsmediet af objekter, tekster, fragmenter af billede, video og lyd fra forestillingerne samt ny iscenesættelse af live-optræden, mere end 130 timers performance-oplæsninger af forestillingernes tekster. Man må spørge sig selv, om et sådant udstillingsformat nu også ville appellere lige meget til novicen som til kenderen. Med dette spørgsmål gik de to anmeldere, med hver deres forudsætninger ind i udstillingen.
I præsentationen af udstillingen kaldes udstillingen performativ; men det er ikke bare live-optrædenen, der kvalificerer den til denne betegnelse: det egentlige clou ligger i, at den besøgende iscenesættes som sansende og reflekterende performer. Udstillingen kaldes nemlig også en indstilling, hvilket nemt kunne overses som et kryptisk indfald, men som i den performative sammenhæng giver mening: udstillingen vil indstille gæsten til at kropsliggøre – og i en vis forstand genopføre – Hotel Pro Formas æstetiske undersøgelse, hvor materialet er performanceteatrets eget virkemodus, egen indstilling til omverdenen, snarere end det er at fremvise dets værker. Således er intentionen også at skabe en refleksiv udstilling, der på én gang gennem den besøgendes færden og gøren, sansning og perception, nærvær og eftertanke, reflekterer sin egen tilbliven som udstilling og som re-præsentation af Hotel Pro Formas performative æstetik – som to sider af én og samme bevægelse.
Dette bliver antydet allerede ved indgangen. For foden af trappen, der leder op til udstillingslokalerne, mødes den besøgende af en garderobe. Men det er ikke meningen, at man skal hænge sit overtøj her. Tøjstativet er fyldt op. Og ikke med hvilket som helst tøj. Det genkendes som en række jakkesæt, men lavet af emballage: farverige, metalliske og spraglede er de, sammensyede af indpakningsmateriale med japanske skrifttegn og logoer, og pudsigt nok også gedigne danske varemærker som Fuldkorn og Dansukker. Men der er næppe tale om product placement. Noget så almindeligt som et jakkesæt mærkeværdiggøres og løftes udover sin hverdagslige banalitet. Man indstilles til at se med andre øjne og forvente det uventede. Kun et diskret skilt lader én vide, at jakkesættene stammer fra forestillingen Monkey Business Class (1996) og er designede af Anette Meyer. Som kostumerne hænger der som aflagte skaller fra deres performere, ubeskyttet, fristes man nærmest til selv at tage dem på. Kun almindelig museumsetikette afholder én fra at gøre det.
Indbydelsen til at se sig selv i rollen som performer i udstillingen bliver konkret, når man træder ind på førstesalen. Her venter der i det første rum et spejl, der gør én bevidst om éns egen tilstedeværelse og rolle i udstillingen. Fra en stol ved siden af spejlet tiltales man i samme nu venligt af en dame i gul dress. Der lægges dog ikke op til samtale, da hun blot kvitterer éns svar med et smil og et nik, for derpå at igen rette opmærksomheden mod sit strikketøj. Var det ikke for hendes mærkværdige velkomstreplik og knaldgule kostume, kunne hun have været museumskustoden; men damen er kun en del af rummets samlede installation, som hun overlader én til. Man omgives af store videoprojektioner på to vægge. Store lydløse scenebilleder af samurai-lignende figurer, der står på stilladser med skiftende krigsvåben, tekster og tegneserieeffekter i japansk manga-stil som baggrund. For at høre lydsiden må man gå til rummets midte, sætte sig på en bænk og iføre sig høretelefoner. Kun ved således at tage ophold gennem længere tid og åbne sig overfor billederne, musikken og operasangen, kan man få et indblik i værket, som de stammer fra. Måske opdager man da, at damen, der sidder på forscenen i videoen, strikker og er iført samme gule dress som damen på stolen. Værket har rakt ud imod én på tværs af tid og rum. På væggen fortæller skiltet, at værket er War Sum Up (2011).
