Transformation og teaterfællesskaber

Af Erik Exe Christoffersen

Odin Teatret 50 år jubilæum gav anledning til en fest på teatret med deltagere fra hele verden. Flere hundrede af teatrets ”hemmelige venner” deltog i et usædvanligt ritual. Første del handlede om ”fremtidens ansigter” med deltagelse af børn og unge fra Bali, Brasilien, Kenya, Italien og Danmark. Det var en multikulturel festival i Parken i Holstebro. Anden del var en genopførelse af Odin Teatrets historie med brudstykker fra rækken af forestillinger og med de skuespillere som stadig er i fuld aktivitet. Forestillingen sluttede med at teatret med hjælp fra børnene og de unge smed kostumer og rekvisitter i en stor grav hvor en gravko kastede jord på, og hvor der oven på blev sat et gyngestativ. Denne del var indrammet af en indisk danseceremoni. Odin Teatret lægger dermed et halvt århundrede bag sig og starter på en frisk med ansigt mod fremtiden. Tredje del var et fremtidsritual på teatret med indtagelse af mad og drikke. Det hele have karakter af et såkaldt passageritual. For at komme videre må man så at sige destruere en del sin identitet for at transformere sig og blive en anden.

To you who belong to the secret people of the Odin. Over time I have often been asked: how has Odin Teatret managed to remain together for fifty years? How has each person of the group succeeded in realising that which has a personal meaning without yielding to deception, to the changes, the demands, the enthusiasms and the fashions of the spirit of the time? My answer has always been: thanks to the secret people of the Odin, our friends. You have been one of the decisive factors for our economic and artistic autonomy. You, our friends, have invited not only our performances or have convinced others to do so, but you have accomplished miracles to find money and to invent circumstances for unimaginable adventures: the encounters of the Third Theatre’s groups, the sessions of ISTA, our pioneering International School of Theatre Anthropology, our barters in the most unexpected places. With your faithful presence and commitment you have reminded us of the value of our actions in your lives. On Sunday 22 June 2014 Odin Teatret will celebrate its 50th anniversary with CLEAR ENIGMA. It is a performance dedicated to you who belong to the secret people. We have created it thinking of each one of you who has accompanied and protected us with your affection and loyalty. We will perform CLEAR ENIGMA only once in our theatre in Holstebro at six in the evening. Eugenio and all of us from Odin Teatret Holstebro, 15.12.2013

Clear Enigma fejrede teatrets forgængelighed. Teatret er en parallel til virkeligheden, hvor man som Hamlet siger, ender med at være føde for ormene. Teatret ender i graven. Samtidig er der dog noget som står tilbage og det er tilskuernes erindring. Den vil fortegnes, idealiseres, forvanskes eller udglattes gennem årene og blive til et minde eller måske en myte og en tradition. De hemmelige tilskuere som deltog i dette ritual er dem, som er medskabende af den myte og Odin Tradition, som er formet og overleveret gennem arrangementer, bøger, film, seminarer, artikler og relationer. Myten er et affektivt fællesskab som handler om identitet. Det er hverken en national eller etnisk identitet. Det er en identitet, som drejer sig om at høre hjemme på den flydende ø, som Odin Teatret gennem 50 år har skabt. Også denne ø er forgængelig. Det er ikke et museum, men noget flygtigt som et dynamisk orienteringspunkt. Odintraditionen har mange aspekter og der er mange dimensioner af læring i relationen mellem handling og tanke. For skuespilleren handler det om at skabe en form for enhed og at være rede eller besluttet. Men strengt taget er det et forhold, som vedrører enhver der arbejder med teater og kreative processer. Er der et kausalt eller samtidigt forhold mellem tanke og handling eller intention og udførelse? Hvad kommer først? Handler man og begrunder det bagefter eller har man en plan, som man handler efter? Hvordan er forholdet mellem handling og reaktion? Hvordan kan man så at sige handle overraskende i forhold til sig selv og andre?

