887 Robert Lepage
Af Janicke Branth
Et udenlandsk gæstespil af format i Aarhus Festuge.
Med Robert Lepages soloforestilling 887 har Aarhus Festuge omsider hentet et internationalt gæstespil i superligaen til byen. Lepages har før gæstet Aarhus med soloforestillinger. Vi så både hans Hamlet-forestilling ”Elsenore” i 1996 og hans ”Far sight of the moon” i 2000. 2005 var han i København med soloforestillingen ”The Andersen Project”. Her i 2015 er han så tilbage med en betagende autobiografisk forestilling om sin opvækst i Quebec. Den handler ikke bare om Lepage selv, men også om Canadas politiske historie.
I Aarhus filmbys sorte boks træder Lepage ind på scenen i et sort sæt tøj og meddeler stilfærdigt, at forestillingen begynder om få minutter. Han fumler lidt med sin sorte mobiltelefon og sludrer uformelt med os om de digitale effekter, som i dag holder styr på alt, hvad vi skal huske. Et enkelt nummer står dog lysende klart i hans erindring: Adressen på hans barndomshjem, 887 Murray Ave. Ikke noget tilfældigt navn forstår vi hurtigt. En projektion af gaden via googlemap viger for billedet af den mand, gaden er opkaldt efter: James Murray, en engelsk officer, der fik afgørende betydning for sejren over franskmændene i det fatale 15 minutter lange slag på Plains of Abraham lige udenfor Quebec City, der blev et svidende nederlag til franskmændene. James Murray blev senere den første britiske guvernør i Quebec.
Dermed er to spor i denne flerstrengede sceniske fortælling præsenteret: det geografiske og det historiske. Og dertil føjes en tredje streng, hjernens plastiske, men ustabile kapacitet. På den ene side dens evne til at rumme uhyre mængder af information, som det imponerende GPS-kort, taxachaufører udviklede i deres hjerner, før den digitale GPS blev opfundet. Lepages far var taxachauffør i Quebec for at supplere sin beskedne pension som søofficer og krigsveteran fra 2. Verdenskrig, hvor han i øvrigt kæmpede sammen med englænderne. På den anden side den demente farmors hastigt svindende evne til at genkende selv de nærmeste omgivelser. I mellem dette spænd væver Lepage sin fortælling om opvækst og nutid.
The memory palace
Udgangspunktet for den sceniske fortælling – beretter Lepage – var en banal opgave: han havde sagt ja til at citere et kendt digt ”Speak white” i anledning af en canadisk poesifestival. Til sin egen overraskelse havde han svært ved at lære det udenad. Han måtte ty til et gammelt græsk mnemoteknisk trick ”the memory palace”.
Og ud af det mørklagte scenerum trækker Lepage nu et boligkompleks i fire etager. Det er en model af den ejendom, som var hans barndomshjem. Den har både karakter af et dukkehus og af en arkitektur model, som danner rammer om et potentielt liv. Vinduerne i de enkelte lejligheder er små digitale skærme, hvor vi ser de omtalte beboere bevæge sig rundt. Ejendommen viser sig at rumme et multikulturelt samfund på mikroniveau, og Lepage tilføjer sit personlige erindringsprojekt en politisk dimension.
Hovedkarakteren
Således bliver fortællingen om faren, det helt centrale omdrejningspunkt i historien. I ham kan han både spejle en social konflikt og en mytologiske helt. Beskrivelsen af hans kamp for at klare familiens økonomi med taxakørsel introduceres gennem den lille elektriske bil, der kører tværs over scenen. Faren inkarnerer 50’erne og 60’ernes zeitgeist: på en gang fortællerens mytologiske faderfigur – en fjern og ganske fåmælt krigshelt, veltrænet og myreflittig, som arbejdede hårdt for at kunne bo i en attraktiv lejlighed i det velhavende kvarter, – og de velhavenes chauffør. [i]”As a kid, my dad moved us to the upper town which was a higher class of pepople and we would see the lower town below. Every day we could see where we came from and where we were now”, forklarer Lepage i en senere samtale. Lepage-familien blev ved med at være en arbejderklassefamilie, men flytningen forankrede dem i et britisk middelklasseunivers. Og dermed også i en både sproglig og identitetsmæssig dualitet. Hans far havde næsten ingen uddannelse, kunne knapt læse eller skrive, men hans stolthed lå i at være tosproget og han insisterede på, at familien talte både engelsk og fransk. Det forhold, at hans taxakørsel ikke gjorde ham i stand til at betale sin topkvalificerede søns adgang til en britisk privatskole, fik ham ikke til at advokere for fransk separatisme.