Bortset fra rækkefølgen skabt af udstillingsrummenes arkitektoniske plan – at man så at sige kun kan gå ”dybere” ind i bygningen, fra rum til rum på de to etager og ud igen – angiver udstillingen ikke noget kuratorisk system, med hvilket man kan orientere sig i den. Skiltene refererer til titel og tilblivelsesår for det isolerede værk. Objekternes kronologi og historik er ikke vigtig; det er relationen mellem dem og den besøgende til gengæld. Hvordan forholder udstillingsobjekterne og gæsten sig til hinanden? Hvordan henvender objekterne sig til betragteren? Og hvordan tages de i øjesyn af gæsten? Hvilke handlinger og associationer aktiveres hos beskueren? Hvordan skaber objekternes medialitet og materialitet forskellige oplevelser? Udstillingen bliver i udpræget grad til i mødet med beskueren, og det er helt afgørende for oplevelsen, hvordan denne forholder og bevæger sig i forhold til det udstillede.
Gennem rum
I et rum hænger side om side store ruller med papirark ned fra væggene. På dem er trykt umådelige mængder tekst. Nærmer man sig, kan man læse teksterne, der fremstår som fragmenter. Hvert fragment refererer til den forestilling, de har været brugt i. Kun den litterære kender vil kunne genkende den oprindelige kilde. Valget af materiale til installationen konkretiserer og sanseliggør Hotel Pro Formas brug af ord – ord i lange baner som kollager eller strømme som i stream of consciousness. Oplistningen af teksterne på de uendelige baner skaber glidende overgange mellem dem, og der opstår overraskende spring i sammenstillingerne af tekst, ligesom resultatet af den cut-up teknik William S. Burroughs og David Bowie brugte i skabelsen af deres tekster. Den effekt forstærkes, idet de besøgende kan trække papiret ud i rummet, og det samler sig i store folder på gulvet. Man kan lade sig engagere i en leg med teksten, hvor man selv skaber nye overgange ved at lave nye folder. På den måde reproducerer man performativt – men også implicit og måske uvidende – teknikken bag den trykte tekst, et tilfældighedsprincip, der er en del af Hotel Pro Formas æstetik, i den måde den åbner sig for tilskueren som medskaber.
Gennem døren imellem to rum strækker sig en installation af scenografi: en række af oplyste plexiglasplader med farvelagte motiver, der forestiller et gulgrønt bondelandlandskab under en blågrå himmel. Det er beboet af menneskeskikkelser og dyr. En stor sommerfugl hilser én velkommen. Rækken af plader synes nærmest at fortabe sig i det uendelige. Det begrænsende arkitektoniske rum sprænges. For at tage motiverne i anskuelse må man gå langs med installationen, det totale overblik er ikke muligt. Gør man det, vil man opleve, at motiverne ikke udgør ét stort kontinuerligt billede, men er sammensat af individuelle dele, hvor nabomotiverne ikke helt matcher. Installationen leger med éns blik. Indtrykket skifter med perspektivet: set fra den ene ende ved at først at fremstå som en sammenhængende horisont, for dernæst når man passerer forbi tæt på at gå i opløsning i enkeltdetaljer. Scenografien har været anvendt i Jeg er kun skindød (2005). Det er underordnet om den skabte den samme effekt i forestillingen; i udstillingen er det den iscenesatte leg med blikket og perspektivet, der er det interessante, som et iscenesættelsesprincip Hotel Pro Forma anvender.
I det tilstødende rum, overfor scenografiinstallationen, dækkes væggen af lange smalle loftshøje fotostater, der danner et galleri af forskellige ansigter og skikkelser – fastfrosne øjeblikket med de performere, der har medvirket gennem årene. Fotostaternes figuranter fremstår i deres iscenesættelse, f.eks. en kvinde, der med åbenstående mund synes som oplyst indefra af et glødende lys, eller en anden, der i fuld figur ser ud mod én som løftet ud af baggrundens kaos i en spalte af lys. Rensede for forestillingernes kontekst skabes deres nærvær alene af fremtoningen: det er ikke, hvem de er, eller hvad de forestiller, der synes afgørende, det er det, at de står dér, trådt frem for betragteren. De har deres egen fascinationskraft. Og ret som man er faldet hen i at betragte disse ansigter, forstyrres man af et andet lag billeder, som projiceres hen over de stillestående ansigter, denne gang videobilleder med andre ansigter og skikkelser. Denne bevægelige aflejring skaber langsommeligt foranderlige mønstre i samspil og modspil med baggrundsmotiverne: forskellige ansigter og ansigtstræk støder til tider deformerende sammen og frem vokser nye figurer, nye mønstre, fremmede og foruroligende; eller de matcher hinandens grundtræk grafisk i en umage fordobling. Det er ikke til at forudse, hvad det er, der vil ske; man må vente og se.
