Perfekte og defekte kroppe.
Af Ida Krøgholt og Erik Exe Christoffersen.
Krigen i Afghanistan begyndte i 2001, og fra starten deltog danske soldater side om side med amerikanske og engelske soldater. 43 soldater vendte aldrig hjem til Danmark igen. Flere hundrede vendte hjem med sår på krop og sind.
Historier fra Helmand
I Føling er en samproduktion mellem Det Kongelige Teater og Teatret Sort/Hvid. Forestillingen er koreograferet af Den Kongelige Ballets Corpus ensembles kunstneriske ledere, Tim Makiatis og Ester Lee Wilkinson, mens koncept og tekst er udviklet i samarbejde med instruktør Christian Lollike og tre danske krigsveteraner, der har været udsendt til Afghanistan: Henrik Møller Morgen, Jesper Nøddelund og Martin Aaholm. De fortæller deres personlige historier fra Helmand i en dramaturgisk stram form som fletter historierne og militærets disciplinerede kropssprog med balletten.
To af dem har fået skudt lemmerne i stykker i kamp mens den tredje er invalideret af de mentale eftervirkninger af krigen, post traumatisk stress syndrom. Helt nøgternt beretter soldaterne om krigen og om deres fald. Den PTSD-ramte Jesper fortæller, hvordan hans krops forhøjede forsvarsberedskab har ødelagt hans liv, sådan helt og aldeles, efter han er vendt hjem. De to andre viser deres traumer ved at tage proteserne af benene, alt imens balletdanserne danser med dem og bærer dem rundt. At bringe soldater og balletdansere sammen er et enkelt æstetisk og højst virkningsfuldt greb, da brudfladen mellem materialer, bevægelser og kroppe står skarpt og medvirker til affektiv intensitet. Soldaterne er som fremmedelementer kurateret sammen med dansen, eller de sidder og står med front mod publikum og fortæller lige ud af posen om deres lidelser, så der kun er en hårfin grænse mellem kunst og virkelighed. Der er også skabt en særlig effekt ved hjælp af tre skærme, hvorpå der projiceres video og tekst, primært er det dokumentariske skildringer, man følger her. Fx vises et dokumentarisk klip af en soldat, der falder i slagmarken, og denne sekvens danses der over i et partitur, hvor danserne falder igen og igen i samme position, hvilket videofilmes ovenfra, så det dokumentariske spejles i dansen og billedernes abstraktion.
At komme i føling
Titlen, I føling, peger på hvordan forestillingens virkning udspringer af den måde, dans og dokumentarisme, kunst og virkelighed er monteret. ’I føling’ er i militærsprog udtryk for soldatens føling med fjenden og princippet om at komme ’den anden’ så nær, at hans bevægelser kan iagttages. Men en kunstoplevelse kan også være i føling med værket, og titlen sammenkæder den sensitivitet for fjenden, soldater som disse har opøvet og aldrig slipper helt af med, med forestillingens æstetiske hensigt om en særlig nærværende oplevelsesmåde. Den sensitive iagttagelse opnås ved at lade tilskueren iagttage montagen af vidt forskellige materialer som de lemlæstede kroppe og de perfekte, soldater og dansere. Normalt er disse områder adskilt, men her påvirkes de af hinanden, som når den faldne soldat danses og soldaterne bliver integreret i dansernes partitur.
Begge parter giver noget af sig selv, for selvom danserne ikke fortæller om deres personlige liv, smitter optikken så at sige af og de personliggøres gennem obstruktionen i at skulle danse med handicappede soldater på ryggen. Dette greb påvirker relationen til tilskueren, der ’kommer i føling’ ved at se aktørernes fordobling som både kunst og som virkelighed. Forestillingens proces kan dermed ikke undgå at blive transparent, og man tænker: hjælper det soldaterne i deres liv at deltage i denne forestilling? Ændrer det balletdansernes lukkede verden? Og hvilke forudsætninger har tilskuerne for at tage ansvar for dette dilemma.
Usynlig krig uden ende
At krig avler krig i en endeløs cyklus er et tilbagevendende tema i forestillingen. Soldaterne vil altid have krigen i kroppen, dag ud og dag ind. I kraft af deres handicaps og mentale følger er krigens aftryk uudsletteligt, og sporene kan hverken arbejdes væk eller skylles ud med tårer. Som krigere er de konkret defekte. Og på et andet niveau peger forestillingen på den permanente krig, da en af danserne som forestillingens meta-stemme fortæller om forventningerne til ’krig uden tårer’, hvor droner og genteknologisk krigsførelse skal vedligeholde krigsindustrien uden at der sker tab af soldater. Det dramaturgiske niveau der beskriver krig som en uendelighed uden tabt mandskab, er en helt anden fortælling end den traditionelle hjem-ud-hjem-struktur, som soldaterne beskriver deres oplevelser med. I uendelighedsperspektivet er der hverken udrejse eller hjemkomst og de to forskellige dramaturgiske niveauer står og flagrer lidt i forestillingen uden at hænge helt sammen. Men tematiseringen af ’krig uden tårer’ kan ses som et hint til den usynlighed, de maltrakterede soldater lever med, glemt som en dårlig samvittighed, hvilket spiller sammen med forestillingens fundamentale strategi, der netop er at lade de, som kun repræsenteres ved særlige højtider og skåltaler, få scenen, først på Det Kongelige Teater og senere på landsdelsscenen i Århus.
