En operafantasi af Svend Åge Madsen, Maria S. Madsen og Erik Bach
Af Charlotte Rørdam Larsen og Ansa Lønstrup
Kinesisk æske
Hvordan skal operaen komme ud over scenekanten, når ”Ingen alligevel kan forstå hvad de synger”, som det siges i Aarhus Sommeroperas operafantasi Rosa og Evigheden. Konstateringen kommer fra en af stykkets skuespillere, og svaret er i forestillingen at lade skuespillere optræde på scenen side om side med sangere, der optræder som en slags opera-commedia dell’arte stereotyper – i rollelisten benævnt som “SOPRANEN”, “ALTEN”, “TENOREN” og “BASSEN”. Derved mikses opera med vaudeville, men hvor denne bygger på, at der er en troværdig udveksling mellem karakteren og dens sangnumre, optræder sangerne her som eksplicit iscenesatte karakterer – parate til at bryde ud i sang, når det passer forestillingens talende hovedperson, komponist og instruktør Albert C. Malinger i den aarhusiansk/kinesiske æske, som karakteriserer stykkets struktur.
Stemt i hver sit leje gelejdes og gelejder stemmerne os rundt i historien og dens mellemtider fra 1500-tallet over 1864, (1953), 1974 (operaens nutid) til fremtidens 2014. Kulisserne er Aarhus, i særdeleshed Den gamle Bys huse, idet forestillingen netop også er et festspil, dels skrevet som en festforestilling i anledning af Den Gamle Bys 100-års jubilæum – dels som et første forsøg på at få Helsingør Theater til at fungere som byens levende købstadsteater.
I sine eksperimenter med at inddrage andre end sangere på scenen vækker forestillingen minder om sidste års Reumert-nominerede opera Dorian Grays brug af dansere på Den Jyske Opera. Oven i købet har operaen ligesom denne indbygget et Faust tema, ligesom musikken er eklektisk: den snor sig ind og ud af historien på alle planer. Det er ikke altid man kan følge helt med i alle spidsfindighederne i Rosa og Evigheden, men det er en dejlig fornemmelse, at der gemmer sig mange lag. Operaen er en palimpsest, hvori der krattes og zappes i tiderne og evigheden.
De mange tidsplaner
Historien udspiller sig altså inden og uden for rammen af forfatteren, komponisten og iscenesætteren Albert C. Malinger, som i første scene modtager sin dødsdom af en læge. Det sætter handlingen og tiderne i gang hjulpet på vej af en båndoptager, der har rollen som den tidløse tidsmaskine. Sikken et greb! Lydoptagelsen fastholder jo netop øjeblikke, så Albert kan med den ved hånden (i librettoen karakteriseres den som kunstnerens værktøj, der svarer til Orfeus’ lyre) dykke ned i tidslommer og plukke af fortiden, anvende den, og indlægge stemmer i sine kompositioner, som han fx har gjort i den på kanonlisten optagede Orgasmesymfoni, der byder på fireogtyve (af ham) personligt fremkaldte elskovsvariationer. Hvor Orfeus har sin lyre og ”stemmer i”, har Malinger sin optager og mikser sammen. Og historien/historierne udspiller sig i musikken til operaen, idet der her citeres eller ekkoes listigt fra forskellige tider, ligesom personernes gestik og sindstilstande udtrykkes med stiliseret animations-livagtighed. På scenen kommer tiderne og tidslommerne til udtryk på flere planer, fx gennem et urværks mølle-tandhjul: Hjemme hos den skønne møllerske (1864) synger den evighedsdømte Rosa om at være fanget i evigheden og om dens trummerum – hvilket i orkester og melodi understreges ved at musikken går i hak: en repetitionsfigur som et hak i en plade – her taler to tider samtidigt! Den skønne møllerske, der i Franz Schuberts sangcyklus (1823) hensætter sin beundrer i fortvivlelse, føler efter mødet med BAS’ arie Kvindelæber en moderne splittelse (spleen): hun længes mod noget andet, og senere resulterer dette i, at hun syngende erklærer at ”[han] indførte en disharmoni som udpænder mig og tilføjer mig en ny dimension – og en skinger tone”, hvilket synges tågehornsagtigt og ved gud overhovedet ikke lyder som ”skøn”sang i den ellers velsyngende ALTs operastemte udfoldelser.
BAS (som i scenen er en ung udgave af Malinger) går ud af scenen, og spoler frem i musikken, mens sangerne stumt artikulerer videre. Han går tilbage i spil, men afslører for ALT, at Kvindelæber bare var en optagelse. Mellem tidslommerne og karakterernes inde- og ude af spil huserer mellemmusikken i operaen: et spinkelt og underspillet kammerspils akkompagnement, som giver historierne plads, mens tidslommerne fyldes med opera.