Udstillingen sætter tålmodigheden på prøve; objekternes overflade åbner kun sine sanselige dybder for den, som dvæler. Manglen på rammesættende fakta og historik tvinger én til at være nærværende i sansningen og perceptionen og fortrænge længslen efter forklaringer. Måske driver nysgerrigheden én frem. Et af udstillingsrummene er næsten skjult og åbenbarer sig kun for den, der giver sig hen og går på opdagelse. Eller som tiltrækkes af andre gæster, der har samlet sig foran det. Rummet udgør en smal sprække i væggen. En plexiglasrude dækker åbningen. Indersiden af væggen, der skiller rummet fra det øvrige udstillingslokale, er dækket af grønne planter, bregner, som gror ud i det smalle mellemrum. De står i skarp kontrast til de elektrisk summende installationer og maskiner, der fylder den modsatte væg. Og så opdager man hende: en tynd hvidklædt kvinde dybt inde i mellemrummet! Hun stirrer bedende på én og strækker hænderne frem for sig, som ønskede hun, at man trådte ind til hende og holdt om hende. Eller sådan ser det ud; som om hun var dér. Billedet af hende bevæger sig i en svag brise, der strømmer gennem rummet, og det går op for én, at hun er en videoprojektion på et løsthængende lærred – et spøgelse, et åndepust. Skræmmende smukt. En ekvibrilistisk iscenesættelse af nærvær, teknisk i fraværet af liv. Man ønsker, at hun var dér.
På etagen ovenover findes de: de levende. Oplæserne, som man var blevet lovet. Da forfatterne til denne anmeldelse går op ad trappen, høres ordene, lokkende. Da de træder ind på etagen, ser de hende med det samme, indrammet af døren: en ung kvinde med flammende udslået rødt hår. Hun står midt i en udsigt, der er malet: landskabet udenfor med Christiansborg, trafikken og metrobyggeriet. Det er et mærkværdigt perspektiv, hun står i, for billedet breder sig ud fra væggen og ud på gulvet under hendes fødder. Det er som for at understrege, at hun tilhører verdenen udenfor. På den mest konkrete måde. Ligesom hendes hverdagstøj gør. Samtidig rækker hun ind i kunstens verden, bliver en del af denne. Et skilt står på gulvet med titlen ”Sandbarnet/2007/Tekst/Tahar Ben Jelloun”, der angiver forestillingen og tekstens ophav. Med ordene – og blikket, der indimellem ser ud på én – rækker hun ud mod betragteren. Fortællingen, hun læser op af, bliver noget, hun vil dele med én, og man bliver og lytter. Om hun er den, der oprindeligt optrådte i forestillingen, er ikke til at vide, med mindre man så den; men det er uvæsentligt. Som hun står dér, kunne hun være hvem som helst. Som for at sige, at Hotel Pro Formas værker tilhører alle. Alle kan tage dem til sig og blive en del af dem. Også den besøgende.
Oplæseren kommer én i møde, med den hun er, med hendes blik og oplæsning; hun er også en gæst i værket. Objekterne kommer én i møde; de rækker også ud mod betragteren. Som det til forveksling genkendelige, men dog forandrede. Den forvandlingsproces, som de besøgende på sin vis har gennemspillet i udstillingen, bliver tydeliggjort i et rum med en samling af rekvisitter fra forestillingen Den der hvisker lyver (2012). Her står opstillet på rad og række bl.a. halvgennemsigtige plastikbokse, som dem man bruger til opbevaring derhjemme, og kitchede plastikkatte, der kunne være nogens hjembragte souvenirs eller hadegaver. En fordybning i udstillingsbænken fyldt med farvet væske viser sig overraskende at skjule en højtaler. Derfra lyder dæmpet David Bowie og anden 70’er pop. På væggen hænger en blå og grøn-stribet kjole spredt ud som en vifte. Pludselig skifter belysningen i rummet fra normalt lys til UV. Alt forvandles: kjolen, højtaleren, kattene og boksene (der også viser sig at indeholde væske) gløder overvirkeligt, som optændt af en i materialerne iboende ild. Sågar den besøgendes tøj kan komme til live, hvis denne er iført hvidt eller lyse farver. Og man oplever at gå i ét med udstillingen.
