Autofiktive far-fortællinger
Af Ida Krøgholt
At søge
Der ligger 5 tons sand på scenen svarende til 500 mio sandkorn – hvilket er det samme som indholdet af sædceller i en enkelt sædudløsning, fortæller Patricia. Forestillingen spiller i en sandkasse, som aktørerne søger og graver i, med publikum siddende tæt udenom i en halvcirkel. Patricia er forestillingens eneste kvindelige medvirkende, og hun opregner det detaljerede sædcelleregnskab, mens hun studerer sandbunken ved hjælp af lyset fra en lommelygte. Hun har selv søgt efter den mand, der for 27 år siden leverede en ladning sæd til hendes mor, hvoraf en skæbnefuld celle har skænket hende de mørke øjne og genetiske evner for musik. Men nu har hun opgivet at finde ham, den anonyme sædfar, og selv om hun gerne ville kende sit genetiske ophav, gør det hendes verden lidt mere overskuelig at lade vær at lede mere. Hun vil nøjes med at forholde sig til de to fædre, hun allerede har: far og papfar. Patricia er én af de syv medvirkende, det er hende der sørger for at forestillingen glider, hun giver tekniske cue’s, har overblik over det, der skal foregå i sandkassen, og lægger stemme og rytme til, når hun sammen med de seks mænd spiller stomp.
Autofiktion
Fædre er den tredje produktion på Aarhus Teaters Borgerscene og den hidtil mest velfungerende. Ifølge Borgerscenens manifest er scenen for alle, der har noget på hjerte, og alle der har lyst til at spille, eksperimentere og dele. (Se http://www.aarhusteater.dk/borgerscenen/om-borgerscenen/)
Det er karakteristisk for borgersceneproduktionerne, at de er skabt på baggrund af det særlige ’materiale’ en bestemt gruppe borgere udgør. De medvirkende i disse forestillinger er folk, som har en beretning at fortælle, og hvis fortælling kan supplere de andre medvirkende borgeres fortællinger indenfor forestillingens ramme. De medvirkendes opgave er ikke at spille en rolle i traditionel forstand, men at præsentere personlige oplevelser og gå på scenen som den, de nu engang er, og med det liv, de står i. For borgerscenen er kunsten altså at skabe et værk, som kan få disse helt almindelige menneskers materiale til at blive interessant og potent som æstetisk oplevelse. At Borgerscenen potentielt er åben for alle betyder, at man kan se den som led i en demokratisk strategi fra teatrets side. Der arbejdes med nye produktions- og publikumsformater. Men i et kunstperspektiv er det mere interessant at spørge til den særlige genre, som denne form for selvbiografisk iscenesættelse skaber. Her er Borgerscenens genre-eksperiment beslægtet med autofiktionelle eksperimenter indenfor litteraturen, som en række forfattere i Skandinavien udfolder i disse år, bl.a. Karl Ove Knausgaard med romanværket Min Kamp. I autofiktion er de traditionelle skel mellem det private og det offentlige og opdelinger mellem opdigtet fiktion og virkelighedssandfærdig selvbiografi blevet udfordret. Autofiktionens pointe er ikke, hvad der skete, men hvordan det skete gøres nærværende. Og et af grebene til at skabe denne nærværseffekt er for Knausgaard og andre autofiktionelle forfattere at skrive om eget liv, helt konkret og detaljeret uden anonymisering. Den største udfordring på Borgerscenen er på lignende vis at finde ud af, hvordan man kombinerer det selvbiografiske med en kunstnerisk form, hvilket kræver scenografens, dramaturgens, komponistens, lydteknikerens og lysmesterens indsats. Og ikke mindst instruktørens.
