I al sin enkelhed – undren, taknemmelighed, brugbar
Af Annelis Kuhlmann
Samtale med ceremonielt forspil
Den begavede samtalekunst, der som en poetisk og overraskende forbindelse mellem form og indhold kan gøre en både høj og ør, blev den gennemgående tråd i den intime artist talk med teaterinstruktøren, Peter Brook og intervieweren, Paul Holdengräber, Østre Gasværk, tirsdag den 27. oktober 2015.
Forud var gået en ceremoni på Børsen, hvor den årlige prisuddeling fra Wilhelm Hansen Fonden fandt sted for 121. gang. Fonden tilgodeser Musik, Teater og Dans og er en vigtig sponsor i Danmark. Se http://www.wilhelmhansenfonden.dk/Prismodtagere.html
Modtagere af Wilhelm Hansen Fondens hæderspris 2015, fra venstre: Den Danske Strygekvartet: Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Asbjørn Nørgaard og Fredrik Schøyen Sjölin, dirigenten Adam Fischer, teaterinstruktøren Peter Brook, formanden for Wilhelm Hansen Fonden Ebbe Mørk, kurator og interviewer Paul Holdengräber, samt medlem af bestyrelsen for Wilhelm Hansen Fonden Bjørn Bredal. Børsen, 27. oktober 2015.
Hædersprisen gik til dirigenten Adam Fischer, der over en længere årrække har ført det nu nedlagte DR Underholdningsorkester op i superligaen med ekstraordinære Mozart og Beethoven-indspilninger. Ved meddelelsen om at blive årets hædersprismodtager betingede Adam Fischer sig, at han måtte videregive prisen til orkestret, der under navnet Danmarks Underholdningsorkester i dag støttes af fonde og private bidragsydere. Med sig havde Adam Fischer en halv snes af orkestrets musikere, som ved lejligheden herefter opførte W. A. Mozarts Eine kleine Nachtmusik.
Anden del af hædersprisen gik til Den Danske Strygekvartet, som er et ungt og alligevel allerede meget erfarent ensemble. Strygekvartetten blev stiftet i 2001 og har vundet adskillige store priser på verdensplan. Her på sitet blev Den Danske Strygekvartet omtalt i forbindelse med sin medvirken i teaterkoncerten Carl på Bramstrup Gods, https://www.peripeti.dk/2015/09/23/carl-bramstrup-gods-iscenesaetter-lasse-bo-handberg/
Kvartetten har en udsøgt og sublim evne til at lytte til hinanden under kammerspillet. Det var helt tydeligt, da de kvitterede for prisen ved at spille 1. satsen af Beethovens 1. strygekvartet – et tidligt værk, der i den grad bringer historien på spil. Man hører indflydelse fra både Bach og Mozart, og i kvartettens dynamiske opførelse blev dette indslag en meget stor nydelse.
Endelig motiverede medlem af bestyrelsen for Wilhelm Hansen Fonden, Bjørn Bredal, at hædersprisen også går til teaterinstruktøren, Peter Brook. (Se også Bjørn Bredals tale her på sitet).
Herefter holdt Peter Brook en meget kort tale om de tre ord, som har fulgt ham gennem hele sit lange liv med teatret: Wonder, Gratitude, and Useful. Disse tre ord kendetegner måder at være i tilværelsen på. Undren, taknemmelighed og nytte karakteriserer også den musikalitet, som Peter Brook altid har følt sig draget mod og med og som han i taknemmelighed ønsker at gøre nyttig ved at dele med andre mennesker. Long live the orchestra! – afsluttede Peter Brook således denne del af arrangementet.
Artist talk – Peter Brook og Paul Holdengräber, Østre Gasværk
Til den efterfølgende artist talk på Østre Gasværk med Peter Brook havde arrangørerne inviteret den New York baserede interviewer, kurator og forfatter, Paul Holdengräber til at føre en teatersamtale med Peter Brook for åbent tæppe over for de inviterede teaterfolk. Holdengräber har som en anden impresario forvandlet interviews og samtaler på New York Public Library til et trækplaster i form af live show samt på TV og Youtube. Med litterære citater fra Mark Twain, Simone Weil, m.fl. guidede han suverænt Peter Brook gennem en 90 minutter lang samtale om teatrets egenart. Samtalen opnåede en slags serendipitetens åbenhed over for det, der måske ikke ligger lige for, og virkede næsten som en improvisation, netop fordi de begge mestrer deres del af at lytte i teatersamtalen som kunstart.
Det magiske ved dialogen blev den musikalitet og lethed, hvormed Peter Brook italesatte en kombination af sit livs teatersyn og sit teaters livssyn. Det blev en oplevelse af på én gang den praktiske teatertænkers overbevisende stringens og alderens erfaringstunge mildhed – Peter Brook blev 90 i foråret 2015 – hvor en næsten poetisk minimalistisk talemåde virkede som en genklang af Samuel Becketts (1906-89) modsætningsfulde måde at sætte nærværet i scene på i sine stykker.