De små TV-skærme med deres billeder af opgangens beboere, bliver undervejs til rigtige tv-skærme, som rapporterer om de politiske begivenheder i løbet af 60’erne og starten af 70’erne, hvor Front de libération du Québec (FLQ) voksede til en større nationalistisk bevægelse, der gennem en række bombeattentater rystede det Canadiske samfund. De fik ikke mindst vind i sejlene, da Frankrigs præsident de Gaulle i 1967 i Montreal udråbte et leve for det frie Quebec og dermed pustede til ilden. Det hele kulminerede i 1970 med oktoberkrisen og mordet på arbejdsminister Pierre Lapontes. Hans lig blev fundet i en bil.
En fortælling om sprog og undertrykkelse
Det digt Speak white, som fortælleren Robert Lepage kæmper med at lære forestillingen igennem, er skrevet på fransk af forfatteren Michelle Lalonde (1970), og handler om den undertrykkelse, som den franske del af befolkningen stadig udsættes for. Lepage citerer hen imod slutningen digtet på fransk, og med den rytmiske gentagelse af det engelske udtryk ”Speak white”.
(-) Speak white and loud /So that we can hear you/From St-Henri to St-Domingue /What an admirable tongue / For hiring / Giving orders /Setting the time for working yourself to death /And for the pause that refreshes / And invigorates the dollar
Speak white /Tell us that God is a great big shot /And that we’re paid to trust him / Speak white
Talk to us about production profits and percentages /
Speak white /It’s a rich language /For buying /But for selling /But for selling your soul /But for selling out (-)[ii]
Så hvad kommer det egentlig til at betyde, at faren insisterer på, at børnene skal lære undertrykkernes sprog? Det oplever vi indirekte gennem forestillingens nutidsfortælling om kampen med digtet: Mens barndomserindringen fortælles på engelsk, foregår den dramatiske nutidsfortælling på fransk. Lepage kontakter sin gamle studiekammerat, Fred fra teaterskolen for at få hans hjælp til at lære digtet udenad. Med til historien hører, at kollega Fred ikke ligefrem fik nogen lysende karriere som skuespiller, at han vistnok mangler penge og det antydes, at det måske skyldes stoffer og alkohol. Lepage behandler ham ikke særligt respektfuldt, men regner med at kunne købe Freds hjælp, da han vistnok er i ret stor gæld. Fred ’ankommer’ til Lepages lejlighed, men det ender med, at Lepage i lutter frustration kommer til at fornærme Fred så meget, at han går og nægter at tage imod de penge, som Lepage lettere nølende vil stikke i hans lomme. Om denne pointe også fungerer, når forestillingen spilles på fransk, er tvivlsomt.
Der er med andre ord flere dramatiske former i spil, idet fortælleren på nutidsplanet indgår som en karakter med et psykisk problem, der udvikler sig til en konfliktbåret situation med en anden dramatisk karakter, vennen Fred som ganske vist ikke er synlig men dog den tavse dialogpartner.
Fortællingens tre rum
Svarende til forestillingens to sproglige og to dramatiske niveauer, er der også to rumlige formater. Den dramatiserede nutid foregår i en scenisk udgave af fortællerens køkken i fuld størrelse 1:1. Det befinder sig inde i den kasse, der udenpå viser hans barndoms opgang i den mindre modelscala. I hvert fald på to af siderne.