De unikke
Når forestillingen lykkes, hænger det sammen med at Fædre lader de medvirkende ’være sig selv’. De medvirkende fortæller om et vedkommende tema, hvis konfliktpotentiale berører alle. Men som ’sig selv’ repræsenterer de ikke en almenhed, de præsenteres derimod som singulære personer. Og det betyder at der skabes et partikulært blik på fortællingerne som udsiger, at uanset hvor meget ’vi’ alle kan snakke med om fædre, kan vores oplevelser ikke beskrives med et fælles ’vi’, da erfaringerne er noget, vi gør alene. Forestillingen gør med sin temaramme og sin måde at stille de medvirkende borgeres fortællinger op ved siden af hinanden, netop de medvirkendes forskelligartede erfaringer med fædre unikke, og deres fortællinger præsenteres som beretninger, som er sande for dem. Hvert eneste blik forestillingen tilbyder forbliver på den måde personligt, uden at der søges efter en fælles abstraktion a la: sådan bør vi være fædre, eller sådan kan vi forestille os fædre må føle. Derfor fungerer forestillingen også godt som virkelighedsteater – det er virkelighed, der præsenteres på scenen med disse medvirkende borgere som materiale, og ’i virkeligheden’ findes vi kun en og en.
Forestillingen er også lykkedes godt med sin beskæring af de medvirkendes fortællinger. Der er skåret ind til benet, og instruktør og dramaturg har i tekstkompositionen været gode til at lede mod de mere smertelige dele af far-forholdet. Dermed virker det også som om, de medvirkende satser noget med deres fortællinger, og at de er på opdagelse i deres egen forståelse af det, de beretter om – og måske får noget ud af at stå på scenen her og nu og dele deres erfaringer. Det er denne form for nærvær gennem autofiktion, Borgerscenen i denne forestilling har udviklet et rigtig fint greb for.
Endelig er fortællefragmenterne bundet og monteret sammen på en højst virkningsfuld måde, med en transparent dramaturgi, der løbende formidler et overblik over forestillingen og ved hjælp af vejskilte markerer den dramaturgiske retning, mens der køres. De musikalske indslag er ret afgørende. De medvirkende kan alle sammen spille musik, og det er sandsynligvis derfor, de ikke forsøger at ’spille skuespil’. Dermed fungerer de godt som performere. Musikken skaber brud med de personlige fortællinger, og det virker forfriskende, at aktørerne spiller og synger sammen og laver rytmisk musik – stomp – ud af bevægelser med redskaber og skovle, når de graver i sandet.
Den gode familiefar, den fraværende far, stenaldermanden og fremtidens far
Blandt de syv medvirkende har tre selv erfaring med rollen som far – eller faropgaven, -gaven eller -udfordringen, alt efter hvordan man ser på det. Alle har medbragt fortællinger, som kalder på at blive fortalt, og som omhandler personlige, ofte smertefulde og pinlige men også forløsende erfaringer med deres fædre og i nogle tilfælde altså med eget faderskab. Og der er mange måder at have det med fædre på indenfor faderskabet, hører man. En far kan vise sig at være en helt anden end den, man troede. Selv den mest cool macho-far kan gå hen og blive blød og grådlabil. Og man kan godt savne sin far hver eneste dag, selv om han i sit fravær bare hælder mere og mere salt i afsavns-såret.
Forestillingen er dramaturgisk organiseret i fire kategorier, som markeres med trekantede færdselstavler på scenen. Reelt lapper de ind over hinanden: den gode familiefar, den fraværende far, stenaldermanden og fremtidens far. Stenaldermanden bekymrer sig ikke om, hvilke børn der er hans, og hvem der er børnenes mor. Sæddonoren er sådan en stenaldermand. Den fraværende far fylder betegnende nok mest i forestillingen, det er den kategori, de fleste fortællinger berører, den, der er mest stof i, den spændstigste og mest kvalfulde. Fremtidens far er også under kontinuerlig tematisering, bl.a. diskuterer de medvirkende flere gange holdninger og grænser i forhold til naturlig befrugtning, fertilitetsbehandling og reagensglasbørn. De drøfter hvad genetisk relation egentlig betyder og diskuterer både deres egne og mere almene etiske grænser for, hvornår og hvordan der kan være grund til fertilitetsbehandling. Og de snakker om, hvilken far de gerne selv vil være, hvilket igen relaterer til deres egne erfaringer og sætter deres fertile baggrunde i spil.
