Livingstones Kabinet hylder seksuel diversitet med gennemmusikalsk doku-performance
Af Mette Risgård Tranholm
En mand spørger en lille pige, om hun kan gætte en bevægelse. Pigen svarer hurtigt: ”Homo”. Han laver en ny bevægelse, og pigen svarer igen lynhurtigt: ”Trans”. Manden er tydeligvis imponeret og imponeres yderligere, da det viser sig, at hun også kender ordenes betydning. Seancen med manden og pigen indleder og afslutter Livingstones Kabinets The Einstein of Sex og fungerer som en slags rammefortælling for værket. Manden viser sig at være værkets hovedfigur Magnus Hirschfeld. Men hvem er pigen? Allerede fra begyndelsen introduceres værkets genkomne brug af metafiktion, da pigen selv foreslår, at hun er med i forestillingen som et symbol på eller metafor for noget. Fremtiden for eksempel. Hendes tilstedeværelse peger da også uvilkårligt frem mod kommende generationer og vilkårene for seksuelle minoriteter i fremtiden.
Politisk doku-performance
I de senere år er spørgsmål omkring seksuel diversitet, kønsidentitet, kropslige transformationer blevet tematiseret og iscenesat i scenekunsten med fornyet kraft. Eksempelvis ledte Nielsen med Transformatoren efter det tredje køn, og Elisa Kragerup fokuserede med Metamorfoser på kropslige forvandlinger i Ovids tekster. Nu går Livingstones Kabinet løs på tematikken fra en dokumentarisk vinkel med den autentiske historie om Dr. Magnus Hirschfeld (1868-1935). The Einstein of Sex kan blandt andet karakteriseres som et stykke politisk doku-performance, således danner også et stort researcharbejde udi Hirschfeld og hans videnskabelige landvindinger grundlag for forestillingens manuskript.
The woman who needs to be liberated most is the woman in every man, and the man who needs to be liberated most is the man in every woman – Dr. Magnus Hirschfeld
Hirschfeld var en af de første prominente advokater for homoseksuel frigørelse – og frigørelsen af seksuelle minoriteter af enhver art. Hirschfeld var en tysk sexolog, der mente, at den kønnede krop og diverse seksuelle orienteringer burde studeres videnskabeligt i stedet for at forblive hengemt som socialt tabu. Dette gjorde ham til en pionerskikkelse inden for udviklingen af videnskaben om seksualitet. Retfærdighed gennem videnskab var hans motto, der også går igen i forestillingen. Forestillingen beretter yderligere, hvordan Hirschfeld i 1919 var medstifter af Institut für Sexualwissenschaft, det første i verden af sin slags. På instituttet studerede han seksuelle orienteringer og kønnede kroppe, der afveg fra normen. Han dokumenterede tusindvis af afvigelser og rejste verden rundt for at oplyse om sine opdagelser. Alt dette førte til, at han af tilhængere fik kælenavnet The Einstein of Sex – og Sodomiprofeten af modstandere. Via forestillingen erfarer vi også, at Hirschfeld kæmpede hele livet for homoseksuelles rettigheder herunder ophævelsen af paragraf 175 fra 1871, der kriminaliserede seksuelt samvær mellem to af samme køn i Tyskland. Paragraf 175 eksisterede frem til 1994 i forskellige revisioner. Hirschfeld var selv homoseksuel og jøde, hvilket besværliggjorde livet i Tyskland for ham, da nationalsocialisterne kom til magten. Hirschfeld var på verdensturne, da nazisternes bogbrændinger nåede til Institut für Sexualwissenschaft i 1933. Instituttet blev ransaget og ødelagt af nazisterne. Hirschfeld vendte aldrig tilbage til Tyskland, og døde i Nice i 1935.
