Hjælpen der ikke hjælper
Johan Holm Mortensen
Teatergruppen Flyvende Grise har gennem seriøs research udviklet en faktabaseret forestilling, der vil have os til at forholde os til den enorme nødhjælp, vi sender af sted til verdens udsatte områder. Hjælp sidestiller fiktion og fakta i en virkelighedsfortælling, der giver indblik i det dilemma, nødhjælpsarbejdet har udviklet sig til for vesten. Det kommer til at handle om, hvordan det abstrakte begreb nødhjælp konkretiseres og de store summer gøres håndgribelige for publikum i forestillingens undersøgelse, der går ud fra spørgsmålet; hjælper hjælpen?
Der er ingen løftede pegefingre og heller ingen kritik, men en formidling af væsentlige fakta, der tematiserer vestens forhold til nødhjælpen og de udsatte områder i verden. Erkendelsen af nødvendigheden af at forholde sig til nødhjælpen gennemtrænger forestillingen. For svaret er nej! Hjælpen hjælper ikke. Vi er nødt til at forholde os til realiteterne i de nødlidende områder. Men er det nok?
Flyvende Grise
Flyvende Grise er kendetegnet ved at lave forestillinger, der bygger på et skarpt sammenspil mellem skuespilleren på scenen og forestillingens tekniske side. Som i de fleste andre af gruppens forestillinger medvirker kun én skuespiller, Thomas Corneliussen, som spiller alle fortællingens karakterer. Det skaber en ekvilibristisk og overraskelsesfyldt fysisk stil, når Corneliussen skal skifte mellem de mange karakterer i en form, der knytter sig til en hollywoodinspireret æstetik og et flow med små scener og hurtige klip mellem tid, rum og karakterer. Fortællingen hænger således på skuespillerens krop i samspil med scenografien og teknikken.
http://republique.dk/dk/wp-content/uploads/sites/3/2015/02/MA_6313-copy.jpg
Ufatteligt dyre popkorn
På scenen står to sandfarvede sække, nødhjælpspakker, som man kender dem fra nødhjælpsvideoer og nyhedsudsendelser. Skuespilleren sidder på en bunke af disse sække og venter på at publikum finder plads i salen. På bagtæppet er projiceret med store bogstaver HJÆLP!
Han præsenterer sig som Casper, og byder os velkommen til et foredrag om vestens nødhjælpsarbejde. Vi bliver vidne til en omgang inspirerende forskningsformidling, hvor Casper illustrerer, hvordan nødhjælpsarbejdet ikke har fungeret i Afrika på trods af den målte stigning i levestandart. Tværtimod skyldes stigningen, at Kina har løftet mange ud af fattigdom – og det har altså intet med vestlig nødhjælp at gøre, og får vi intet at vide om gennem vores vestlige nyhedsmedier.
Casper er en dygtig og charmerende formidler. De enorme pengesummer illustreres ved hjælp af majskorn, som de sandfarvede sække er fyldt med. Majskorn er den nødhjælp, der sendes mest af til ulandende, kan han fortælle os – ikke ris som mange tror. Et lille majskorn repræsenterer her 18 mio. kr. En stor håndfuld af disse majskorn repræsenterer Danmarks nødhjælpsbidrag. Casper hælder hele sækkens indhold ud på gulvet, hvilket repræsenterer den samlede årlige nødhjælp på overvældende 1100 milliarder kroner. Et enormt tal, der er så abstrakt at det overskrider fantasiens grænser. Med konkretiseringen i majskornet lykkes det forestillingen at gøre os pengesummerne håndgribelige. Illustrationerne fortsætter, når Casper viser, hvordan meget af nødhjælpen går til korruption ved at proppe majskorn i lommerne. Og hvordan de tidligere kolonimagter skovler mange penge ind ved at bidrage med meget nødhjælp. Majskornene er til stede på scenen hele forestillingen, som det centrale teatrale tegn. En konstant påmindelse om de mange milliarder nødhjælpskroner.
Gennem denne indledning lægges forestillingens tema frem. Den distancerede undersøgende attitude anlægges gennem hele forestillingen. Det er således ikke et frelst projekt eller en sønderrivende kritik af nødhjælpen som sådan. Men nøgterne konstateringer og beskrivelser af, at nødhjælpen, som vi tror vi kender den, ikke virker.
