Voksenforestillinger om drenge- og pigeidentitet på ILT15
Af Annelis Kuhlmann
M2 af Compagnie Ea Eo (BE), Chicks for money and nothing for free af Kopergietery & Het Kip (BE), og Staring Girl af Zonzo Compagnie in coproduction with the Rataplan Arts Centre and De Werf Arts Centre (BE).
På dette års ILT-festival er performance fra Belgien rigt repræsenteret. Hele tre af festivalens ni forestillinger kommer fra Belgien og interessant nok samler de sig om et fælles tema, nemlig voksnes forestillinger om drenge- og pige identitet.
Zonzo Compagnies Staring Girl er en visuel koncert, baseret på digte af den amerikanske filminstruktør, Tim Burton. Nathalie Teilinck står for filmen og musikken af Jan Van Outryve spilles live af et band, bestående af keyboard og trommer. Sangerinden Aline Goffin tager os gennem forestillingens univers og fungerer som guide til filmen om de mindreårige piger, der stirrer med tomme blikke ud i ingenting og ud på os. Skærmbilledet er delt i to, og dette er med til at understrege det parallelle i fremstillingen af de stirrende pigers univers.
Udtrykket giver oplevelsen af, at de nærmest har stirret sig blinde. Eller er denne stirren mest af alt et indadvendt blik? For hvad ser de, hvis de overhovedet ser noget?
Til gengæld ser vi tilskuere, hvilken verden pigerne omgiver sig med. Det er en blanding af eventyr, drøm og virkelighed, der udspiller sig. Vi ser en allusion til Prinsessen på ærten, men ærten forvandler sig til et underlag af efterladenskaber og skrald på lossepladser, hvor den stirrende pige i en slags vagabonderende nomadetilstand, i et hav af fjer, med døde dyr, der bliver til kostumer, vandrer fra den ene verden til den næste. Tilværelsen skildres som én lang eksistentiel søgen, hvor pigerne i små statiske episoder stirrende ser efter ”den anden” i sig. Dette kommer til udtryk i form af en nærmest spøgelsesagtig kærlighedshistorie, hvor pigerne fremmaner forhold til en anden verden. Det sker som voodoopige, dansepige, gasmaskepige, pyromanpige, og Goffin synger: ’She has so many ages, that you really break down, when she cries, and cries, cries, cries.’
Død og opløsning er gennemgående fast inventar i filmen, der fortrinsvis forløber i sort-hvid filmprojiceringer, hvilket medvirker til at etablere en slags transparens, som sangeren undertiden går i en slags performativ dialog med. Forestillingen er en metafor om helt almindelige børn, der især i kombinationen med musikken fremstår i stærkt poetisk-groteske billeduniverser. Et magisk og også lidt skræmmende udtryk, der trækker spor. http://www.zonzocompagnie.be/en/producties/staring-girl
https://www.youtube.com/watch?v=2aMBGDpgDsE
Helt anderledes er det med de to performances, der fokuserer på voksnes forestillinger om drenges identitetsdannelse, nemlig den hhv. korte titel M2 og lange Chicks for money and nothing for free.
I M2 af Compagnie Ea Eo er fire fyre udfordret af hinandens rytmisk mekaniske bevægelser, der bliver mere og mere hæmmede i takt med at klikgulvet på spillepladsen reduceres og bliver mindre og mindre. Til sidst er det kun 1 kvadratmeter. Deraf titlen. Destruktionen af deres fundament og deres ”verden” opleves i første omgang som en udefrakommende forhindring, hvor selve performancen er et cirkuspræget udtryk for community theatre om mobning.
En lang række af obstructions blander sig i forhold til drengenes fysiske udfoldelser, men også de meget komplekse jonglørnumre bliver konstant udsat for forhindringer. I måden, hvorpå M2 forløber, bliver den performative behændighed udfordret teatralt og teknisk. Det resulterer i, at vi undertiden forføres af ideen om, at forskellen mellem den professionelle og amatøren udviskes inden for performancens egen logik. Mange af replikkerne i forestillingen fremstår som næsten politiske statements i stil med ’Every human needs his place in life’, der både refererer til det med at give plads til andre, men også til de mange hjemløse og flygtninge, der konstant må flytte på sig.
Til sidst fik jeg oplevelsen af, at forestillingen så at sige jonglerer med det performative tegn, der er blevet tømt for anden betydning end den, vi ser udfolde sig som performance. Forholdet mellem dominans og obstruktion er opløst, for drengenes identitet er formet af en konstant lemlæstende performance. Den forhindring, der så ud til at komme udefra, kommer i lige så høj grad indefra. (set på Bora Bora, søndag den 31. maj 2015).
