Kunstens og kønnets maskerade
af Elin Andersen
Det kan synes kropumuligt at overføre Siri Hustvedts nyeste roman Den flammende Verden til en scene. Den fremstår som en antologi udgivet af en professor i æstetik og består af dagbogsnotater med referencer til filosofi, neurologi, mytologi, litteratur, raffineret kunstkritik med mere Og så alligevel: inde i alt dette er der en sjæl i flammer. Kunstneren Harriet Burden. enke efter den legendariske kunsthandler Felix Lord, er rasende frustreret over mangel på anerkendelse i den kvindefjendske New Yorker- kunstverden. Hun udtænker da en plan. Hun vil udstille under en mandlig maske 3 gange, hvorefter hun vil stå frem som den sande skaber. Det går godt med de første masker men med den tredie går det galt. Det er det drama Mungo Park satser på, og det lykkes dem langt hen af vejen at gestalte dette i et spil om masker og identitetstab. Men slutningen er unægteligt et antiklimx.
Fortællingens dynamik
Alt ved romanens Harriet er stort: hendes skikkelse, hendes viden, hendes installationer. Mungo Park går klogt nok sine egne veje. Midt på en tom scene er rejst en transparent skærm med indrammede døre, der åbner for hemmeligheder i belyste tableauer. Den er samtidig projektionsflade for tekst og videooptagelser med mere. I siderne er der mikrofoner og videokamera. Sceneskiftende sker med en hvæsende lyd, som om der er noget, vi skal frygte. Formen er episk med en collage af stemmer, hvor de tre skuespillere Christine Albeck Børge, Kasper Leisner og Henrik Prip behændigt går ud og ind af en række roller. Harriet er dog primært fastholdt af Christine Børge, der trods sin klejne skikkelse giver rollen substans. De mange rolleskift virker ind imellem flimrende, selv om de matcher temaet om identitetstab- og forvirring. I passager får forløbet karakter af fortalt roman., om end der både er vid og bid, ironi og humor i replikkerne. Det er imidlertid de klassiske dramatiske scener, der brænder igennem og giver forestillingen tyngde.
Hvem var Harriet Burden spørges der indledende. Forestillingen er et tilbageblik på denne afgørende tid i den afdøde kunstner Burdens liv med Maskeringerne, som hun hævder er hendes værker. Med dem vil hun ikke blot udstille kunstverdenens kvindefjendskhed, men også vise at kønnet spiller en rolle i selve perceptionen af kunst: vi synes bedst om et kunstværk, hvis vi kan finde en mand bag det !
Kampen for at blive set
Det hele synes at begynde med mandens død. Mens Harriet og Felix sidder over for hinanden falder han død om. Fortvivlet begynder hun at modellere en opretstående figur af hans døde krop, som hun herefter danser kærligt med i slow motion bag skærmen Christine Børger og Henrik Prip skaber her en stilfærdig rørende og tvetydig scene af sorg og forstening.
Hvad er Harriet nu andet end Felix Lords enke? En ubetydelig kunstner i en blasert kunstverden. Hun råber på hævn. Den skal Maskeringerne skaffe hende.
Den første maske er en ung ukendt kunstner Anton Tisch (Henrik Prip), som Harriet mener er fyldt med tomhed. Deres ‘fælles’ projekt er en Illustreret kvinde – Store Venus – en kæmpeudgave af Tizians liggende Venus, som popper op på skærmen, mens AT begejstret anbringer sedler med citater fra alle typer skrifter rundt om på kæmpekroppen. Men glæden bliver kort. Han kalder forgæves på Harriet, mens han vakler om på scenen med flasken i hånden. Den store kvinde, proppet med løsreven viden som var det Harriet selv, er tavs. I en total identitetsforvirring råber han ” Hvem er jeg?” og forsvinder. Harriet stjal hans identitet og kasserede ham, men han var ikke noget tomt kar. Med hans sammenbrud får vi en ide om brutaliteten i projektet,
Med den anden falliske facade går det tilsyneladende let. En homoseksuel mulat og performer Phenias ( Kasper Leisner) fra udkanten af kunstverdenen kommer svansende Harriet i møde. Han viser os gerne sin queerkrop på skærmen: halv mand, halv kvinde, halv hvid, halv farvet. I sin noget stereotype queeroutfit er der trods alt en appel til Harriets ønske om at nedbryde kønskategorierne. Phenias indbyder Harriet til at skabe tableauer af to afvigere, han som queer og mulat hun som jøde og sin latente følelse af tvekønnethed: Harriet og Harry. Ph har som performer intet problem med at spille den roste kunstner bag den nok så uhyggelige installation Kvælningsrummene, som vi kun får fortalt. Indlejret i dette forløb er der et tilbageblik på scener fra et ægteskab: Harriet banker rasende liv i dukken Felix og konfronterer ham med et brev fra en elsker/elskerinde!”Det har intet med dig at gøre, min elskede ” afviser han. En jalousi bliver vakt til live og forstærker hendes hævntørst. Harriet eller er det Harry forkynder nu fra scenen: Det er mig der har lavet Kvælningsrummene
Nøglen til the point of no return
Overskriften på det tredje forløb – for der skal være tre som i eventyret lyder det fra scenen – er Pagten. Når der indgås en pagt i eventyret er det som bekendt med djævelen. Rune er allerede en kendt og feteret kunstner med en readymade aura og han matcher Harriet intellektuelt. Han er en vanskelig figur at gestalte, på en gang intetsigende og dæmonisk. Kasper Leisner giver ham en nonchalant attitude og lader ham kun langsomt afsløre sine hensigter. I en indledende flirt med Maise Harriets datter også spillet af Christine Albeck Børge lader han et ord falde om en nøgle til et sted, “der ikke længere findes”. Harriet møder ham med udbruddet: du er kulminationen. Han indgår tilsyneladende pagten – men ikke for kønsspillets skyld – vi lever i en tid med kønsfrihed og tvekønnethed., mener han. Det er selve fupnummeret, han tænder på. For Harriet er det blevet blodig alvor – det er en livsfortælling, der nu skal kulminere – derefter vil hun forsvinde.
De tager masker på – hvide neutrale masker og indleder en dans i slow motion der udvikler sig til en dance macabre Teatrets masker skjuler ikke de afslører ved vi. De fortæller noget afgørende forskelligt om de to. Først fortaber de sig i kønsklicheer- Rune i en skabagtig kvindefigur Ruina og Harriet i en mandekliche, indtil Harriet river masken af. De fortsætterdansen bag skærmen mens scenen bombarderes med stroboskoplys, så ingen skal være i tvivl om at her er noget farligt på færde. Rune oplader sin Ruina og angriber Harriet indtil hendes kollaps Har masken afsløret andet end et arketypiske herre-slaveforhold og cementeret hende som kønskliche? For Rune kommer maske og rolle ud på et. Du fjerner en maske og finder en ny. Det er her dæmonien manifesterer sig.
En ydmygelse står tilbage. Rune viser hende en filmoptagelse, hvor han sidder sammen med Felix i en sofa og vifter samtidig med nøglen til stedet, som ikke længere findes. Rune afslører sig som Felix elsker. I en sidste duel udfordrer han til et sexspil med skiftende roller Harriet som Felix, Rune som Harriet osv. Det slutter med at han tager kvælertag på Harriet: “Jeg spillede dig en frastødende flæbende lille fisse”!!! Harriet er gjort tavs. Det er Rune, der afgør spillet, fordi han er identisk med det. Desuden tager han hele æren for installationen Nedenunder og udråbes til et geni af kunstkritikken..
Glamourens banalitet
Hvad blev der af Harriets ambitiøse hævnprojekt? Har Rune fået det til at ligne en forsmået kvindes hævn, en Medea, der ikke bliver fuldt udfoldet? – Er kunstverdenen stand in for manden, den legendariske kunsthandler Felix og er hævnen over ikke at blive set rettet mod ham alene? Spørgsmålene trænger sig på, men svarene udebliver. Harriet udgiver en artikel under pseudonym om den rette sammenhæng med Maskeringerne, men ingen tror på den, lyder det lakonisk fra scenen.
Tavsheden her til slut banaliserer maske- og identitetsspillet til en maskerade på trods af sceneeffekternes faresignaler. Uden forsvar glider hun blot ind i glemslen i den kunstverden, hun er oppe imod. Og hvad er der at eftertragte i den? Som vi møder den i forestillingen er den rigeligt manieret og karikeret. Det er især Kaspar Leisner, der optræder som en nok så hoven, men også ind imellem vittig, gallerist i videoklip gennem forløbet. Harriets seriøsitet kommer til at stå uforløst i kontrast til en verden af glamourøs overflade uden noget bag. Det kan være svært at forstå, hvorfor Harriet med sit intellektuelle drive er så opsat på at blive anerkendt i den verden.
Uanset: det er prisværdigt af Mungo Park at give sig i lag med en så ufremkommelig tekst som Den flammende Verden og give den krop i deres særlige kollektive stil.
Dramatiker Lucas Svensson, bearbejdet af instruktør Anders Lundorph, scenografi: Nicolaj Spangsaa, Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen, Lysdesigner:Jacob H.S. Rasmussen Medvirkend: Christine Albeck Børge, Kasper Leisner, Henrik Prip.
Forestillingen spiller indtil d. 2 juni på Avenyteatret.
Elin Andersen er tidligere lektor på Afdelingen for Dramaturgi.