Tilskuerne sendt til tælling
Af Janicke Branth
Det ligner en tanke, at vi lige nu møder en række forestillinger på de danske scener, som beskæftiger sig med tilskuerens forhold til politiske forbrydelser. Vi inviteres ikke bare til at iagttage konsekvenserne af store historiske fejltagelser (for nu at bruge en eufemisme), forestillingerne handler om tilskuerens skyld. Vi ser det på Odense Teater, på Teatret Møllen i Haderslev og på Betty Nansen Teatret i København.
Scenografi
På Odense Teater blændes op for klassens time med en anskuelig scenografi: Forestillingen spilles på Sukkerkogeriet, der er et fleksibelt scenerum, som i tidens løb har haft mange forskellige publikumsopbygninger. Til Vores Klasse har scenografen Rikke Juellund valgt en helt traditionel opbygning med en kukkasse for enden af salen og publikum i en traditionel opstilling. Ikke for at udelukke os fra de sceniske begivenheder som i det traditionelle teater. Tværtimod er vi så klart medspillere. Kukkassescenen, der viser sig at bestå af blålige klassiske tavlebelægninger på alle sider, rummer endnu et forhøjet scenerum, der spejler tilskuerpladserne og efterhånden bruges til de af spillerne, som så at sige bliver ’slået ud’ i løbet af det dramatiske forløb (dør), og som da må iagttage de videre begivenheder herfra. I starten fungerer det som et rum, hvor man kan skille sig ud, senere et sted man kan skjule sig og betragte de andre fra sit skjul.
Natali Vallespir Sand, Nana Christine Morks, Youssef Wayne Hvidtfeldt
Imellem dem og os har vi så den scene, hvorpå begivenhederne udvikler sig stadigt mere grusomt. Skuespillerne skaber med taburetter og skoleborde som eneste rekvisitter et konstant varieret rum. Scenen kan være et klasseværelse, en skov, en gade, byens centrale torv og til sidst den forfærdelige lade, hvor flere hundrede polske jøder blev brændt levende.
Det historiske udgangspunkt
Stykket er en dramatisering af en bog Sasiedzi (Naboer) The destruction of the Jewish community in Jedwabne, Poland af historikeren Jan T. Gross fra 2001. Massakren blev efter krigen tilskrevet nazisterne, men Gross dokumenterede i sin bog, at det var den lokale polske befolkning selv, der begik pogromen på de 340 mænd, kvinder og børn af jødisk oprindelse. Officielle polske undersøgelser har senere bekræftet denne dokumentation.
Bogen blev dramatiseret af Tadeusz Slobodzianek i 2008 og vakte både forargelse, debat og furore i Polen, hvor forholdet til jøder stadig er mildest talt ambivalent. I 2011 blev mindesmærket for denne forbrydelse således vandaliseret.
Dramatiseringen
Slobodzianeks dramatisering er struktureret i 14 ’lektioner’. Handlingen strækker sig over 80 år fra 1925 – 2003. I den første lektion møder vi de ti karakterer som skoleelever i samme klasse, fem jøder og fem katolikker. Handlingen slutter i 2003, hvor stort set alle er døde. I første lektion er de børn, som drømmer om fremtiden, småforelsker sig og har de små kontroverser, som børn altid har i den alder og på det klassetrin. Alt er så normalt, så normalt. Men snart slår de ydre politiske begivenheder deres første sprækker i klassens fællesskab. De første årstal og navne skrives med kridt på ’skoleklassens’ vægge, mens vi følger elevernes udvikling, de stadigt større sprækker i deres sammenhold og især adskillelsen i katolske polakker og polske jøder. Nogle af de polske elever går efter skolen ind i modstandsbevægelsen mod den sovjetiske besættelse af Østpolen, hvor Jedwabne ligger. Andre bliver stikkere. Kammeraterne, som nu ikke længere er elever, er på vej med deres uddannelser og vi er et langt stykke oppe i 1930’erne. Nogle af dem bliver gift og nogle af dem med hinanden.
Og så kommer det store pres fra nazisterne, som nu har erobret Østpolen fra russerne i 1939, og forfølgelsen af jøderne tager fat. En af de jødiske kvinder bliver voldtaget af sine polske klassekammerater, en dag hun er alene hjemme med sit nyfødte barn, fordi hendes mand gemmer sig hos en af de andre klassekammerater ude på landet. Han er derfor heller ikke til stede i den 9. ’lektion’, hvor den offentlige ydmygelse af jøderne på byens torv fører til deportation til den nærmeste lade og afbrændingen af laden med de flere hundrede jøder lukket inde.