Ethvert teater skaber forestillinger som en form for møde mellem skuespillere og tilskuerere. Det er en særlig form for teaterfællesskab, som skabes med forskellige sociale og affektive funktioner. Men forestillingen er ikke det eneste rum som skabes. Nogle teatret lægger vægt på at skabe mange andre typer af relationer og handlingsrum med teatrets know how som grundlag. Disse fællesskaber og relationer har en række forskellige socialiserende funktioner. De kan udvikle en form for handlingskompetence, disciplin, evnen til at satse, det kan være forskellige former for refleksion i forhold til processens faser, effekter, udførelse og vidensdannelse. Denne tekst handler om en sådan praksis mellem Odin Teatret og Dramaturgiuddannelsen på Aarhus Universitet. Den peger indirekte på en række perspektiver i forhold til forholdet mellem akademisk og kunstnerisk praksis, først og fremmes ved at skabe en transparens i refleksionerne. Teksten begynder med en skitse af Odin Teatret og relationen til Dramaturgi som tog sin begyndelse for omkring 50 år siden. Hvad kan Odin Teatret lære en ung dramaturg i dag? Et bud på dette vil være at pege på Odin Teatrets proces som en form for transformativ læring, der forekommer som et relevant og nødvendig tilgang til det at lære af at lave teater i en globaliseret verden.

Fremmed fugl – i 50 år.

Odin Teatret blev skabet i Oslo 1964 i en bunkers fra krigens tid. Teatret flyttede til Holstebro i 1966, men er på mange måder stadig som en fremmed fugl i dansk teater. Det foregår ikke helt som på mange teatre. Hvis man kommer for sent, får man ikke adgang og det er vanskeligt at komme ud under forestillingen. Man sidder på en særlig måde ofte overfor hinanden med et scenegulv mellem sig så tilskuerne bliver en del af forestillingen. Skuespillerne kommer ikke frem og tager mod applaus. Der uddeles ikke blomster til de medvirkende. I det hele taget er teatret præget af, at det er et laboratorium og en kollektiv undersøgelse af teatrets handlinger og potentialer i forhold til tilskuerne, som en del af denne undersøgelse. Teatrets værdier og normer skiller sig ud og udgør et særligt fællesskab.

Odin Teatret bor stadig i Holstebro og har skabt et tilhørssted på en gammel gård med tilbygninger. Her er masker på væggene, billeder fra teatrets historie, ægte tæpper på gulvene og udenfor balinesiske statuer, farverige vimpler og malede træer. Der er flere sale og et bibliotek samt arkiv og konference sal. Og så er der plads til omkring 60 sovende gæster i små værelser, og der kommer rejsende fra hele verden på besøg. Odin Teatret viste for nyligt sine 23 forestillinger og arbejdsdemonstrationer for 60 deltagere fra 14 forskellige lande – heraf alene 27 fra Latinamerika og 10 fra Kina. Et af de centrale træk ved Odin Teatret er, at det er blevet et sted, hvorfra der skabes et globalt teatralt netværk, et communitas, omkring udforskningen af teatrets rammer, vilkår, teknikker, kulturer og traditioner. Det er et fællesskab og et tilhørsforhold som både omfatter skuespillere og instruktører samt tilskuere i en mere aktiv og bred betydning.

Den blinde engel. Odin Teatret har tidligere ladet sig inspirere af Walter Benjamins tekst. Og det er ikke vanskeligt at se Det kroniske liv som en montage, en ruin, af fragmenter som er ført sammen af historiens storm: «Der findes et billede af Klee, som kaldes Angelus Novus. Her fremstilles en engel, der ser ud som var han i begreb med at fjerne sig fra noget, han stirrer på. Hans øjne er opspilede, hans mund er åben og hans vinger er udspændt. Historiens engel må se sådan ud. Han vender ansigtet mod fortiden. Hvor en række begivenheder træder frem for os, ser han én eneste katastrofe, som uafladelig hober ruin på ruin og kaster deres rester for fødderne af ham. Han ville gerne blive, vække de døde og sammenføje det sønderbrudte. Men fra Paradis blæser en storm, der har fat i hans vinger og er så stærk, at englen ikke længere kan samle dem. Denne storm driver ham uopholdeligt ind i fremtiden, som han vender ryggen til, mens ruinhoben vokser mod himlen foran ham. Det vi kalder fremskridt, er denne storm». (Fra Om historiebegrebet af Walter Benjamin, i Kulturkritiske essays Gyldendal 1996)

Teater i Holstebro

Selv om der ikke er så mange skuespillere tilbage fra Oslo, så er gruppen intakt med skuespillere, som har været der 50, 48, 40 og 35 år samtidig med at der er nye skuespillere, som kun har 10-20 år på bagen. Skuespillerne kommer fra forskellige steder i verden og er med til at skabe et internationalt laboratorium.