Foredraget slutter brat, da Caspers telefon ringer.
Rammefortællingen
Med telefonopkaldet begynder forestillingens dramatiske handling. En rammefortælling, hvor Casper tager til Sydudan for at lede efter sin forsvundne søster. Caspers søster er nødhjælpsarbejder i en flygtningelejr. I Sydsudan oplever vi nødhjælpen fra den modsatte side. Her er nødhjælpen blevet gjort til en industri. Kun serviceringen af nødhjælpsorganisationerne holder hoteller og barer åbne. Således er han den eneste på hotellet, der ikke er del af en nødhjælpsorganisation.
Rammefortællingen veksler mellem scener med dramatisk fremdrift og fortællende poetiske momenter bygget på faktuel information. Alt sammen overbevisende præsenteret af Corneliussen i Nicolei Fabers stramme iscenesættelse. F.eks. når han i en intens poetisk scene indrammer en firkant af majskorn ved minutiøst at feje de omkringliggende majskorn væk. Det er en illustration af søsterens flygtningelejr. I et skift fra forestillingens hidtidige opskruede tempo og dynamiske rytme, fortæller han behersket, hvordan lejren fungerer som sit eget autonome samfund. Her vokser børn op, som aldrig oplever andet end livet inden for indhegningen. Lejrene er underfinansierede og nødhjælpsarbejderne har ingen autoritet, når der f.eks. begås mord i lejren er der ingen til at løse konflikten. Det er et ophold i fortællingen og et tragisk indblik i, hvordan nødhjælpen fungerer i praksis. Det er en stærk patosappel, der samtidig tillader et øjebliks refleksion før fortællingen genoptages. Forestillingen går altså en balancegang mellem fiktion og fakta, der bevirker at publikum ikke suges ind i fortællingen, men forbliver distancerede og reflekterende, så fakta hele tiden kan betragtes som underbyggende fortællingen.
Regntid
Caspers søster har forladt sin organisation, og har åbnet en klinik i et farligt område af landet. Men det er regntid. Den frustrerede og insisterende vesterlænding betaler sin afvisende chauffør godt for at komme af sted – også selvom der kun findes 80 kilometer asfalteret vej i Sydsudan. Med Caspers manglende evne til at lytte til chaufføren, og insisteren på at betale for at gennemtrumfe sin vilje, synes forestillingen at diagnosticere en problematik i forholdet mellem vesten og Afrika. For bilen sætter sig naturligvis fast i mudderet. Og så kommer regnen. I tusindvis falder majskorn fra loftet – både som et ikonisk tegn på regn, men også som genkommen symbol på de mange millioner kroner vesten mere eller mindre blindt poster i ulandende. Majskornene buldrer ned i overvældende lang tid. Det er forestillingens poetiske og visuelle klimaks. Sekvensen understreger nødvendigheden i at forholde sig til de omstændigheder, der indrammer den realitet, hvis behov man søger at dække.
Caspers eneste mulighed for hjælp er ved at alliere sig med en kriminel narkosmugler, der fragter ham ind i landet, men kun til grænsen, hvor han i uvished om sin egen overlevelse må vente på en fremmed, der skal fragte ham ned ad floden til søsterens klinik. Han overlader fuldstændig sit liv i hænderne på disse kriminelle, i hvad der synes som et desperat forsøg på at hjælpe søsteren. Den engagerede intellektuelle, vi mødte i starten, er nu opslugt af landet og af sin retfærdige jagt. I en fascinerende og skræmmende sekvens, hvor sammenspillet mellem spiller og teknikken topper og skaber Caspers feberhallucinationer, hvor han forvandler sig til en gekkoøgle, der slår med tungen så majskornene en meter fra ham hvirvler op – et meget sjovt og iderigt påfund. Endelig vågner han op til søsterens stemme. Her slutter rammefortællingen. Søsteren tog ikke med hjem, kan Casper fortælle. Hun blev tværtimod vred, fordi hun måtte bruge sin sidste medicin på at redde ham. Fortællingen er en illustration af vestens forfejlede forsøg på at hjælpe.