Udenom de to rum, fortællingen om barndomshjemmet og den dramatiske nutid, er der så det tredje, som er selve scenen med iscenesætteren Lepage som afsender. Vi får aldrig lov til at glemme, at det er iscenesat autofiktion med ”tilstrækkelig meget løgn i til, at det kan blive teater”. Det er instruktøren Lepages associative iscenesættelse af en fragmenteret barndomsfortælling, der er gennemtrængt af erindringer om de politiske og sociale begivenheder. Og det, han kommer frem til gennem denne sceniske barndomsfortælling er ikke nogen forkromet sandhed om sig selv, men en erkendelse af, at hans familie kan betragtes som en metafor på det canadiske samfund. Familiens mikrokosmos er en afspejling af det nationale makrokosmos og dets politiske og semantiske splittelse. Den individuelle historie skriver sig ind i en større kollektiv historie. Denne komplementære struktur er en tilbagevendende figur i Lepages værker: You put the universe in a small room, som den japanske kunstner siger i The Dragon Trilogy (1985-87).
En metafortælling om erindringen
De fragmentariske glimt af Quebecs nyere politiske historie viser sig også at være overskrevet af mediernes fortælling om en seriemorder, som ved passende lejligheder dukker op på avisernes forsider, når den dybere politiske konflikt spidser til. Som en palimpsest fylder beretningen læsernes bevidsthed med sensationelle billeder af voldtægt og drab på mindreårige drenge. Og den fortrænger og slører billedet af den politiske virkelighed.
Disse to sociale begivenheder brænder sammen i drengens bevidsthed, da han støder ind i en støvleklædte vagt en aften, han går med aviser. På en lille filmstup projiceret op på muren, beskriver Lepage drengen set gennem to urørlige støvler på et par ben, vi aldrig ser resten af. Kun støvlerne i forgrunden og drengen mellem hans ben, som han tvinges til at tømme sin taske med aviser – og fyldes af had. Hjemme igen kommer den ydmygede dreng i skænderi med sin far om FLQ, hvis manifest netop bliver læst op på Tv. Faren insisterer på, at FLQ har ret i det, de siger, men ikke i det de gør. En påstand som virker absurd på drengen. Midt i skænderiet bliver det politiske igen overdøvet af det private: meddelelsen om, at den demente farmor er død på plejehjemmet. Faren forlader stuen og sætter sig ned i sin taxa, for at ingen i familien skal se ham græde. Og lige her i stykket sidste scene træder fortælleren ind på scenen i farens skikkelse. Far/Fortæller smelter sammen til én figur på forsædet af taxaen, og mens farens yndlingssang kører i baggrunden (Nancy Sinatras ”Bang Bang”) citerer Far/Fortæller igen stumper af ”Speak white”.
Den uundværlige inspiration
Det er auteurinstruktøren Lepages videreudvikling af det episke teater til et fysisk og digitalt modelteater, hans sammenkædning af det personlige med det politiske, hans gradvise afdækning af fortiden og hans iscenesættelse af fortidens spor i nutiden, der gør denne forestilling så helt enkelt kompliceret. Hans særegne scenesprog, hans visuelt gennemarbejdede og gennemreflekterede forestilling, som i øvrigt skabes i dialog med – og i respekt for publikum, hans rene og stilistisk begavede form gør 887 til et lille mesterværk. Og som sådan er det ren ilt til det danske teatermiljø.
Written, designed, directed and performed by Robert Lepage, Creative Director and Ideation
Steve Blanchet, Dramaturg Peder Bjurman, Composer and Sound Designer Jean-Sébastien Côté, Lighting Designer Laurent Routhier, Image Designer Félix Fradet-Faguy, Production Manager Marie-Pierre Gagné
Janicke Branth er dramaturg cand. phil, tidl. Rektor for Dramatikeruddannelsen og underviser på DDSKS Odense og Aarhus, samt medlem af Peripetis redaktion
[i] Dette og anmeldelsens øvrige udsagn fra Lepage er hentet fra artist talk 30/9 2015, arrangeret af Aarhus Festuge
[ii] Michèle Lalonde, 1970, translated Albert Herring, 2001–2012