Puntila
Postmoderne Brecht
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Af Birgitte Dam
Når man overværer den nye opsætning af Puntila, er det slående, hvor integreret Brechtstilen er i det moderne teater. Vi forbinder Brecht med en afstandsskabende og kommenterende stil, men holder måske mest af ham for den kærlighed til teatret, hans teatrale, konkrete stil osede af. Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers Puntila er en teaterleg, der bruger alle midler, også verfremdung. Forestillingen er en fest, men ikke uden snert.
Spørgsmålet er, hvad vi stiller op med værkernes ideologiske præg og politiske hensigter i dag. Brecht anskuede mennesker i en samfundsdsmæssig totalitet, og vi lever dog ikke længere i det samme klassesamfund. Er hans tema om klasseskel så ikke forældet, eller dets relevans reduceret til rent historisk interesse? Nej, siger Staffan Holm i det kongeliges video. Vi har stadig klasseskel i det neoliberalistiske samfund, og forskellene øges for øjeblikket. Det er på tide at diskutere ideologi.
Det er imidlertid et problem, at der, al dialektik til trods, er for meget direkte belæring i Bertolt Brechts skuespil, som vi ikke kan holde ud mere. Hvad gør instruktøren Staffan Valdemar Holm og scenografen Bente Lykke Møller?
Bearbejdelsen
I Hr. Puntila optræder de didaktiske partier primært i prologen og i Mattis afsluttende farvelsang, og det er simpelthen skåret ud. I stedet for at fortælle om den finske natur og den grådige Puntila, alle andre lider under, folder forestillingens åbningsscene stedet – og situationen – ud visuelt og auditivt i en charmerende lokalfarvet cabaretstil. Malkepigen synger folkesang på finsk, der er fællessang på omkvædet og dansende tjenere til forførende tangorytmer. Vi er ’på distance’, også den berømte Weillske song-måde parodieres, men teatret har ’stilen’ som Brecht sagde. Scenebilledet er æstetisk smukt arrangeret i scenografiens lyse, tomme kasse af finsk birketræ, uden døre. Virkningen er næsten absurd: figurer i en venten på, at der ikke sker noget. ”Kulisserne har fanden taget/ der er kun et bord”. Ved det sidder selvfølgelig godsejer Puntila, med sin drukkammerat dommeren, der snorker med hovedet på armen. Dramatikken og det politiske tema, modsætning mellem klasser, begynder, som det skal, da Puntilas modpol, hans chauffør Matti, kommer ind, fordi han ikke vil finde sig i at vente i to dage. ”Sådan kan De ikke behandle et menneske”.
Karakterens spaltning
I stedet for at lede efter enhed og logik i karakterens handlinger fremhævede Brecht modsigelserne i karakterens adfærd med henblik på at afsløre dennes egenskaber som socialt forankrede. I Puntila tydeliggør Brecht sin hensigt ved at iscenesætte sin hovedperson således, at han er menneskelig, når han er fuld, og brutal og tyrannisk, når han er ædru: ”Mod total sanseløs ædruelighed kæmper jeg som en mand” joker den berusede Puntila om sine ’anfald’ i Nielsens oversættelse. Når han er fuld, ønsker han at overskride grænsen mellem rig og fattig. Så er han næsten kommunist, vil generøst dele alt med sine ansatte og gifte sin datter med Matti i stedet for attachéen. ”Et menneske uden humor er slet ikke noget menneske”. Når han er ædru, er han en kold kapitalist, der hundser med alle, fortryder sine ansættelser og forlovelser og sender folk bort igen. Skiftet mellem anarki og autoritet i figuren sker synligt og konkret, som at tage en maske på til karneval, og skal vise, at figuren kan vælge sine handlinger, for eller imod en bedre fremtid. Verden er foranderlig.
Brecht var fascineret af vitaliteten i store personligheder, der bliver tilsvarende store sociale skadedyr. Staffan Valdemar Holm giver figuren en drejning og satser alt – komisk og romantisk – på drømmen, beruselsen og mennesket: Fra ’Puntila er kun menneskelig, når han er fuld’ til ’kun Puntila er menneskelig (altså når han er fuld)’. Olaf Johannessen tager os med i en berusende fuldemands tour de force med et ufatteligt overskud af fysisk chaplininspireret ekvilibrisme og retorisk præcision. Skiftene er knivskarpe, samtidig med at farligheden er latent, og titelfiguren betager og underholder hele aftenen. Det er en magisk præstation.
Men der er den bagside af festen, at ædruscenerne og partierne med de folkelige figurer opleves som ’nedtur’.
Hellere beruset end ædru
Figurens politiske relevans for et samtidigt publikum kunne ligge i, at de fleste af os stadig har en chef over os. Forestillingen synes at stille spørgsmålet: I hvilket omfang er det i orden, at bossen har privilegier og optræder lunefuldt, når det er det uberegnelige, der får de ansatte ud af mageligheden og skaber dynamik og kreativitet? Eller i hvert fald vover den med et glimt i øjet at fremhæve alkoholens gavnlige og åbnende virkning.
Scenografien kører med på festen og forbinder sig larmende med Puntilas projekt om at blive et menneske. Den lukkede kasse – og tilstand – vi starter i, åbner sig mere og mere for hver gang, Puntila tager turen ud og ind. Der falder store stykker ud af væggene med kæmpe brag, som skaber håndfaste åbninger for interaktion mellem mennesker af alle slags.
Over for Puntila, fremstilles chaufføren som den almindelige lille mand i Lars Ranthes cool og selvbeherskede skikkelse. Hans modstand er klar, men han er for realistisk til at gå ind i enhver tanke om at overskride klasseforhold, forlanger fandme bare en professionel chef. Er tolkningen en provokation til lønmodtageren? Iscenesættelsen erotiserer også komedien, småborgeren synes at dække over en god portion liderlighed bag det stramme ydre og fremvises som en mandschauvenist af værste voldelige skuffe.
Karaktertegning
Matti er sin samfunds’rolle’, karaktererne er sociale typer. Overklassen er fremstillet enstrenget og karikeret. I Staffan Valdemar Holms instruktion og kostumedesignerens lyserøde falbelader er der ingen formildende omstændigheder omkring Eva: Hun er en vibrerende, men dum gås, vi ikke rigtigt kan få ondt af, selv om hun tydeligt er en brik i mændenes spil. Hun demonstreres morsomt og med imponerende gennemført variation og nuance af Johanne Louise Schmidt. Pastoren er et helligt-fjæs fuld af intriger, og hans kone udmærker sig ved under hele forlovelsesgildet med alle dets ulykker at føre en kostelig absurd samtale med kokkepigen om traktering af svampe. Dommeren og advokaten med hustru latterliggøres ved degradering, sådan som de raver rundt uden kontrol i deres branderter. Søren Sætter Lassen som Puntilas ven, dommeren Frederik, står for et absolut komisk højdepunkt i stykket i første billede, hvor han præsterer at variere sin fuldemands slapstick i en uendelighed som akkompagnement til Puntilas møde med Matti.
Som modsætning til den feudale overklasse optræder fire kvinder af folket. Via deres præsentation af deres respektive triste liv og de finske anekdoter, de fortæller ’nedefra’, sørger de for et virkelighedsnært aspekt og en historisk kontekst. En beretter bl.a om de lejre, de røde blev sat i af de hvide, da disse vandt borgerkrigen i Finland. De fire kvinder spilles blot let overdrevet og eksponeres i iscenesættelsens bearbejdning som kommenterende sangere af puntilavisen på overgangene mellem de 12 billeder. Visen erstatter Brechts korte introduktioner til tid, sted og handling før selve scenen.
Politisk komedie anno 2015
Man kan dårligt tale om en gennemgående fabel i Hr. Puntila, komedien sammenkæder løst en række forholdsvist selvstændige begivenheder, en form, som Brecht blev inspireret til af revyen. Slutningen er ligeledes ’svag’, hos Brecht forlader Matti godset og dets ejer. Som genre peger skuespillet i retning af den samfundskritiske, irregulært opbyggede og burleske aristofaniske komedie.