Det dramaturgiske højdepunkt
Hvor kynisk det end kan lyde, så er denne episode forestillingens dramatiske højdepunkt, og under pausen spekulerer man lidt over, hvad resten af den 2½ time lange forestilling mon skal handle om? Da stort set hele den jødiske befolkning i Jedwabne blev udryddet, enten i byen eller i de omkringliggende kz-lejre, hvem har så kunnet vidne om, at de skyldige var polakkerne selv? Det er det anden del kommer til at handle om: fortællingen om de få overlevne, hvordan de overlevede, og hvordan deres vidnesbyrd til sidst kom for en dag. I polsk sammenhæng er det en meget vigtig del af stykket, for det er pålideligheden af disse vidneudsagn, der gerne skulle fremkalde den ubehagelige anagnorisis hos det polske publikum. Det er her, man gerne skulle forstå, at der er tale om kendsgerninger, der ikke er til at komme udenom. Til gengæld har denne del af forestillingen ikke samme erkendelsesværdi for et udenlandsk publikum. De enkelte skæbner kan være interessante nok – og det er de helt bestemt – men de har ikke samme appelværdi udenfor Polen. Lektionen i, hvordan det mentale skred fra venskab til racisme finder sted, lektionen om stiltiende passiv overværelse af forfølgelse, ydmygelse og udryddelse af en anden etnisk befolkningsgruppe har mindre betydning efter pausen.
Anden del handler om fortielse og undertrykkelse af sandheden. Det er selvfølgelig heller ikke uvæsentligt. Der er tale om fire overlevende på scenen. Abraham (Kurt Dreyer) som længe før begivenhederne tog fat allerede som dreng rejste til USA. Hans navn fortæller hans skæbne, han mister alle sine slægtninge i Polen og starter en helt ny slægt i Amerika. Zocha (Natali Vallespir Sand) kommer ad mange omveje også til staterne og kan fortælle ham sandheden om pogromen. Men den mest kontroversielle af de overlevne er Rachelka, senere Marianna, (Betty Glosted) som overlever, fordi en af de polske klassekammerater (Lars Simonsen) forelsker sig i hende og tilbyder ægteskab, hvis hun vil konvertere. Det gør hun, og det overlever hun på, men uden nogensinde at blive accepteret. Alligevel lyver hun for undersøgelseskommissionen om mordbranden mange år senere. I virkeligheden er det hendes historie, som er den mest interessante, fordi hun bliver i det polske samfund igennem hele krigen og tiden bag efter. Og fordi hun dermed giver afkald på alt det, der er hendes. Havde rollen været spillet med større indre dækning, ville den have tilføjet anden del et væsentligt perspektiv. Men Betty Glosteds forstenede ansigt til sidst i stykket, hvor vi hører om mediernes dækning af afsløringen, blev i sig selv en ubehagelig kommentar til mediernes trivialisering af fortiden.
Klart instruktørgreb
Martin Lyngbo har stået for den enkle og klare iscenesættelse af forestillingen, der foldes ud i den rene episke genre, han har dyrket på Mungo Park. I Vores Klasse afbrydes de dramatiske situationer af korpassager med musik fra polske folkesange, ledsaget af Anders Singh Vesterdahl på harmonika og en gang i mellem Janus Elsig (medvirkende skuespiller) på klarinet. Musikken veksler mellem polske folkemelodier og toner af klezmermusik.
Ni skuespillere fra Odense Teaters ensemble og to gæster spiller rollerne som de klassekammerater, der bliver mere og mere grebet af og involveret i racismens vanvid. Tadeus Slobodzianek har gjort meget ud af, at skabe 10 sammensatte karakterer, hvoraf ingen er helte og ingen skurke. Martin Lyngbo viser dette ved at lade skuespillerne blive mere og mere smurt ind i det kridt, som efterhånden fylder væggene med årstal og navne. Til sidst er det også smurt ud i deres ansigter som en intertekstuel hilsen til William Goldings roman Lord of the Flies fra 1954, der efterhånden er blevet synonym med vold mellem børn i skolealderen.
Samtidig lykkes det også for Martin Lyngbo og ensemblet at skabe et nuanceret billede af klassens elever. Hos de fleste trækker han på de stærkeste sider af ensemblets talent. Det gælder også de to nye skuespillere på teatret Youssef Wayne Hvidtfeldt, der spiller Jakob Kac, som bliver anklaget for stikkeri, og Nana Christine Morks som den unge kvinde Dora, der ender med at blive voldtaget og brændt.
Forestillingens dobbeltgreb består i, at vi både ser denne skoleklasse blive mere og mere splittet, kynisk og fortvivlet, samtidig med at teatrets ensemble står sammen om at fortælle klassens historie for os. Dermed får vi hele tiden beskrevet kollektivets dobbelte perspektiv og det mulige alternativ.
Skønt forestillingen har et mere dynamisk potentiale i relation til det polske samfund, har første del også en politisk adresse til os, som passive tilskuere i Danmark i dag. Det er en loyal fortolkning af teksten og denne holocaustbegivenheds patos uden at føje noget nyt til historien eller det teatrale udtryk.
Odense Teater Sukkerkogeriet fra 25. september til 18. oktober 2014 Originaltitel Nasza Klasa, Iscenesættelse Martin Lyngbo, Scenografi Rikke Juellund, Oversættelse Judyta Preis og Jørgen H. Monrad, Kapelmester Anders Singh Vesterdahl, Koreografi Esa Alanne, Lys Simon Holmgreen, Lyd Kim Malmose
Medvirkende: Claus Riis Østergaard, Lars Simonsen, Mads Nørby, Janus Elsig, Kurt Dreyer, Benjamin Kitter, Natali Vallespir Sand, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Betty Glosted, Nana Christine Morks
Janicke Branth er dramaturg cand. phil, medlem af Peripetis hovedredaktion og tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen.