Anmeldelse af UNGDOM ved Fix&Foxy
Af Erik Exe Christoffersen
Udflugt til stranden
Teater Republique har skabt en kunstig strand med 90 ton sand, en teltlejr med 35 farvestrålende festivaltelte og en badesø med 15.000 liter vand. Performerne er ca. 30 unge ikke-professionelle, som mødes med tilskuerne i en form for ungdomsritual. Mødet foregår i små telte, hvor et par tilskuere udveksler med en ung, i lidt større grupperinger omkring et lejrbål eller som en samlet fest. Forestillingen er både en installation, en interaktiv teatral udveksling og fælles rituel dans.
Hvordan fremstilles ungdommen? Er de vilde med at komme i medierne og blive set? Er de lykkelige, stressede, ensomme, depressive, desperate, forhåbningsfulde og ambitiøse? Eller forventer de sig det værste af fremtiden? Hvad er deres valgmuligheder og betingelser for at vælge en retning i livet?
Den overbelastede ungdoms identitet
Ungdom er en autobiografisk forestilling, hvor de unge fortæller om deres eget liv hver især til et par tilskuere. Det er en stramt iscenesat forestilling, som sikrer, at det ikke udvikler sig til hyggesnak, men bliver en udveksling på baggrund af en truende fremtid. Det er helt klart en ny form for ungdomsteater. Ungdom kommer i sin form til at pege på et af de afgørende ungdomsproblemer i dag: mangel på fællesskaber overbelaster det enkelte subjekt, som presses til at dyrke individuel succes, selvkontrol, originalitet. Det skaber angst for at miste kontrol og for at fejle. Ungdom er en fremstilling af fællesskabets muligheder og umulighed.
Instruktørerne Tue Biering og Jeppe Kristensen har siden 2006 under navnet Fix&Foxy lavet forestillinger med virkelige mennesker, som optrædende i forskellige roller: Prostituerede i rammerne af Pretty Woman, lokale på Færøerne, som genindspiller Dollars. I et remake af filminstruktøren Leni Riefestahls berømte propagandafilm Viljens triumf, iscenesættes og videofilmes tilskuerne som folkemasser, og opsætningen af Henrik Ibsens Et dukkehjem foregår i en helt almindelig lejlighed, hvor Nora og Torvald spilles af lejlighedens beboerne uden forberedelse.
Det, der er karakteristisk ved disse forestillinger, er den dobbelthed, der i særlig grad gør dem performative. Selve opførelsen bliver en slags udveksling mellem rollen og det personlige. Den personlige identitet er på ingen måde skjult, som det ellers er traditionen på en teaterscene. Det personlige træder frem i sin u-perfekthed, sårbarhed og menneskelighed og danner en form for kontrast til det medialiserede billede.
Det minder om det, man kalder Borgerscener på fx Ålborg og Aarhus Teater. Og det minder om en trend, som er blevet kaldt virkelighedsteater. Her er de virkelige performere i rolle som sig selv, og de er bragt i intim nærkontakt med deres tilskuer, hvilket skaber en ganske særlig udfordring. De unge medvirkende og tilskuerne er indskrevet i en hårfin balance mellem virkelighed og fiktion. Det usædvanlige er selve udvekslingen, kontakten og mødet. Det må have været et meget spændende forløb for de to instruktører fra forældregenerationen, at få de unge til at gå med på mødets præmisser uden at spille på de sædvanlige ungdomsklicheer. Så de unge fremstår, som sårbare, uskyldige, transparente. Er det, hvad de er? Eller er det min projektion af min egen ungdom?
På besøg i teltlejeren
Tilskuerne bliver ført ind i den store sal. Lige indenfor er der en lille sø, med en plastik krokodille og en luftmadras som flyder rundt. Nogle tilskuere passerer via en bro og andre i korte bukser vader bare igennem vandet, som går til knæene. Teatrets gulv er fyldt med sand, og der er en større teltlejr, træer og udkigstårne. I midten af rummet er der en åben plads, hvor tilskuerne placerer sig lettere desorienteret, fordi der er røg, halvmørkt, og det er vanskeligt at se, hvem der er hvem? Her står man så og er lidt usikker, indtil der i mit tilfælde pludselig kommer en ung pige på omkring 17, tager mig i hånden og spørger om jeg vil med ind i hendes telt.
Hun har allerede en gæst, og hun spørger os, hvad vi kan lide og ikke lide. Jeg siger fx, at jeg godt kan lide at ryge inden jeg går i seng, og det viser sig, at det kan hun også. Der lyder pludselig en høj faretruende lyd, og der er et lysglimt, som var det torden.
