Idealisten og alle de passive fascister
Af Johan Holm Mortensen
Er demokratiet blevet underlagt pengenes og den økonomiske væksts egennyttige dagsorden? Er sandheden overdøvet af det rene spin i politikernes og mediernes egennyttige magtudøvelser? Og er borgerne blevet passiviserede i en fascistoid illusion om et flertalsvælde – er vi alle passive fascister? Det er disse store og væsentlige spørgsmål, der modigt lægges ud til debat i Aalborg Teaters modernisering af Henrik Ibsens En Folkefjende. Og ja, vi er tilsyneladende passive fascister!
Foranderlig iscenesættelse
Hans Henriksens humorfyldte iscenesættelse i Ibsens samfundsrevsende klassiker lader os opleve sprækkerne i den idealistiske læge Tomas Stockmann (Mads Rømer Brolin-Tani) med det sympatiske projekt; at få sandheden frem koste hvad det vil. Fortællingen om det lille samfund, hvis levegrundlag, det lokale kurbad, trues af den sandhed, at vandet er forgiftet, iscenesættes med blik for komedien og karakterernes hykleri. Lægen opdager, at ikke bare er vandet forgiftet. Hele det politiske system er forgiftet, fordi økonomiske interesser trumfer sandheden. Iscenesættelsen sætter fokus demokratiets paradoksale grundvilkår, at ingen har privilegeret adgang til magten – hverken de kloge, der besidder sandheden, eller de rige der besidder finansieringsmulighederne. Iscenesættelsen gør brug af en række episke greb, der sætter fiktionen i anførelsestegn. Således udfører iscenesættelsen en distancerende bevægelse i sin inkonsekvens
Klarest kommer det til udtryk i Nicolaj Spangaas medfortællende og stilrene scenografi(er), der udvikler sig fra kukkassens naturalisme til det tomme rums poetiske symbolisme. Iscenesættelsen zoomer ligeledes ind på dramaets centrale karakters udvikling fra sympatisk idealist til provokerende revolutionær. Forestillingens første del bygger ham op som en hårdtarbejdende og måske naiv forsker og familiefader, der behandles uretfærdigt og bagstræberisk af sin egen bror og sine venner, hvorefter han langsomt og umærkeligt pilles fra hinanden, og endelig lader sin frustration og vrede gå ud over det passive ikke-revolutionære publikum.
En spejling af samtiden
Iscenesættelsen sigter tydeligt på at spejle Ibsens drama i en nær samtid, hvor politikerlede for alvor har fat i befolkningen og idealister savnes.
En videokollage med prominente politiske figurer toner frem på kukkassescenografien, mens Bob Dylans stemme leder tankerne til 60’ernes oprørstrang. Vi ser politikere i parlamenterne i intim samtale og i hidsig debat, og vi ser demonstranter uden for parlamenterne i opposition til politikerne og til systemet.
Musikken danner overgang til familien Stockmanns rodede stue, hvor husvennen og journalisten Billing (Caspar Juel Berg) installerer det nye B&O anlæg, der styres med Ipad fra scenen. Der ligger babytøj, legetøj og bleer spredt ud over stuen. Mens Fru Stockmann (Laura Kold) leger med Ipadden og musikken, spiser Billing aftensmad og drikker vin i sofaen. Der er altså lagt op til en konsekvent naturalisme med en nedtonet teatralitet, som peger på en en-til-en æstetik, der lader publikum spejle deres egen virkelighed i teatrets. Samtidig etableres denne spejling i åbningens videokollage, der danner overgange mellem forestillingens fem akter.
Man har med succes formået at opdatere Ibsens drama fra 1882. Det gælder især sproget, der gennem Jens Christian Lauenstein Leds bearbejdelse har fået en mere dynamisk og aktiv tone, hvilket giver et mere levende og larmende scenebillede. Kun enkelte steder trænger ‘den gamle’ Ibsen igennem. F.eks. da Peter Stockmann (Martin Ringmose) i første akts eksposition nærmest monologisk udlægger baggrundsfortællingen om byens succesfulde badeanstalt. Ikke særlig elegant og lidt ude af trit med den uophøjede naturalisme, som forestillingen lagde fra land med. Særligt de to første akter forløber med en levende, nærmest ikke-teatral dynamik, hvor spillerne ikke er bange for pausen og stilheden på scenen, hvilket etablerer et afmålt og velfungerende nutidigt scenebillede.
