Kan vi tale om krigen?
Af Ida Krøgholt og Erik Exe Christoffersen
Det ser fredeligt ud, hverdagsligt og trivielt. Bonderøvens stemme lyder fra TV’et., han taler om podning af æbletræer, og der er stillet kaffe og blødt brød frem på sofabordet. Rummet virker trygt og afsondret, tapetet er stormønstret og der hænger et landskabsmaleri over sofaen. En dør står åben til køkkenet med OTA solgryn og kaffemaskine. Så bryder en lyd stilheden, den stiger i styrke, et fly drøner hen over os. Fire par snørestøvler og et par hvide træsko står forrest på scenen. De fem personer har taget plads omkring kaffebordet, en kvinde og fire mænd. De er ålborgensere uden kostumer eller andre former for teatrale attributter. De skifter kanal, springer mellem livsstilsprogrammer og TV- avis, de er tavse, så bryder en af dem tavsheden, skrider ud af rummet, man hører ham smadre noget udenfor. Stemningen er ad h til.
Heltegerninger og deres skyggesider
De fem er fælles om at have været i krig, og de fortæller på skift om, hvordan de har svært ved at falde ind i en dansk hverdag som denne, en har vanskeligt ved at dele sine oplevelser med nogen, en kan ikke samle tankerne, en oplever rummet snævre sig ind og luften blive tykkere og tykkere. Deres historier er forskellige, oplevelserne derude har præget dem på hver sin måde.
Kristoffer lå vågen hele natten inden han første gang skulle af sted til Bosnien. Han lå helt tæt med sin kvinde, og ingen af dem kunne sige et ord, de havde ikke noget sprog for denne fornemmelse. Han har taget imod kammerater, der er vendt hjem i kiste og svøbt i dannebrog. Og han har gennemlevet at en nær kammerat skød sig selv efter at være vendt hjem – ingen havde set det komme.
John er feltpræst, og i feltet er det ham, der tager sig af traumatiserede soldater, som fx den unge fyr, der hver nat blev overvældet af et billede af et rødt rum efter at have nedskudt en lille gruppe talebanere, som sigtede mod nogle børn. Han fortæller også om den triumferende fornemmelse, man bliver grebet af, når der kommer meldinger om fjendens død. Det er hævnens skyggeside.
Bjarke har været i Kosovo og Afghanistan, han er ung, og til den psykologiske screening før han blev sendt ud, blev han vurderet som mentalt stærk, han havde ikke behov for professionel psykologisk støtte. Alligevel er han blevet hårdt medtaget af post traumatisk stress syndrom efter bl.a. at have oplevet sin nærmeste kammerat få skudt benene i trevler af en bombe. Han har måttet tage orlov fra medicinstudiet, nu på tredje år.
Peter har været i militæret i 40 år og har forsøgt at etablere familie og parforhold fire gange. Det er endelig lykkedes at finde ’mit livs kærlighed’, men nu er han også klar til at gå på pension. Han har været i krig jævnligt gennem 30 år, men hans historie handler om hans kærlighedscyklus, som hver gang han er rejst ud, er blevet afbrudt. Ved hvert nye forhold, gentager det samme mønster sig: Han møder en skøn kvinde, de flytter sammen, han tager på mission, vender hjem, gribes af uventet rastløshed og tomhed, flytter for sig selv, men han kan ikke være alene, så han finder en ny kæreste, gifter sig, på mission, kommer hjem, gribes af meningsløshed osv. Sine børn har han ikke kontakt med mere.