Hun skifter emne og læser op fra forskellige dagbøger ved lyset fra en lommelygte: det første kys var ikke så sjovt, heller ikke det første knald, hun læser om engang, da hun var gal på sin mor. Igen lyd og lysglimt som afbryder scenen, og hun skifter emne.
I den ”sorte” bog fremgår det, at hun har haft anoreksi og været ned på 36 kilo. Hun viser os dagbogen, hvor det dag for dag fremgår, hvordan hun tæller kalorier, og hvor meget hun må spise. Vi spørger hende om detaljer, men afbrydes igen af lyden og lysglimtet. Hun beder os om at børster sine tænder og samtidig digte en historie om en lille elefant og en abeunge. Hun viser breve og tegninger ophængt i loftet, fortæller om depression og indlæggelse. Jeg ser, at hun har sår på arme og ben, og hun fortæller, at hun har skåret sig. Hun viser os billedet af mormors kat og af hendes far, som hun ikke har set, men som hun nok vil opsøge en dag. Hun ved han bor i Svendborg. Billedet er revet over men klistret sammen igen.
Efter ca. 20 minutter, hvor vi også har ligget ned og holdt hinanden i hånden, går vi til et lidt større telt, hvor vi mødes med to veninder, som hver især også har to tilskuer-gæster med sig. Vi snakker om at være fuld til fest, om at være på rejse, intimbarbering og hvilket tøj de skal vælge til festen. Min ven smider blusen og tager på mit forslag en hvid t-shirt på. Vi går videre til fest, og pludselig er der fuld gang i den. Alle danser med alle, og der danses runddans og futtog. Jeg får en kæmpe kaninmaske på og ser derfor ingenting, men jeg bliver ført med og guidet af min unge ven. Hun foreslår, vi sætter os ved søen med fødderne i vandet og snakker videre om fremtiden. Hun vil gerne til Afrika, og jeg fortæller om min oplevelse af det, for mig, skræmmende land. Vi går videre til et lejrbål. Det er ved at være nat, og jeg tages i hånden af en ny ung. Vi ligger i en stor bunke og bliver strøget over håret og ser på månen. Derefter bliver jeg inviteret ind i et nyt telt. Denne gang er lyden og lysglimtet længere og mere skræmmende. Varsler det en naturkatastrofe, et jordskælv eller en skræmmende fremtid?
Den unge er bange og bekymret, fortæller hun. Hvordan skal man kunne sætte børn i verden, når der er så mange bekymringer? Jeg fortæller om mine børn og de problemer og bekymringer, som ikke bliver mindre med årene.
Hun tager mig i hånden, og vi ligger os udenfor på et tæppe og ser op på stjernerne, taler ublufærdigt om drømme og om fremtiden.
Det er morgen, og solen står op. Det er et fantastisk syn, da hele den ene bagvæg bliver til 100 sole. Morgentågen ligger i rummet, og langsomt kommer vi op at stå, og den unge peger på udgangen som tilskuerne siver ned mod. Da vi forlader rummet, står de unge tilbage i sandet som efterladte. Jeg får lyst til at løbe hen til min første ven og give en knuser. Men jeg nøjes med at vinke, og hun vinker diskret tilbage. Er hun i en anden verden?
Ved udgangen vender jeg mig atter og ser de unge stå stille tilbage som statuer. Der er ingen applaus og ingen bukker eller markerer at forestillingen er slut.
Fiktion og ritual
Det hele har haft karakter af en form for ritual, en fiktion og en realitet. De unge er troværdige og virkelige: de er sig selv, men de er også ”fortalte”. Min unge ven læste op af forskellige tekster, som hun formodentlig selv havde skrevet, viste billeder, tøj og bamser og er på den måde en fortæller at sin forhistorie. Samtidig er hun her også her og nu: Hun holdt mig i hånden med en fast og bestemt hånd, det var i sig selv grænseoverskridende for en mand på 60, og skaber tillid til hendes autoritet. Jeg overgav mig fuldstændigt til hendes fortælling og konkrete handlingsforslag.
Mødet og samværet er stramt iscenesat og komprimeret. Vi følger en aften og nat til solen står op. Tiden er inddelt i sekvenser, hvor det truende vender tilbage og varsler fremtidens katastrofer og i sidste ende døden. Især udgangen giver mig associationer til de unge som fiktioner, som allerede har indoptaget både fortiden og fremtiden i dette melankolske nu, som vi allerede er på vej til at miste.