Hvorfor endte Odin Teatret i Holstebro i 1966? Der var en tilfældighed. Teatret havde bekendte på Dramaturgi, Aarhus Universitet, som var med til, at arrangere det første udenlandske gæstespil. En af de studerende, Inger Landsted, som boede i Holstebro havde fået blod på tanden, og på eget initiativ foreslog hun borgmesteren i Holstebro, om man ikke kunne finde et sted til teatret og give det lidt støtte. Kommunen tænkte i kulturoffensive baner længe inden, man for alvor begyndte at tale om kreative fyrtårne som løftestang for fremdrift i mindre byer. De slog til uden i øvrigt at kende meget til hverken Odin Teatret eller teater i det hele taget og uden at stille betingelser. Odin Teatret blev til et teaterlaboratorium, fordi de ikke kunne eller var interesseret i at opføre teater hver aften. Man var interesseret i at skabe et nyt teater fra bunden, fx med en prøvetid, som kan strække sig over flere måneder. Det var ikke altid lige til at forstå for holstebroerne, men i dag er teatret og byen gift med hinanden.

De havde ikke talent

I 1965 udtalte teatrets italienske instruktør Eugenio Barba til finsk tv på klingende norsk:

”Vores teater består af mislykkede individer. Vi var alle tvunget til ikke at udtrykke os selv i følge myndighederne som bestemte. Jeg selv som italiener kom til Norge og fandt ikke noget arbejde. Mine kammerater og medarbejdere forsøgte at komme ind på teaterskolen og kom ikke ind fordi de ikke havde talent. Det viste sig at omstændighederne ikke var de rette for os, så det var nødvendigt at vi selv skabte omstændighederne. Derfor skabte vi Odin Teatret”.

Det er en interessant udtalelse som antyder en tro på at teatret kan være med til at skabe nye betingelser og på den måde være med til at ændre en personlig situation. Hvorfor kom Barba på den ide, at teatret kunne være en ramme for at legitimere behov for en anderledes teaterform?

I 60erne skete der en markant kulturel forandring og dannelse af nye fællesskaber og bevægelser: smags, idol, stilfællesskaber, bofællesskaber, hobbyfællesskaber, sportsfællesskaber, trosfællesskaber, kunstfællesskaber, ideologiske og politiske fællesskaber.

Disse fællesskaber tager udgangspunkt i ikke viden og er i sig selv en organisering af læringsformer. En læring som er relationel i og med at den primært foregår indenfor et sæt af regler og rammer.

Inden for teatret udviklede en ny teaterform sig, som ikke nødvendigvis ville formidle en klassisk tekst men skabe forandring. Odin Teatret har rødder i den kolde krig fra 50-årene, atommarch, italiensk venstrefløj og Anti-Vietnamkrigsbevægelse. Det blev tydeligt at kunst kan være med til at ændre fællesskaber. Det nye teater bredte sig og eksploderede med workshops og træning og forestillinger i rum som ikke sædvanligvis blev brugt til teater. Det var i de år globaliseringen begyndte at markere sig, så ikke mindst Asiatisk teater og kultur kom til at påvirke ideen om teatrets transformative karakter.

Kunstens handlingskarakter kom også fx til udtryk i 1964, hvor Jørn Nash «begik» mordet på den lille havfrue, der blev en politisag, men senere anderkendt som en relationel kunsthandling. Broderen Asger Jorn havde nogle år tidligere bedrevet det han kaldte ”vandalisme”:

Asger Jorn: Den foruroligende ælling, 1959. Silkeborg Museum. En overmaling som skaber en form for dissonans og uro.