Det hele er meget underholdende og vittigt – ikke mindst fordi alle mulige typer af historier og brudstykker af velkendt lyd både henviser til en hedengangen verden, som udspiller sig på scenen, men som også indeholder en fremtidig verden. Malingers fremtid udspiller sig i 2014 – og det er et scoop, når libretto, sang og sangere folder sig ud i en i en X-factor performance: En fremtid, som den er konciperet i Malingers hoved præget af distraktion, af fravær og glæden ved ”tingeltangel og glitrende ingenting”. Nydelsen og friheden, som Malinger forestillede sig var fremtiden, vil han ikke kendes ved, nu da alvoren, nemlig døden er kommet ind i hans liv.
Komponistens død
Operaen skildrer forfatterens (komponistens) død: Det er Malinger, der har forfattet plottet, det er ham, der er autoriteten, men over ham står manuskriptet, eller drejebogen, som han bliver nødt til at følge. En finurlig krølle på Roland Barthes´ forfatterdød: Hos ham er det skriften og læseren og ikke skribenten, der bestemmer, hvad der sker. Da Malingers assistent Hilde Jenssøn – i virkeligheden (men hvilken virkelighed?) hans datter – indføjer noget i manuskriptet, må hun dø, idet hun har grebet ind i hans idé; men da hun samtidig har skrevet ind i manus, at han skal dræbe hende, hvem er så egentlig autor? Malinger dør, på trods af at en tidligere lægelig dødsdom trækkes tilbage, da hans autoritet er blevet undergravet. Men det interessante er, at plottet ikke kun udfolder sig i manuskriptet. For også lyden er med. Lyden, der er ”komponeret” af Malinger, komponistens udtryk, som er brudstykker af fortiden og lyden af stemmer, og som forfører henover århundreder. Ikke autografen, men fonografen har hele tiden været med på scenen.
Operaen er til tider svær at følge som den århusiansk prægede kinesiske æske den er. Der er mange tomme pladser i fortællingen, som på trods af alle sine referencer sagtens kan nydes uden at man fanger dem alle. Man kan bare lukke ørerne op, for pointerne er godt hjulpet på vej af Erik Bachs understøttende, filmisk-tunede, tids- og rumskabende musik. Men ikke mindst kan man lukke dem op for den fantastisk blond-smukke og smukt syngende, tidligere ”evigt nynnende pige” Rosa, som via et natligt møde i ”lysthuset” uden for Møllerens hus blev forført af BAS´s mimende tenor: ”lad os gribe ud efter dette øjeblik i dette øjeblik”, og som derved fik ”liv i sit liv” (blev gravid!), blev rørt og berørt af livet, blev ”forløst” af sangkunsten! Derfor kan hun (næsten som den eneste) nu synge så klart, velartikuleret og forståeligt at vi straks kommer til at tænke på en anden ”ung blond pige, som går og nynner i Danmarks hus” og i et andet vers senere i Den danske Sang er en ung blond pige (1924/26) opfordrer: ”Så syng da, Danmark, lad hjertet tale, thi hjertesproget er vers og sang”.
Det bliver således et scoop med montagen af talende skuespilstemmer, operastemmer (live og ”optagede”!), genre- og stilblandinger, orkestrets musikalsk artikulerede montage af tids- og rumspring i en kompliceret, seriøst-eksistentiel og crazy ramme- og metakrydsning af en operafantasi: den kommer til konstant at pege ud, tilbage og væk i tider og rum, men samtidigt ind, her og nu (gribende dette øjeblik!) på Helsingør Theater ”Til Phantasiens Moroe” og ”frem” på en forestillet og en tilstedeværende, real og medialiseret nutid. Sådan bliver Opera selv et ustyrligt og nutidigt levende medium.
Aarhus Sommeropera, Helsingør Theater 22/8 (premiere) – 5/9 2014
Instruktion: Asger Bonfils, Scenografi Anette Hansen, Lysdesign Rune Halkens Tønnes, Dirigent David Riddell
Sangere: Nina Bols Lundgren, Liv Oddveig Midtmageli, Jens Bruno Hansen, Jacob Næslund Madsen, Carl Christian Rasmussen
Skuespillere: Merete Hegner, Durita Dahl Andreassen, Zaki Nobel Mehabil
Randers kammerkorkester
Charlotte Rørdam Larsen og Ansa Lønstrup er begge lektorer ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet.