Mellem teater og udstilling
Interview med Helene Høm, 19. 09. 2014, Melsted, Bornholm
Af Erik Exe Christoffersen og Anne Basse
Helene Høm er født i 1972 og er ud af en af Bornholms helt store kunstnerfamilier. Hendes morfar var maleren Paul Høm, og selv er hun datter af keramikerne Julie Høm og Bo Kristiansen. Helene Høm bor i Gudhjem på Bornholm og er uddannet scenekunstner og billedkunstner på ’Akademi for Scenekunst’ i Norge i 2004. Hun arbejder med det visuelle udtryk, der udfordrer de almindelige skillelinjer mellem kunst og teater og stod bag ’Gudhjem Netværksscene’ i årene 2003-2006.
Lyst er iscenesat som i et dukketeater og en udstilling af kunstværker om kvindens seksuelle lyst. Publikum bliver inviteret ind i et intimt meget lidt oplyst rum, hvor performeren og værker handler med hinanden og tilskuerne. Kvindens lyst er omgærdet af mystik, hemmeligheder, skønhed og tabuer. Høm kalder det levende billedkunst og en iscenesat udstilling.
Det er denne interaktive kunstform vi gerne vil høre om og selvfølgelig hvordan denne relativt nye kunstform trives på Bornholm. Kan du beskrive din baggrund?
Jeg søgte ind på Akademi for Scenekunst i Norge i 2000. Jeg var 28 så det var ret sent og havde været i gang i mange år. Jeg søgte ind deroppe fordi de arbejdede med det visuelle teatersprog, som interesserede mig og som jeg ikke rigtig havde kunnet finde andre steder. Man blev uddannet i at blive sin egen scenekunstner. Vi blev undervist i metoder fra billedkunsten og installationskunsten og i at bruge dem i teatret. Og det var det, som jeg havde ledt efter. Det er sindssygt svært at få de to ting til at give mening og virker logisk for tilskueren.
Lagde uddannelsen også vægt på det mere organisatoriske? Hvis du selv skal lave dit projekt, så skal du også være leder?
Vi havde noget undervisning, som handlede om at lave nogle spilleregler og beslutte sig for nogle arbejdsformer: Tager vi diskussioner midt i øvesituationen eller tager vi dem bagefter? Hvornår kommer kritik ind? Hvordan præsenterer man det? Er vi indstillet på bare at prøve ting af eller skal vi snakke det igennem inden? Det var da meget learning by doing.
Hvordan udvikles en kreativ proces?
Der er en vekselvirkning mellem det improviserede, det intuitive, det kreativt undersøgende og så det analytiske, hvor man siger: er det her præcist? Hvad siger det? Hvad ser vi? Er det det, vi vil sige? Hvad skal vi gøre, for at det siger det, vi vil sige? Og den dobbelthed er svær men meget lærerig. Det lå hele tiden som et element. Og vi lavede jo hele tiden små etuder. Og blev introduceret for en masse forskellige arbejdsmetoder fra forskellige kunstnere. Det var hårdt på den måde at det ikke er alle kunstnere, der er dygtige pædagoger, men derfor kunne de jo godt lærer én en masse. Vi kunne både tage udgangspunkt i noget, vi selv fandt på, vi kunne også tage udgangspunkt i Henrik Ibsen og sige: hvad er grundtemaet i det her, hvordan kan vi tage dette tema og ligesom folde det ud på vores måde.
Hvordan du har kunnet omplante din uddannelse?
Jeg ville gerne en masse ting og selv sætte projekter i gang og lave ting. Jeg startede noget jeg kaldte Gudhjem Netværksscene med forestillinger her på Bornholm. Passingbytheatre lavede projekter i et år og de to andre (Katrine Karlsen og Sissel Romme) startede derefter Teater Graense-loes. På den måde var vi vores eget lille, skæve teatersegment. Og er det nok til dels stadigvæk. Det kan også være en kvalitet, men det betyder også, at der er en masse arbejde, der skal gøre, altså det er ikke bare lige til. Jeg flyttede tilbage i Bornholm i 2010. Jeg har arbejdet som journalist, fordi jeg synes, det var hårdt og jeg var også kørt lidt træt.