1964 var året hvor Peter Brook lavede en workshop omkring Artauds Grusomhedens Teater. 1965 opførte Yoko Ono Cut pieces, hvor tilskuerne blev deltagende ved at klippe et stykke af kunstnerens tøj. Det var en forestilling mellem billekunst og teater og en interaktiv handling mellem kunstneren og tilskueren. Ono var både model og objekt og samtidig subjekt i et kunstnerisk ritual, hvor kunstneren stillede sig til rådighed for tilskueren.

https://www.youtube.com/watch?v=lYJ3dPwa2tI

I 1964 udgav Susan Sontag en central artikel om kunstteori: for en sensuel kunstpraksis og imod en fortolkende. Hun mente at kunstkritikeren må interagere med den handling som kunsten skaber. 1964 var året hvor IBM producerede den første compuper, The Who slog igennem med sangen My generation, der som regel endte med at gruppen smadrede alle instrumeter, når den blev opført live på scenen. Chr. Ludvigsen udgav Moderne teaterproblemer som omhandler skredet fra det litterære teater til et teatralt teater, som efter Ludvigsens opfttelse er i familie med cirkus. Statens Kunstfond blev oprettet i 1964 og affødte Rindalismen opkaldt efter Peter Rindal fra Kolding, som en protest mod en statsbetalt abstrakt modernisme. 1964 blev Odin Teatret oprettet i Norge og spillede den første forestilling Ornitofilene i Aarhus, 1965, næsten samtidig med at The Who og tilskuerne i fællesskab raserede Århushallen.

https://www.youtube.com/watch?v=594WLzzb3JI

Jerzy Grotowski Det Fattige Teater forsøgte at rense teatret til det som han opfattede som en essens: mødet mellem tilskueren og skuespilleren som i Den standhaftige Prins, 1964-65. En forestilling som for første gang viste Grotowskis teater udenfor Polen: i Oslo og Kbh. 1966.

Der er er tale om to forskellige “bevægelser” i kunsten i 60erne: En bestræbelse på at rense teatermediet for det overflødige i en søgen efter “det rene teater”. Og et forsøg på at skabe nye teaterrelationer, genre og former som samtidig inddrager fx dans, billedkunst, musik og tilskuerdeltagelse. Deltagelsen bliver et centralt perspektiv i sig selv, både for tilskuerne og for skuespillerne og ikke mindst i form at udvekslingen mellem disse forskellige kulturer. Odin Teatret ”opfandt” i 1974 teater som Byttehandel og senere Festugen som en form for udveksling, der udvider teatrets deltagelse.

Holstebro festuge 2011: Et kulturel fællesskab i en teatral ramme.

https://www.youtube.com/watch?v=-N63m6rqMVI

Det transformative er i dag på ingen måde et ukendt forhold, tværtimod gennemtrænger det samfundet i form af kravet om livslang uddannelse, projekttanken med den fleksible og omstillingsparate medarbejder. Ikke mindst oplevelsesøkonomien spinder guld på iscenesættelse af deltagelsen inden for turisme, i legetøjsindustrien og i salget af diverse udfordringer. Transformative handlinger får i vores tid en stigende betydning: Man kan være ”ung” og grænsesøgende rigtig længe, man kan være i identitets- udvikling ”hele livet”.

I 60erne blev gruppeteater set som et opgør med det etablerede teater. Det var ikke hovedstadens teater men udkantens teater. Mange positioner i teaterlandskabet har ændret sig. Tiden har skabt et grundlag for et mere pluralistisk teatersyn og forskellige teaterformer henvender sig til og organiserer forskellige typer af fællesskaber, som gensidigt kan inspirere hinanden.

Hvad sker der når teaterhandlingen skaber en æstetisk relation som forbinder subjektet og et socialt rum med et fællesskab? I det øjeblik den enkelte tilskuer anerkender en begivenhed som kunst, opstår der en passage fra jeg til vi. Der dannes et fællesskab omkring denne kunstoplevelse, som så at sige er for alle. Ikke blot jeg, men vi er en del af dette. Det betyder ikke, at vi oplever det samme, men her og nu er vi fælles om en særlig æstetisk relation, som adskiller sig fra ”virkeligheden”. Vi godtager så at sige tilskuerrollen og en dannelse af fællesskab.