Return of the real
For tiden spilles en anden forestilling med et lignende tema, Hjemvendt, på Borgerscenen i Ålborg. I Hjemvendt foregår aktørernes fortællinger om egne krigsoplevelser helt uden at repræsentationen problematiseres eller kommenteres: der er ikke andet i forestillingen end aktørerne selv, og der er ikke behov for yderligere rammesætning – de er hvad de er, that’s it. I I føling er det også de helt konkrete enkeltpersoner: Jesper, Martin og Henrik, man møder. Men her er repræsentationsproblematikken en pointe, hvilket sammenkoblingen af balletdansere og veteraner peger på. Mødet mellem dansernes perfekte kroppe og soldaternes deforme er en kommentar til den kulturelle fremstilling af krigshelte. I balletten og på nationalscenen er det ikke usædvanligt at se soldaten repræsenteret symbolsk og arketypisk, hvad enten det er helten, forræderen eller fjenden. Men med deres fysiske og mentale skavanker falder Jesper, Martin og Henrik udenfor det repræsenterbare. De fremstår som afklarede og forsonede med det, som er sket, når de roligt og nøgternt fortæller. Men samtidig fortæller forestillingen gennem sit hjem-ud-hjem-niveau om, hvordan deres defekte kroppe ikke engang har symbolværdi længere, for deres historier er for skræmmende og kroppene for groteske til at de kan fungere som helte. De er ubærlige, og derfor har hjemkomsten været et radikalt nederlag, både for dem og deres nærmeste. Vi hører at Martins kæreste ikke kunne bære at se ham i den sørgelige forfatning, efter han havde mistet begge ben, og tog sig sammen til at forlade ham, og at Jesper ikke længere kunne fungere som far, husbond, menneske, og en tid boede ved Bagsvær sø, hvor han gik i opløsning som natur i forrådnelse. Vi hører hvordan de fik medaljen overrakt, ikke ved en højtidelighed, men gennem brevsprækken. Disse fortællinger om soldater der vender hjem og udstødes, får et særligt twist ved at blive sammenstillet med balletten. Her i dansens sprog er veteranerne en af kulturens rester, som vi ikke kan begribe med sproget, og som derfor ikke kan repræsenteres. De er det reelle, med et begreb fra Lacan. Som det reelle er veteranerne det traume, vi ikke kan skille os af med, og deres kroppe er det, som vender tilbage som krigens uafviselige dokument. Gennem dansen vender de tilbage.
Et identitetsarbejde
I føling har som autobiografisk genre karakter af selvrefleksion og identitetskonstruktion, og skildringen af de tragiske skæbner får en særlig skønhed gennem den måde, forestillingens identitetsarbejde reflekteres. De mest betagende øjeblikke sker, da man har hørt krigsveteranernes skrækkelige historier og set deres blottede kroppe, hvorefter et par af de spinkle kvindelige danserne berører soldaterne blidt, bevæger deres arme og benstumper og løfter dem varsomt op på ryggen, hvor de danser videre med dem. De defekte kroppe har en enorm tyngde sammenlignet med de spændstige lette ballerinaer, men dansere og soldater spejler også hinanden: ”En soldat der ikke kommer i krig er ligesom en danser der ikke kommer på scenen”. Balletdansere og soldater er gjort af samme stof, og forestillingens måde at reflektere dem i hinanden på, peger på det faktum, at også den perfekte krop en dag bliver deform og ubrugelig. Omvendt er det igennem dansen, at krigsveteranernes tabte identitet genskabes fra ødelagt og ekskluderet til noget, som kan vises frem og repræsenteres i sin egen skønhed.
Dansens fremmedartede form supplerer og beriger forestillingen med rytmiske og billeddannende associationer og er også det, der genskaber krigsveteranernes identiteter. Det er ballettens formgreb, der på baggrund af soldaternes personlige beretninger danner de deforme kroppes dans, og selv om veteranerne har mistet bevægelighed og ikke længere lever op til den fysiske krops ideale standarder, integreres de i dansens form og bliver belyst gennem bevægelserne på en ny og betagende måde. De indhylles i ballettens himmelske verden, befolket med jomfruer med blå kropsslør, og i den futuristiske stilart, hvor dansere springer i vejret for vejsidebomber og hvor faldne dansere rejser sig igen og igen. Det er sådan, vi som tilskuere kan møde det uafviselige, det reelle, som er det, de deforme kroppe er.
Ida Krøgholt og Erik Exe Christoffersen, lektorer i Dramaturgi, Aarhus Universitet. Set på Aarhus Teater 28. maj. Forestillingen spiller på DKT 5-8 juni.