Kan du beskrive, hvordan du arbejder med ”Lyst”?
Jeg har produceret en række kunstværker, som bliver udstillet på nogle podier. Så har jeg udviklet nogle kostumer, som kunne nogle forskellige ting, kan afsløre forskellige ting. Og så har jeg udviklet et handlingsforløb i det rum med de genstande og kostumer. Jeg har sat lys og lavet lyd og alt det andet ved siden af. For fire uger siden var der ikke særlig meget af det, der fandtes, så det har virkelige været en turbo produktion.
Kan du beskrive forestillingen?
Som tilskuer kommer du ind i et lokale, hvor der er en udstilling på nogle podier og jeg sidder også på et podie, som en del af udstillingen. Det har været sådan for mange tilskuere, at de ikke har opdaget, at der har været et levende menneske inde i en stor kåbeagtig-ting. Der går 5-10 minutter før de opdager, der sidder en derinde og ånder. Jeg har nogle handlinger og så går der en slags forestilling i gang, hvor jeg optræder og hvor jeg også bruger nogle af de udstillede genstande. Til allersidst er der en lille tekst.
Det vil sige, at der er et dramaturgisk forløb?
Ja, men der er ikke en historie. Du kan ikke sige, at der er en hovedperson og så sker der det og det for hende, men folk ser ligesom en kvinde i forskellige tidsaldre – før det moderne gennembrud, hvor kvinden var fuldstændig lukket til og alt er dækket. Hun løfter på et tidspunkt op i den der kåbe, så er der ikke nogen ben indenunder og lukker ned igen. Det siger noget om, en tid, hvor man ikke så en ankel eller en fod eller noget. Det spiller meget på nogle associationer, som folk får.
Lykkedes det?
Det vidste jeg faktisk ikke før publikum blev lukket ind, men det gjorde de så heldigvis. De ser ting, de ser nogle billeder og får nogle associationer, og der er rigtig mange, der har sagt: det går lige ind. Det er et lidt drømmeagtigt sprog.
Tilskuerne kommer ind i rummet og går de rundt. På et tidspunkt begynder min performance og så samler de sig mere eller mindre frontalt. Så man kan sige at det starter som en udstilling og ender som en forestilling
Hvor mange er der plads til af gangen?
Maks 30, fordi jeg gerne vil lave et rum, hvor du har følelse af, at du bliver lukket ind i et intimt rum udenfor verden og deler den sære verden. Folk har syntes, at det var morsomt og grænseoverskridende og der har været fuldt hus så nogle måtte gå igen.
Kan man måske også gå rundt bagefter, hvis man vil det?.
Man må gerne gå rundt og kigge nærmere. Men jeg går ud af rolle. Der har været rigtig mange, der har haft behov for at komme hen og sige noget, snakke og spørge til nogle ting. Og forestillingen ender et sted hvor folk er meget stille og nogen var meget berørte af det.
Det handler om lyst og om kvindens seksualitet, som udadtil har været ikke-eksisterende, men indenunder nok levet i bedste velgående. I dag er vi utrolig frigjorte, hvor det er platinblondt hår og kunstige bryster og glatbarberet. Er det det, kvinder nødvendigvis reagerer på rent seksuelt? – det tror jeg ikke. Og heller ikke mænd. Vi har nogle ydre billeder og så har vi den indre virkelighed. Min intention har været at lukke folk lidt ind i det der lukkede soveværelse. Det er en performance uden du skal stikke hånden ind i et eller andet og mærke på noget. Publikum bliver ikke udsat for noget, det har været meget vigtigt for mig, ikke at gå ud over folks grænser, det har mere været noget med at vise en virkelighed, der ligger nedenunder den virkelighed vi umiddelbart forholder os til.
Jeg har et par gammeldags dameunderbukser med hår på og der er en lille snor i som publikum ikke kan se, og den kan åbne, og inde i er der en lille ting med en vielsesring i, der sidder inde i sådan noget lyserødt satin, som sådan lidt kønsorgansagtigt, den åbner så, når jeg kan registrere, at der er nogen på vej hen for at kigge, så åbner den og når de så kigger nærmere, så lukker den. Og det er typisk noget der får folk til at fnise lidt og det handler for mig om, at kvinden ikke skulle gøre sig nogen seksuelle erfaringer.
