Heksejagt af Arthur Miller, instruktion Roger Vontobel

Mellem mure af had og frygt

Af Janicke Branth

Ribbet for alt, kun iført sin snavsede skjorte og bukser, lænket og næsten blind står John Proctor, Millers protagonist, alene tilbage i det store, tomme scenerum med sit eksistentielle spørgsmål: ”hvem er Proctor?” Er han en, der lyver i retssalen og ’tilstår’, at han har haft omgang med onde ånder, for at redde sig selv og andre fanger fra en meningsløs henrettelse i den primitive overtros navn? Eller er han helten, der ikke lader sig true til at udgyde de løgne, magthaverne så inderligt ønsker sig for at redde deres illusion om magt og en syg orden?

Med det spørgsmål slutter Thomas Laue og Roger Vontobels bearbejdelse af Arthur Millers stykke fra 1953 midt i ragnarok og tvivl. Men det gør Millers stykke ikke. Det slutter med den afgørende konfrontation mellem Proctor og Viceguvernør Danforth: Først indrømmer Proctor til alles lettelse at have haft omgang med djævlen, men da han tvinges til at sætte sin underskrift under denne tilståelse, trækker han den tilbage og vælger døden: ”jeg har givet min sjæl, lad mig beholde mit navn!”

Miller er tydelig i sin udsigelse: Hvis den onde har vist sig noget sted i den ulyksalige lille amerikanske by, Salem, så er det i skikkelse af viceguvernør Danforth og hans ligesindede. Og Procter er på nippet til at forskrive sin sjæl til ham, ja han skriver faktisk under på papiret. Da han fortryder, er det lige før han som en anden Luther kaster blækhuset efter djævlen. Nok har han ikke de store illusioner om sin egen uplettede sjæl, men han vil ikke udlevere andre. Der trækker han grænsen, og der genrejser stykket Proctors sjæl i sidste øjeblik, og lader ham gå i døden med rank ryg. Miller følger en klassisk dramaturgisk model, hvor styrkeforholdet mellem protagonist og antagonist tipper over midten, men hvor protagonisten dog i sidste øjeblik ikke alene genvinder sin styrke men går af med en moralsk sejr.

Bearbejdelsen

Sådan er det så ikke hos Vontobel i 2015: han stopper ved Proctors eksistentielle spørgsmål midt mellem de to mure, han kalder religiøs radikalisme og politisk magt i forestillingsprogrammet. Undervejs er der strammet en del op i teksten ved at slå nogle figurer sammen, stryge en figur som pastor Parris’ slavinde Tituba fra Barbados, ligesom tekstens fire akter er kædet sammen til et kontinuerligt forløb, der bygger op til tredjeaktens crescendo, konfrontationen mellem Proctor og viseguvernør Danforth i retssalen.

John Procter er fra Millers hånd fornuftens stemme, den troværdige samfundsstøtte, som med al sin autoritet forsøger at appellere til medmenneskelighed og fornuft i det hurtigt accelererende vanvid, der griber det lille samfund, da en flok piger går amok og slår sig løs i den lille skov udenfor byen. Det ligger derfor lige for at etablere karakteren Proctor med al dens autoritet i starten af forestillingen, for så at lade den svagere side afdække lidt efter lidt. Vontobel og Olaf Johannesen tegner karakterens ’svaghed’ fra starten, ved at vise ham påvirket af sit forhold til Abigail (Sara Hjort Ditlevsen). Alene det, at de to første akters private rum, ikke etableres her, gør både Parris og især Proctor til mindre autoritære skikkelser. Det styrker på den anden side den dramatiske spænding, at forestillingen hurtigere afvikler de indledende scener og bevæger sig ubønhørligt frem mod det katastrofale skred fra normalitet til vanvid.

Vontobels bearbejdelse vil gerne trække forholdet mellem Proctor og Abigail frem som et lidenskabeligt forhold, de begge har svært ved at slippe og som tydeligvis får Abigail til at fortvivle. Hendes skrig kommer dybt indefra, da hun forstår, at hun aldrig kan få ham. Det er mere end bare forførelse. Det er et betydningsfuldt håb, der brister. Det er således også tænkt som et forsvar for Abigail i de følgende scener. Hun har troet på Proctor, på et opgør med konventionerne og er blevet forkastet.

Scenografi og iscenesættelse

Publikum anbringes i et lukket rum med et stærkt fremskudt scenegulv omgivet af kompakte vægge af træ – et Amish-agtigt samfund, der lukker sig om sig selv og holder omverdenen ude. Således er der også lukket af til scenerummet i Palle Steen Christensens scenografi. Kun få rekvisitter på scenen: et par sodavandskasser i den ene side og en mikrofon til musikeren Daniel Murena i den anden side. Ensom på den fremskudte scene, presset op ad bagvæggen sidder den næsten nøgne Betty (Marie Tourell Søderberg) med blod ned af kroppen rystende af kulde og chok. Er hun blevet voldtaget? Er hun blevet vanvittig? Forestillingen sættes i gang af hendes skrig, da hun styrter frem på forscenen og begynder at tegne manisk med en tusch på sin egen krop, nærmest som om hun skærer i sig selv. Hendes far, pastor Parris (Morten Suurballe) kaster et tæppe over hende og prøver at få kusinen Abigail (Sara Hjort Ditlevsen) til at fortælle, hvad der er sket. Har de haft kontakt med onde ånder?

Alle de øvrige skuespillere i castet kommer ind på scenen og betragter sammen med tilskuerne den forkrampede pige. Og dér bliver ensemblet resten af forestillingen, hvis ikke på scenen så ude på tilskuerpladserne. Kostumerne er tydeligt 50’er kostumer, fra den periode Miller skrev sit stykke og den periode i amerikansk historie, Mccarthyismen, der inspirerede ham til at skrive dette stykke om de historiske begivenheder i den lille by i New England fra 1692.

