Rouletten kører på Aalborg Teaters Lille Scene
Af Janicke Branth
Et oplagt repertoirevalg
Den ligger næsten lige til højrebenet denne lille roman af Dostojevskij fra 1867. Den er som skrevet til vor tid, hvor boble økonomien har metastaser med aktieboblen, som seneste skud på stammen. Materialisme, pengebegær og ludomani er nogle af temaerne i romanen, men hører ikke kun vor tid til. Dostojevskij kendte det på sin egen krop.
Man kan ikke læse Spilleren uden straks at lege med en rollebesætning, for den er næsten skrevet til scenen. Med sit imponerende figurgalleri af spillefugle og fallerede russere fra en overklasse i frit fald, er den en indædt satirisk roman, der udleverer de fortabte sjæle og deres håb om frelsende arv til nådeløs latter.
Handlingen udspiller sig i Tyskland på et kursted kaldet Roulettenburg. Her kommer de rige fra det meste af Europa og bruger deres penge på kasino. Fortælleren er den unge huslærer Aleksej Ivanovitj, der er ansat hos en forgældet russisk general, som har pantsat hele sin formue ved romanens start, og som febrilsk venter på det frelsende telegram fra Rusland, der skal meddele at hans gamle og meget rige tante Babusjka er død.
Aleksej er allerede ved romanens begyndelse forelsket i generalens steddatter Polina, som er bundet til en rig fransk bejler, der også håber på at få del i tantes arv, fordi han har lånt generalen så mange penge. Hans pant er den unge Polina. Det er dette unge par og deres gensidige men ulykkelige forelskelse, der er omdrejningspunkt for det kyniske spil i Roulettenborg. Heller ikke de undgår at få deres fremtid ødelagt af pengenes magt.
Dostojevskijs spillefugle er tegnet med spids satirisk pen. Deres melodramatiske og teatrale væsen er i sig selv en forestilling. Aleksej betragter dem med nysgerrighed og skepsis, men er også selv inficeret at denne modus. Således erklærer han sig parat til at gøre sig til Polinas ’slave’ og ’kaste sig i afgrunden, hvis hun bad ham om det’. Hvad glæde ville jeg have af det, er hendes kommentar.
Dramaturgien
Romanens fortæller bliver både forestillingens fortæller og protagonist (Andreas Jebro). Han kæmper så meget med sin situation som adelig akademiker uden penge, at han ikke opfatter, hvad der i virkeligheden er på spil omkring hans længslers mål, den smukke Polina (Malin R. Brolin-Tani).
Denne selvoptagethed gør ham til et let offer for den dominerende Babusjka (Marianne Høgsbro), da hun – som et klassisk dramatisk højdepunkt – omsider indfinder sig i Roulettenburg til alles forbavselse og de flestes fortvivlelse. Hvorfor er hun ikke død, som alle bulletinerne fra Rusland forlød?
Hendes arving, den forgældede general (Henrik Weel), ser sin lille franske forlovede Blanche (Lise Baastrup) trække sig tilbage og fortvivler. Babusjka selv, der aldrig før har været i Roulettenburg, forlanger at få et af kasinoerne forevist. Da hun uden at kende noget til spillets regler kaster sig over rouletten og vinder, er hun straks hooked. Senere trækker hun Aleksej med sig i faldet. De to danner en grusom mesalliance. I starten går det godt, indtil heldet vender og hun begynder at tabe. Et stykke før afgrunden siger Aleksej fra, men hun fortsætter med at tabe, skønt alle prøver at stoppe hende – og mister alt. Eller rettere alt, hvad hun har med sig til Tyskland. Hun er så rig, at hun har noget at rejse tilbage til.
Da Polina nu ser ud til at blive arveløs, forlades hun af sin (falske)franske tilbeder Grillet (Jakob Højlev Jørgensen) og dermed kunne handlingen have udviklet sig positivt for det unge par. Polina nærmer sig Aleksej og erklærer forsigtigt sin kærlighed. Men det er så her, hans selvoptagede følelser og fokus på penge, gør ham blind for situationen. Aleksej tror, han skal være rig for at kunne få Polina, og derfor styrter han af sted til kasinoet og vinder en forfærdelig bunke penge, som han kaster i favnen på hende. Dermed mister han netop den kvinde, som rent faktisk elsker ham. Hun ville jo ikke købes. Det er romanens såvel som forestillingens peripeti. Resten bliver hans store fald, indtil en englænder, Astley, historiens ræsonnør (Steffen Eriksen) flere år senere belærer Aleksej om hans fatale misforståelse og efterlader ham med en dybt, fortvivlet anagnorisis.
Iscenesættelsen spiller farcekortet
Instruktøren Viktor Tjerneld har valgt at lægge vægt på romanens satiriske aspekter og kommer dermed til at trække på en række farceparametre. Det har en oplagt underholdningsværdi, men også sin pris.