Selvom effekten rent teknisk er ligetil at forklare, har den en sær virkning på én. De før så banale objekter løftes ud over deres almindelige fremtoning, og måske griber man sig selv i at anskue dem med veneration, som om de var arvegods eller hellige relikvier. En ekstase har grebet én: man spørger ikke længere som sit hverdagssubjekt, hvad meningen er med at udstille objekterne. Man er, som filosoffen Dorthe Jørgensen ville sige, trådt ud af sig selv (ek-stasis) og ser objekterne, ligeledes trådt ud af sig selv, befriet for deres intentionalitet. Objekterne er. Beskueren er. Sammen er de. I dét øjeblik. Det er et befriende moment, der kan bringe én glæde. Nærmest en barnlig glæde. At glædes over tingenes og verdens skønhed. Det skønne, det som bærer sin værdi i sig selv, og som ikke – uden at det betvinges – kan have noget formål udover at være til. Hvad er det for en indstilling, som udstillingen vil bibringe den besøgende, om ikke det er indstillingen, der tillader erfaringen af skønhed? Det er den, der med udstillingen synes at være ekstraktet af Hotel Pro Formas performative æstetik: at iscenesætte beskuerens sansning ikke blot for at pirre, men stimulere denne til at reflektere over, hvad det vil sige at være til i denne verden. En verden hvor naturen, menneskene, kunsten, ja alting, alt for ofte gøres til formål for noget andet, end det det er i sig selv. ”Vi har brug for flere solopgange i dansk kunst,” har Kirsten Dehlholm en gang sagt.
Receptionen
Da forfatterne af denne anmeldelse besøgte udstillingen, var de bevidste om, at de gik ind med forskellige forudsætninger. Daria var novicen, der kun havde set én forestilling. Kim var kenderen, der havde fulgt Hotel Pro Forma gennem en lang årrække. Tanken var, at teste intentionen om at skabe en udstilling, som kunne virke lige så indbydende på begge kategorier af besøgende. Og det må siges, at det lykkedes for Dehlholm at appellere til begge grupper. Det er risikabelt, at iscenesætte udstillingen med et så løst kuratorisk greb, som Dehlholm gør det her, ved ikke at ville informere og styre den besøgende gennem et narrativ om hendes livsværk; den, der forventer den retrospektive udstilling, kan nemt skuffes. Alligevel var den besøgende ikke afhængig af at have et kendskab til historikken, æstetikken eller værkerne i Hotellets œuvre. For novicen kunne nysgerrigheden og den gradvise opdagelse af æstetikken, gennem udforskning af udstillingens iscenesættelsesgreb, i sig selv give et indtryk af, hvordan Hotel Pro Forma arbejder, og hvad dets projekt gå ud på. Det krævede naturligvis en villighed til at gå med på legen, at lade sig engagere af objekterne, materialerne og de oplevelsesmuligheder som de frembød, f.eks. tekstrullerne eller perspektivforskydningerne i den scenografiske installation. Fraværet af informationer vakte også lysten til at lære Hotellet bedre at kende, gennem bøger og kommende forestillinger – en virkning af udstillingen der ikke skal underkendes. For kenderen bød udstillingen naturligvis på en gensynsglæde, når et scenebillede, en rekvisit eller en performer blev genkendt; men det var ikke det, der gjorde forskellen: det var snarere fornøjelsen i at opleve, hvordan Dehlholm havde taklet opgaven med at genskabe et nyt værk på baggrund af de gamle værker, der tillod, at den æstetiske indstilling gradvist overtoges af den besøgende.
Kim Skjoldager-Nielsen og Daria Kubiak er begge doktorander ved Institutionen för kultur och estetik, Stockholms universitet. Deres forskningsinteresser ligger henholdsvis indenfor spirituelle erfaringer med iscenesatte begivenheder og strategier for publikumsudvikling.
[1] Citeret fra Christoffersen, Erik Exe, 2015. “Den u-selvfølgelige sansning”. In Erik Exe Christoffersen og Kathrine Winkelhorn (red.), Skønhedens Hotel. Hotel Pro Forma: Et laboratorium for scenekunst. Aarhus; Aarhus Universitetsforlag, 44-45.