Til lys og lyst – en friluftsforestilling
Af Annelis Kuhlmann
Har De tænkt over, hvad Shakespeares titel på komedien mon betyder? Jeg stillede mig selv det spørgsmål forleden, da jeg så Grønnegårds Teatrets opsætning af De Lystige Koner i Windsor. Det er ikke et spørgsmål, der efterlyser et opslag i ordbogen. Men hvordan fungerer kvaliteten i tillægsordet ”lystige” omsat i den konkrete forestilling? Denne anmeldelse samler sig om forestillingens to centrale temaer – lys og lyst.
En lysende manege
Alle medvirkende. Foto: Bjarne Stæhr
Mens de sidste aftensolstråler reflekteres fra naboejendommenes glasruder ned i Odd Fellow Palæets gård, indtager publikum efter picnic’en deres pladser. Herfra overtages lyset i stigende grad af 82.000 watt (!) i Kisser Rosenquists lysdesign, som udnytter arenaen, der fysisk er markeret med en græsfarvet trækasse. Under kassen sidder lamperne tæt som en næsten usynlig lyskilde for scenen, der i øvrigt har publikum på alle sider. Lyset understøtter varmen fra publikum og stemmer også sindet, da spillet tager sin begyndelse. Ovenfra er lyset sat som frugterne under buketter af blomster, der er placeret rundt om på det bleggrønne espalier, der vækker associationer til både en stor edderkop og et lysthus. Samme farve går igen i scenegulvet, lemmen i gulvet og i arenaen. Det er en douce natur, som etablerer et komfortabelt, visuelt fokus for tilskueren.
Intet (næsten) skjules i denne forestillings univers. Og dog. Det er en del af omdrejningspunktet, at det synlige og det usynlige bliver afdækket som en dobbeltillusion. Lys og skygge er i Shakespearesk forstand dobbelt til stede. Det gælder helt konkret, når vi ser spillet belyst fra alle vinkler, og det gælder også i overført forstand, når vi kommer til fortolkningen af, hvad denne komedie drejer sig om. I forestillingen giver selve komediens leg, at man ikke rigtigt kan skjule sig for sig selv eller for andre, en fin dynamik til Shakespearekonventionens indbyggede teaterkrav om et ikke-illusorisk univers. Og når der på den måde her er udsigt til gården og gaden på én gang, så bliver lys og skygge til stede på flere måder.
Shakespeares sprogspil på dansk
Det er en mangeårig tradition, at sommerens forestillinger på Grønnegårds Teatret bliver spillet udendørs, men det er så vidt vides første gang, at teatret prøver kræfter med at spille på en rund scene og med tilskuere rundt om på alle sider af scenen. I London har The Globe’s runde rum et tæppe, som ”beskærer” cirklen og giver skuespillerne mulighed for at ”holde ryggen fri”. Tæppet eksisterer imidlertid ikke på denne måde i Grønnegårds Teatrets teatrale rum. Under scene- og kostumeskift benytter skuespillerne i stedet trapperne i den lille amfiteatrale publikumsopbygning for at kunne komme på og af scenen. Trapperne knytter tilskuerne til intrigens gang i komedien, og det var for mig at se tydeligt, at tilskuerne var optaget af at kunne følge skuespillerne gå ind og ud af fiktionens komplicerede spilopbygning. At komme til syne og at forsvinde hører med til denne komedies form.
Camilla Bendix, Joachim Fjelstrup, Steen Stig Lommer, Troels Lyby, Mia Lerdam, Morten Hauch-Fausbøll. Foto: Bjarne Stæhr
Skuespillernes maksimale sceniske tilstedeværelse og illusionen om, at noget kan forsvinde for vore øjne, virker da også som et af dogmerne for De Lystige Koner i Windsor, men det bliver altså også – sådan som jeg oplevede det – til et af forestillingens gennemgående problemer. Oversættelsen er udstoppet med en tætpakket spilmetaforik, som også giver lyst til at læse selve teksten i Niels Brunses oversættelse af Shakespeares samlede skuespil (ny udgave, bd. IV). Der er virkeligt kælet for mange detaljer og udtryk, som overrasker i skuespillernes omsætning af dem. Det må have været sjovt at arbejde med disse replikker, tænkte jeg flere gange undervejs i forestillingen.
Desværre gør skuespillernes måde at inddrage udtale, dialekt, og accent i forestillingen det vanskeligt at opfange alle de sproglige virkemidler tilstrækkeligt distinkt. Man får ikke fat i hele sprogspillet, da det er vanskeligt at holde ét fokus. I det runde rum, forsvinder for megen tale, dels fordi det går for hurtigt, og dels fordi artikulationen flere steder er utilstrækkelig. Retfærdigvis skal det siges, at jeg opfangede alt, hvad Joen Bille, Steen Stig Lommer og Morten Hauch-Fausbøll sagde – og det er i sig selv en del! Men for de øvrige medvirkendes vedkommende kniber det undertiden. Problemet bliver ikke mindre, når Joachim Fjelstrups doktor taler duarder-fransk og præsten i Ulver Skuli Abildgaards skikkelse benytter tysk lidt som i nogle af Holbergs stykker. Koderne i Grønnegårds Teatrets egen Holbergtradition, som går tilbage til 1982, titter i denne Shakespeareforestilling frem især i netop de mere commedia dell’arte-lignende karakterer som i hhv. doktorens og præstens tale, der fremstår ironisk underspillet med et hav af ordspil og lystigt erotiske finter, som spøgefuldt udfordrer viden og moral.
Kødets lysthus
Scenografiens spinkle og virkningsfulde ornamentik leder tanken hen på et veritabelt lysthus i en have, hvor forestillingens hovedtema folder sig ud mellem såvel kvinder som mænd. Shakespearetidens krav om mandlige skuespillere er her blevet forløst sådan, at de fleste af skuespillerne har to roller, som de spiller på tværs af køn og alder. Det giver i sig selv anledning til mange ombytninger mellem skuespillerkøn og roller, så De Lystige Koner i Windsor på en måde hæver sig op over kvindekønnet og er blevet til et fællesmenneskeligt anliggende. Troels Lyby, der spiller John Falstaff, nøjes med denne ene figur, som er stammen i den farcebetonede del af komedien. Falstaff har det grågrimmeste og mest tyndslidte nakkedullehår, man kan forestille sig. Det minder mig lidt om Luckys hår i Mens Vi Venter på Godot og det kom til at understrege min oplevelse af, at Falstaff her måske bliver opfattet som en figur, der er blevet en kende træt af rollen som den suverænt tykkeste forfører. Falstaffs profil minder tillige om en blanding af William Shakespeares og Christian IV’s ikoniske portræt! Som om det ikke var nok, så er Falstaff også genstand for plottets kerne. Han afslører sin krops pragt med hud og hår, hvilket til publikums morskab under den store frakke fremstår som endnu en dragt, blot i rødt og slaskende slapt undertøj. Alle stykkets medvirkende – lige med undtagelse af doktor og præst – har røde kalsonger, som er med til at understrege den teatrale leg med kød og blod og med de øvrige overraskelser, som ikke helt kan gemmes under scenografen og kostumieren, Nina Flagstads meget fine dragter, der er holdt i mørkere naturfarver og røde kødfarver. Brysterne er røde tøjbolde, som bogstaveligt kan hoppe helt ud af position. Hovedbeklædning og frisurer ligner fyldige hhv. barme og bagpartier. I det hele taget er der en udstrakt fantasifuld leg til stede med kostumernes frodige former og plasticitet.
Når der på den måde på én gang er udsigt til gården og gaden, så bliver lys og skygge også i dette univers dobbelt til stede på flere måder, jfr. det synlige og det usynlige i spillet.
Dansende skuespillere
Hovedparten af de medvirkende skuespillere har højhælede sko på – lidt i cowboy-boot stilen, hvilket virker resolut og moderne. Undtagelsen er dog Helle Dolleris’ to figurer Frank Fjord og Peter Tungnem, der på en måde danser i en helt egen rytme i forhold til resten af ensemblet. Hendes lave sko har bløde såler, som understøtter figurens rullende-dansende kropsbevægelse, der fungerer som et regulært modspil til de andre figurer.
Helle Dolleris og Troels Lyby. Foto: Bjarne Stæhr
Også Camilla Bendix og Mia Lerdam bruger deres store kostumemaver til at skabe listigt legesyge figurtegninger, som narrer og forvirrer de andre figurers opfattelse af køn. I samspillet med Jakob Femerling Andersens forholdsvis slanke roller som Abraham Tyndsak og Robert kommer intrigen med de lystige koner i omdrejninger. Det er alt i alt et fornemt spil, der er kommet ud af det.
De lystige koners kjoler er rummelige som mobile gammeldags toiletmøblementer med forhæng, bag hvilket man let kan hengemme og stuve det brugte ad vejen. De stive skøder i dragterne vipper kækt som bordplader, når skuespillerne i deres nærmest fugleagtige rytmiserede staccato-skridt koketterer med hinanden i et underdrejet spil. I dette billede bliver pas de deux’en mellem Fru Pagh og Fru Fjord utrolig vittig, når den iklædes en skibsmetaforik med last(!)rum og dæk fra skødet til det skødesløse. Den sidder – om jeg så må sige – lige i (toilet)skabet, så både dårskab og utroskab i omtale får syfilis til at lyde som en bagatel i moderne regi.
