Ironien taler sit tydelige sprog
Af Kristoffer Spender
Von Baden er tilbage på Teatret Svalegangen efter 5 års fravær, i en absurd forening af landbrug, stress, sex, vold, griseskrig og derudover en ordentlig portion ironi. Velbekomme.
På vej ind i salen tilbyder to mænd i jakkesæt på flæskesvær, og forestillingens anslag serveres mens man sidder på sin plads og gumler lidt på stegt hud fra en gris. Salslyset er ikke gået ned endnu, men griselyde overdøver publikums småsnak. Lydene kommer bagfra men nærmer sig langsomt. Skuespiller Anders Brink Madsen kæmper sig vej mod scenen, hans eneste hjælp er en rollator og de kraftanstrengelsens skrig, man først troede var griselyde. Anslaget er en tydelig markør, af at mennesket og grisen er side om side. Rollator, griseskrig og Anders Brink Madsen ender på en scenen, som består af simple, men væsentlige genstande. Planker af træ fylder scenens sider og baggrund, og det der skiller forgrund fra bagrund er et gennemsigtigt ´tæppe´ af plastisk. Gulvet er fyldt af muld. Der er ikke meget scenografi, men på rigtig jysk manér, er lidt også godt nok. Midt på scenen hænger en løkke, og lige inden Anders Brink Madsen hænger sig falder hans ord tørt: ”Tak for kaffe”.
Anders Brink Madsen i forgrunden, bag plastikken står en gris/præst med en machete.
Landsbrugsdrømmen.
Næsten som i en fortælling af Morten Korch følger vi så John, også spillet af Anders Brink Madsen, som arver sin fars gård. John har slet ikke lyst til at flytte tilbage til gården, da minderne om døde dyr og faderens ondskab, stadig huserer et sted i hukommelsen. Johns kone Lone, som spilles af Henrik Vestergaard, overtaler ham med kvindelist til alligevel at flytte tilbage. Kun med læbestift forvandler Vestergaard sig til kvinde og så er vi med på præmissen. Idyllen har sænket sig, dog kun for en kort stund, som en varmepude over John og familien. Lone planter en terapihave, alt imens kærligheden mellem dem blomstrer på ny. De slipper dyrene løs, og lader dem frit gå rundt i naturen. Alt ånder fred, bortset fra verdens største hæmoride som sidder i Johns røv – og den klør.
Intet viser sig at være, hvad det burde være, og drømmen om det økologiske landbrug forvandler sig hurtigt til et økonomisk mareridt. Da John åbner ladeporten, åbner han også for sine fortrængte minder, og som livet kræver det, skal der mad på bordet.
På lander lugter der af lort. Landbrugsstøtten lader vente på sig, og økologi og økonomi er ikke ligefrem de bedste venner i en presset krisetid. Det dyriske overlevelsesinstinkt slår til, når mennesker bliver presset. Det gode er ikke godt for noget. Desto friere grisene er, desto dårligere smager kødet. Den gode hensigt bliver sat i karantæne indtil økonomien hænger bedre sammen. Der er vendt op og ned på det gode og det onde i denne række af absurditeter.
Overdrevet og underspillet
Ekspressiviteten bliver presset til sit yderste i en vanvittig sex-scene mellem Anders Brink Madsen og Henrik Vestergaard. De to figurer forenes på bestialsk vis henover to hvide plastikhavestole. I sexhandlinger, der ikke overlader meget til fantasien, oplever vi deres næsten dyriske samleje. Anders Brink Madsen spiller ganske glimrende. I starten som en stiv træmand uden alt for store armbevægelser. For derefter at smide tøjet og alle sine hæmninger. Hans muskler er tydelige i et godt spil med lyset, som understreger et ekspressionistisk virkemiddel. Henrik Vestergaard skal have ros for sin gestaltning af en kvinderolle, uden at forfalde til et stereotypt spil. En dyrisk sex-scene kontra den jyske attitude, som er totalt underspillet eksemplificerer absurditeten som det spændingsfelt, der er mellem genkendelighed og ekstremt ekspressionistiske elementer. Det er i det spændingsfelt, at humoren opstår.
Da de for første gang spiser kød fra deres grise, brækker de sig i en lind strøm, og den efterfølgende montageteknik med få øjeblikke i totalt mørke, viser os en forvandling til den mere forvrængede og ekspressive spillestil. Denne scene udgør et vendepunkt for den samlede forestilling, og vendepunktet er markeret med et stilskifte der nærmer sig revyens tempo og situationskomik. Langsomt forvandles personerne til de grise de spiser.
