En Skærsommernats Drøm
En stor satsning med Shakespeares komedie.
Af Annelis Kuhlmann
Sprogdragten
Instruktøren Alexa Ther har iscenesat William Shakespeares En Skærsommernats Drøm og forestillingens vision om teater er temaet i det følgende.
Sproget i Shakespeares verden gør særligt krav på omhyggelig behandling. I Odense Teaters opsætning var skuespillerne optaget af at tydeliggøre rimet som en kunstrytme, der vibrerede i modsætning til versets egentlig ret naturligt iboende flow og poetiske underforståelser. Det virkede undertiden på en distancerende måde og forekom ret svært for skuespillerne. Poesi og poetisk digtning er krævende at lytte til, men i denne form blev det også svært for tilskuerne. På scenen skal poesien finde plads i skuespillernes kroppe og dermed også opnå en god placering i forhold til det spil, der tegner sig for de enkelte karakterer, for deres indbyrdes spil og for kommunikationen med tilskuerrummet. Når så dertil kommer, at teksten var heftigt beskåret, blev det verbale udtryk desværre medvirkende til, at man ikke rigtig kunne følge alle forvandlingerne mellem virkeligheder og drømme.
Sensommer
I mandags (15/9) var tilskuerne i salen meget large og generøse i deres reaktioner. De fór efter sidste replik som trold af en æske med stående ovationer. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstod det. Der var noget her, som gik under min teaterradar.
Det var septembers sensommer, og skærsommernatten var således som årstid inden for den nære erindrings rækkevidde. Forestillingen åbner ved, at en inderdreng fanger et flyvende lysende objekt på scenen, hvorved han etablerer forbindelsen til noget magisk. Det virker som en påmindelse til os om, at alt det følgende foregår inde i dette magiske univers. Barnet forener virkelighed og magi i denne åbning af forestillingen og forsvinder derpå helt. Vi ser ham ikke mere.
Scenografien
En opsætning af En Skærsommernats Drøm har den udfordring at skulle etablere en scenisk løsning, der forener så forskellige rum som Theseus’ palads i Athen og alfernes skov. Med andre ord en majestætisk virkelighed og en overnaturlig verden. Dette visuelle dobbeltbillede på scenen er blevet løst i Carsten Burke Kristensens scenografi ved hjælp af grundridset af et atrium i form af en stiliseret lav trappekant, der indrammer spillepladsen som et skematiseret π, hvor skoven inden for denne ramme får plads som en slags arena i paladset. En mørk og strimlet gummitæppeinddækning af scenen fra gulv til loft giver en stemning af den mørke skov bagved. Det er en god idé at lade dramaturgiens ledetråde opnå en visuel effekt i scenografiens udformning, men her blev scenografien næsten til en illustration af en teatermodel.
Skovens træstammer fremstår i sceneudtrykket som næsten mandshøje rektangulære kasser, som skuespillerne lige akkurat kan flytte rundt på. Kasserne, der fysisk matcher rytmen i hoffets trapper, er beklædt med en aristokratisk mønstret uudgrundeligmørkegrøn velour, der går igen i flere af hoffets kostumer, hvorved de to universer bliver koblet sammen. Kasserne får funktion af at være en slags byggemoduler, der kan bidrage til at gøre sceneuniverset transformerbart i sit udtryk.
Ellen Hillingsø og Anders Gjellerup Koch.
Således er de visuelle forbindelseslinjer mellem de to handlingsuniverser antydet, hvor der dels skal forestå et bryllup og dels skal udspille sig en masse komiske kærlighedsforviklinger. Ydermere skal alt dette kunne mødes om håndværkernes amatørteaterforestilling. Denne konstellation af det klassiske samfunds herskere og det dionysiske alfeland i skoven samler sig hos Shakespeare i håndværkernes passion for teatret som en social akt. Med andre ord er teatret også en drøm.
I første del var der på scenen monteret en gangbro af jern hen over hoffets atrium. Det gav skuespillerne mulighed for at bruge scenerummet på flere niveauer; karakterer fra hoffet som Hippolyta (Ellen Hillingsø) og Theseus (Anders Gjellerup Koch) kunne placere sig der, når de eksempelvis skulle iagttage det handlingsplan i fortællingen, hvor de unge elskende i forestillingen, Lysander (Morten Brovn), Hermia (Lila Nobel Mehabil), Demetrius (Jakob Randrup) og Helena (Sofia Saaby Mehlum) udspiller deres passioner.