Det, der var interessant at opleve er, at de faktisk er fokuseret på genstanden og den får fuldstændig sit eget liv, men den bliver på en måde animeret, fordi jeg sidder og kan gøre noget med den, modsat en almindelig udstillingsgenstand, der bare ligger der.
Der er nogle genstande der bare er der, som der ikke sker nogen interaktion med. På et tidspunkt bevæger jeg mig fra denne store kåbe, tager den af og indenunder har jeg en burka af blond hår, som er lavet af et kostume af hår, hvor du kun ser øjnene, Det rammer det der med at lysten er fuldstændig sit eget væsen – en blanding af en mummitrold og Venus fra Milo. Jeg har en anden måde rent fysisk at bevæge mig på i det kostume. På et tidspunkt går jeg hen til et omklædningsstativ, og tager et bibliotekaragtigt kostume på med nogle meget kedelige bukser og en bluse og sætter mit hår op og så har jeg nogle sko, med negle på og handsker med pels og negle på, og så danser hun sådan en akavet poledance, en stripperdans, Hun er lidt mere en revyfigur. Men hun rammer noget i folk: det der med at det skulle være så sexet, elegant og så er det ufikst. Hvem er æstetisk skøn i en orgasme? Det tror jeg ikke der er særlig mange der er. Så det var det, jeg gerne ville ramme med den figur og det er mit indtryk, at det også er lykkedes, folk ser det, og fniser og bliver forlegne, fordi man godt kan genkende sig selv i det der med, at det ikke er helt så tjekket, som det skulle være. Til allersidst går jeg op og siger en tekst på en måde meget uden for rolle, hvor jeg spiller på en sårbarhed, usikkerhed. Der stiller jeg mig op og siger: lyst, det er jo at være uskøn imens man oplever det skønne. Og det åbner ind til en masse traumer, en barnlighed og en hjælpeløshed. Lysten går ligesom udenom en logik vi ellers forholder os til. Det er også derfor, at der er et enormt behov for at sætte ord og billeder på og tjene penge på den og bruge den eller undersøge den, eller gøre et eller andet med den. Det er farlig, at den bevæger sig sådan fuldstændig uden for alle love og regler. Og så slutter jeg af med at sige at lysten bor i kroppen og kroppen bor i civilisationen. Og lysten rækker udover civilisationen.
Spiller du direkte til folk? Hvordan er interaktionen?
Jeg ser publikum direkte i øjnene, jeg er tøvende og usikker. Den dramaturgiske struktur skaber mange billeder og tanker og teksten peger på det her skæve univers. Lysten er i sit eget rum.
Teksten rammer forestillingen ind som en personlig forestilling, er det derfor tilskuerne får lyst til at tale med dig?
Jeg gir noget af mig selv. Folk har måske troet det var en meget personlig ting. Det har været grænseoverskridende for mig at opleve at de måske troede de skulle ind og se noget frækt. Det var ubehageligt og ikke det jeg ville, og jeg oplever det personligt på en helt anden måde.
Hvordan skaber du som performer en grænse mellem rollen og det personlige?
Jeg vrider det private over i noget fiktivt og teatralt. Det var vigtigt, at det ikke blev for personligt. Det kan være spændende, men der hvor det halter for mig vil være, hvis det bliver en undersøgelse for performeren selv.
Det måtte både være genkendeligt og muligt at leve sig ind i, og give en fornemmelse af at performeren vil noget. Men det er ikke hende selv der undersøges, det er mere en formidling, hvor værket er åbent og det er forskelligt, hvad folk ser i det. Der var et par som fortalte, de havde siddet en hel aften og snakket. Hun syntes det var ustyrligt morsomt og han synes overhovedet ikke det var morsomt, han så bare en sindssyge alvor og skam, hvor hun så det frie og fjollede. Der er ikke noget i værket, som siger at mænd er onde eller undertrykkende. Jeg havde ingen klar anelse om hvordan det ville blive modtaget. Der var meget kontroltab i det.
Var det temaet i festugen som satte dig i gang?