Den sorte humor og det absurde
Frederik Meldal Nørgaard spiller alle forestillingens resterende figurer. Præsten, lægen, advokaten, John og Lones datter Mia og fortidens spøgelse. Alle figurerne er navnløse kollektivroller, og de er smeltet sammen i en person, hvilket understreger det helt absurde i forestillingens sorte og komiske univers. Den sorte humor er velvalgt i denne sammenhæng, for ligesom sort beror på hvid, beror komik på tragedie. Det er i spændet mellem disse ekstremer, at det absurde opstår. Når konen Lone tørt foreslår John, at han skal lokke grisene med lidt mad og så lige hugge macheten i nakken på dem, mens de ikke ved det, så griner vi. Den sorte humor fungerer, fordi rammen er absurd, og tonen er grov og ironisk. Mens John tæsker dyrene, ser vi ham også med en skål, kaste grisenes blod op på plastikken. Han er ansvarlig for det blod der spildes. Scenografien af Laura Rasmussen rummer både den råhed og enkelthed, der er på spil i forestillingen. Hvad der sker i laden, bliver i laden, men vi har fået lov til at kigge lidt ind.
Ekspressionismen og absurdismen er to tæt forbundet retninger, og forestillingen formår på fin vis at væve disse retninger sammen, således at de ikke forstyrrer hinandens tilstedeværelse. Vi har endvidere at gøre med to ekstremer, og det på flere niveauer. God kontra ond, underspil kontra voldelige fysiske tendenser, genkendelighed og fremmedhed. Det er i spændingsfeltet mellem ekstremerne at absurditeten og den sorte humor har sin ubestridte plads.
Ironien som et tydeligt budskab
Man opdager hurtigt ironien. Allerede første replik: ”tak for kaffe” og den derefter galgedinglende Anders Brink Madsen leder tankerne hen på ironiens komplekse veje. Hvem har ikke hørt nogen sige tak for kaffe i en ironisk vending før? Forestillingens taler sit tydelige sprog, nemlig det ironiske. Den sorte humor i forestillingen er muliggjort igennem den ironiske form som forestillingen bærer. Man skal som tilskuer gætte sig til hvad de egentlig prøver at sige med forestillingen Umælende kræ. Hvis det efter oplysningstidens forståelse, af ironi blot er det modsatte af det man siger, så er forestillingen ret flad i sin udsigelse. Men det er ikke det ironi begreb forestillingen bruger, den er mere kompleks end blot sin egen modsigelse.
Fra venstre Frederik Meldal Nørgaard, Henrik Vestergaard og Anders Brink Madsen. Samt døde grise i baggrunden.
Både det ene og det andet
Forestillingen er let tilgængelig, og det samme er humoren i den fine tekst af debuterende dramatiker Kasper Colling Nielsen. På overfladen er det en rigtig underholdende forestilling. Men alligevel er det som om, at forestillingens egentlig udsigelse er en anelse uklar. Handler den reelt om, at vi behandler dyr dårligt, at stress slår os ihjel, at ondskab går i arv, at vi behandler hinanden som dyr osv? Ironiens slør hænger over indholdet. Ikke desto mindre var den velspillet og man mærker et godt internt samarbejde. Hvis vi følger tanken omkring ironien lidt endnu, er det måske her den egentlige udsigelse gemmer sig. Den handler både om det ene og det andet på en sådan måde at der ikke behøver være en mening med galskaben.
Det er ikke en forestilling for sarte sjæle, da den er tilsat en stor mængde vold og sex, men samtidig er den også morsom og underholdende, fordi den insisterer på at være ironisk fra start til slut. ”Tak for kaffe”, siger jeg bare.
Umælende kræ spiller på Teatret Svalegangen i perioden 7. november – 29. November. Dramatiker Kasper Colling Nielsen, Iscenesættelse Per Scheel-Krüger fra Von Baden, scenografi Laura Rasmussen, Lysdesign Jonas Kongsbach (Svalegangen) og Lyddesign Anton Bast (Svalegangen).
Medvirkende: Anders Brink Madsen, Henrik Vestergaard og Frederik Meldal Nørgaard.
Kristoffer Spender er bachelorstuderende ved Dramaturgi på 5. semester, samt instruktor i fagene Teaterhistorie, Værkanalyse og Performing Shakespeare. Foredragsholde og dramatisk ansvarlig i Teatergruppen Troperne.