Jakob Randrup, Lila Nobel Mehabil, Sofia Saaby Mehlum og Morten Brovn.
Gangbroen forsvandt lidt senere, men kom til sidst igen ind som en tilskuertribune, hvorfra figurerne kunne se håndværkernes lille forestilling om Pyramus og Thisbe. Klaus T. Søndergaard, der både havde rollen som Philostratos og som Puk fremstod som en figur fra et helt tredje univers. Med en speciel fremtoning og et kropssprog, der gjorde ham diabolsk på en særlig måde, var det mere end tydeligt, at hans karakterer havde adgang til andre sider af skærsommernatten og at han dirigerede drømmene på plads for de øvrige figurer.
Klaus T. Søndergaard
Skærsommernat uden magi.
Alt dette sceneri foregik som nævnt på Odense Teater, der blev indviet kort efter udbruddet af 1. verdenskrig og således i år fylder 100 år. Store Scene er en fin lille barokscene med en balkon og et galleri, et rigtigt kukkasseteater, der typisk også findes eksempler af i de større provinsbyer som Aalborg og Aarhus. Det er i virkeligheden miniatureudgaver af Det Kongelige Teaters Gamle Scene og er et levn fra en tid, hvor borgerskabet matchede teatrets rummæssige udformning. Det er således teaterbygninger, der har en indbygget fast inddeling af rummet i scene og sal, adskilt af en rampe eller orkestergrav. Det er i og for sig dejligt at tage plads i den type rum, også fordi de som regel er smukt dekorerede og vedligeholdte. De vækker en nostalgisk erindring om en svunden tid. Men det ændrer ikke på, at dagens aktuelle forestilling skal nå sit publikum her og nu, når forestillingen som teaterudtryk vil fortælle. Også som teater.
En Skærsommernats Drøm havde i denne opsætning desværre ikke en artikuleret teaterdagsorden. Derved blev hverken skærsommer (som den ekstraordinære årstid), natten (som det rum, hvor lyset giver os særlige sanseudfordringer) eller drømmen (den mulighed vi har for at tænke stort med alle vore sanser) udfordret med virkemidler, der kunne have fyldt os med teatermagi. Opsætningen kom til at mangle den bro, der kunne få hele stykkets teaterakt til at nå ud over rampen på Store Scene. Publikum kunne ellers nok ses som en repræsentation af verden i Odense hin aften men blev ikke inddraget som teaterreference i forhold til den fortælling, som Store Scene var optaget af. Kun lige på et sted i stykket, hvor sprogkoden i en ordveksling mellem to forkert fortryllede partnere på scenen knækkede, så der indfandt sig ord, der ellers mest optræder i nutidens skolegård, rakte sproget ud efter tilskuersalen. Og ligeledes, da Titania og Oberon i hhv. Ellen Hillingsøs og Anders Gjellerup Kochs fremstillinger får sig en joint og bliver beruset og overstadige, kunne det ses som en forbindelse til vor tids omgang med rusmidler. Ellers forekom spillet statisk og melodramatisk i lange passager; det virkede som spillet i en musical, hvor musikken er fjernet.
Opsætningen fremstod mestendels som en lukket fest, hvortil publikum nok var tilskuere, men desværre ikke deltagere.
William Shakespeare. En Skærsommernats Drøm. Instruktør: Alexa Ther.Scenografi og kostumer
Carsten Burke Kristensen. Medvirkende: Anders Gjellerup Koch, Ellen Hillingsø, Morten Brovn, Lila Nobel Mehabil, Jakob Randrup, Sofia Saaby Mehlum, Klaus T. Søndergaard, Mikkel Bay Mortensen, Jacob Moth-Poulsen, Peder Dahlgaard, Emil Bodenhoff-Larsen, Githa Lehrmann. Pressefotos: Emilia Therese.Odense Teater, Store Scene. Spilleperiode: 6. september – 4. oktober, 2014.
Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi på Aarhus Universitet. Forsker i iscenesættelse, og underviser i analyse af dramaer og forestillinger, herunder i opførte Shakespeareforestillinger, mm.