På karaktersiden har man lavet enkelte ændringer, der på den ene side skærper de centrale omstændigheder og på den anden side gør plottet mindre tilgængeligt. F.eks. er Stockmanns to sønner skrevet om til ét spædbarn, som på en fornuftig vis skærper lægens familiære omstændigheder især i forhold til hustruen, der kun har en måned tilbage af sin barsel, da hele deres verden styrer i grus. Mindre heldigt har man omskrevet datteren Petra (Victoria Carmen Sonne) fra lærerinde med progressive holdninger til punket gymnasieelev. Det gør hende alt andet lige til en noget svagere autoritet, når hun leverer sin kritik af faderens modstandere. Hun fremstår mere naiv og uerfaren, hvilket svækker den progressive front. Samtidig vækker det undren, at den lokale avis hyrer en skoleelev til at oversætte engelsk skønlitteratur. På den måde viser Ibsen sig, som set mange gange før, som en ekstraordinær plotudvikler. Piller man lidt et enkelt sted i plottet har det konsekvenser andre steder i det store netværk.
Moderniseringen har sine humoristiske inkonsekvenser f.eks. i Tomas Stockmanns afhængighed af den lokale presse. Hans afslørende artikel, hvis udgivelse plottet kredser om, kan tilsyneladende ikke finde vej til offentligheden online gennem de sociale medier. Det vækker i det mindste lidt undren, men viser i hvert fald, at Ibsens tekst i høj grad er skrevet til sin egen tid, og at tekstens demokrati er et ganske andet, end det vi i dag befinder os i – og bliver bedt om at forholde os til.
Hadet til demokratiet
Forestillingen er sat op omkring konflikten mellem de to brødre, badelægen Tomas og byrådsmedlemmet og badets bestyrelsesformand, Peter. Forestillingen holder sig stringent til dramaets femaktsstruktur, hvilket fremhæver plottets udvikling. I dramaets eksplosive fjerde akt, hvor konflikten mellem de to Stockmannbrødre kulminerer i et folkemøde, vender folket sig væk fra Tomas. Dette er et væsentligt punkt i forestillingen, hvor spejlingen til publikums samtid også kulminerer. Publikum indsættes som part i debatten som fiktionens borgere til borgermødet, der udspiller sig som en interaktiv sekvens, hvor ordet er frit.
På dette tidspunkt i forestillingen ligger sympatien hos Tomas. Karakterens sprækker er blevet gjort tydelige i løbet af forestillingens første akter. Som når hans kone beder ham om at lægge deres lille spædbarn ud i barnevognen, og han i stedet selv vugger barnet i søvn. Selvom han klarer problemet, viser han sine mellemmenneskelige utilstrækkeligheder. Senere oplever vi ham også som forfængelig og opportunistisk, når han beder avisredaktøren om ikke at gøre for meget ud af fejringen af ham og hans store opdagelse.
I løbet at den fjerde akt skal sympatien flytte sig, så dialektikken mellem de to brødre, der hver repræsenterer en ikke-demokratisk tanke står klart. På den ene side finder vi den usympatiske Peter Stockmann, der i sit jakkesæt og slips og med Martin Ringmoses afmålte og indebrændte spil fremstår som sterotyp politiker, der vil hemmeligholde sandheden for folket til fordel for økonomien og velværet, og derved underminere det oplyste folkestyre. På den anden side finder vi den sympatiske idealist i den intellektuelle Tomas, der i sandhedens tjeneste ser sig selv hævet over folkestyret. Det er populisten over for den elitære.
Den aften sejrer elitære modvilligt, da han rasende forlader scenen til lyden af publikums ureflekterende applaus. Han vender dog tilbage med en spand vand, som han kaster i hovedet på sine modstandere. På den måde synes forestillingen ikke at få sat selve dialektikken i scene som noget der er op til diskussion. Derimod ophøjes idealisten.
De passive fascister
Det forgiftede samfund er ifølge Tomas befolkningens skyld. Befolkningen er i dette tilfælde publikum i salen, som Tomas retter sin kritik mod. Der sidder de passive, som gerne vil ændre systemet, men ikke gør noget. Thomas forsøger at provokere publikum med en lidt usammenhængende tale, hvor han forklarer hvordan drabet af Osama Bin Laden var et overgreb mod de internationale konventioner og mod den selvstændige stat Pakistan, hvor Bin Laden opholdte sig. Mere træffende er provokationen, når han siger, at man sagtens kan være enig med ham i teatret, for så at gå hjem og fortsætte sit passive liv, og derved fortsat støtte det forgiftede samfund. Publikum giver denne aften Tomas ret i synspunktet. Det er ganske klart efter debatten, at sympatiforholdet ikke har forandret sig, Tomas opfattes som en slags sandhedens helt. Og det altså selvom Tomas kalder publikum for passive fascister og sammenligner dem med den tyske befolkning, der gav magten til Hitler.
Er det mon fordi, der er en sandhed i udlægningen af borgernes passive rolle i det moderne demokratiske samfund? På den måde bekræftes i hvert fald Tomas’ tese, mens Ibsens ironiske fremstilling af karakteren træder i baggrunden. Eller også forløses Ibsens drama, hvor publikum uden at vide af det kommer til at spille rollen som den folkemængde, der er passive kujoner og derfor den egentlige samfundstrussel.