For en stund tændes lysguirlanden over scenen og bringer lys i det mørke Salem. Lyset kommer med den kloge Rebekka Nurse (Kirsten Olesen), mor og bedstemor til så mange børn og børnebørn, at hun ikke har glemt den forvirring, der præger unge piger i puberteten. Hun får beroliget Betty, men desværre ikke pastor Parris, som er alt for bange for sit renomme og sin stilling som præst. Han har tilkaldt hjælp udefra i skikkelse af pastor Hale, som er kendt for sine evner som djævleuddriver. Straks slukkes fornuftens lys igen (bogstavelig talt), da Hale træder ind på scenen i sit sorte tøj og går i gang med alle sine bøger og sin uddrivelse. Rasmus Berg er den ideelle Hale: rolig og tillidsvækkende i det ydre – næsten jovial – og lige under overfladen ubehageligt farlig.

Hales kunster virker ikke og hysteriet tager til og smitter: forestillingen om, at disse unge smukke kvinder er den almægtiges redskab til at rense byen fra synd, griber om sig. Scenografien understreger deres ’ophøjelse’ fra usikre teenagere til mørke skæbnegudinder, da den bagerste del af scenegulvet løfter dem højt over de øvrige medvirkende. Abigail optræder nu som en ophøjet ’forsanger’. Samtidig understreges de seksuelle undertoner gennem pigernes omklædning til sort og mere sexet tøj, som var de fire medlemmer af en rocksangergruppe og genstand for idoldyrkelse.

Imens vokser mistilliden mellem ægtefællerne. Procters sidespring med Abigail kan ikke glemmes eller tilgives, men fordømmes jævnligt af Elizabeth (Benedikte Hansen) i det stille og uudsagte. Forholdet mellem dem og forholdet til pigen Mary Warren, der prøver at redde/advare sin madmor, bliver hurtigt endnu mere ustabilt.

Vontobel lader viceguvernør Danforth gøre sin entre ca. midt i forestillingen – ikke på scenen men ude fra salen. Fuldt lys på publikum; nu skal vi for alvor inddrages i begivenhederne. Vi bliver de passive vidner i samme øjeblik Henning Jensen som Danforth træder ind klædt i det moderne jakkesæt, som i dag symboliserer magten på en egen neutral måde. Og han spiller rollen med den særlige iskolde og venligt nedladende arrogance, der afslører, at han mest af alt er interesseret i magten og i at styre udviklingen suverænt. Sandheden har trange kår i Salem, hvor den i Danforths skikkelse tydeligvis er politisk defineret. Denne anmelder troede at replikken “Enten er du med denne ret eller også er du imod den, dér findes ingen mellemvej” var et citat fra George W. Bush, men nej, det er såmænd Millers egen replik lagt i munden på Danforth.

Da Proctor til sidst må træde åbent frem bag det ’skjold’, Mary Warrens forklaring i grunden er, kommer hans tilståelse for sent. Danforth vakler et øjeblik, da sandheden går op for ham: det hele har handlet om Proctors utroskab. Henning Jensen kaster sin jakke fra sig i dyb ærgrelse, men han har endnu et træk i ærmet: hvis Elisabeth Proctor er så ude af stand til at lyve, som hendes mand påstår, må hun konfronteres med hans tilståelse. Og han ser rigtigt: hun kan lyve i det afgørende øjeblik for at redde sin mand. Det er stykkets tragiske ironi, at hun dermed dømmer ham. Danforth får det halmstrå hans politiske magt kan overleve på og så klatrer han op på pigernes plateau, hvorfra han nu kan dømme de anklagede, og lægge Salem øde.

I forestillingens sidste del lader Vontobel hele retsalsopbygningen forsvinde, så den får skær af en epilog, der udspilles i et tomt scenerum. Stanken fra ”de afgrøder, der rådner op og herreløst kvæg på landevejene” behersker rummet, og hverken Hale eller Parris formår at afbøde katastrofen, da de i tolvte time får betænkeligheder. Det sidste møde mellem ægteparret Proctor bliver i denne opsætning ikke det tætte møde hinsides verden, som Miller har beskrevet. Det bliver her til et ikke-møde i det tomme rum, hvor de taler forbi hinanden. Politisk aktuelt er Elizabeth Proctor nu forvandlet til noget, der ligner en muslimsk kvinde i Guantanamolænker og med blikket stift rettet mod evigheden.

Håbet om, at Elizabeth kan redde Proctor og dermed andre af byens borgere, svinder med Elisabeths mekanisk gentagede svar og tomt stirrende blik.

Dystopi

Det er med andre ord en ganske dystopisk udgave af Millers stykke, man kan opleve i Skuespilhuset, hvor Proctors rådvilde spørgen til egen identitet bliver en kommentar til det vesteuropæiske samfunds generelle identitetsproblem. Hvem er vi, når fanatisme og fundamentalisme spreder angst i vores verden? Her nærmer forestillingen sig det overtydelige. Men undervejs har den effektive dramaturgiske strategi formået at rive os med i en overbevisende skildring af det eskalerende vanvid, som destruktive magtmenneskers logik kan lamme hele samfund med. Spørgsmålet er så om de enkelte skæbner foldes tilstrækkeligt ud til for alvor at berøre os i deres fald? Henning Jensens Danforth bliver næsten den mest fremtrædende karakter, mens ægteparret Proctor, der er vores identifikationsfigurer – skønt fornemt spillet – ikke får samme dramaturgiske forløb at folde sig ud i.

Janicke Branth, dramaturg, cand. phil., tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen, underviser på DDSKS i Odense og Aarhus.