Lejren har iscenesættelsens afgrænsede karakter. På den måde adskiller det sig helt afgørende fra mange af de mediale iscenesættelser, som ungdommen tilbydes i de sociale og offentlige medier: Fra facebook til reality-tv-shows. Det hænger sammen med forholdet mellem den optrædende ungdom og tilskuerne. De unge er handlende subjekter, de tager ledelse, ansvar og styrer myndigt og roligt de for manges vedkommende ældre tilskuere, som kunne være deres forældre. Hvordan det fungerer for unge og yngre tilskuere er ganske vanskeligt for mig at sige.
Der var for mig en oplevelse af anderledeshed, at blive ført af den unge uden diskussion. Forestillingen iscenesætter på den måde kommunikationen mellem de voksne og de unge som en form for ”karnevalistisk” omvending. Den unge er autoriteten, og vi følger med som ”uvidende”. Teltlejren er et grænseland og en passage eller overgang mellem barndom og voksenliv, hvor processen og mulighederne er åbne. Det er grænseløst som en spejling og gensidig refleksion mellem tilskueren og den unge. Ungdomsrummet er en særligt felt, hvor man hverken er det ene eller det andet, men i en form for overgang og opløsning (beruselse, jf. blå mandag): en transformationsproces hvor vi (både dem og os) kan afprøve en række forskellige identiteter, og dermed ser vi gensidigt hinanden med den andens blik.
Identitet og identifikation
Som tilskuer var jeg ”ung” og ”ikke ung”. Jeg kunne identificere mig med den unge, jeg havde lyst til at feste og give den gas, men samtidig var jeg også i rollen som voksen og ældre. Skulle jeg forklare hende, hvad jeg mener, hun skal gøre, og hjælpe hende med de problemer hun havde? Skulle jeg spørge hende til råds i forhold til mine vanskeligheder med mine børn? Kunne hun forklare mig, hvem jeg er i hendes optik? Hvem er læren, og hvem er eleven? Pointen i denne form er, mener jeg, at vi begge i en vis forstand er det, som Jacques Rancière kalder den uvidende lærer (Forlaget Philosophia 2007). Det vigtigste bliver næsten, hvad hendes hænder fortæller mig. En tryghed, tillid, en uvished og det nødvendige og alligevel triste farvel. Det var teater, og vi må tilbage til vores virkelighed.
Farvel
I denne form for teater er der tale om en gensidig udveksling. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige noget om, hvad jeg konkret har betydet for ”min unge ven” eller for forestillingen, men jeg vil alligevel gerne afslutte med at give de unge ordet, fordi jeg ser det som en form for fremtidens teater, at den medvirkende ikke blot underholder, men indgår i en form for transformation med tilskueren i rammen af teatret. Det er denne proces, vi må få øjnene op for.
17-årige Astrid Haugensen og Jonas Slotorub på 19 er begge gymnasieelever og medvirkende. De ved at forestillingen skal være så autentisk som muligt, og at det er deres helt private tanker og erfaringer, de hver aften skal dele med publikum:
»Den dag, jeg tog til casting, havde jeg lige slået op med min kæreste, det var en meget sindssyg dag, og jeg opfattede det måske lidt som en slags terapi,«
»Vi har også haft prøvepublikum på et par gange, og jeg føler, at jeg får et helt særligt forhold til den person, jeg har haft med inde i mit telt, netop fordi jeg har givet så meget af mig selv – og fordi de har givet så meget tilbage. Faktisk har jeg tænkt på vedkommende længe efter og forestillet mig, hvordan det ville være at møde den person ude i det virkelige liv.«
»For os er det jo en særlig mulighed at tale med et menneske, som måske er mere erfaren og kan give nogle råd, men som man ikke kender og formentlig aldrig kommer til at se igen. Det kan sætte nogle nye tanker i gang – og den 60-årige kommer forhåbentlig ud efter forestillingen med en oplevelse af selv at have været ung igen.«
Citeret efter Trine Munk-Petersen Berlingske 29.1. 2015 http://www.b.dk/kultur/ungdommen-den-fantastiske-og-frygtelige#!
Ungdom er både en teatral iscenesættelse og performativ autobiografi med mange stemmer. Det er en polyfoni og en flettefortælling, hvor praksis skaber en særlig virkelighed og unikke relationer mellem de medvirkende og tilskuerne. Det er både et realt og fiktionelt møde. Det skaber en frihed og en potentialitet men også en tabsfornemmelse, fordi vi aldrig skal ses igen.
Erik Exe Christoffersen, lektor ved Dramaturgi og med i redaktionen af Peripeti.