Kirsten repeterer også et mønster, idet hun igen og igen er rejst ud i krigsramte områder, trods det at hendes tre børn ikke var særlig gamle, da det hele begyndte, og selv om hun efter nogle af de hårdeste episoder derude kom til at lide af PTSD. I sammenligning med de fleste andre kvinder, er hun en mønsterbryder. Hun har været udsendt med Røde Kors som operationssygeplejerske og fortæller om, hvordan hun sammen med to andre nødhjælpsarbejdere måtte agere læge under et angreb på en landsby i Sierra Leone, hvor hun og hendes kollegaer behandlede 511 sårede i løbet af 5 dage, i 40 graders celsius og uden adgang til de fornødne instrumenter. Under en anden mission amputerede hun seks ben på tre søskende på én dag, efter børnene havde leget med en pansermine, de havde købt på bazaren i den tro, at det var legetøj. I Østtimor blev hun bortført af en milits med macheter og maskinpistoler men reddet af australske soldater, som tog hende og gruppen af nødhjælpsarbejdere med til Australien. Hendes børn forholder sig i dag ironisk til deres mors tid som udsendt og afviser kategorisk Røde Kors, når nødhjælpsorganisationen banker på døren: ”Nej, vi giver ikke noget, vi har givet vores mor.”
Nøgne beretninger
Hvorfor er det så bevægende at møde disse mennesker? Velsagtens fordi de har været tæt på en afgrund. De er blevet afhængige af at stå i et minefelt, hele tiden tæt på dødens intet. På en måde er de helte, men primært er de mennesker, som har mistet liv, både fysiske tab og tabet af mental sundhed. Det er som at komme ind i fragmenter af deres erindringer, ind i det menneskelige, hvor de fortæller utilsløret om krigens helvede. Som de personer, de er, bidrager hver af dem med deres partikulære stemme til et kor. I den tidligere Romeo og Julie lever på Borgerscenen, brugte man Shakespeare til at rammesætte ålborgensiske borgeres kærlighedsfortællinger. Her har man ikke behov for en sådan framing – de er side ved side i stuen, og det er som om, man sidder med ved kaffebordet. Man lytter, overvejer ikke hvorvidt det er fiktion eller ej, men begriber, at sådan har dét menneske og dét menneske erfaret verden, og på den måde bidrager beretningerne hver for sig til den fælles viden om menneskelig krise, som skabes her.
Krig vil have handlingsmennesker
På scenen påkaldes og fremstilles virkeligheden på en anden måde end i TV’et, hvilket man bliver mindet om, da det står og brummer under forestillingen. Aktørerne veksler mellem at fortælle og i dramatisk form at antyde scener fra deres liv. De forskellige historier flettes sammen fortløbende, mens stuen både er det samlende kaffebord, de vender tilbage til, med fjersynets rygvendte lyd fra TV-avisens evige jingle, og en kampplads fra forskellige steder i verden. De marcherer, kaster sig på gulvet og søger ly under sofabordet eller bag en stol. Vi springer fra Cypern til Afghanistan til Bosnien og videre igen og fastholdes i en åndeløs spænding, som er fuldt på højde med diverse action- og krigsfilm. For opmærksomheden bliver hele tiden opretholdt af teatrets nærvær. Aktørerne er dem, de siger, de er, og vi trækkes ind i deres smertefulde indre erindringsliv. Det er et gennemgående tema, at ingen af dem normalt er så gode til at tale, som til at handle. De plejer at handle sig ud af krisen, og de har også det til fælles, at de uden at skulle tænke sig alt for meget om, kan kaste sig ud i den krisetilstand, krigen er. Det gør dem til kompetente aktører i katastrofefeltet, hvor de handler for en sag eller for at bistå andre, men deres egne kriser har de sværere ved at håndtere. Og man fornemmer, at de ikke før har fortalt om deres liv i så klar og utilsløret form. Det er styrken.