Det kommer i sidste ende an på, hvordan publikum er positioneret i forhold til fiktionen; som en reel folkemængde, der er i teatret eller som en folkemængde, der er aktører i en fiktion.
I den tyske instruktør Thomas Ostermeiers iscenesættelse af En Folkefjende på Schaubühne i Berlin fra 2012 (Jf. min analyse Dokumentarisme som funktion i Peripeti 21), leverede Tomas (Stefan Stern) en lang samfundsrevsende tale, der stammede fra det franske revolutionære skrift Den kommende opstand. Og som formulerer et behov for en akut forandring af samfundets opbygning. På den måde trådte iscenesættelsen så at sige ved siden af, så publikum i den efterfølgende debat refererede til deres egen virkelighed, rammesat af den fremsatte problematik i Ibsens drama. Debatten blev meget aktivt styret af bogtrykkeren Aslaksen (David Ruland), som provokerende satte spørgsmålstegn ved flertallets ret, altså en helt fundamental forestilling om samfundets demokratiske opbygning. Indignationen i det tyske teater var voldsom, og debatten langt mere levende end i Aalborg – i hvert fald denne aften.
I Aalborg er det Peter, der møder publikum. Han spørger ind til den konkrete sag med Tomas og spørgsmålet om ytringsfriheden over for tavshedspligten. Forestillingen træder ikke på samme måde ved siden af. Det lykkes aldrig rigtig at få folk i tale, og slet ikke at få dem til at acceptere Peter som en samtalepartner. De accepterer anklagen som passive fascister, mens en publikummer kalder Peter for den aktive fascist. Tomas vinder publikums gunst, fordi han tør stille sig op imod magten – noget der åbenbart savnes i vores demokrati. Det tyske publikum nægtede at være de passive og tog debatten op. Her blev de spurgt, om de følte sig som en del af flertallet, hvilket mange gjorde. Således var fronten mellem publikum og Tomas trukket op fra starten. Til slut blev Tomas bombarderet med balloner fyldt med maling af de to journalister, mens Peter (Ingo Hülsmann) i højere grad fremstod som den pragmatiske helt, der forsøgte at gyde olie på vandene, og stoppe bombardementet.
Tilbage i fiktionens mere faste rammer afskåret fra salen, befinder karaktererne sig nu i et symbolsk rum. Således er alle naturalismens konventioner afmonteret ligesom den naturalistiske scenografi er kørt næsten væk i baggrunden. Scenen overdænges af det forgiftede kloakvand, som spredes af familien Stockmanns modstandere. Her sidder Tomas så alene tilbage i sit drømmeagtige univers, og fremsiger sin sidste opdagelse, at den der står alene, er den der står stærkest. Kaster man et blik på Ibsens tekst, får hans afsluttede replik en ironisk tone. Han omfavner sin familie, og indser ikke, at han ikke står alene. Samtidig er han selv er i fuld gang med at skabe et nyt fællesskab i kraft af den skole, han vil etablere i byen. Helt alene er han imidlertid heller ikke på scenen.
I Aalborg får han nok lov til at sidde for sig selv til sidst, men har vi lige set ham omfavne sin familie, før den overhældes af kloakvand. Således slutter forestillingen i en sentimental tone, der understreger sandhedens nederlag i en verden styret af økonomiske interesser og opportunisme. Således bekræftes også den skematiske opdeling mellem den gode idealist og de onde kapitalister og populister.
I Rune Lykkeberg analyse af En Folkefjende i bogen Alle har ret (2012)fremhæver han netop, at Tomas ikke fremstår som en sand idealist, men som en tvetydig figur, der vil beundres for ikke at ville beundres. En idealist, der vel nok har sandheden på sin side, men som ikke har evner at overføre sine principper til den konkrete og sociale virkelighed. Denne tvetydighed efterstræbes i Aalborgs forestilling, men den tabes, hvis publikum ikke giver det rette modspil i fjerde akt. Når publikum inddrages i fiktionen mister de deres privilegerede position, og kan først give det rette modspil, når provokationen hårdt rammer dem på deres personlige og konkrete verdensopfattelse.
”En Folkefjende” – Aalborg Teater, Store scene fra 6.september til 4. oktober 2014
Intruktion: Hans Henriksen
Scenografi: Nicolaj Spangaa
Oversættelse og bearbejdelse: Jens Christian Lauenstein Led
Medvirkende: Mads Rømer Brolin-Tani, Laura Kold, Victoria Carmen Sonne, Martin Ringmose, Jørgen W. Larsen, Hanne Windfeld, Caspar Juel Berg og Martin Bo Lindsten,
Johan Holm Mortensen er cand mag i dramaturgi og underviser på SMKS, skuespillerskolen i Odense.