Fast arbejde
Det at tage afsked med en far eller ændre de forestillinger man har om at være eller have en far tematiseres: ”vi gør det én gang til, fædre dør mens andre kommer til”, synger de.
Jeppe beskriver sit forsøg på at sige farvel til sin fars bastante normer og kritiske fordømmer-refleks, og barndomshjemmet sammenligner han dystert med en tomt, der ligger og stråler som efter en atomulykke. Samtidig er farens store legeme et potentiale, og hans fars krop har en tiltrækningskraft, som han reflekterer over: ” At give min far et kram er som at holde om et træ i skoven. Man bliver ikke krammet igen, men man ved godt, det har en vitalitet. ” På den måde tegnes diskret og humoristisk en nuanceret fortælling om et faderopgør.
At være far beskrives også som en grundmodel. Henrik er selv far, men i en ny farmodel – en ultra kompakt letvægtsmodel. Henrik er nemlig ikke så stor som de fleste andre fædre, da han har sygdommen knogleskørhed. Hans egne børn lider heldigvis ikke af det samme – men han tumler med oplevelsen af, at børnene er blevet belastet af andres blikke på deres lille far. Til syvende og sidst kan det nu ikke slå ham omkuld, siger han.
At være far kan også ses som et kompetenceprofileret job, og Lasse fortæller i munter stil om sin jobsamtale til projektstillingen, hvor han gjorde sit bedste for at overbevise sin kommende kollega om, at han kunne leve op til kravet om stabilitet og omstillingsparathed. Han fik jobbet og opdagede, at han reelt havde signeret en 18-årig kontrakt, ja, nærmest havde fået fastansættelse.
Det sørgelige
Man bliver vidne til en tabubelagt og grum fortælling, som fortælles lige ud af posen og muntert usminket af Nikolaj, forestillingens yngste medvirkende, der præsenterer sig som opvokset i et cirkus. Hans far lever ikke længere, han var filosof og misbruger. Hver tredje uge drak faren sig fra sans og samling, og moren samlede ham op gang på gang. Moren valgte også selv at afruse faren og lænkede ham med håndjern til en radiator, som han blot rev ud af væggen. Man var i cirkus kaos næsten hver dag, så da forældrene overraskende fortalte, at der ventede en ny bebs i familien, kunne drengen Nikolaj ikke rigtig følge deres forventningsglæde men blev meget bekymret for, hvordan bebsen skulle trives i cirkusset. Og allerede mens moren lå på hospitalet med den nye lillesøster, måtte han som 8-årig passe hus og hjem, fordi faren fik behov for at ’tage en tur’.
Trist er det også at høre om den charmerende biker fra Gellerup, der forførte Andys mor som 18-årig – hvilket der kom en søn ud af – og som efter mange års distance til Andy, lovede at komme og sidde ved siden af ham i kirken, da han skulle giftes, men meldte afbud to dage inden.
Flere fortællinger drejer sig om fædres svigt ved fravær og mangel på en kærlig relation, men den anden vej rundt er der også fortællinger der reflekteret over sønners risiko for, intenderet eller ej, at svigte eller forsømme en far.
Stående under en bruser i silende regn og gul regnjakke fortæller Mikkel fra Samsø om sin far, der egentlig var en ret hård nitte, og som tilbage i barndommen standhaftigt tvang sin søn til at spise en kringle, som han først havde tigget og grædt sig til, men senere ikke kunne få ned på grund af dens overraskende indhold af bløde kvalmende rosiner. Senere blev rollefordelingen byttet om. Det skete da Mikkel flyttede hjemmefra, for efter den tid kom faren til at græde hver gang de sås, eller han ”holdt fuldbåren gråd tilbage” når Mikkel var på besøg hjemme og igen skulle rejse fra øen. Det blev noget belastende for dem begge, men Mikkel fandt en ny rolle som den, der tager sig faderligt af far.
