Et dannelsesdrama
Af Erik Exe Christoffersen
Erasmus Montanus eller Rasmus Berg, som er den oprindelige titel på Holbergs stykke fra 1723, antyder den identitetsspaltning og forvirring, som er stykkets tema. Det klinger både på Shakespeares ”to be or not to be…” og Kierkegaards Enten – Eller.
Hjem ude hjem
Holbergs tragiske komedie er en et dannelsesdrama. Dannelse er en afgørende proces i moderniteten, som skaber kompetence til at varetage det almene fællesskab og de interesser, som rækker ud over den enkelte. Det betyder, at dannelse er en slags socialiseringsproces og en overgang fra individuelle særinteresser til fællesinteresser. Dannelse er en viden, en social kompetence og en sans for, hvad der virker og forbedre den sociale kontekst. Æstetisk dannelse er et alment sanseligt fællesskab, som jeget oplever, som om det gjaldt for alle.
En klassiker kan defineres ved at være et sådant fællesskab, som skaber en æstetisk socialisering: sans for almene regler, fornuftig adfærd, oplysningen, nytte etc. knyttet til udviklingen af den frigjorte borger. Dannelse er ikke en statisk given viden, men en dynamisk udvikling mellem viden og ikke-viden, som kan anskueliggøres med dannelsesstrukturen hjem-ud-hjem. Det afgørende er her, at individet skifter position og transformeres. Hjem skifter perspektiv lige som ude gør det. Hjem er det velkendte, som konfronteres med det ubekendte og der sker en form for integration, så hjem ses og opfattes i et nyt perspektiv. Dannelse er kort sagt evnen til at perspektivere og skifte perspektiv. Oversættelsen fra en position til en anden er en moderne nødvendighed og det er ikke tilfældigt, at Erasmus Montanus drejer sig omkring den viden, at jorden er rund. Historisk er det en viden, som muliggør dannelsesrejsen og i videre forstand, at subjektet bliver centrum og dynamo for historiens udvikling.
Den første scene i stykket peger på oversættelsens problem. Faderen Jeppe Berg har fået et brev fra sønnen, men han forstår det ikke, fordi det er skrevet på latin. Det er komisk, at han må have hjælp til oversættelsen af sin egen søn. Scenen er iscenesat således, at han sidder på lokum og laver stort, rigtigt stort og han må presse og derved blander situationen sig med og obstruerer oplæsningen af sønnens ”latinske” brev. Den manglende oversættelse er latterens kilde, et grundlag for misforståelser som latterliggør begge og gør begge komiske. Derved åbnes der for tilskuerens blik på konflikten. Det er noget iscenesættelsen spiller på igennem hele stykket. Det drejer sig om at vinde tilskuerne for det dobbelte perspektiv. Især Erasmus (Thure Lindhardt) og Per Degn (Søren Sætter-Lassen) spiller på at skabe et fællesskab med tilskuerne ved indforståede henvendelser med smil og blik i øjet. Det gør de to skuespillere fremragende. På den måde skaber komedien den teatrale bevidsthed, som måske er det vigtigste i stykket?
Erasmus i spændetrøjen
Plottet: hjem-ud-hjem
Rasmus Berg er studerende i København og vender hjem til landsby på ”bjerget”. Han skal bekræfte forlovelsen med Lisbed, men også markere sig med sin nye viden og ”dannelse”. Alle venter spændt på den nye Rasmus som er blevet Erasmus Montanus i kraft af sin nye status. Hans studier har medført en slags identitets-transformation både i egne og andres øjne. Imidlertid har hverken Erasmus eller landsbyen et fællesskab i form af viden, sprog, status og forventninger. Mødet bliver derfor ren statuskamp mellem Erasmus og Per Degn, som er bjergets førende intellektuelle. Begge parter er dybt engageret i kampen.
Hanekamp
Erasmus benytter sin filosofiske og logiske viden i kappestrid til at skabe sig ren akademisk stjerneglans. Nytteeffekten lades helt og aldeles ude af betragtning. Han benytter de formeller regler til argumentation for at skabe en position. Derfor bliver han en konkurrent til Per Degn og truer dennes status. Per Degn bruger sit latin som ren virkning uden indhold og hans remser skaber udelukkende status i kraft af uforståeligheden. Til gengæld udnytter han sine latinske remser og sang til at optræde med og tjene lidt ekstra penge. Hans evne til at se bort fra betydninger gør, at han så at sige vinder over Erasmus og det føre nærmest til vold, idet Erasmus i frustration kaster sig over ham. Det største problem er imidlertid, at Erasmus hævder at jorden er rund. Det truer Jeronimus, Lisbeds far, og hans suveræne magt på bjerget. For ham forekommer jorden flad og han nægter at gifte sin datter bort til en, som hævder noget andet. Også her dukker dannelsesperspektivismen op, idet Magdelone, Lisbeds moder påpeger, at han jo ikke kan være sikker på, at han er faderen. Hans magtposition bliver latterliggjort, fordi den bliver afhængig af Magdelones erklæring. Sproget fungerer således komplekst og peger på et indhold, men også på formen , som virker performativ. Sproget skaber status og transformation af identitet. Erasmus skaber teatral magi ved at omgøre morlil til en sten og degnen til en hane. Det er ren sprogmanipulation, som naturligvis ikke er stabil, men et retorisk trick. På samme måde omgøres Rasmus til slut til soldat, om end han tilgives, idet han afsværger sin udsigelse om jordens beskaffenhed som rund. Det er forestillingens ironiske greb, at den benytter teatrets magiske greb og samtidig hylder oplysningen. Holberg er ironiker og der er tale om et lærestykke, som både vil oplyse og skabe komediens fællesskab.
