LOVE THEATER
I DO EVERYTHING TO MAKE YOU HAPPY
Af Erik Exe Christoffersen
Nu er du fra Tyskland og en fyr med skæg og en stor mave. Vi sidder på den brede seng på mit hotelværelse. “Du skal bare sige okay” siger Ping Pong og viser et billede af julemanden. Okay. “Så tager jeg et bad” siger hun og tager håndklædet omkring sig stiger op i badet og kommer tilbage til sengen. Så er det min tur. “Husk håndklædet”. “Jeg giver dig et kondom på, og så har vi sex” siger hun mens hun langsomt løfter det hvide håndklæde, jeg har omkring mig. Hun sætter sig oven på mig og udfører nogle rytmiske bevægelser. Derefter går hun i bad igen. Så skal der betales. Pungen ligger på bordet.
Fix og Foxys Love Theatre foregår i ”et hotelværelse” med plads til 10 tilskuere.
Scenerummet er bygget til formålet og fuldt møbleret som et rigtig pænt hotel med en stor dobbeltseng, med spejl i loftet, sofa, køleskab og med jacuzzi i det ene hjørne. Her tager Ping Pong, med langt sort hår, i begyndelsen af fyrrerne, høfligt og venligt imod, klædt i almindeligt vestligt tøj. Hun sætter sig på sengen og gennemspiller en række scenarier med tilskuerne en ad gangen. Med et bestemt kropssprog får hun den udvalgte tilskuer til at sætte sig på sengen. Det er ikke noget med at melde sig. Hun bestemmer og angiver, hvem man er. Tysker med hvidt skæg eller professor fra Belgien. Hun er sig selv og giver tilskueren replikker, som man gentager med en delvis indlevelse og en demonstrativ udførelse. Vi går i bad, og hun gør ”sit job” og går igen i bad med et hvidt håndklæde om sig. Man glemmer ikke at betale. Hun peger på pungen på bordet, hvori man finder de 200 euro, som hun tager imod og gemmer i sin taske, stiller sig ved døren og siger farvel. Man sætter sig igen, og en ny rolle etableres. En er ensom, en er kvinde som har mistet sin mand, en tilfredsstiller hende, en kan blive ved og ved, en får kondom på og en anden får en øl. Da vi alle har været gæster i hotellet, som diskret ændrer sig ved hjælp af lyset, har vi også været tilskuere til et både fremmedartet og genkendeligt rollespil.
Ping Pong er født i 1971 og hedder Thanta Laovilawanyakul. Hun er alenemor til to voksne døtre på 26 og 21 år. Hun har tidligere arbejdet som blandt andet receptionist, i et forsikringsselskab og i et bilfirma. Hun bor i den thailandske by Chiang Mai, hvor hun arbejder på en af sine venners beer bar. Her passer hun baren og møder sine kunder. Hun betegner sig selv som en ”professionel giver af kærlighed og omsorg”.
”Jeg har haft mange jobs, før jeg blev sexarbejder. Og jeg kan gode lide at arbejde i beer baren. Jeg kan godt lide at vise omsorg for alle, der kommer. Servicere dem og gøre dem glade. Alle mennesker oplever jo, at livet kan være svært. Men når man er sammen med mig, kan man have det godt. Man kan få gode minder og en god ven. Og jeg bliver glad for, at jeg kan hjælpe en kunde til at få det godt med sig selv” (Citeret efter Line Vaaben. Politiken den 1. 5. 2015).
Forestillingen virker troværdig og man tænker, Ping Pong har været med til at udvælge disse episoder som illustrative for sit arbejde. Scenerne har fokus på omsorgsarbejdet, selvom man forstår at det også kan være trættende med kunder, der kan blive ved i en uendelighed. Men også skønt med en kunde, som tilfredsstiller hende. Og nogle kunder vil bare holdes om og græde ud. Det handler om møder mellem mennesker, selvom der også handles: noget for noget.
Det er virkelighedsteater og det er autentisk. Hun er, hvad hun siger, hun er, og alligevel spiller vi teater. Det skaber en gennemgående dobbelthed, hvor Ping Pong både er og ikke er sig selv.
”Jeg er sexarbejder, men jeg bruger mine evner og deler mine erfaringer gennem dette teaterstykke. Det hele er svært, fordi det er en ny situation for mig. Men især sproget. Mit sprog er ikke engelsk, men ’tinglish’ – en blanding af ’thai’ og ’english’. Så det har været svært at lære manuskriptet, selv om det består af mine egne fortællinger. Og det værste er, at instruktøren ind imellem ændrer i manuskriptet. Så sent som i går ændrede han noget. Men jeg arbejder hårdt” (ibid).