Far i nyt lys
I teatret er tingene altid set et bestemt sted fra. Den måde, vi plejer at opleve på, kan teatret vinkle på nye måder. Og sådan er det i forestillingen her. Fortællingerne om de medvirkendes forhold til fædre og faderskab er en opdagelse af, at der stadig er fortællinger at fortælle. Der er stadig et helt ton sand at udforske i forholdet mellem fædre og børn – og flere hundrede tons sand, hvis man medtænker de 7 milliarder fortællere, der på verdensplan potentielt kan tale med om samme emne.
Fortroligt fortæller Patricia, at hendes far først fortalte hende og hendes søster, at han ikke er biologisk far til dem, da de var 22. Afsløringen skabte en krise både hos faren og børnene. Hos børnene primært fordi forældrene havde hemmeligholdt dette faktum så grundfortællingen om far pludselig ikke stemte. Og hos faren fordi han var skrækslagen for børnenes reaktion og frygtede, de ville kappe forbindelsen til ham. Var deleordningen mellem forældrene efter de blev skilt så del af et stort bedrag, nu da den genetiske realitet var udslettet? Og skulle campingturene og alle isene spist sammen med far med et slag devalueres? Svaret lyder kærligt: ”nej, det er netop de ting vi har haft sammen, der gør, at han er vores far. ” Og i det lys er Patricias far så blevet en ny virkelig far.
Et af de allerfineste indslag i forestillingen foregår omkring hendes fortælling, da et mandekor uventet spankulerer ind på scenen altimens de synger Nick Caves ”Into My Arms”. De er måske alle sammen 50+ og de virker rørende, lidt skrøbelige som de står der og synger, mens Patricia smilende ser dem i øjnene en for en, i jagten på sin sædfar. Hun opgiver at finde ham, det kunne jo være dem alle, og antallet af potentielle sædfædre er alt for stort.
Hvorfor borgerscene?
Så hvorfor skal borgere fortælle om deres fædre på teatret? Hvorfor ikke bare snakke om erindringerne og erfaringerne derhjemme og bearbejde de mere traumatiske fortællinger hos en psykolog. Hvorfor ikke nøjes med at tænke over temaet for sig selv, når det nu er umuligt at være fælles med andre om erfaringen? Og hvorfor har borgere overhovedet lyst til at fortælle om deres liv offentligt, inklusiv det pinlige og det, man ellers ikke får fortalt nogen?
Det er klart at de sociale medier har gjort os trænede i at fremstille vores liv som en lille privat fortælling i det offentlige rum. På de sociale medier er vi vant til at lave fortællinger som placerer sig præcis i det spændingsfelt, Borgerscenens genre-eksperiment også arbejder med. Men hvis vi skal forstå den autofiktive teater-genre, er der mere på spil end det, Facebook tilbyder.
Det spændende i det eksperiment, Borgerscenen arbejder med, er, hvordan det personlige gives kunstnerisk form og bliver et værk, der kan opleves af mange. De medvirkende optræder med deres egne navne, de er ikke anonymiseret, tvært imod er styrken, at de er personer, som er nærværende til stede på scenen hver og én. Udfordringen er så at finde en form, som kan kommunikere det unikke ved disse mennesker og deres små hverdagsfortællinger, så alle kan blive modtager af dem, altså skabe en kommunikation som henvender sig til enhver tilskuer til forestillingen. Når instruktøren sætter de medvirkendes særegne fortællinger ind i en teaterramme, hvor meningen opstår gennem tilskuerens tilstedeværelse, skal det unikke fortælles som om, der er et fælles ’vi’, for på den måde får tilskueren mulighed for at genkende sig selv, samtidig med at det gøres tydeligt, at vi alle erfarer vores virkelighed unikt og hver for sig.
Fædre spiller 24. april – 22. maj 2015.
Medvirkende: Mikkel Drejer Bertelsen, Andy Villadsen, Jeppe Brøndum Hansen, Henrik Hjort, Lasse F. A. Nielsen, Patricia Møller Steffensen og Nikolaj Boye Thomsen.
Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard.
Scenografi: Siggi Óli Pálmason.
Komposition og Musikalsk Ledelse: Johannes Asbjørn Eberl Smed.
Ida Krøgholt er lektor, ph.d ved Dramaturgi, Aarhus Universitet.