Accepten af kunst er en civilisatorisk proces, som skaber en forestilling om en almen fælles kunst, som dog fra tid til anden benægtes som fx Rindalismen gjorde det i midten af 60erne.

Denne proces foregår både i selve den kreative proces, hvor der skabes et netværk af præcise aftaler for teaterhandlinger og i opførelsen, hvor kontrakten med tilskuernes oplevelsesmåde etableres som et fællesskab, der selvfølgelig ikke altid virker.

Dramaturgier

Odin Teatret har gennem egen praksis udviklet principper, som genererer en basal scenisk dynamik. Forskudt balance, modsætninger, sammenføring af handlinger eller objekter, som ikke hænger sammen og en kreativ kompetence til at reagere selv om man ikke ved, hvad satsningen skal føre til. Med disse enkle principper er der også indbygget en risiko for at miste overblik og sikkerhed, og det er faktisk meningen for netop ikke at blive for ”dygtig”.

Moderne teater er generelt ikke længere baseret på mesterlære, men på personlige ”opfindelser”. Det betyder, at det så at sige bliver et kreativt problem at undgå klicheen og gentagelsen. Odin Teatret udfordrer sig selv ved løbende, at spænde ben for sig selv, så dygtighed ikke bliver en sovepude. Man skaber en kultur ved at arbejde med forskellige regler og begrænsninger: Skuespillerne skal reagere med et forslag i forhold til instruktørens opgaver, skuespillerne kan formulere nogle regler for instruktørens temperament, teatret gennemspiller forestillingen for tilskuere før den er færdig som et led i prøveprocessen. Prøven får derigennem en reel karakter af en prøvelse, og det er derigennem forestillingen finder sig selv og begynder at tale sit eget sprog.

Med Odin Teatret er der flere traditioner for dramaturgiske principper som forenes: Stanislavskij udviklede fra forrige århundredets begyndelse skuespillerens dramaturgi som noget andet end dramatikerens eller instruktørens dramaturgi. Det er en tråd, som blev forfulgt at forskellige instruktører som Brecht og Grotowski. Skuespillernes dramaturgi kan i Odin Teatrets tilfælde forstås som en kontinuerlig læringsproces der både rummer træning og improvisation i et rum, men også mange andre aktiviteter er med til at forme skuespilleren så som byttehandlens organiserende praksis. Skuespillerens dramaturgi er grundlaget for teatrets arbejde med forestillinger men også undervisning, konferencer og festuger.

Dramaturgi er ikke blot teori om en god fortælling, der langsomt afslører en eller flere personer. Det kan også være fortællinger, som flettes sammen i en form for disharmoni og der kan være flere sideordnede synsvinkler ligesom i fx malerkunstens kubisme, fx Picasso. Endelig er det en relation til en anden kultur skabt gennem byttehandel, demonstration, festuge eller seminar, hvor der udveksles udtryk og værdier.

Odin Teatret har en ”unaturlig” overlevelsesevne, som viser at talent ikke er noget man har eller ikke har. Det er noget man skaber og udvikler kontinuerligt ved at satse på trods af givne, tilfældige eller selvskabte begrænsninger. Barba ansatte ikke skuespillere med et bestemt talent, men fordi de var interesseret i en særlig arbejdsmåde og et fællesskab. Senere er det gået op for ham, at de som i begyndelsen var uden umiddelbart talent, faktisk var dem som senere overraskede mest fordi de skabte noget helt unik og uventet. Teatrets skuespillere er meget forskellige bortset fra, at de er fælles om at acceptere nye udfordringer og spilleregler. Det betyder at den skabende proces rummer en vis risiko, fordi målet ikke er givet på forhånd. Processen starter med ikke-viden og værket bliver først til tilgængelig viden, når det er færdigt og opføres i relation til tilskuerne.

Odin Teatret er fra velfærdssamfundets begyndelse og fra en tid før computeren. Alligevel er de kreative principper vigtige i en tid, hvor vi nærmer os om ikke en afgrund så adskillige kriser. Og udviklingen af og opfindelsen af ”teatrale fællesskaber” skaber evnen til at kommunikere ”live”: præcist og formaliseret. På en måde er Odin Teatret unik og skabt i trods, men samtidig kan man sige at omstændighederne og samtiden var åben for eller ligefrem havde brug for et teaterlaboratorium.

