Max Websters iscenesættelse af Much Ado About Nothing besøgte Shakespeare Festival på HamletScenen
Af Annelis Kuhlmann
Skybruddet udeblev til alt held på denne næsten tropiske sommeraften i Kronborg Slots gård, hvor HamletScenens Shakespeare Festival åbnede The Globe’s fire dages gæstespil fra London med Much Ado About Nothing.
Much Ado About Nothing er en turnéproduktion i stil med Hamlet (2011), As you like it (2012) og King Lear (2013), der tidligere har besøgt Kronborg. Shakespearekonventionen lanceres som The Globe Tour, men i turnéformen udfolder denne konvention sig i et lille målestoksforhold.
http://www.hamletscenen.dk/dk-forside/shakespeare-festival/muchadoaboutnothing/
De talende kulisser var her understøttet af en særdeles turnévenlig sceneopbygning, bestående af to sideindgange, tre åbne porte og to med tæpper, monteret på et mørkt podium, hævet fire trin op i forhold til gårdspladsens niveau.
Forestillingen blev musikalsk indrammet af et åbnings- og slutnummer, hvor skuespillernes à capella sang ”Sigh no more…..”, mens de hver især spillede på guitar, mandolin, melodika, fløjte, tromme, mm. Dette bidrog til en markeret musikalitet i koreografien og kroppenes puls og udtryk. Skuespillernes rytmisk afstemte hoppen først på det ene og derpå det andet ben anslog en dobbelthed i figurernes måde at være kropsligt til stede på gennem forestillingen. Danserytmen fremstod stammende anapæstisk m. ”afterbeat” og det skabte sammen med musikken et slags kropsligt modstykke til ordenes rytme i blank verse replikkerne.
Derved fik dansen og det musikalske et anderledes teatralt pulsslag, som skabte en virkningsfuld, kommunikabel rytme for forestillingens dramaturgiske struktur.
Scenografisk set fremstod indramningen på den ene side som en pastiche over en måde at iscenesætte en fortælling fra Shakespeare-tid og på den anden side gav rammen også forestillingen et næsten Monty Pythonsk moderne og nærværende anslag. Virkningen blev særdeles stemningsfuld i den måde, hvorpå akustikken i slotsgården pakkede tilskuerne sammen om oplevelsen.
Som udgangspunkt signalerede skuespillernes kostumer en jævn efterkrigstids-stil som et billede på en middel-arbejderklasse. Ternede skjorter og rundskårne nederdele anslog en form for ”folkelig” stil.
Sceneskiftene blev markeret med meget enkle visuelle virkemidler, primært forklædninger og små tegn til at antyde f.eks. et kirkerum, en kro, gadescene etc. De mange musikalske intermezzi skabte fine overgange mellem scenerne.
Klippet i linket nedenfor giver et stemningsindtryk fra forestillingens turnébesøg i Brighton, juni 2014.
Ensemblet består af skuespillere fra The Globe. Flere af skuespillerne er ret kendte, ikke mindst Emma Pallant og Simon Bubb i rollerne som hhv. Beatrice og Benedick. I forestillingen markerede spillet sig i øvrigt stærkest i kvinderollerne. På The Globe’s hjemmside kan man høre og læse interviews med netop disse to skuespillere.
Skuespillerinden, Emma Pallant i rollerne som Beatrice og Verges i The Globe’s Much Ado About Nothing.
Skuespilleren Simon Bubb i rollen som Benedick i The Globe’s Much Ado About Nothing.
Et andet dobbelt teater
I forestillingen er der en dobbelthed til stede. På den ene side udspiller en del af fortællingen sig i det hjemlige England og på den anden side foregår en del af handlingen i Messina, som fremstår som det anderledes og fjerne billede af Italien. Når scenerne udspiller sig på Siciliansk grund, bliver kroen eksempelvis udstyret med rødternede duge og vinflasker i kurve. En flagguirlande bliver sat op over scenen, og straks accepterer vi verden som ”festligt sydlandsk”. Dette karneval-greb, der under forestillingens mange intermezzi udformer sig gennem dans og maskeleg, placerer forestillingen i en teatral ramme, der fremhæver stykkets lette komiske genre. Hvis man accepterer denne lidt naive inddeling, så virker komediespillet fint som en sag, hvor handlingen er ganske enkel:
Claudio og Hero skal giftes. Benedick og især Beatrice er ikke interesseret i denne romantiske konvention og de gør alt, hvad der står i deres magt for at undgå at komme i samme situation. De ved imidlertid ikke, at deres relation også slutter med, at Beatrice giver sig, og at det til syvende og sidst også ender med bryllup for dem. Don John forsøger at tage Don Pedro i ed, da han vil beskylde Hero for utroskab og dermed bliver konflikten og intrigen linet op for et hav af forviklinger og forvekslinger.
