Hvad har Tjekhov med mænd i udkantsdanmark at gøre?
Af Johan Holm Mortensen
”Hvad sker der når man bytter Tjekhovs 3 søstre ud med 3 brødre?” Det spørgsmål ligger til grund for Republique og Alias Teaterproduktions genskrivning af Anton Tjekhovs klassiker Tre Søstre fra 1901. Svaret er blevet en forestilling, der i forsøget på at aktualisere Tjekhovs tekst reducerer Tjekhovs skuespil til en overtydelig samfundskommentar. Det er et modigt og friskt forsøg, men Tjekhovs tekst synes hele tiden at gå i vejen for iscenesættelsens ellers udfordrende koncept og tolkning.
180graders Genskrivning
Det er svært at aktualisere klassikere. Det er svært at lave en velbalanceret genskrivning, der ikke yder vold på det originale værk, så handlingen og det dramatiske univers falder fra hinanden som et korthus. Og det er i hvert fald ikke nemt at slippe for at skulle stå til regnskab bagefter, når teaterkendere og dramaturger med originalværket i hånden fælder dom. Det er således et vældigt projekt Lie Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen har kastet sig ud i med deres genskrivning af Tjekhovs Tre Søstre, 3 Brødre.
Aktualiseringen kredser om to centrale temaer, som hæves ud af teksten; En kønsproblematik og problematikken om udkantsdanmark. Forestillingens status quo er, at i udkantsdanmark sidder mændende tilbage efter kvinderne er rejst væk for at gøre karriere.
Tjekhovs gennemgående handling er bevaret i fire akter. Aktualiseringen består således i at rette til og oversætte til et samtidigt univers, så handlingens forløb går op.
Genskrivningen fremhæver de centrale temaer gennem to markante greb. For det første er alle de kvindelige karakterer skrevet om til mandlige og omvendt, kun med undtagelse af Natasja, brorens (der altså her er en søster) kone. Ellers er Olga, Masja og Irina blevet til Ole (Morten Christensen), Mads (Martin Geertz) og Ivan (Joen Højerslev). Man har altså forsøgt at lave en direkte 180graders spejling af det oprindelige værk.
Med det andet greb rykkes handlingen til en by i udkantsdanmark anno 2014. Således erstattes også længslen efter Moskva af en længsel efter København. Militærbasen, som er det eneste, der holder provinsbyen levende, er blevet omdigtet til en virksomhed ved navn DanKnowlegde, hvor den afdøde far i sin tid var forskningsleder. DanKnowlegde er fyldt af karrierekvinder, der altså også fylder de tre brødres hjem.
Sitcom
Tjekhov mente selv Tre Søstre var en munter komedie, og Anders Lundorphs iscenesættelse fremhæver i særdeleshed de komiske træk ved teksten. Komikken bliver næsten grotesk. Iscenesættelsen er henlagt i en stil, der minder påfaldende om den amerikanske sitcom, hvor bølgerne går højt, og hvor følelserne er store ligesom grinene fra dåselatteren. Det er en bemærkelsesværdig genre, hvor karaktererne aldrig rigtig udvikler sig, altid befinder sig i det samme rum og hvor troværdigheden og sammenhængen er til køb for dåselatteren. Den manglende udvikling understøttes af forestillingens start med en introducerende melodi og voice-over, en prolog, hvor Ole præsenterer familien og husets venner. Til slut vender vi tilbage til dette tema, hvor Ole i en epilog konkluderer på handlingen som en slags dagens morale. Moralen er stadig Tjekhovs. Om man bare vidste, hvorfor vi lider, og hvorfor vi lever.
Scenografien
Handlingen er stadig forbundet til brødrenes hjem, der i Adalsteinn Stefanssons intermistiske scenografi består af tre platforme, der indikerer de tilstødende værelser. I midten findes stuen og spisestuen indikeret af en stor hjørnesofa og et spisebord, der i første akt er dækket til fødselsdagsfest, kaffebord med tilhørende roulade selvfølgelig. I tredje akt er den ene af platformene, Ole og Ivans værelse med deres køjeseng, rykket frem forrest på scenen. Alle karakterer befinder sig i det lille rum. Hele akten udspilles her, sådan at grænsen mellem karakterernes private og offentlige rum udviskes. Freja, der er gift med Mads, må derfor overvære, hvordan Mads erklærer sin kærlighed til Alexandra. På den måde understreges karakterernes besværligheder med at finde et privat rum, der kun er deres, hvor de ikke skal leve op til alle andres forventninger. Det kommer også klart til udtryk ved at de tre platforme ingen vægge har, så alle altid kan følge med i al ting. Flere gange penetreres karakterernes private rum, som det sker under Andreas frieri til Natasja, hvor brødrene stormer ind og punkterer øjeblikkets ophøjethed med latterligheder. Scenografien åbner desuden for et simultanspil, der bidrager til iscenesættelsens dynamik i vekslen mellem et myldrende liv og en melankolsk stilhed på scenen.