Lag på lag af umulig hjemkomst
Vel er deres historier overvældende, men vi kunne formodentlig have hørt de samme beretninger i diverse TV-dokumentarer. Det, at de giver os adgang til deres indre tvivl og angst og dog igen og igen drages mod missionen, skaber et paradoks som teatret er i stand til at mediere. Det sker her og nu. De kæmper ikke blot med at finde mening i det hjemlige, men søger også hver især at hele en sønderflænget identitet – og man håber uvilkårligt, at også deres familier og venner får dette at se, møder deres blik mens de fortæller det. Montagen er elementært spændende, fordi der skabes suspence og tilfældige men virkningsfulde overgange mellem historierne, som egentlig ikke har noget med hinanden at gøre. Der springes i tid og mellem forskellige lokationer, som forbindes med enkle greb som ”samme eftermiddag” eller ”senere på dagen”. Krigens lyde væves sammen med lyden af danskheden ”der er et yndigt land” og nytårstale. Gentagelser gør samtidig fremstillingen teatral og scenisk. Fx ifører de andre aktører Peter en ny jakke for hver gang, han er på mission og en skjorte, hver gang han finder en ny hustru. Langsomt svulmer han op med 8-10 jakker lag på lag, som en konkret påmindelse om tiden, der er gået, og gentagelsen af de mange vendepunkter, han har været ude for. Han ender som nævnt alene efter hver mission, og i forestillingen ladt alene tilbage i sofaen, hvor de andre forlader ham, mens han sidder uforstående ved kaffebordet under det store landsskabsbillede.
Vi taler om dét
Forestillingen er også på en måde spændende, fordi den vidner om en proces som må have været usædvanlig for alle parter. Det er ikke så ofte, man giver stående applaus efter en forestilling. Men her oplevede vi et fysisk kick og behov for at udtrykke anerkendelse, da de fem trådte frem på række til tonerne af Stones smukke She’s like a rainbow. Vi kan selvfølgelig kun tale for os selv, men vi stod ikke op for disse mennesker, fordi de har været i krig, men fordi forestillingens normalt handlende mennesker formåede at tale til os og fortælle os om deres erfaring af krigens opløsning af forholdet mellem godt og ondt, og om dens ydmygende og destruktive kraft. Vi fornemmede noget, vi ikke helt har kunnet fatte før, nemlig hvordan det kan være nødvendigt gentagende gange at drage ud på mission, selvom man hver gang vender hjem som taber. Forestillingens montage af udtalelser, lyde, rytmer og bevægelser i den lille stue skildrede disse menneskers individuelle erfaring – den erfaring, som ikke rigtig kan deles med nogen. Teatret får virkeligheden til at se anderledes ud, her var selve rummet, aktørernes placering ved siden af hinanden, måden de holdt hinanden i hænderne og samtidig stod alene, det blinkende lys fra TV’et, alt sammen ligeså vigtigt, som de oplevelser, der blev fortalt om. Deres oplevelser kan ikke fortælles udtømmende, og alt er angiveligt ikke sagt, men forestillingen lod en virkelighed trænge igennem, som det blev muligt at dele, uden at der blev postuleret en enighed: Bjarke kan stadig ikke sove, John deklamerer, at enhver der kommer i berøring med krig, aldrig kommer fri af den igen. Kirsten er gået på pension, og selv om det er hende, der siger, at krig avler krig, siger hun også, at hun nok ville tage imod tilbuddet, hvis hun blev opfordret til at rejse ud igen. For Peter har livet i krigszonen haft store personlige omkostninger, dog har det været det værd, mener han – pigerne i Afghanistan går i skole nu. Men Kristoffer er blevet i tvivl om det nu også var det hele værd.
Der findes ingen konklusion. Forestillingen eneste postulat er, at det er nødvendigt at tale om krigen – at se det mangehovedede monster i øjnene. På Borgerscenen i Ålborg, og i øvrigt i en række andre forestillinger på det seneste, er teatret medie for denne samtale.
Instruktør: Petrea Søe.
Dramaturgi: Jens Christian Lauenstein led.
Medvirkende: Peter Hørlyck, Kirsten Hegndal Bennike, Kristoffer G. Terkelsen, John Melchiorsen og Bjarke Schrøder Andersen.
Forestillingen spiller til 13. Juni 2015.
Ida Krøgholt og Erik Exe Christoffersen, lektorer i Dramaturgi, Aarhus Universitet.