Det er en fordobling mellem selvet og det teatraliserede selv. Stykkets styrke er, at det på næsten Brechtsk verfremdungs-maner demonstrerer og skaber afstand, samtidigt med at det er meget intimt. En ung kvindelig tilskuer er en ældre professor med briller. De går i bad med tøjet på og gør det med to-tre rytmiske gesti. Pludselige springes der i tid, og de gør det igen. Alt er indstuderet og rekvisitter ligger, hvor de skal, også da hun siger, at en kunde har lyst til at spille guitar, ja så ligger guitaren der under sengen. Autenticitet er en effekt af, at det tilsyneladende er på hendes præmisser. Det som måske ikke er helt klart er, om hun er en ”heldig” performer og dygtig til at spotte ”farlige” kunder. Hun er selvstændig. Men hvor mange er det i prostitutionsmiljøet. Hvor mange er ikke afhængige af en bister alfons, af stoffer mv.?
Disse stramt koreograferede teatrale rammer og gesti skaber et rum for tilskuerens indlevelse og refleksion. Blot opstillingen med de 10 klapstole langs rummets væg er i sig selv ganske komisk i forhold til det, der skal ske. Hvad betyder det for Ping Pong at spille med? Hun får givet en iagttagelse af sit eget liv via den teatrale ramme. Det får igen betydning for, hvordan vi reflekterer teatret, virkeligheden spiller med og det fremgår, at hun selv har en oplysningsmission.
Ping Pong: ”Jeg tror, hele verden tænker dårligt omkring sexarbejdere. Tænker, at man er en slem pige, som ikke gør noget og bare ligger dér på sengen. Men det er ikke rigtigt. Hvis man kommer ind og hører mine historier, så vil man kunne forstå den kærlighed, jeg har til mine kunder, og hvad det er for en slags kærlighed. Måske vil det få folk til at tænke anderledes. Det kræver meget at være sexarbejder. Du ved ikke, om du møder en god eller en slem fyr. Og hvis du ikke har de rette kvalifikationer, så kan du ikke gennemskue og se kunderne an på forhånd, og så kan det være farligt for dig”.
Fix og Foxys fokus har ikke denne oplysningsmission men retter sig mod tilskuerens reaktion og den kommunikationshandling, som foregår i teaterrummet. Det drejer sig om tilskuerpositioner, som de i øvrigt har undersøgt i en række forskellige forestillinger. Det er vigtigt, mener jeg, fordi det drejer sig om en betydningsfuld udvidelse af teatermediets tilskuerrelationer, sådan som det fx også kan ses med de aktuelle borgerscener i Aarhus og Ålborg.
Tue Biering: ”Vi vil gerne skabe en refleksion hos dem, der er inde og se forestillingen. Ping Pong tilbyder at tilfredsstille behov. Også andre behov end sex. Vi prøver at skabe et møde mellem hende og nogle, som højst sandsynligt har ret faste forestillinger om, hvordan en sexarbejder er. Og vi håber, at der sker noget i det her møde, og måske oplever man, at hun går ind og tager sig af en på en måde, som man måske savner eller har brug for i sit eget liv.
Vi har prøvet at gå fuldstændig fordomsfrit ind i det her uden at have en eller anden idé om, at det er et forfærdeligt eller skidegodt job. Vi vil gerne prøve at forstå, hvorfor folk tager over på den anden side af Jorden for at opleve noget helt særligt, som de ikke mener, de kan opleve andre steder. Og det er jo det, vi undersøger – mere, end hvad sexindustrien er for en størrelse”. Citeret efter Nanna Jakobsgaard http://www.b.dk/kultur/man-skal-selvfoelgelig-ikke-knalde-ping-pong.
Jeg forsøger i denne anmeldelse bevidst at inddrage fragmenter og udtalelser som bringer forestillingen ind i en autofiktionel kontekst. Hvad der er virkelighed eller konstruktion er jo ikke godt at vide, men under alle omstændigheder forekommer forestillingen transparent og åbner op for en sådan virkelighedsreception. Vi klapper ad Ping Pong efter forestillingen, men det er også vigtigt for mig at give hende hånden på vej ud og sige tak for nu, fordi det har berørt mig på en anden måde end teater vanligvis gør det. Det er egentlig ikke fordi jeg føler mig klogere på prostitution, men det forekommer berigende at have mødt dette menneske.
Se i øvrigt:
https://player.vimeo.com/video/119979418
(Et videointerview med Ping Pong optaget i Thailand)
http://politiken.dk/tv/kultur/ECE2650448/paa-thaibordel-med-politiken/
(en tilskuer besøger Ping Pong på hotellet)
Medvirkende:
Ping Pong (født Thanta Laovilawanyakul)
Idé og instruktion:
Tue Biering og Jeppe Kristensen
Scenografi:
Sille Dons Heltoft
Spiller til 23. 5.
Erik Exe Christoffersen, lektor, Dramaturgi, Aarhus Universitet.