Ja. Det kom ikke ud af den blå luft, jeg har tidligere lavet noget lignende omkring kvinders lyst, og det betyder også at det har fået en masse opmærksomhed. Det kom bag på mig, at folk synes det var så vildt, at jeg tolkede lyst på den måde. Forestillingen indgår i et samspil med kulturugen og tager temaet ud til kanten og det var fantastisk, at de gik ind i det her eksperiment, som ingen kunne vide noget om på forhånd. Men jeg var sikker på at jeg kunne lave en udstilling og forestilling.
Vi kunne nok have spiller flere gange, men jeg ville gerne koncentrerer det, så vi opførte det her i Gudhjem i aktivitetshuset ved siden af biografen, hvor man købte billet. Jeg kender en masse folk her så det var oplagt, selvom kunstformen er fremmed her i Gudhjem.
De fleste har taget åbent imod det både de lokale og turister. Og det er modigt, at folk kommer selvom de ikke ved hvad de går ind til. De ved ikke om de bliver udstillet. Det er bare en anderledes visuel oplevelse, men interaktionen kan i sig selv virke skræmmende. Jeg tænkt selv: Nu gør jeg det bare.
Jeg valgte et billede som jeg syntes visuelt var sjovt til Kulturuge avisen. Det var et nøgent kvindeunderliv. Men Bornholm er et lille sted og folk gik meget op i om det var mig. Det var ubehagelig. Måske gik jeg over stregen, men jeg kunne lide billedet fordi det lignede virkeligheden. Der et spørgsmålstegn? Er det lyst? Er det mandens lyst, var der en som spurgte? Er der for meget hår? Der er forskellige reaktionsmuligheder.
Men du løber en risiko?
Ja forestillingen skaber en reaktion når en nede på havnen spørger: Er det dig? Det glider jeg af på og skubber fra mig Det må du selv tænke over! Jeg prøver at markere en adskillelse fra mit personlige liv. Og det tror jeg også dem der ser det, bliver klar over. Det lykkes at holde det som et værk der har sin egen mekanik. Jeg gir det så liv, idet jeg åbner for en sårbarhed, som jeg lukker for igen når værket er slut. Der er en beskyttelse i selve værket. Det er vigtigt at skabe en distance. På skolen i Norge blev vi udsat for hård kritik. Vi lærte at fokusere på spørgsmål som: Er det klart? Hvordan får jeg det til at lykkes? Hvor er værkets grænser?
Hvordan arbejder du med grænserne?
Hvordan får jeg publikum til at gå rundt og se men ikke røre. Jeg sidder og er lukket inde i mit kostume og kan ikke sige noget. De skal opdage rummet, og at der sker noget så de placere sig så de kan se. Der var ganske vidst også en aften, hvor der var fire som sad bag mig uden at se noget som helst, men de syntes så også det var rimeligt dårligt. Men derfra er det ret naturligt, at folk forholder sig som tilskuere. Jeg bryder rummet ind i mellem, men det fungerer fint.
Kulturugen har givet mig helt frie hænder. Jeg var ved at aflyse, men de fandt lidt flere penge så jeg sagde ja. Jeg er blandt dem som bor her og mit bidrag var et nyt grænsefelt, som jeg håber, vil være nyskabende.
Kunne det bruges til undervisning eller til samarbejde fx med kunstmuseet?
Det er klart det er et speciale jeg dyrker, som jeg ville kunne tale om, men det er svært at lære fra sig, man skal se det. Men jeg kunne godt tænke mig at lave udstilling med levende mennesker, ikke nødvendigvis skuespillere. Hvordan kunne man lave det og hvordan kunne det opleves? At inddrage lokale vil være oplagt, men for mig skal der være et rum eller et kunstnerisk bearbejdet univers som de kommer ind i, så det rækker ud over det vi ser til hverdag. Jeg ville gerne lave installationer på kunstmuseet, Det er fantastiske lokaler, men kunne lave en slags levende statuer, som forholdt sig til de givne rum eller malerier og forstærker en atmosfære. At bringe det levende ind i museet kan noget særligt. Det kan mærke og man ser på en ny måde.
Fotos fra Lyst er af fotograf: Justine Høgh
Erik Exe Christoffersen, lektor ved Dramaturgi Aarhus Universitet. Anne Basse, studerende ved Dramaturgi Aarhus Universitet