Det røde rum på store scene
Af Janicke Branth
Det er nok en tilsnigelse at tale om Det Røde Rum på Skuespilhusets store scene, for reelt er der kun tre skuespillere fra dette ensemble med i forestillingen. Alligevel formidler Elisa Kragerups opsætning af Romeo og Julie den samme legende energi og kropslighed, som ensemblet har udviklet i Det Røde Rum.
Det er fuldt berettiget, at Elisa Kragerup nu får lov til at folde sit talent ud i det store format – og det lykkes et meget langt stykke hen ad vejen. Denne gang har hun Steffen Aarfing med sig som scenograf. Aarfing har valgt at afgrænse det store scenerum bagtil med en klatrevæg, der også kunne minde om en madras. Med denne kæmpe skal eller fremskudte rundhorisont og en gangbro skudt ud gennem de forreste rækker i parterret får vi en relativt smal scene og et ensemble i tæt kontakt med publikum. Også i højden, for der kravles og spilles næsten lige så meget vertikalt som horisontalt. Man kunne kalde det en genfortolkning af den Elizabethanske scene, som var en neutral, åben platform, der udgjorde ”et diagram af et tredelt univers” med Peter Brooks ord. Her er Shakespearescenens balkon så erstattet af stigtrin på klatrevæggen. Øverst befinder fyrsten af Verona sig hævet over alle andre. Med Signe Egholm Olsens hvidsminkede ansigt og renæssancekjole bliver fyrsten en fyrstinde, en mellemting mellem gudinde og dronning Elizabeth I, som fra sit ophøjede niveau, forestillingen igennem, betragter alle begivenheder i sublim isolation. Hun er både ophøjet hersker og en udeltagende gudinde, som lader volden eskalere uden at gribe ind med andet end et par formaninger i starten af stykket for at markere sin status.
Udover denne markante baggrund, har scenografien begrænset sig til to instrumenter, et klaver og et flygel på hver side af forscenen. Begge instrumenter bruges både til musik og til at fremkalde lyde af de slag, der markerer karakterernes fysiske udfald imod hinanden. Hele vejen igennem stykket arbejdes med mimede stagefights, som netop virker så voldelige i al deres fysikalitet kombineret med lyd. Kostumerne er enkle og stort set helt moderne kostumer.
At det verserende fjendskab imellem Capulet’er og Montague’er handler om ingenting markeres fra starten. Forestillingens ensemble er anbragt på to klaverbænke på forscenen og prologen er lagt i munden på Mercutio, men allerede før de er kommet helt igennem denne indledende monolog, starter der en strid mellem ham og Tybalt om teksten i manuskriptet og om, hvor længe forestillingen varer. Striden udvikler sig hurtigt til et benhårdt slagsmål og så er kampen i gang.
Ensemblespil
Denne opsætning af Romeo og Julie er om noget en ensembleforestilling. Ikke alene er alle skuespillerne til stede på scenen gennem hele forestillingen, men instruktøren har også formået at bringe ånden fra Det Røde Rum med sig og man får lov til at opleve, hvad et ensembleteater kan i en tid, hvor de store teatre ellers har så travlt med at skære ned på deres faste ensembler. Hurra for det. Men det udpeger også i hvor høj grad en fast tilknyttet og begavet instruktør er en forudsætning for, at det kommer til at fungere på den lange bane. Den store kvalitet, som dette ensemble giver forestillingen, er en række scener, der foldes ud og blomstrer som lynskarpe dramatiske situationer: Julies bøn til faren om ikke at blive gift med Paris er her gnistrende klar og kold, Prins Paris voldsomme dans og omfavnelse af Julie tegner billedet af en mand, som vil eje. Elisa Kragerups greb sammen med Aarfings scenografi gør det muligt at ’klippe’ fra den ene dramatiske situation til den næste helt uden teatrets ofte fodslæbende etablering af scene efter scene. Med sit stærkt teatrale greb trækker hun på filmens evne til at flytte os fra moment til moment, og det befrier hele opsætningen fra ethvert skær af ’klassiker’. Det er mere end godt gået.
Den forsmåede prins Paris, der normalt spilles på sin egen kedsommelighed, er her i Peter Plaugborgs skikkelse en nar – ikke den kloge shakespearske nar, men en nar som er skåret over Commedia dell’Artens Capitan, både når han frier til Julies far (Michael Birkkjær) og når han i øvrigt kommer i nærheden af Julie. Med sin tegning af figuren trækker Plaugborg en komisk linje gennem hele stykket, endda med over i den tragiske anden del. Julies amme i Tammi Østs runde, grå skikkelse har aldrig været mere komisk kærlig overfor sin plejedatter og scenen mellem den længselsfuldt ventende Julie og ammens drillende tilbageholdelse af beretningen om sit møde med Romeo er mesterligt spillet uden at blive solospil. Peter Christoffersen får nærmest et gennembrud med sin verbalt skarpe og kropsligt ekvilibristisk Mercutio. Han giver præcis rollen den vrede og intellektuelle hjerne, den er skrevet til, og Jesper Hyldegaard giver sin Lorenzo det klodset velmenende, der gør scenerne mellem ham og det unge forelskede par både komiske og lurende.
Komedie og tragedie
Trods klanfejden er Romeo og Julie i første del præget af det komiske. Sprogligt er den en verbal fest af ordguirlander og ordspil, som ryger duellerende over scenen i et tempo og med en skarphed som krydsende klinger (Niels Brunse i sit es). Ligeså poetisk flyder sproget mellem de to topforelskede protagonister, der i denne opsætning bogstavelig talt svæver mellem himmel og jord allerede ved det første møde. De forelsker sig med ord, krop og sjæl og flyder sammen et sted oppe på de mange stigtrin, mens klatrevæggen forvandles til en himmel af blinkende stjerner. Så langt så godt og meget indtagende.
Men stykkets udfordring ligger i, om man kan få den mere komiske første del til at vokse til en tragedie i anden del efter drabet på Tybalt. Romeos forvandling fra adelig gadedreng til en ædel yndling, der vender den anden kind til og ikke lader sig provokere, vender stykket til en tragedie med al den patos, det kræver. Romeo vil lægge sig imellem, da Tybalt (Troels Thorsen) og Mercutio udfordrer hinanden, men med det fatale resultat, at Mercutio bliver dødeligt såret og Romeo derfor må dræbe Tybalt, Julies slægtning. Spørgsmålet er så om Romeo og Julie er stærkt nok tegnet i første del til at give os den oplevelse af patos, som er motoren i anden del. Det er f. eks. den patos, der markeres konstant i Prokofievs musik til balletten, og som slår en langt dybere tone an end denne opsætnings. Næsten karakteristisk høres Prokofiev først som en klaverøvelse, før den fuldtonende strømmer fra højtalerne.
Thomas Hwan og Danica Curcic
De to hovedroller spilles af Thomas Hwan og Danica Curcic. Den kærlighed der opstår hos Romeo, da han møder Julie, efter sin første forelskelse i Rosalinda, må nødvendigvis være noget andet. Men denne iscenesættelse, der ellers forholder sig ekspressivt stiliseret til skuespillet, slår her om i ’naturalisme’, når det gælder de to protagonister. Genkendelige ind til det hverdagslige bliver de som to teenagere i skoledress. Ingen distance men et spil og en stil, der appellerer til direkte identifikation. Romeo og Julies ukunstlede væren sættes her overfor omverdenens stiliserede væren. Det giver god mening, men er det nok til at give stykkets tragiske dimension den patos, det er skrevet til? Lige knapt nok. Danica Curcic spiller Julie med stor kraft og overbevisning, hun er rørende og ivrig i sin længsel og forelskelse. Det sammen er Thomas Hwan, som en meget drenget Romeo. Men de er netop rørende. De bliver mere to ofre for de voksnes verden end to helt særligt elskende. Dermed bliver fortællingen også lidt mindre.
Under fyrstens epilog om den fred, der forener de to slægter ved de unges ligfærd, starter et nyt slagsmål mellem de to fædre fædre – Capulet og Montague – på samme måde som Mercutio og Tybalt i starten af forestillingen. Her lades alt håb ude om en bedre verden. I forestillingens sidste billede blændes op for tragedien: Her fuldbyrdes princippet om at lade de døde blive stående på scenen som statuer i resten af forestillingen ved at lade resten af ensemblet forsvinde ind i klatrevæggen på forskellige niveauer over og under hinanden. Som de står dér stivnet med ryggen til publikum, kunne det minde om den belgiske maler Magrittes surrealistiske billede ’Golconda’, hvor en række ens mænd svæver ubevægeligt over/foran en række hustage. Og selvom forestillingen ikke tilstræber den anonymitet, som ligger i Magrittes billede, så ender forestillingens karakterer for så vidt også som figurer på et lærred.
Fanget i en scenografi?
Er forestillingen alligevel lidt låst af et meget stramt scenografisk koncept, som med sin klatrevæg bliver bastant symbolsk? Bliver den mindre det universelle diagram, som lå i det elizabethanske scenerum? På den ene side er konceptet forførende med sin enkelthed og sit vertikale tilbud, på den anden side insisterer det for meget på sig selv som billede til at ”jage tilskueren gennem en ubegrænset række af illusioner”, som Peter Brook udtrykker det. Også derfor kan tragedien ikke helt komme til at udfolde sig i forestillingens anden del.
Men forestillingen er en ’fest’ med sit gennemarbejdede ensemblespil, sin evne til sømløst at formidle fortællingen med legende fysikalitet, enkle teatrale løsninger og et medrivende dramatisk flow. Den peger på et meget vellykket resultat af en langsigtet kunstnerisk strategi for skuespillet.
Romeo og Julie spiller i Skuespilhuset 7.nov – 13. januar 2015. scenografi Steffen Aarfing, lysdesign Jonas Bøgh, Lyddesign Jonas Vest, Koreografi Signe Fabricius, Oversættelse Niels Brunse, bearbejdelse Elisa Kragerup og Louise W. Hassing.
Medvirkende: Thomas Hwan, Danica Curcic, Peter Christoffersen, Helle Fagralid, Peter Plaugborg, Troels Thorsen, Tammi Øst, Jesper Hyldegaard, Michael Birkkjær, Ditte Gråbøl, Henrik Jarndorf, Signe Egholm Olsen.
Janicke Branth er dramaturg cand. phil, medlem af Peripetis hovedredaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.