Kunstneren og samfundet
Af Birgitte Dam
Astrid Saalbach har skrevet et fiktivt drama, Frisørerne, der i opførelsen på FÅR 302 begynder i en genkendelig frisørsalon, som er genstand for en midaldrende kvindelig forfatters skjulte research. Kvinden, der fremtræder forhutlet og forvirret, vil undersøge kvindeligheden. Salonen synes at være en oplagt lokalitet til formålet, med sin vrimmel af kvindelige ansatte og kunder, der repræsenterer samtiden og samfundet bredt, samt hårets mytisk-symbolske konnotationer af kvindelig fascination. Stykket slutter med frisørernes hævn over lureren, der følges metafiktivt op af, at forfatteren eliminerer frisørerne og afslutter historien og stykket. I slutningen er den sølle skyldtyngede skribent forvandlet til en mandekvinde med en powerfuld udstråling klædt i sort tryllekunstnerkostume med høj hat over det sminkede ansigt og tjavsede hår. Teatrets magi som ironisk greb.
Som om et fiktivt og et metafiktivt lag ikke kunne være nok, har Saalbach for nyligt udgivet en autofiktiv satirisk roman, Klapperslangen[1], der angriber magtforholdene i teaterverdenen med udgangspunkt i hvordan mandlige, mainstreamorienterede teaterchefer ikke blot sylter stykket Frisørerne og udsætter forfatteren Astrid Saalbach for kunstnerisk censur, men også snyder hende for hendes honorar. Romanen skildrer intenst den eksistentielle identitetskonflikt, der bliver følgen af stormvejret omkring afleveringen af skuespillet. Og sjovt nok findes en krydshenvisning i Frisørerne, hvor ’forfatteren’ føler sig ”holdt ude” af alle ”røvhullerne”. ”De skal komme til at fortryde, finde en slange en dag i den lune seng”.. Klapperslangen skal med her, ikke blot fordi den har skabt nyfigenhed omkring premieren på Astrid Saalbachs nye stykke, men også for at demonstrere, hvordan forfatteren forstår at lege kispus med publikum omkring begreberne virkelighed og fiktion. Den flydende grænse herimellem er et overordnet tema i dramaet. Samtidig inddrager Saalbach tekstens ’cirkulation’ og intertekstuelle referencer som en del af dens betydning og debatskabende hensigt.
Sædeskildring med kvindekritik
I Stine Martinsens scenografi udspilles dramaet i et klaustrofobisk lukket rum, hvor figurerne er fanget i salonens spejlverden med uhyggelige døre og forhæng. Et glimrende udtryk for den saalbachske dobbelthed mellem realisme og noget skævt, absurd, pintersk.
Man kan se dramaet som en symbolsk indre kvindekonflikt, idet der udvikler sig en modstilling af den kollektive protagonist, gruppen af unge kvindelige frisører, Mette (Lykke Sand Michelsen), Jorun (Sofia Nolsøe) og Trine (Katrine Høj Andersen) og den intrigerende antagonist, den midaldrende forfatter (Jannie Faurschou). Frisørerne lever i ubevidst, uoplyst naivitet i deres kælder. De er på en måde UDENFOR samfundet. Er i den mest positive forstand søde, solidariske og sexede, men også pæne og kontrollerede piger, der loyalt sminker og trimmer andre kvinder til mands- og markedssamfundet. De er passive jeg-svage repræsentanter for iscenesættelsessamfundet og ”det uægte moderne”. De bliver da også snydt og bedraget af den snarrådige Boogie (Ene Øster Bendtsen), der kommer fra Østeuropa og har lært noget af sin kriminelle undertrykker af en kæreste. I modsætning til frisørerne er forfatteren sjusket, uden kontrol over sin krop, aggressiv, oprørsk og i krise både som kvinde og som forfatter. Hun har moralske skrubler over at have forgrebet sig på andre mennesker i den kunstneriske friheds navn. En antihelt – med styrke til at vise sit sande, grimme ansigt og hævne sig, men som farer vild i virkeligheden om dagen og har mareridt om natten.