Scenografien går efter den demonstrativt glitrende overflade. Den er en sand stilblanding, der svarer glimrende til en tid, hvor man henter ned fra alle hylder. Den unge Aleksej hilser på publikum i et moderne jakkesæt og markerer samtidig sin særlige status som karakter, der kan træde ud af fiktionen og tale direkte med publikum. Hans arbejdsgiver, generalen er derimod i en uniform a la italiensk operette anno dazumal. Den unge Polina er i klædelig, sølvblå diskret selskabskjole og Babusjka herself med Rokokko-paryk, pelsværk, leopardtaske og rullestol. Scenebilledet er hvide søjler og swimmingpool som fra den billige ende af Las Vegas. Her ligger generalens udkårne Blanche og vugger hvid og kødfuld på en lyserød gummimadras med tunge similismykker på armene, mens den franske elsker lurer i baggrunden.
Da Babusjka ankommer til Roulettenburg og vil se kasinoet, glider de hvide florlette gardiner til side og afslører en enorm tom cirkel på bagscenen, som croupieren (Allan Helge Jensen) er anbragt lige foran og som symbolsk udpeger, at der intet befinder sig bag denne glitrende overflade.
Det scenisk set vanskelige roulettespil, der sjældent fungerer dramatisk, kan med farcegenren som udgangspunkt netop få kasinoscenerne til at lykkes gennem et stærkt fysisk gestiske spil, som er etableret fra starten og her giver pay-off i den groteske gestik – ikke omkring et spillebord – men direkte ud til publikum. Næsten som i en stumfilmfarce.
Dramatiseringen
Dostojevskijs roman er dramatiseret af Aalborg Teaters dramaturg Kjersti Hustvedt, og det giver et sikkert grundlag for forestillingens dramaturgi. Den er ikke sprogligt bearbejdet, hvorved romanens klassiske sproglige tone i Ole Husted Jensens oversættelse får lov til at stå som et stilgreb.
I den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtins bog om Dostojevskij Problemer i Dostojevskijs poetik 1963 beskriver Bakhtin det nye ved hans poetik som et spørgsmål om, at det væsentlige ikke mere er at beskrive, hvordan en fiktiv karakter tager sig ud i omverdenen, men hvordan omverden tager sig ud for den fiktive karakter. Altså omverdenen skildret gennem fortælleren for på den måde at skildre fortælleren.
Aalborg Teaters dramaturgiske bearbejdelse læner sig lidt op ad denne tankegang, men det er ikke uproblematisk. Kommer det til at stå klart for os, at vi ser figurerne gennem Aleksejs øjne? De fleste af forestillingens figurer fremstår karikerede og måske rigeligt tegneserieagtige. De er på den anden side allerede satirisk skildret i romanen, så det holder. Men når det kommer til Polina, bliver det sværere. I romanen er hun en lidt hemmelighedsfuld figur, fordi hun opleves gennem fortællerens frustrerede og forelskede øjne. Direkte overført til scenen forsvinder det hemmelighedsfulde og karakteren kommer til at mangle scenisk kraft. Den fremstår kæk og køn, men uden at man kommer til at medopleve den fascination, der tiltrækker Aleksej så stærkt. Hendes skuffelse over Aleksejs vilde forsøg på at gøre indtryk med sin store gevinst kommer til at virke abrupt og postuleret. Så når vi at opleve, hvor afgørende vendepunktet er for dem begge? Desværre ikke rigtigt.
Andreas Jebro
Til gengæld lykkes det for skuespilleren Andreas Jebro at gennemføre Aleksejs lange bue fra melodramatisk nyforelsket i starten af forestillingen til den afsluttende fortvivlelse, hvor han til sidst i bogstavelig forstand svømmer i de penge, som er faldet ned fra teaterhimlen i kæmpe mængder, vugger på poolens vand og fylder den efterhånden desperat ensomme ludomans liv. ”I morgen spiller jeg for sidste gang.”
I det hele taget udnytter Jebro sin lange og usandsynligt smidige krop til at vise os karakterens ungdommelige blanding af kejtethed og nysgerrig spilleglæde, som ikke alene rettes mod rouletten men også mod de andre karakterers forunderligt teatrale omgang med verden. Andreas Jebro formår i store træk at formidle Aleksejs på en gang nysgerrige og forsmåede blik på omverdenen til os. Og det er et forsøg, som er godt i tråd med romanens jeg-fortæller.
Jebros fremragende spil og afsluttende smerte er det, som bærer forestillingen igennem. Farcegrebet må de andre karakterer kæmpe lidt med. De bliver ufarlige, fordi de er så unuancerede og dramatiseringens potentielle bid i sjælen udebliver. Det er underholdende men også lidt udvendigt. Jebro kan trods sit fremragende spil ikke overvinde farcen.
Aalborg Teater, Lille Scene fra 17. september til 18. oktober. Oversætttelse Ole Husted Jensen, dramatisering Kjersti Hustvedt, iscenesættelse Viktor Tjerneld, 4. års instruktørelev på Statens Scenekunstskole, Scenografi Nynne Louise Moe, Lysdesign Stine Fumz, Lyddesign Jonas Hvid
Medvirkende: Andreas Jebro, Henrik Weel, Malin R. Brolin-Tani, Marianne Høgsbro, Jakob Højlev Jørgensen, Steffen Eriksen, Allan Helge Jensen, Lise Bastrup
Janicke Branth er dramaturg cand. phil, medlem af Peripetis hovedredaktion og tidl. Rektor for Dramatikeruddannelsen.