Musikteater med historisk autenticitet
Det er ovenstående autentiske historie om Hirschfeld, som den danske instruktør Nina Kareis og den skotske komponist Pete Livingstone har sat sig for at formidle med en blanding af teatrale, musikalske og dokumentariske virkemidler. De to har samarbejdet siden 1994, først i Edinburgh og fra 1996 i København. I 2000 grundlagde de Livingstones Kabinet, der siden har produceret en række forestillinger, der kombinerer musik, teater og dans på legende og overraskende måder. Livingstones Kabinet inviterer fra forestilling til forestilling performere, dansere, dramaturger, designerne og musikere ind som samarbejdspartnere i kabinettets billedrige og musikalske tværdisciplinære performancer. Til deres Hirschfeld-montage har de formået at genforene den legendariske queer trio Schwanzen Sänger Knaben. Vokalgruppen består af Bent Jacobsen, Ole Håndsbæk Christensen og Brian Grønbæk. Pete Livingstone har stået for værkets nyskrevne musik, og Kareis formår at iscenesætte et afbalanceret møde mellem Livingstones enkle melodiske univers og den flamboyante trio. Ifølge forestillingens pressemeddelelse er koncept og idé til The Einstein of Sex nemlig udviklet i samarbejde med Bent Jacobsen, der har været aktiv i bøssemiljøet i Danmark siden 1970’erne, samt forfatter, aktivist og Schwanzen Sänger Knabens tekstforfatter Sven Omann (Wanda Liszt). Ud over Schwanzen Sänger Knaben er skuepiller Pauli Ryberg og danser og skuespiller Amia Miang inviteret indenfor i kabinettet. Ryberg gestalter på fornem vis Hirschfeld, og Miang veksler, ligesom Bent Jacobsen, Ole Håndsbæk Christensen og Brian Grønbæk, ubesværet, præcist og elegant mellem et hav af forskellige roller – eksempelvis medarbejdere på Institut für Sexualwissenschaft: læger, tandlæger og transvistitter. De akkompagneres af Livingstone ved klaveret. Alle performerne bærer mørke jakkesæt tilsat et gran queerness, idet de suppleres af forklæder over jakkerne og korsetter under jakkerne.
På billedet (fra v): Pete Livingstone, Bent Jacobsen, Amia Miang, Brian Grønbæk, Ole Håndsbæk Christenen, Pauli Ryberg Fotograf: Bjarne Stæhr
Montage med Hirschfeld som narrativt omdrejningspunkt
The Einstein of sex præsenteres som en dramaturgisk fint flettet montage om Hirschfelds liv og studier. Studier med særligt fokus på seksuelle mellemformer: Homoseksuelle, hermafroditter, transvestitter, skæggede damer og mænd med kvindebryster – for bare at nævne nogle få. Hirschfelds historie brydes og perspektiveres af udblik til fakta, tal og resultater af Hirschfelds undersøgelser, sange, citater fra prominente Hirschfeld-modstandere, metafiktionelle kommentarer samt en række enkeltstående og genkomne karakterer. Montagen tematiserer det smukke ved frihed og seksuel mangfoldighed, men viser også de fordomme og det had, seksuelle minoriteter forfølges af. Forestillingen begynder i Berlin i tiden efter Første Verdenskrig, og i den første sang beskrives tiden: I Berlin var man fri, og kunne gøre hvad man ville. Byen tiltrak derfor kunstnere, filosoffer og andre farverige personligheder som Christopher Isherwood, Sergei Eisenstein, Walter Benjamin med flere. Det starter da også smukt for Hirschfeld og hans studier udi seksuel mangfoldighed. Efter sangen klippes der til et udblik, hvor Pete Livingstone, der på vanlig toastmaster-agtig facon byder velkommen. Livingstone kommenterer på fiktionen med en bemærkning om, at det sælger billetter at have ordet ”sex” i forestillingens titel men indrømmer, at Einstein trækker i den tungere intellektuelle retning. Ud over Hirschfeld er to andre genkomne karakterer Karl Giesen, Hirschfelds protegé, sekretær og elsker, samt en homoseksuel løjtnant. Løjtnanten introduceres via endnu en metafiktionel kommentar, da en af performerne efterlyser en scene med en militærmand. Der klippes, og løjtnanten kommer til syne. Han henvender sig til Hirschfeld for at få hjælp til at slippe af med sine ”impulser”, der synes uforenelige med livet i militæret. Hirschfeld foreslår tilpasningsterapi, men løjtnanten ser til sidst ingen anden udvej end selvmordet. Løjtnantens historie er aktuel i dag, set i lyset af nutidens chikane af homoseksuelle i militæret i Vesten. Fortællinger fra fortiden benyttes således til at sætte nutidens (manglende) fremskridt i perspektiv. The Einstein of Sex præsenterer også, hvordan Hirschfeld, på egen krop, mærkede konsekvenserne ved livet som offentlig homoseksuel person: I en enkelt bevægelse tværes den festlige røde læbestift ud og forvandler sig til blod efter et voldeligt overfald. Andre udblik perspektiverer, fra andre synsvinkler, det had, som seksuelle afvigelser fremprovokerer i nogen. Diverse prominente skikkelsers udtalelser om homoseksuelle gennem tiden citeres eller rettere prædikes af performerne. Som talekor citerer performerne fra de korlignende bøger, de holder i hænderne, eksempelvis Jesper Langballe: ”Homoseksualitet er et handicap”.