Seksualitet skildres som en (latterlig) kraft, som alle kvinder mislykkes mere eller mindre med. Der er ingen harmoni/ømhed mellem kønnene, og forholdet mellem mor og barn er enten for symbiotisk eller præget af svigt og overdrevet selvrealisation. Findes der en ikke-mislykket kvinde? Stykket er fuldt af hævn og vold, tabere og vindere. Kvinder optræder både som offer og bøddel indbyrdes. Forfatteren demonstrerer på en gang, at kvindens uformåen, traumer, afhængighed og forvirring skyldes fremmedgørende, syntetiske idealer bestemt udefra af markedssamfundet og mændene, så identiteten skrider. OG er et resultat af kvindernes egen selvundertrykkelse. Figuren Muggi spørger fx frisøren Trine, om hun har det godt med sin mor. ”Ja”, svarer frisøren glad. ”Du er også en helt anden ureflekteret type” (end Muggis datter, der ikke vil se sin mor), replicerer Muggi.
I Frisørerne tager Astrid Saalbach også et opgør med sit eget køn.
Kollektivt drama
Det kollektive drama er bygget op på et skelet af et dobbelt klassisk spændingsplot, æske i æske. Det inderste kunne vi kalde ’Boogie narrer Mette, Jorun og Trine.’ Det yderste, der indeholder et overskridende brud, ’Forfatteren narrer frisørerne’/ ’Astrid Saalbach narrer tilskuerne’. Som kød på skelettet er påsat en lang række små historier og handlinger, forbundet med de agerende frisører og kunder, monteret som perler på hovedsnorene.
Montagen med dens mange skiftende personaer på ’catwalken’ iscenesættes af instruktøren Søren Iversen i et højt tempo som en flimrende mosaik. Skuespillerne spiller flere roller, som de binder sammen fysisk, så de spejler sig i hinanden. Effekten er depersonalisering og fremmedgørelse. Strømmen af karakter- og parykskift er et glimrende billede på fremstillingen af kvinden som omformeligt ler og kræver i den grad, at skuespillerne sliber deres redskaber til præcision. Forestillingen er imponerende og underholdende spillet, ikke mindst af Jannie Faurschou i et hav af roller.
Karaktererne er således ikke individuelt udfoldede, alle er typiserede. Nogle har flere nuancer end andre, men klichéen lurer i satiren, og for mange figurer er forudsigelige karikaturer og tegneseriefigurer. Opvisningen får efterhånden revyens karakter. Frisørerne har nuancer: Trine er afhængig af kærlighed og sex, men også den kreative, populære frisør. Mette er overdrevet MOR, men også tydeligvis ensom og definerer sig selv ud fra et stort alderskompleks. Boogies fortid som flygtning på Balkan gør hende både farlig og sårbar. Hvorimod både Muggi, den selvoptagede, modne kvinde, altid på farten, den gamle kvinde og den lesbiske unge pige er rene parodier. Bikaraktererne udfoldes stadig mindre mod slutningen.
Genrehybrid
Genremæssigt er stykkets udgangspunkt en repræsentativ realisme forankret i en historisk og samfundsmæssig virkelighed med dens steder, ting og dagsordener. Men forfatterens opdukken som et fordækt fremmedelement og Boogies aura af tonede ruder og nådesløse bagmænd får den kendte virkelighed til at skride med sine træk af gyser, thriller og absurd teater. Mareridtet og fantasiens gyngende grund vokser i sidste dels hævndrama, og dramaturgien får træk af drømmespillets flydende fortælleform, hvor tiden og rummet kan suspenderes, og grænsen mellem det indre og det ydre ophæves. Søren Iversen stiliserer således frisørernes hævn og overfald på forfatteren som en ond drøm (i forfatteren?): mørke, dunkle lyde og figurer, der bevæger sig rundt i langsom dæmonisk rytme. Frisørerne snuser sig til deres offer i en sanselig væren, som slutter med slag, spark og voldtægt som i en actionfilm: ”Du kender os ikke, du tror vi er noget i dit hovede”, ”spiller tosset”, ”suger sjælen ud”. Drømmespillets dramaturgi og ’underliggørelse’ som virkemiddel er typiske træk for dramatikeren. I Frisørerne brugt integreret i plottet og mere demonstrerende end undersøgende.