Balance og distance
Det er en fest at iagttage dette fysisk veltimede og overraskelsesfyldte spil mellem krop og teknik. Det gør også, at forestillingen finder en god balance mellem det tragiske tema og den charmerende og komiske fremstilling. Indholdet er rørende og præsentationen fascinerende. Det har en distancerende og fornøjelig effekt, når alle karakterer spilles af én person, og at scenerne indikeres gennem kroppen og enkelte rekvisitter, der pludseligt falder ned fra himlen. Grænsen overskrides ikke, så forestillingen bliver kvalm og frelst forførelse. Det er stærkt, at forestillingen ikke kommer med et løsningsforslag, men snarere bevarer en distanceret diagnosticerende og formidlende position.
Rammeforestillingen bruges som demonstration af det problem, forestillingen ønsker at tematisere.
Forestillingen slutter med at Casper sammen med os kigger på et verdenskort, hvor de nødlidende lande markeres en efter en.
Fra logos til patos
Forestillingen ender dog uforløst. Casper finder ingen svar, og hans forsøg på at hjælpe sin søster er forgæves. På samme måde synes forestillingen heller ikke at finde andre svar end at nødhjælpen ikke hjælper. Forestillingen appellerer til publikum med fakta, der taler til fornuften. Det er særdeles det indledende foredrag, der er båret af logosappellen, som er meget stærk. Herfra udvikler forestillingen gradvist en patosappel i rammefortællingen. En patos funderet på de fakta, forestillingen er gået os i møde med. Ligesom de tusindvis af majskorn hele tiden trænger sig på fra scenen, trænger virkelighedens fakta sig på i vores identifikation af Casper og hans fortælling, og er således hele tiden spøgelsesagtigt tilstede. På den måde styrer forestillingen fortællingens perspektiv og publikums fortolkning. Pointen, der udledes, er at hjælpen ikke hjælper, hvilket står klart efter foredraget. Efter rammefortællingen forstår vi, at det ikke er nemt at gøre det rigtige.
Det er politisk teater i den forstand, at et nyt og bortgemt perspektiv på nødhjælp åbnes for vore øjne. Man kan sige at forestillingens brug af formidlende elementer og rammefortælling fungerer som retoriske handlinger, der skal manifestere dette nye virkelighedsperspektiv i tilskueren, og derved give anledning til refleksion over nødhjælpen og hvordan vi i vesten forholder sig til den.
Selvom det er stærkt, at Hjælp! ikke tager direkte stilling, men bevarer en distanceret position til selve nødhjælpsspørgsmålet, konfronteres tilskueren aldrig i en direkte form til at forholde sig til de problemer forestillingen fremstiller. Publikum forbliver passiviserede. Forestillingen nøjes med at pege på de mange fakta, hvilket efterlader tilskueren med spørgsmålet om hvad man egentlig skal bruge alle disse fakta til – om end de er fascinerende, så mangler formidlingens nødvendighed at trænge sig på.
Hjælp! er en fascinerende forestilling i topklasse, hvad angår det teatrale udtryk. Det spændende projekt er seriøst, men det er svært for forestillingen og dermed også for publikum aktivt at bruge disse fakta til mere en emotionel indlevelse og fascination. Forestillingens vigtigste pointe må forstås som nødvendigheden ved at forholde sig til realiteterne som de tager sig ud i nødlidende lande som Sydsudan. Forandringsprocessen lader således endnu vente på sig, og forestillingen efterlader sit publikum med spørgsmålet, hvordan kan hjælpen hjælpe?
Republique 19. februar – 14. marts.
Produktion: Flyvende Grise i samarbejde med Republique
Manuskript og Research: Flyvende Grise, Nicolei Faber, Mette Tranholm og Dennis Christiansen
Iscenesættelse: Nicolei Faber
Flyvende Grise: Thomas Corneliussen, Nicolai Spangaa, Maja Romm, Andreas Buhl, Janus Jensen, Søren Norman Hansen
Medvirkende: Thomas Corneliussen
Johan Holm Mortensen er ekstern lektor og underviser ved Afdeling for Dramaturgi, Aarhus Universitet