På billedet (fra v): Pete Livingstone, Brian Grønbæk, Pauli Ryberg, Ole Håndsbæk Christensen, Bent Jacobsen, Amia Miang Fotograf: Bjarne Stæhr
Livingstone præsenterer også definitionen på begrebet disgust og kommenterer tørt: Det, du får kvalme af, findes i dig selv. Spillestilen er i det hele taget præget af anti-naturalistiske, verfremdungslignende effekter så som direkte tale til publikum, ironisk distance til rollen og metafiktionelle kommentarer. Spillerne ”føler” således ikke følelserne forbundet med tematikken, men skaber i stedet plads til kritisk eftertanke hos publikum.
Montagens sceniske skift varetages effektivt af performerne selv, der både skifter roller og flytter rundt på Dorte Holbeks enkle scenografiske elementer: via fire borde og tre reoler på hjul skaber performerne forskellige rum: Forelæsningslokale, bibliotek, Institut für Sexualwissenschaft med flere. På bagvæggen hænger et draperet tæppe, der giver associationer til 1920’ernes natklubber, hvilket står i stærk kontrast til, og skaber en interessant modvægt til, de universitære forelæsningslokaler.
På billedet (fra v): Amia Miang, Brian Grønbæk, Bent Jacobsen, Ole Håndsbæk Christensen
Fotograf: Bjarne Stæhr
Kønsforskningens foregangsfader
Livingstone optræder også som en underviser, der i ord og billeder kortlægger dele af Hirschfelds forskning, der sigter efter at nedbryde den binære kønsopfattelse: maskuline mænd (absolut mand) vs. feminine kvinder (absolut kvinde) via oplysning om utallige mellemformer, som der synges: Mellem modsætninger er der overgange. Hirschfeld kortlagde mellemstadierne via en overordnet opdeling af seksuelle typer med hhv. fysiske og psykologiske karakteristika. Eksempler på de fysisk funderede seksuelle typer i Hirschfelds kategorisering er den skæggede dame, manden med kvindebryster og hermafroditter. Seksuelle typer defineret ved psykologiske karakteristika er for Hirschfeld eksempelvis transvestitter, hvis kønsidentitet adskiller sig fra det biologiske køn, eksempelvis mænd der føler sig som kvinder og omvendt. Til slut fortæller Hirschfeld om sin toårige foredragsrejse verden rundt, hvor han observerede, hvordan seksuelle vaner og skikke er forskellige over hele verden. Da han skal hjem, står Tyskland i flammer, og han bosætter sig i Frankrig med ordene: ”Hvis Tyskland ikke vil have mig, vil jeg ikke have Tyskland”.
Se her hvad folk de gør ved hinanden
De sidst omtalte monologer kunne med fordel være beskåret, til gengæld formidles Hirschfelds opdagelser af seksualitetens mangfoldighed underholdende via deadpan humor og Adelaide Bentzons stramme koreografi til sange som Se her hvad folk de gør ved hinanden. Nogen kan lide at tisse på hinanden. Det er tekster/sange som denne, der er med til at gøre The Einstein of Sex til en sort komedie. Hirschfeld er forløber for nutidens poststrukturalistiske kønsforskere, som blandt andre Judith Butler, der forsøger at gøre op med de binære kønsopfattelser og stereotyper. At dette er en kamp, der langt fra er kæmpet til ende vidner nutidens fortsatte forfølgelse og kriminalisering af LGBT-individer i Rusland og dele af Europa, Afrika og USA om. En af forestillingens styrker er, at den til en vis grad lader de historiske fakta og diverse udtalelser om homoseksuelle, såsom Langballes, tale for sig selv. Forestillingen undgår på denne måde at blive et angreb på heteronormativiteten, men formidler derimod, helt i Hirschfelds ånd, et budskab om at vejen til majoritetens accept af seksuelle minoriteter går via videnskab, oplysning og en hyldest til seksualitetens mangfoldighed. Forestillingen bidrager således til at rokke ved de absolutte forståelser af maskulint og feminint, der stadig hersker i dag. Desuden læser jeg en større fortælling ind i forestillingen, der handler om vores håndtering af mødet med den Anden generelt – det være sig den etniske, seksuelle eller religiøse Anden.
Spillested: Husets teater. The Einstein of Sex er realiseret i et samarbejde mellem Husets Teater og Livingstones Kabinet. Instruktion: Nina Kareis, Komponist: Pete Livingstone, Scenografi: Dorte Holbek, Koreografi: Adelaide Bentzon, Manuskript: Kareis og Livingstone, Lyddesign: Erik Christoffersen, På scenen: Pete Livingstone, Pauli Ryberg, Amia Miang, Bent Jacobsen, Ole Håndsbæk Christensen og Brian Grønbæk, Molly Kareis Livingstone
Mette Risgård Tranholm (f. 1980):
Ph.d.-studerende ved Teater- og Performancestudier ved KU. Cand. mag i Teatervidenskab og Litteraturvidenskab. Arbejder som freelance dramaturg.