I Kopergietery & Het Kips performance Chicks for money and nothing for free optræder fem mænd, der behersker et meget overbevisende kropssprog om frigjort drengerøvskultur, udstillet på en måde, som provokerer et borgerligt voksenblik. Performancen er en øvelse i lykke og maskulinitet. Denne performance er beslægtet med M2 i den forstand, at den tematiserer det vanskelige ved åbent og frit at udfolde krop og sexualitet. På den måde kan man sige, at det er en performance, der går op imod konventioner for kropslig selvkontrol i det offentlige rum. Og netop på dette punkt er forestillingen i sig selv dejligt befriende. Den tager fat om tabuer i et topstyret samfund, hvor teenagerens kasten sig ind i det dionysiske univers af safter og fysisk excentriske konfrontationer fremstår med så stor ømhed og kærlighed til en ærlig umiddelbarhed, som jeg sjældent har set det performet på en scene. Forestillingen begynder med, at de fem voksne performere, der vitterligt fremstår som teenagere, konkurrerer i bedste bodybuilder-forstand om at have den mest pumpede krop, de mest spændte biceps, de mest bankende blodårer, kort sagt: volumen, der kan tage fokus fra de andre. I begyndelsen kan man som tilskuer være betænkelig ved, om de vitterlig med det oplæg kan holde gang i en performance i 1 time og 10 minutter… Om de kan!
Performancen er tematisk set én stor badescene med klimaks. Det morsomme i en fald-på-halen-komedie, hvor de snart vitterligt heftigt slår på hinanden med håndfladernes fulde kraft, så deres kroppe blusser af rødme, snart trækker bukserne af hinanden, snart omfavner hinanden, snart mimisk udveksler meninger i sammenlignende penisstudier, snart skubber, synger, spiller guitar osv. osv.
Farcen bliver anvendt som metode til at løfte de vildt overgearede scener, hvor f.eks. tre af fyrene sidder totalt mast og fastklemt inde i en lille klar plexiglasboks. Her sveder de tran i lange baner, mens dialogen handler om erindringer og filosofiske livsspørgsmål. Da den ene oven i købet tænder en cigaret inde i boksen, går der et højlydt suk gennem tilskuerrummet. Er der mere ilt?! Der er tilsyneladende INGEN grænse for, hvad de byder sig selv.
Senere får vi en pantomimisk ballet for fem drenge i barberskum fra top til tå. I starten ligner de krakkelerede gipsfigurer af 5 x faun, der er stukket af fra deres piedestal. Men i takt med, at de mere og mere glider i skummet, der falder af kroppen, så bliver hele dette nummer til én stor erotisk cirkusagtig klovneglidedans. Det er meget sjovt at se på, hvis man accepterer det.
Efter afskylning i et badekar, placeret bag et gennemsigtigt strimlet lagergardin, begynder den helt store drikkescene. Fra bag dette gardin bliver der kastet en masse dåseøl ud på gulvet. Nogle af dåserne eksploderer i sammenstød med andre, og andre dåser når nærmest helt ud til tilskuerne. Det opleves, som om der er hundredvis af øldåser. Og så går drengene i gang. Der spyttes og savles i veritable kaskader af øl.
De drikker i regulære kloakdimensioner og fremviser kroppen som et stort nedløbsrør. Det er lige før at det ironiske er den form for omgang med en slags neonaturalisme, hvor den tabuiserede adfærd er gjort til et hverdagsbillede, som vi må kunne forholde os til. Så fra scenen med barberskum, hvor tilskuernes sanseoplevelse blev mættet med en bestemt sødmefyldt lugt, blev luften nu skiftet ud med en anden lugt: øllet. Man skal ikke græde over spildt øl, men drengenes liv bliver her i denne performance faktisk fremstillet som noget, der ikke bliver regnet med i samfundet. Det er som om, at det voksenblik, som er indlejret i forestillingens provokatoriske sider, vil betragte deres liv som noget, der går til spilde. Performancen derimod tildeler drengerøvskulturen værdi som en særlig form for maskulinitet. (set på Filuren, lørdag den 30. maj 2015)
Disse tre performances, der bærer en stærk visuel performance tradition, viser publikum sociale dimensioner i deres måde at få budskaberne ud til publikum på. De viser også, at performance og community work i høj grad kan indgå i en fælles forbindelse. Performance bliver her tillige et værktøj til at nå nye publikumsgrupper med.