Den legende form topper i skuespillets ’tragiske’ afslutning, hvor karakteren Forfatteren afslører sig som ophav til det hele. Alt er fiktivt, iscenesat, det er Forfatteren, der har bestemt, at Trine bliver forladt af Tommy, at Boogie bliver dræbt, ligesom hun som en anden gud har magt til symbolsk at tage livet af den ”mislykkede” kvinde. Trine: ”Vi troede, vi var rigtigt levende mennesker”. F: ”Det er kunsten”. Forfatteren afslutter historien ved at trykke på en computertast. Puf! ”Alt har en ende”. ”Du tror du er Gud?” ”Jeg har ikke storhedsvanvid, ikke så meget”. I disse replikker lyser Saalbachs komisk-ironisk form.
Fokus på forfatteren
Forløbet sætter forfatterproblematikken i centrum. Første dels forvildede forfatter, der ville dø af skyldfølelse, er som nævnt i slutningen forvandlet til en androgyn magtfuld karakter, der virkningsfuldt iscenesættes som en blanding af Boogies truende dræbermand Giorgio med sorte handsker og en magikers overvirkelige kunnen. Gennem forfatterfigurens to ansigter skaber Astrid Saalbach tematisk en dialektik mellem forfatterens etiske ansvar i forhold til sine omgivelser og hendes suveræne frihed til at afbilde og skabe sin historie, et samfund og en hel verden af figurer, der kaster lys over den såkaldte virkelighed. Forfatteren: ”Jeg ser jer, prøver at få andre til at se jer … jeg tager ikke kun, jeg giver også, evigt liv måske.” Stykket giver de uambitiøse kvinder en over snuden, men handler måske især om kunstnerrollen.
Fiktivt og faktisk flyder i Frisørerne på godt og ondt. Det er lag, man nemt forvilder sig i, som frisørerne, der farver og sprayer identiteten på, henter adfærd fra pornofilm etc, og forfatteren, der vågner mærkelige steder og bliver taget for butikstyveri. Men fiktion kan også skabe billeder af virkelighed, der afslører, forkaster og sætter gang i refleksion. Eller forfører ved sansning og følelsesmæssig nærhed.
Patos og ironi.
Når Saalbachs kritik er bedst, sætter hun ironi sammen med patos, således at relativeringen af personerne ikke står alene, men balanceres af en positiv identifikation og et mørkt sug i maven på iagttageren. Det har Frisørerne fine eksempler på. Som scenen med søsteren, der det ene øjeblik hælder aggressioner ud over en politiker, og det næste svinger saksen over sin kræftsyge søster, da frisøren ikke kan få sig til at klippe det skønne hår af. Iscenesættelsen får det bedste frem i scenen ved at understrege gruen, idet klipningen ledsages af den syge kvindes vedvarende gråd, samtidig med at billeder fra hendes ipad af processen danser i mørket efter scenen. En anden stærk scene, der rammer udvekslingen mellem tragik/følelse og komik/ironi, handler om en lidende brud, der er jomfru på grund af en totalt lukket krop, men – som i eventyret – har haft held med at holde gommen hen i syv måneder. ”Hvor må han elske dig”, henånder Trine, hvorpå de empatiske frisører, meget morsomt, tager fat på at løse problemet helt håndgribeligt. Søren Iversen giver scenen et dejligt poetisk efterspil, hvor den hvide brud danser rundt med sine blondetrusser højt løftet i hånden.
Som samtidsteater er forestillingen vedkommende, fordi den drejer sig om nutidige, levende mennesker og er velgørende ærlig og ikke-politisk-korrekt. Men måske kræver stoffet nogle skarpere greb. Teksten er udfordrende i sin kompleksitet, men mindre gennemført m.h.t. spændstighed. Stykkets humor og hemmeligheder gør sig dog langt hen på scenen i Søren Iversens meddigtende iscenesættelse af et hold dygtige skuespillere.
Københavns Teater Observatoriums gæstespil i Teater Får 302, København. Frisørerne. Dramatiker: Astrid Saalbach. Instruktion: Søren Iversen. Scenografi : Stine Martinsen. Kostumier: Camilla Lind Lysdesign: Søren Knud. Lyddesign: Jes Theede. Medvirkende: Jannie Faurschou, Sofia Nolsøe, Katrine Høj Andersen, Ene Øster Bendtsen og Lykke Sand Michelsen.
Birgitte Damercand.mag i dansk og teatervidenskab. Underviser og free-lance teaterskribent
[1] Astrid Saalbach: Klapperslangen, Gyldendal 2014