Advarsel om eventyr på nettet
Af Birgitte Dam Hvis man ofte er på nettet, hvor meget farver det så livet i ’virkeligheden’? Kan det blive konsekvensen, at det simpelthen ikke er muligt at leve i samfundet? Forandrer mennesket sig, når det pludselig befinder sig i en konstant valgsituation mellem en besværlig håndgribelig virkelighed og en ny virtuel verden, der står og blinker med sine fantastiske oplevelsesmuligheder? En verden, hvor man kan ændre identitet og besidde helt anderledes stærke kræfter.
Problemstillingen i Det mørke net synes overordentlig væsentlig. Hvad gør skærmen ved mennesker – som vi ser det på gaden, i toget, i klassen, – der konstant har blikket fokuseret på mobilen eller computerskærmen? Som barrikaderer sig inde i deres digitale liv midt i en konkret social virkelighed? Er vi ’fremmedgjorte’, når vi ikke vil tæt på andre mennesker, og skal vi bekymre os om disse teknologiske fremskridt? Vi må forstå, at cyberspace ikke kun sluser os ind i eventyrlige fantasiverdener, men samtidig udgør en realitet, der overlapper ’meatspace’. På det mørke net kan ’djævle’ fra narkohandlere til pædofile husere anonymt. Anna Bros skuespil konfronterer plus- og minussider ved den digitale teknologis parallelverden. Den responderer på menneskers evige længsel efter en anden verden, efter eventyr, skønhed og glæde, som de opsøger online. Men stykket peger også på teknologiens bagsider, såsom den overvågning i samfundet, der pludselig ligner en nødvendighed, samt eksistensen af en lovløs kriminel underverden uden etik, hvor man må alt.
Til trods for at Anna Bros nye stykke handler om vores aktuelle medialiserede virkelighed, er der ikke tale om doku-teater. ’Det mørke net’ er ren fiktion og har form af en eventyrfantasi. Skelettet under historien er eventyrets skematiske forløb, hvor heltene bevæger sig fra et hjemmerum til mødet med nogle ydre forhindringer for at vinde et nyt hjem i sidste fase. Personerne er ikke-psykologiske typer i en fortælling, der er metafor for individuation og eksistentiel overgang i livet, typisk fra barn til voksen. I forlængelse af genren stiller instruktør Rune David Grues iscenesættelse af Anna Bros skuespil problematikken stærkt dramatisk op med en tydelig konfrontation af modstillede positioner. Og forestillingens flotte filmæstetik retter sig direkte mod unge.
Medialiseret virkelighed
Nettet styrer hovedpersonernes liv. Alice, en pæn og kedelig singlepige, er tæt på at blive fyret fra sit arbejde, fordi hun hellere vil spille elverpige i en online eventyrverden. Kasper, en lille, bleg og powerløs mand, der har for travlt på computeren til at spise og lever med sin mor, spiller i kontrast hertil ’konge’ på et globalt netmarked som ’Rædselspiraten’. Han lever et dobbeltliv, fordi han ønsker frihed i sin egen, anarkistiske verden, men ender i et kaotisk mareridt, hvor han bestiller mord på den pige, Alice, som han er forelsket i i virkeligheden. Fordi hun erklærer, at hun ’ved hvem han er’. Derfor får Alice besøg af Manden fra Pet, der er identisk med ’Den venlige mand’, der responderede på Kaspers efterlysning af en lejemorder. Han iscenesætter et fake mord på hende for at fange piraten. En ret vild intrige, som faktisk skulle have udgangspunkt i en reel sag i USA. Kasper kan ikke klare de destruktive begivenheder, han sætter i gang, så han abdicerer fra sin position ’inde’ på nettet. Manden fra PET har overvåget Alice et stykke tid og opfører sig så umyndiggørende og pågående, at Alice til sidst myrder ham på en måde, der ikke står tilbage for den vold, hendes avatar, elverpigen Alicia, udøver i rollespillet på nettet. Selv om Alice intellektuelt skelner mellem de to verdener, viser hendes identitet sig at ’flyde’ imellem dem. Hun ryger lige så langt ud som ’Rædselspiraten’, der fører sig umenneskeligt frem med diverse dødssymboler og nazistemning. Livet i den parallelle verden med dens fiktioner viser sig at medføre, at karaktererne ikke kender dem, de er tæt på. Til gengæld er de kendt af folk langt væk. Alice aner ikke, det er Kasper, der vil myrde hende, og Kasper er end ikke kendt af sin egen mor. Hun har forskanset sig i sin gode gamle tredimensionelle verden.
Moddrømme om flugt fra teknologien
Det mørke net viser farerne ved internettet, informationssamfundet og alle underholdningens fiktioner og idealer, der spekulerer i vores drømme og trang til flugt fra virkeligheden. ’Modstanderen’ er ad ubevidste veje spadseret ind i hovedpersonernes indre i form af en subjektiv ukontrolleret last for Alices vedkommende, og en illusion om styrke, som Kasper klamrer sig til. Men Anna Bro ’forstår’ samtidig fascinationen af mediernes fantasiverden, og styrken i disse menneskers længsel og kamp mod ufrihed vækker sympati. Eventyret postulerer, at verden er foranderlig. En forandring mennesker længes efter ifølge Bro og co. Skuespillet slutter med en gestus, der kyler teknologien ud og sætter nærværet ind, da Kasper og Alice flygter fra det hele til det utopiske eventyrland ’Narnia’. Men stedets mantraer om ’at finde sig selv’ og kunne sige ’Nu er jeg her’, og iscenesættelsen af Narnia som et religiøst farvet paradis, lader stedet fremtræde som en parodi. Tematisk repræsenterer Narnia modsætningen til den herskende livsform, hvor de teknologiske fremskridt er integreret. Narnia er en metafor for de modbevægelser i samfundet, der har gjort op med det og arbejder for uberørt natur, afspændte mennesker og tilstedevær. Flugtdrømme? spørger forestillingen. Tilskueren får ingen løsning. Som reflekteret samtidsteater lægger dramaets konfrontationsteknik op til debat.
Sammensat, men tilgængelig åben dramaturgi
Temaet virkelighed og fiktion udtrykkes strukturelt – ligesom i ’rigtige’ eventyr – gennem en vekslen mellem handling på samfundsrealistisk niveau og scener på online niveau, der fungerer som projektion af indre kræfter. De to hovedpersoners kronologiske historier, der forbindes af handlingen, fortælles på skift. Ind i mellem disse brud optræder to retrospektivt fortalte online scener, der viser hvordan Kasper og Alice mødtes og forelskede sig på nettet. Flere historier og skift mellem fiktioner skaber en relativt åben dramaturgi, der holder sin tilskuer fanget. Bruddene holdes som sagt sammen af plottet og kærlighedstemaet. Men jeg synes det kniber med at bære på både medietemaets afhængighedsproblematik og ’det mørke net’, som er ’en god historie’, men går død i de sidste scener med Manden fra Pet.
”Tag med i det mørke net”
Svarende til stykkets beskrivelse af nettets vertikale lag, det overfladiske net, det dybe net og det mørke net, er scenerummet organiseret vertikalt. Rædselspiraten bor under en lem i gulvet og kan stige op i det høje plan i en lille åben motoriseret enmandselevator. Det er mørkt her i forestillingens åbning, to broer besat med lysende orange pærer stiger ligeledes, mens fire skærme oppe viser billeder af et logo med hvide dødningehoveder, stoffer og signalord som ’anarki’ m.m. Kasper er sortklædt, tildækket med hætte og råber: ”Du kan købe alt”. På lydsporet i denne filmæstetik, der fylder rummet og fører os ind i det sorte net, kører dramatisk musik for fuld volumen. Tilskueren skal visuelt og auditivt sanse det faretruende univers, hvor Kasper er regent, en ’underverden’, der konnoterer til en fælles ubevidst kultur, vi må tage stilling til. Skærmene er et gennemgående fortælleelement med mange funktioner. ’Den venlige mand’ som Kasper hemmeligt kontakter på det mørke net, optræder kun på skærmen med et forvrænget ansigt og sin tale ’off’. De affektskabende teatrale effekter er imponerende. Hjemme hos Alice fungerer skærmene som videoovervågning, der viser live- karaktererne så fragmenterede, at det stiller spørgsmålstegn ved billedernes sandhed. Ved sceneskift bruges skærmene på episk vis til at sætte den nye scene med informationer, ledsaget af lysskift. Rummet er stort og tomt, så karakterernes ensomhed fremhæves. Det ikke-illuderende (teater)rum er også et køligt rum, kun med disse skærme. Scenografien rummer endnu en indbygget dynamik, idet der er en række lemme i gulvet, hvis bageste del yderligere kan rejses op som en bagvæg. Det har en fin funktion hos Alice, hvor hendes bror pludselig dukker fysisk op gennem væggen, når hun læser hans brev, så scenen konkretiserer et indre rum i pigen. Det tomme rum giver god plads til Det Røde Rums fysiske spillestil.
Distance
Tekstens alvorlige hensigter underbygges i iscenesættelsen af flere greb, der skaber ironi og distance. Som tilskuer har man i forvejen ikke megen mulighed for identifikation med karaktererne, som skuespillerne gennemgående ikke ’er’ men demonstrerer. Det gør de godt. Den overdrevet almindelige Alice og hendes hårdtslående avatar Alicia spilles af Marie Dalsgaard, der har opfundet et fascinerende stiliseret kropssprog som netfigur: dukkeagtige, mekanisk stive bevægelser og ryk ved attitudeskift, tilsat armbøjninger, hop og flikflak. Bevægelser, der dukker op på det realistiske niveau i kampen med Manden fra PET, hvor Alice flyder over i Alicia. Rollefigurernes tale er samtidig verfremdet ved en teknisk fordobling af stemmen. Og Maria Rossing er sjov som den groteske mor i striktrøje og guldkæder, der frustreret febrilsk vikler sig ind i strålebeskyttende stanniol(en hilsen til Line Knutzon og de usynlige venner?). Mens stemmen afslører et indre dyr på en skala fra piben til bjørnelyde. Scenefigurerne mikser genkendelige træk med fantasy, som i Anna Bros skuespil Nikita og den store psykose (2008). Det mørke net er en postmoderne genrehybrid, der kombinerer den seriøse komedie med elementer fra populærkulturen, Alice i eventyrland, Narnia, net-eventyrspil, action, krimi, gys og romantik. På den ene side imiterer iscenesættelsen disse genrer for fuld medrivende udblæsning, så de kritiske spørgsmål er på nippet til at fortabe sig. På den anden side holder den ironiske slutnings bevidste uafgørlighed problematikken åben. Denne anmelder har det lidt svært med formens stereotype enkelhed, men måske fungerer den strålende i forhold til problematikkens absolutte fokuspersoner, de unge.
Skuespilhuset Det Røde Rum. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup. Medvirkende: Marie Dalsgaard, Troels Thorsen, Mikkel Arndt, Maria Rossing og Asbjørn Krogh Nissen. Til 22. maj
Birgitte Dam er cand. mag i dansk og teatervidenskab. Tidligere lektor, nu free-lance teaterskribent og underviser, bl.a. på Folkeuniversitetet.