Klassikerdebat
Forestillingen undgår ikke at blive et led i en langvarig klassikerdebat, som rækker tilbage til 60ernes opgør med en bestemt tekstorienteret teatertradition. Så det er en gammel diskussion, som blandt andet fik en ny drejning med Peter Langdals opsætning af samme stykket som en cirkus farce i 1984. Denne Erasmus er nærmest postmodernistisk kitsch. Der er fragmenter fra 80ernes Langdal. Der er referencer til Strindberg Faderen og Ibsens Et dukkehjem og ikke mindst popkulturen. Erasmus er blevet rockstar, Lisbeth er dukkepige. Der er ingen sammenhæng i universet kun roller og teatral gestik. Dannelse er blevet et status spil, som skaber hierarkier.
Det teatrale rum
Jean-Honoré Fragonard 1767
Scenografien af Maja Ravn er flot, men også underlig statisk og den benyttes ikke scenisk, bortset fra, at den runde skive i midten af bagtæppet, er ramme om Erasmus’ éntre. Første del er noget langtrukken, fordi de medvirkende danser frem og tilbage som i et karneval til barok musik i alle overgange. Anden del er meget hurtigere i rytmen og relationen mellem Erasmus og Lisbed bliver helt rørende i en scene, hvor Erasmus læser hendes brev og uddyber sin indre tvivl: skal han følge sin akademiske ære eller skal han følge sig forlovede. Imens sidder Lisbed grædende i en gynge. Scenen forekommer komponeret over Fragonard billede som ovenfor. Det viser måske også tilbage til Langdals Erasmus, hvor Lisbed på samme måde var gyngede. Erasmus står overfor det afgørende valg og scenens tematik foregriber Helmer og Nora opgør i Ibsens Et dukkehjem. Han vælger den akademiske ære eller rollen som martyr til fordel for kærligheden. Dog kun indtil Lieutnanten, som er dannelsens talerør, til slut truer soldaten Rasmus med prygl, hvis han ikke makker ret.
Slutbilledet viser Erasmus med soldaterfrakken omvendt på. Det giver associationer til en spændetrøje og er måske igen en reference til Strindbergs Faderen, hvor hovedpersonen bliver sindssyg, fordi han ikke længere ved hvem han er. Bag Erasmus lyser en projektion af den blå jord. Hvem er det så lige Erasmus eller Rasmus nu er? Er han på grænsen til at blive vanvittig og hvad betyder dannelse og oplysningen? Bliver den knægtet som i dette tilfælde, hvor Erasmus eller Rasmus tvinges til at sige, at jorden er flad som en pandekage og dermed underkaste sig den lokale fordummelse? Han tvinges til at opgive sin nye akademiske identitet og ytringsfrihed, som han ganske vidst misbruger. Men hans grundpostulat, at jorden er rund, er afgørende for modernitetens rejselyst. Oplysningen og almen dannelse hænger sammen og er forudsætningen for civilisationens fremskridt.
Dannelsens aktuelle perspektiv
I dag tales der om dannelsens og dermed klassikerens krise. Ikke mindst humaniora som dannelsesinstitution bliver for tiden nærmest stigmatiseret som dannelse til arbejdsløshed, og hvad betyder det for iscenesættelsen af Holberg? Slutningen er tvivlende og et åbent spørgsmål, som faktisk er noget af det bedste i forestillingen. Men som helhed er det ikke lykkedes, at tilføre dannelsesperspektivet radikale nye perspektiver, hvilket også hænger sammen med, at det tragiske perspektiv for Rasmus er uklart, hvad enten han opgiver pigen eller den akademiske identitet. Det er måske også stykkets svaghed, at det faktisk ikke siger så meget om, hvordan kærlighed og dannelse hænger sammen for Erasmus. Til gengæld er stykket åbent for den ikke-viden, som broderen Jacob repræsenterer. Men også den pointe kunne værre brugt mere produktivt. Iscenesættelsen tangerer det tragikomiske, uden dog at tage dannelsesperspektivet på sig som dødeligt alvor.
Medvirkende:
Kirsten Olesen, Peter Gilsfort, Søren Sætter-Lassen, Thure Lindhardt, Henrik Koefoed, Ida Cæcilie Rasmussen, Martin Hestbæk, Mikkel Kaastrup-Mathew, Ole Lemmeke, Tina Gylling Mortensen.
Erik Exe Christoffersen, lektor Institut for Æstetik og kommunikation.