Teatret som transformation

Der er en tendens til at se teater som læring. Det hænger sammen med behovet for at fokusere på tilskueren ikke blot som passiv og adskilt fra teaterhandlingen, men som en del af denne. Odin Teatret iscenesætter på forskellige måder tilskuer-forholdet som en form for handling og en del af dramaturgien. I mange forestillinger sidder tilskuerne overfor hinanden og danner dermed en aktiv baggrund for den sceniske handling. Samtidig varieres denne sceniske handling i rummet således at tilskueren ser i forskellige retninger. Scener foregår fx samtidig i begge ender af scenen, foran og bag tilskuerne således at denne vælger optik. Samtidig modarbejder denne differentiering til en vis grad en samlet publikumsreaktion i form af kollektiv latter, appalaus etc. Det fællesskab som teatret skaber er således til forskel fra mange andre teaterformer en form for rytmisk og sensorisk fællesskab, som taler til den enkelte tilskuers erindring. Denne struktur er med til at forstærke en form for læring: ingen ved alt eller rettere både teatret og tilskuerne er begrænset og der er en form for uvidenhed mellem de to parter. Eller måske skulle man kalde denne «viden» tavs ligesom en kollektiv dans kan være det.

Det er også grundlaget for Odin Teatrets byttehandel, som i videre forstand er en lærende organisering af to parters udveksling af «gaver». Spørgsmålet for teatret er her primært begrænset til det organisatoriske. Hvordan kontakter, opbygger og afvikler man en byttehandel i en given kultur så denne har mulighed for at få blivende konsekvenser? Arbejdsdemonstrationen er en ligeledes en eksplicit læringsform, hvor teatret formidler træningsprincipper, kreative strategier, personlige processer og gruppeinteraktioner i forhold til et særligt publikum. Der er tale om en formidling med risiko for misforståelser, misbrug etc fra tilskueren. Ofte er arbejdsdemonstrationen forbundet med en workshop som giver deltagerne mulighed for at bearbejde informationer aktivt og i forhold til kroppen. Arbejdsdemonstrationen skaber en transparens i forhold til forestillingen og processen.

Viden og fællesskab som kollektiv og personligt kunstnerisk arbejde er centralt for en række moderne teaterpersoner i det 20. århundrede, hvor teaterprocessen får karakter af selvrefleksion, kunstnerisk og personligt. Dette forstærker behovet for videregivelse og læring og undertiden et særligt tilskuerfrit teaterlaboratorium. Denne læring har både en intern dimension og foregår i og mellem de involverede, men der kan også være tale om en læring som involverer og inddrager tilskueren, som fx i Brechts lærestykker. Læringen forudsætter en refleksiv kompetence og begreber, som betyder at den tavse praksisviden kan ekspliciteres og begrebsliggøres.

Italesættelsen af skuespillerens kropslige erfaring bliver gennemgående som fx i Stanislavskij Mit liv i kunsten som får karakter af en professionel autobiografi. Hvordan kan man undgå at adskillelsen mellem tilskuerne og scenen ikke betyder at tilskuerne passiviseres? Eller at skuespillerne fokuserer på tilskuerne og blokerer sig selv i forhold til et præstationskrav?

Den franske filosof Jacques Ranciere beskriver i The emancipated spectator (Verso 2011) et træk i moderne kunst og i særlig grad i teatret, hvor man forsøger at bryde adskillelse og passivisering af tilskueren, som samtidig var en vigtig disciplinering af tilskueren i etableringen af teatrets autonomi i slutningen af det 19. århundrede. Er det muligt både at skabe autonomi og gøre tilskuerhandlingen aktiv?

Hvordan kan man inddrage tilskuerens ubevidste, skyggen, det komplementære, den del som er i eksil? Der er tale om både en opløsning af traditioner og en dramaturgi som skaber et lukket fiktionsrum. Samtidig med at der etableres nye relationer er der kontinuitet i den modernistiske henvendelsesform.