Hanrej-temaet bliver fordoblet i kønnenes maskerade og i skuespillernes veloplagte spil er det en udsøgt lyst at overvære. Især markerer Madam Rap i Joen Billes skikkelse sig som højspændt budbringer mellem de potentielle ”elskere”.
Falstaffs fjerprydede hat vibrerer i aftenbrisen og tilfører figuren en ekstra let og næsten svævende sensibilitet i kontrast til hans omfattende korpus. Da omsider Falstaff falder i fælden, som her er en sækkestol, udnytter han den alment kendte situation, hvor han spiller, at han er fanget som katten i sækken. Han kan ikke komme op igen uden at skulle opvise alskens lidet elegante gymnastiske øvelser. Denne scene, som tilskuerne var meget glade for, har karakter af, at figuren tager livtag med sit miljø på en måde, så selve sækkestolen næsten burde stå på rollelisten. Det er elementær komedie, der virker.
Storbedraget
Da først Fru Fjord og Fru Paghs list mod Falstaff får hans plan til at gå i vasken ved, at han bogstaveligt bliver stoppet ned til snavsetøjet i en bundløs vasketøjskurv, bliver bedraget afdækket i hurtigt tempo.
Steen Stig Lommer, Troels Lyby og Morten Hauch-Fausbøll. Foto: Bjarne Stæhr
Hr. Fjords interesse i sin kone illustreres ved en konstant kløe. Madam Rap får lidt efter lidt redt alle trådene ud og komedien finder således sin ”ende”, så Falstaff kan omtale optrinnet som ”prologen til vores komedie”. Hermed bliver det antydet, at forestillingen også handler om skuespillernes lyst til at spille komedie. Måske vil forestillingen også fortælle, at det er helt menneskeligt at spille komedie? Når det er sagt, så er det forestillingens store kvalitet, at selve skuespillet her i den grad er til lyst. Erotik og komedie blander blod og spiller herom med åbne kort.
Hanrejtemaet tilspidses i stykkets konflikt, som indebærer, at den forsmåede må have ”et horn” i siden på sin rival. Til sidst udvikler konflikten sig dog mest af alt til en veritabel kamp mellem hund og kat. I ren og skær fryd over at have iscenesat afsløringen springer de lystige koner rundt, så scenen nærmest forvandler sig til en hoppeborg. Det er et morsomt energihøjdepunkt i forestillingen, hvor forholdet mellem at være dydig og spydig bliver til udtryk for maskelegens dynamik. Momentet kulminerer med Falstaff udklædt som grotesk mafioso-sørgekvinde med slør for ansigtet. Han timer sin replik ”Gid hele verden blev bedraget” med, at kostumet er ved at falde af ham. Falstaffs egen liderlighed kommer til udtryk som ubehjælpsom ridderlighed. Iklædt en hat med bukkehorn bliver hjortens brunst symbolet på hans begær.
Morten Hauch-Fausbøll, Helle Dolleris, Troels Lyby og Steen Stig Lommer. Foto: Bjarne Stæhr
Da forestillingen nærmer sig sin slutning, er solen næsten gået ned, og lyset må nu finde sin styrke i forhold til en karnevalisk måneskinsdans. Det bliver til et fyrværkeri af rene lysfarver, der i et forhøjet beredskab tænder op under skuespillerne, som med vibrerende silkebånd i løbet af no time har skabt en venetiansk nat. Falstaff bliver gjort til et Shakespeare’sk æsel og heri ligger formentlig moralen, hvis der eksisterer en sådan.
Personligt blev jeg meget betaget af skuespillernes dobbeltbundede bevægelser i gestikken og den konstant dansende bevægelsestegning. Det var en energiudladning for fuld skrue. Men overordnet savnede jeg en lidt klarere hovedpointe med iscenesættelsen.
William Shakespeare. De Lystige Koner i Windsor. Iscenesættelse og tekstbearbejdelse: Christoffer Berdal. Scenografi og kostumer: Nina Flagstad. Lysdesign: Kisser Rosenquist. Oversættelse: Niels Brunse. Medvirkende: Troels Lyby, Helle Dolleris, Morten Hauch-Fausbøll, Camilla Bendix, Steen Stig Lommer, Mia Lerdam, Joachim Fjelstrup, Ulver Skuli Abildgaard, Joen Bille, og Jakob Femerling Andersen. Pressefotos: Bjarne Stæhr. Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets Gård, København. Forestillingen spiller frem til og med den 23/8.
Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi på Aarhus Universitet. Forsker i iscenesættelse, og underviser i analyse af dramaer og forestillinger, herunder i opførte Shakespeareforestillinger, mm.