Det ydre drama
Den handlingsbaserede iscenesættelse kradser ikke særlig dybt i overfladen, men fokuserer på tekstens parallelle handlingsforløb. Lundorphs iscenesættelse søger det ydre drama i kampen om Ivans kærlighed mellem Solveig (Christine Gjerulff) og Nikoline (Stine Schrøder Jensen), Mads og Alexandras (Meike Bahnsen) umulige kærlighed og Andreas (Line Bie Rosenstjerne) og Natasjas (Johanne Dal-Lewkovitch) ulykkelige ægteskab. Kampen om Ivans gunst ekspliciteres eksempelvis, da den frembrusende og ekstremt bramfri Solveig, går i spagat, mens konkurrenten den bebrillede og anspændte Nikoline næsten ikke kan få sig selv at fremstamme en kærlighedserklæring. Helt grotesk bliver det i det komiske højdepunkt i andens akts afslutning. Hos Tjekhov afviser Irina en kærlighedserklæring fra Soljonyj. Hos Lundorph udvikler kærlighedserklæringen til en decideret voldtægt – hvor Solveig voldtager Ivan vel at mærke. Iscenesættelsen låner altså fra farcens groteske og overdimensionerede spillestil.
Spillestilen lader altså ikke meget uforløst. Der er skruet helt op, så følelserne får frit løb. Det er som karaktererne svælger i deres egen lidelse og følelse. Så meget at de ikke kan holde det inde, men bliver nødt til at råbe det ud. Det betyder også at iscenesættelsen aldrig rigtig får greb om karaktererne på en måde, der lader desperationen og lidelsen få klangbund. Ethvert forsøg på at komme ind under huden på karaktererne punkteres af den fremhævede komik.
Karakterernes udtrykkes i en karikeret spillestil, hvor skuespilleren bærer sin undertekst på kroppen. Der er ikke meget tilbage af de afmålte tjekhovske karakterer, hvor tilskueren er tvunget til at danne sig en forestilling om karakteren gennem alt det, der blot antydes. Det er således en iscenesættelse, hvor karaktererne spilles med en sådan opmærksomhed på deres umiddelbare kendetegn, at de reduceres til stereotyper. De fremstår som enten lidt dumme eller afstumpede. De tre brødre er udannede og folkelige modsat Tjekhovs tre søstre, der er højt dannede og elitære. Duellen, hvor Soljonyj dræber Tusenbach er omskrevet, sådan at Soveig forlader scenen med et baseballbat, hvorefter lægen Inge (Lane Lind) kan fortælle, at hun er gået amok på Nikoline.
Som tilskuer føler man sig hævet over karaktererne, og kan fra afstand grine af dem i stedet for at identificere sig med deres lidelse. Samtidig understreges karakterernes tristesse og melankoli, når de synger kærlighedsballader på deres karaokemaskine, det eneste sted de rigtig kan få udløb for deres følelser. De bliver på en og samme tid elskværdige og latterlige, men aldrig rigtige mennesker.
På trods af Tjekhov
Anmeldelser af især klassikeriscenesættelser bliver ofte mødt af den kritik, at de ikke forholder sig til forestillingen, men fokuserer på alt det, forestillingen ikke gør og alt det, den burde gøre. Som om klassikere kun kan laves på én måde. Man kan endda finde det kritikerstandpunkt, at iscenesætteren ikke forstår klassikeren og derfor forgriber sig på den. Det er klart, at det ikke giver mening, at levere en ordentlig kritik fra en sådan position. Men her ankommer så alligevel den ovennævnte dramaturg med Tjekhov i hånden. Forestillingen må nemlig stå til regnskab over for sig selv – også som klassikeriscenesættelse. Iscenesættere kan gøre hvad de vil med klassikeren, men man må ikke glemme at klassikeren yder en vis modstand.
Når man iagttager, hvordan denne forestilling vælger at bruge Tjekhovs Tre Søstre, har man svært ved at se, hvornår Tjekhov egentlig får lov at tale. Genskrivningens opdateringsforsøg tager for let på teksten, og forholder sig ikke i nogen særlig grad til de ydre omstændigheder, der jo også er en del af tekstens univers. Opdateringen er for inkonsekvent.
Den tyske iscenesætter Peter Stein har engang udtalt, at hos Tjekhov kan man ikke udgive lort for at være guld. Med det mente han, at Tjekhov sætter skuespilleren og iscenesætteren på den sværeste opgave, fordi der ikke er mere at finde i teksten end teksten. Handlingsforløb og karakterer er kun skildret i brudstykker og antydninger. Den tilsyneladende manglende sammenhæng er skræmmende. Dog holdes teksten sammen af tråde i et mønster af forbindelser mellem karakterer og begivenheder, der kun kan udsiges og anskueliggøres af iscenesættelsen og skuespillerne. Udfordringen ved Tjekhov er vel at afstå fra enkle forklaringer og simple betydningsdannelser. Det er på dette punkt 3 Brødres velmenende projekt alligevel kommer til at slå sig på Tjekhov. Genskrivningen forholder sig ikke til de ydre omstændigheder, som giver Tjekhovs skuespil mening. Den er udtryk for et forsøg på at lave enkle forklaringer i et langt mere komplekst univers, end det forestillingen præsenterer. Faktisk savner man, at iscenesættelsen løsriver sig endnu mere fra Tjekhov.
Jeg er overbevist om, at tekstbearbejdere og iscenesætteren forstår klassikeren, at deres valg er bevidste og med hensigt. Alligevel kommer Tjekhov til hele tiden at stå i vejen for iscenesættelsen, hvis ønske om at vise, at mænd efterlades i udkantområder af de stærke kvinder, aldrig rigtig bliver nærværende eller nødvendigt. Det univers, der fremsættes bliver usammenhængende, fordi forbindelserne mellem karaktererne og den verden, de befinder sig i, hverken er overbevisende eller dramatisk potente. F.eks. at København afløser Moskva som et mytisk sted, man drømmer sig til. Eller at den udannede mand er fanget i provinsen. Eller at kærligheden mellem to gifte personer er umulig. Og listen er længere endnu. De aktualiserende greb kan ikke bære Tjekhovs tekst. Eller også er det Tjekhovs tekst, der ikke kan bære de aktualiserende greb. Ligegyldigt hvad præges forestillingen af spændinger mellem de ydre omstændigheder og den opdaterede fortælling.
Som tilskuer efterlades man derfor med komedien, som fungerer overbevisende som et stykke grotesk næsten absurd drama. Den lidt overfladiske tolkning af Tre Søstre som en munter komedie står klarest tilbage. Men med denne tolkning drukner Tjekhov. Det er fint, at vi kan grine, når karaktererne benytter sig af et poetisk sprog, der virker underligt i dag. Men når forestillingen mod afslutningen forsøger at ramme en mere seriøs tone, og vil have tilskueren til at forholde sig til det poetiske sprog og de dybere følelser, giver den køb på sin fremdrift og appel. Det bliver i stedet betydningsløse ord, som skal afrunde handlingen i en seriøs og sober tone. Og dét forvandler det friske pust til teater af den værste slags.
En skæv spejling
Forestillingens lider under, at den også ønsker at vise livet som det er i dag i udkantsdanmark – i hvert fald i statistikkerne om mænd og uddannelse. Spejlingen af Tjekhovs univers og det, forestillingen præsenterer, er skæv. Spørgsmålene melder sig. Tager Ivan ikke til København, fordi han er mand? Opløser Mads ikke sit ulykkelige ægteskab, fordi han er mand? Hvorfor er det nødvendigt for de tre brødre at sætter al deres lid til lillesøsterens karriere? Det er en naiv genskrivning af Tjekhov, der aldrig rigtig bliver troværdig. Som klassikeriscenesættelse bliver forestillingen derfor aldrig rigtig interessant og taber en indholdsmæssig dimension. Tværtimod hæmmer det forestillingens komiske potentiale, at man så stringent følger Tjekhovs tekst.
Forestillingen fremstår stærkt som komedie, der får en god respons fra publikum. Men man kan overveje om den ikke også kunne det uden at skulle trækkes med Tjekhov. Forestillingen fremfører et interessant projekt, men man overvejer om det ikke kunne fremstå meget klarere, hvis forestillingen faktisk behandlede spørgsmålet om udkantsdanmark og kønsproblematikken i stedet for at skulle få det til at passe ind i Tjekhovs univers. Hvad sker der når man bytter Tjekhovs 3 søstre ud med 3 brødre? Tilsyneladende ingenting. Forestillingen overlader det til sin tilskuer at besvare spørgsmålet, men leverer ikke rigtig en ramme at svare indenfor. 3 Brødre endersom en fiks ide. Det interessante spørgsmål havde måske snarere været: Hvis Tjekhov skulle skrive Tre Søstre i Danmark i dag, hvordan ville det så se ud?
”3 Brødre” – Republique 2. oktober – 1. november (Danmarksturne 3. – 26. november)
Instruktion: Anders Lundoph
Scenografi: Adalsteinn Stefansson
Bearbejdelse: Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen
Medvirkende: Morten Christensen, Joen Højerslev, Martin Geertz, Line Bie Rosenstjerne, Meinke Bahnsen, Lane Lind, Stine Schrøder Jensen, Christine Gjerulff, Solvej Kaastrup Christiansen, Johanne Dal-Lewkovitch
Johan Holm Mortensen er cand mag i dramaturgi og underviser på SMKS, skuespillerskolen i Odense.