Den veloplagthed, der kendetegnede dette talk kan måske bedst illustreres ved Brooks måde at knytte bånd til sin tale få timer forinden ved prisoverrækkelsen på Børsen, idet han fremhævede den nyttige side af at have et møde med venner og teaterfolk. ’What are we doing here? – An empty space’ lød det, og hermed var scenen sat.
Teaterinstruktøren Peter Brook, Østre Gasværk, 27. oktober 2015.
To listen…
Det at lytte blev stemningsangivende for teatersamtalen. Med henvisning til Den Danske Strygekvartets lydhørhed i samspillet indledte Peter Brook med at tale om menneskers evne til at have et resonansrum, når noget vækker genklang i mellemgulvet og giver os en særlig mavefornemmelse: det nyttige i at kunne lytte, sanse og at føle. Det er ikke let at holde pauser i en verden, der fylder rummet med larm. Tjekhov og Beckett beskrev aldrig følelser. De angav en pause, eller tre små prikker . . . og gav dermed læseren og tilskueren en mulighed for at lytte. Det er op til mennesket at fylde mellemrummet ud.
’Attention is a form of prayer’, bød Paul Holdengräber ind med et citat af filosoffen Simone Weil, hvortil Peter Brook replicerede: ‘Living silence …. Marvellous!’ For nogle mennesker sker der en form for frelse gennem teatret, sådan som Brook også har skrevet om det i The Empty Space (1968; da. Det tomme rum, 1988). For Grotowski var teatret et kredsløb af konstant udforskning.
Drømmen om at blive elevatorfører
Erindringer er en del af samtalen og for Peter Brook handlede de bl.a. om, at han som dreng brændende ønskede sig at blive elevatorfører med fin uniform og skinnende knapper. Hver etage har sine muligheder, sit landskab, mindedes han at have forestillet sig. ’There is something above…’
Iflg. Peter Brook bliver religion ofte udlagt som et påbud om at læse ”bøger”, som andre drager fordel af. – Dette er kælderniveauet i elevatorskakten. – Men at komme ind i en katedral, hvor man sanser, at der eksisterer en religiøs erfaring, dér er rummet med til at sætte sin dagsorden. For Peter Brook er teatret ikke religion. ’Theatre is for human beings.’ Her er det vigtige selve indtrykket af tidløshed – ude af rum, ude af tid.
Der eksisterer en form for forudoptagethed i publikums hjerne inden forestillingen. ’It has to do with a story!’ – ‘There was a ….!’ – ’A what??’ Et kollektivt kvalitativ i den unikke erfaring, som åbner til det ukendte – dette kan nogle gange sidestilles med en religiøs erfaring.
Den åbne dør og Det tomme rum
Poetiske ledetråde fra Peter Brooks bog The Open Door (1993) bliver i samtalen knyttet til den åbenhed, som kendetegner børn, ligesom han med henvisning til The Empty Space peger på rummet som den ultimative frie position til at indlede en relation mellem mennesker.
Brook sammenligner teaterinstruktørens arbejde med orkesterdirigentens, idet han kommer ind på Claudio Abbado (1933-2014), der utrætteligt genindspillede værk efter værk, men som netop etablerede en særlig nærværende relation til sine orkestre, idet han ikke pålagde musikerne sin læsning af partituret. Han gav i stedet rum for en åbning ved at lade arbejdet tage form i selve prøven og udøvelsen. For Brook bliver erindringen om Abbado til en tilbagevenden til ’Tell me a story’ – det improvisatoriske element, om at finde momentet i spillet til at forberedelser, teknik og strategier kan føre frem til, at improvisationer sker gennem spillet.
Peter Brook har med sine internationale ensembler brugt improvisationen til at overskride kulturelle og mentale barrierer som led i det konkrete arbejde med forskellige marginaliserede mennesker på f.eks. mentale sygehuse eller pigeskoler. Dette med at få indflydelsen på mentale tilstande til at blive til noget større, end den enkelte situation tillader, indgår som en både poetisk og filosofisk side af Brooks livsværk.
Denne undersøgelse af den intensive fordybelse i mødet mellem det marginale og det strengt normbetonede førte Brook til et samarbejde med den britiske neurolog og forfatter, Oliver Sacks (1933-2015), hvis meget langstrakte og skelsættende forsøg med øvelser med hjernens frontlapper ledte til, at Peter Brook overførte det udstrakt episke element fra videnskaben til teatret. Dette resulterede i Brooks iscenesættelse af Oliver Sacks’ roman, The Man Who Mistook His Wife For a Hat, som fik den franske titel L’Homme qui… (1993). Denne forestilling blev til en fortælling om tiden og om udfordringerne med ’empathy and compassion’, som Brook udtrykte det.
Beckett
Sådan som samtalen var begyndt 1½ time tidligere med Samuel Beckett, således fandt den sin afslutning. I Peter Brooks øjne er Beckett ikke puritaner. Han er snarere en studie i indre anatomi. Beckett var perfektionist med ord som tegn. Den mindste detalje kunne optage ham i det endeløse, indtil han havde fundet løsningen. Med samme præcision og ordknappe stil, som kendetegner Becketts forfatterskab, fortalte Brook, hvordan denne stil havde ført ham til at skrive om kedsomhed. Kedsomhed er dette kreativitetsbegreb, som optræder i bogen Le diable c’est l’ennui (1991). For Brook er kedsomhed frisættende.
Peter Brook og Danmark
Sidst vi i Danmark så en forestilling af Peter Brook var på ILT-festivalen i Aarhus i slutningen af maj 2015, hvor The Suit (2012) blev vist to gange, se anmeldelsen her på sitet: https://www.peripeti.dk/2015/06/02/the-suit-iscenesaettelse-peter-brook-og-marie-helene-estienne-musik-frank-krawczyk/. Ligeledes blev Brooks iscenesættelse af Ta main dans la mienne (2003) (Carol Rocamoras dramatisering af en kærlighedsbrevveksling mellem dramatikeren og novelleforfatteren, Anton Tjekhov og hans kone, skuespillerinden Olga Knipper Tjekhova, vist på Betty Nansen Teatret i maj 2004 med Peter Brooks hustru, Natasha Parry (1930-2015) og den store franske skuespiller, Michel Piccoli (f. 1925) i de to roller. (Kuhlmann 2005)*
I 1979 besøgte forestillingen L’Os Folketeatret, og i 1996 og 1997 blev Becketts Oh, les beaux jours vist i Kanonhallen. Ellers har vi i Danmark været forkælet med de store gæstespil Carmen og Mahabharata, der begge blev vist i Østre Gasværk i hhv. 1983 og 1988. Og endelig blev store dele af Peter Brooks iscenesættelse af Shakespeares King Lear til film optaget i hhv. Skagen og i nærtliggende naturområder. Filmen blev udsendt i 1971.
Peter Brooks forskningscenter og arkiv
Efter i en årrække primært at have sat klassikere i scene, navnlig markante Shakespeare-opsætninger for Royal Shakespeare Company i England, åbnede Peter Brook i 1974 i Paris sit teater Le Théâtre des Bouffes du Nord og et forskningscenter, Centre Internationale de Recherche Théâtrale, der tilsammen udgør et slags antropologisk teatercenter i praksisformer. http://www.bouffesdunord.com/
Centret ændrede i 1979 navn til Centre International de la Création Théâtrale (CICT). Man kan sige, at Peter Brooks teater er et mangeårigt eksempel på, hvordan kunstnerisk og akademisk forskning kan gå hånd i hånd.
Ligesom der eksisterer enorme mængder af udgivelser om store teaterpersonligheder som Konstantin Stanislavskij, Vsevolod Mejerhold, Bertolt Brecht, Jerzy Grotowski, Ariane Mnouchkine, Eugenio Barba m. fl., så udgør Brook-litteraturen i sig selv et helt bibliotek. http://www.newspeterbrook.com/ I forlaget Methuens planlagte store serie Great Directors vil et af bindene netop handle om Grotowski, Brook, og Barba.
Eftertanke
Samtalen er en del af den visdom, Peter Brook øser af. Det er i sig selv en tidskrævende måde at få indsigt i stoffet på. Erfaringer fra undersøgelser i teatret og i verden bliver omsat til samtalen som en indsigtsfuld refleksion. Samtalen med Brook oplevedes da også som et utroligt eksklusivt fænomen og som modsvar til en tid, hvor netop punchlines og twitterkorte svar skaber et særligt tempo og en overfladiskhed om det at have noget på hjerte og at kommunikere – både til den, man i første række taler med, og til dem der fortrinsvis lytter til samtalen. Samtalens karakter leder tanken hen på den konstante dialogiske undersøgelse – et træk, der også karakteriserer Peter Brooks arbejdsform. Og netop som kammerspillets form og elegance manifesterede samtalen sig i al sin enkelhed. Hvor tankevækkende, at selve dette, at Peter Brook mestrer tid og rum så overlegent, blev som statement næsten en stilhedens provokation. Et wake-up-call!
Wonder, Gratitude, Useful
Annelis Kuhlmann, Phd og lektor i Dramaturgi, Aarhus Universitet. (foto i essayet: AK)
*) ”Alder – ingen hindring. Peter Brooks opsætning af Ta main dans la mienne”, side 154-69 I Szatkowski, Janek (red.) Kunst og kvalitet. Et festskrift til Jørn Langsted. Forlaget Klim: Aarhus 2005.