Titlen Much Ado about Nothing rummer en dobbelthed ud over den åbenlyse modstilling mellem ’much’ og ’nothing’. Inden forestillingen kunne publikum således få en kort introduktion til både Shakespeare, Kronborg og forestillingen ved skuespilleren, Angela Heath-Larsen. Hun fortalte blandt andet, at udtrykket ’nothing’ menes at have udgangspunkt i ’noting’ – at observere og lægge mærke til – med andre ord en forestilling, der privilegerer tilskuerens rolle. Men ’noting’ kan på Shakespeare-slang også henvise til de kvindelige kønsorganer. Således oplyst kunne man i forestillingen notere sig, hvordan ’noting’ og ’misnoting’ blev brugt som et særligt indlejret dobbeltblik af komiske misforståelser, der ofte blev til slang-underforståelser, som skuespillerne i deres spil kommenterede på. Herved blev tilskuerne gennem ’not(h)ing’ inkluderet i forestillingens komiske forviklinger. Grebet gik således ud på, at en stor del af pointerne omkring ”misforståelserne” i spillet opnåede en dobbelt konnotation, som blev tydeliggjort på en komisk underdrejet erotisk måde. Publikum tog imod dette illustrative greb og levede med i forestillingens spøgefuldheder, som de udspillede sig.
På samme måde som iagttagelsesmomentet i ’not(h)ing’ fik en særlig teatral betydning, opnåede selve det at spise, jagte, fiske osv. også en vigtig funktion som instinktivt symbolske omdrejningspunkter for komedien. Det er umiddelbart taknemmeligt spilbare verber, der lægger op til bevægelse og action på scenen.
I første del af forestillingen, er der en vidunderlig scene, hvor Beatrice og Margaret (i Joy Richardson’s fremførelse) vasker dragter. Tøjet er drivvådt, da det bliver hængt op på tøjsnoren, hvilket kommer til at fungere som et dryppende tæppe af kostumer på spillepladsen. Det våde element tilføjer spillet en særlig sanselig og teatral skillemarkør, som skuespillerne kan bruge komisk til at fordoble det sentimentale i den romantiske del af historien og det erotisk kraftfulde i spillets indviklede kærlighedshistorie. På den ene side kom vandet til emfatisk at understrege, at Beatrice udlevede, at hun i situationen var opløst af gråd, når hun stod foran tæppet, på den anden side blev det dryppende tøj hængt op så resolut, at det med sin vægt kom til at udgøre en tung og slatten modstand, som Beatrice måtte kæmpe imod, når hun af og til også stod bag tæppet. Denne groteske dobbelthed, som publikum netop så, håndterede Margaret dynamisk, så hele scenen gennem hendes spilmæssige modsvar fik en form for dansende let overskudskarakter, hvor figurernes vundne kamp med det våde vasketøjs egenskab blev overført som en form for ekstra-viden, som de tog med sig ind i de næstfølgende sceners intrige. Når så samtidig aftenens brise ude fra Øresund tog fat i det våde ”tæppe” og sendte dråber ud over de forreste tilskuerrækker, ja så kom det klassisk-komiske greb til at virke og gjorde bestemt ikke underholdningen mindre.
Spillets energiske karakter udviklede sig og blev interessant, når skuespillerne oven i købet skulle holde rede på det dobbelte sæt roller, som de fleste af dem spiller. Forklædningerne fungerer her som en sjov del af komedien. Især efter pausen, hvor Benedick og Beatrice på et tidspunkt dukker op forklædte som ”strangers”, der skal opklare, hvem der hører til hvem.
Jeg synes, at forestillingen alt i alt fremstod som underholdning. Det var ikke nogen stor opsætning, men skuespillernes spil blev afgørende i den måde, hvorpå det indfangede en slags komedieessens. Forestillingen har derved prioriteret det genremæssige. Jeg kunne godt have tænkt mig, at turnéopsætningen i større grad tog højde for at bibeholde den situation, der eksisterer på The Globe, hvor tilskuerne på grund af det runde rum er til stede og ser fra alle vinkler rundt om scenen. På Kronborg blev opbygningen af podier og tilskuerpladser i stedet næsten til en estradeagtig kukkasseopsætning, der retfærdigvis reducerer iagttagelsesmetaforen til noget mindre rummeligt. Denne løsning kan dog skyldes det faktum, at der er tale om en turnéproduktion.
Det er nu snart 200 år siden, man begyndte at spille Shakespeare på Kronborg. Jubilæet vil blive markeret med stor Hamlet-opsætning i 2016, som også er 400-året for William Shakespeares død.
William Shakespeare. Much Ado About Nothing. The Globe Theatre on tour. Instruktør: Max Webster. Scenografi: James Cotterill. Komponist: John Barker. Medvirkende: Benedick – Simon Bubb, Don Pedro – Jim Kitson, Hero/Conrade – Gemma Lawrence, Beatrice/Verges – Emma Pallant, Claudio – Sam Phillips, Leonato/Ursula – Robert Pickavance, Margaret/Borachio/Friar Francis – Joy Richardson, Don John/Dogberry – Chris Starkie. HamletScenen, 1.-4. august 2014.
Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi på Aarhus Universitet. Forsker i iscenesættelse, og underviser i analyse af dramaer og forestillinger, herunder i opførte Shakespeareforestillinger, mm.