Staffan Valdemar Holm vælger overbevisende en postmoderne blandingsstil, der benytter alskens referencer i realisationen – på sin egen ironiske facon. Politisk teater med indlagt populærmusik og dans på sceneskift bringer Brechts egen genrehybrid videre. Som iscenesætter anvendte Brecht både fysik og humor, Staffan Valdemar Holm trækker farcen frem af stykket og lader den dominere med indbyggede fysiske numre og smækken med ’dørene’ – og vinder publikum. Karikaturen kritiserer og morer på en gang. Men i sidste del indeholder iscenesættelsen nogle pludselige overskridelser af latteren, der får det til at gippe i publikum. Da overklassepigen dumper til Mattis ’prøver’ som proletarhustru, udsætter han hende chokerende for rå og nedværdigende vold og sex. Legen i badehuset var herlig, men det er ikke sjovt, når Matti voldtager Eva på festbordet med Puntila tronende i midten. Det rå optræder, som i Staffan Valdemar Holms opsætning af Frøken Julie, som et effektivt verfremdungselement, tilskueren må tænke over. Vises det, at ,vold avler vold’? Eller, at det er Matti, der destruerer det gode menneskes drøm?
Dialektisk slutning
Slutningen kan tjene som illustration af både det rå og en anden mulighed for eftertanke i iscenesættelsen. Puntila foreslår, at Matti og han bestiger Hatelmabjerget ”i ånden”, og de stabler det på klassisk vis op med stole og borde med tilføjelse af to liner fra loftet med ringe, som Puntila hænger i, mens han hylder udsigten over det skønne Tavastland. Matti kommer langsomt hen til bordet, sunket ind i sig selv. P: Tag kun udsigten M: Godt, jeg tager kun synet…P: Hvor er der overhovedet sådan et syn? Pause, så kommer det stille fra Matti: Ingen steder, Puntila. En stund er de sammen om ’fædrelandets natur’, så peger Godsejeren sine fede marker ud. P: Sig dit hjerte åbner sig, når du ser det. M: Mit hjerte åbner sig, når jeg ser deres skove, hr. Puntila. Derpå vælter Matti stolen under jordbesidderen, som hænger fortabt i sine ’fædrelandskærlige’ følelser, med lukkede øjne og hånden på hjertet til pompøse toner af Finlandia. Godsejeren er dog ikke sådan at tage livet af. Efter en slurk af lommelærken kommer der endnu et et par finurlige dansetrin til Guantanamera og sågar en baglæns i trapezen inden black out. Måske med ironisk henvisning til Jeppe på Bjerget, der desværre eller heldigvis også kun herskede ”i ånden”, demonstrerer Holm på det fiktive plan, ’tjenerens’ inderste lyst til at skubbe ’herren’ ned fra bjerget. Og som udløsende forklaring: Mattis distance til naturen, der udtrykker, at folket er blevet fremmedgjort over for den på grund af ejendomsforholdet. Et sidste modgreb til morskaben er skiftet i slutscenen til at zoome ind på arbejderen og hans konkrete og eksistentielle position.
Ideologi eller sprit-romantik?
Forestillingen slutter faktisk åbent og dialektisk: Matti gør det af med undertrykkeren, mens Puntila/overklassen danser og charmer videre. Tag selv stilling.
Det lykkes vidunderligt at udfolde mennesket og humoren. Den klassiske komedie domineres af en charmerende lethed, som Brecht-fundamentalister kan finde for let i den forstand, at den også tager let på klassforskellen og ideologidiskussionen. Især fremmed-gørelsen af Mattis figur vækker dog til eftertanke. Universet er meget æstetiseret, og man kan sige, at det selv er på kanten af at romantisere beruselsen i kraft af Olaf Johannessens bjergtagende spil.
Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Torben Lendorph. Komponist af Das Puntila-Lied: Hanns Eisler. Oversættelse: Nielsen. Bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm og Louise W. Hassing. Medvirkende: Olaf Johannessen, Lars Ranthe, Johanne Louise Schmidt, Søren Sætter-Lassen m.fl
Skuespilhuset til 27. februar.
Birgitte Dam: Cand. Mag i dansk og teatervidenskab. Fhv lektor, underviser og fre-lance teaterskribent