Rancierer henviser til Joseph Jacot begreb om den uvidende lærer der skaber viden i forhold til en uvidende elev. Hos Odin Teatret er den fremtrædende relation mellem tilskuer og skuespiller baseret på en række regler og principper, som skaber betydning. Alle parter kan være uvidende om den endelige effekt, hvis blot reglerne efterfølges. Den samme konstruktion kan ligge i forholdet mellem instruktør og skuespiller. Man søger ikke et bestemt indhold men man søger at formulere de rigtige regler og rammer.

Professor Knud Illeris argumenterer for begrebet transformativ læring som han definerer således:

”Transformativ Læring … kan defineres i relation til det identitetsbegreb, der er udviklet som et centralt element i de seneste årtiers sociologiske og psykologiske forståelse af relationerne mellem individ og samfund af fx sociologerne, Ulrich Beck, Anthony Giddens og Zygmunt Bauman og i Danmark af psykologiprofessor Carsten René Jørgensen. Mere konkret har jeg foreslået den formulering, at Transformativ Læring defineres som ”al læring, der indebærer ændringer i den lærendes identitet”. Med en definition af denne karakter sikres det for det første, at Transformativ Læring kommer til at omfatte alle læringens dimensioner, fordi identiteten netop er en helhed af et individs selvopfattelse og samspilsformer i forhold til omverdenen. Samtidig sikres det, at der er tale om væsentlig læring, fordi identiteten kun omfatter det, som er essentielt for individet. Og endelig bliver Transformativ Læring placeret i nær relation til den samfundsudvikling, der siden 1970’erne er forløbet som først en aftraditionalisering og derefter en voldsom individualisering, der kræver, at den enkelte selv former sin tilværelse og tager ansvar for den”. Knud Illeris, http://dm.dk/FagligtForum/UddDidaForsk/Artikler/TransformativLaering, 2014.

Illeris påpeger videre at det er vigtigt at se identitetsudviklingen sammen med et ”identitetsforsvar”, i og med at det ”at lave om på sig selv” er risikofyld og indebærer en vis grad af usikkerhed. Det kræver således ”en betydelig motivation i form af en indre trang til ”at komme videre med sig selv” og/eller en ydre situation, som gør det uomgængeligt”. Samtidig er det transformative forbundet med de stadig stigende faglige krav, som stilles til den personlige udvikling.

Odin Teatret har på mange forskellige måder nødvendiggjort en transformative læring, eller man kan sige at Odin Teatret er en rammer for nogle personer med behov for en transformativ læring som indebære en konstant vekslen mellem givne rammer og nye obstruktioner og begrænsninger som afsæt for personlig reaktion.

En personlig historie

Dramaturgi har for mig været præget af relationen til Odin Teatret. Jeg føler mig heldig over et sådan tilhørsforhold og privilegeret. I 1982 blev jeg hyret som barnepasser for Roberta Carreris datter på 3-4 måneder, mens teatret spillede forestillinger i Odense. En pige fra mit kollektiv i Risskov havde tilbudt sig, men på grund at sygdom måtte hun aflyse og jeg slog til og indgik i en byttehandel med Roberta. Jeg passede den lille og fik til gengæld mulighed til at komme til teatret og se de forestillinger, som jeg havde lyst til. Jeg rejste til Holstebro og så Brechts aske flere gange og skrev senere en bog om forestillingens brug af montageteknik og verfremdung. Herefter tog det ene projekt det andet. Jeg begyndte at interviewe skuespillerne, jeg var med på nogle rejser med teatret og det blev til en bog: «Skuespillernes vandring». Senere lavede jeg en videofilm om teatret på baggrund af arkivmaterialer, som blev flettet sammen med et videointerview med Eugenio Barba. Det var i 1992 og filmen er senere blevet revideret med nye arkivmaterialer og flettet sammen med et nyt videointerview. Tilhørsforholdet er således gennem årene både blevet til et socialt fællesskab og et fagligt læringsfællesskab, hvor der er tale om en form for feedbacksløjfe mellem en akademisk og kunstnerisk tilgang. Igen kan man tale om byttehandlens form og udveksling mellem to kulturer.

Denne danner på sin vis også strukturen for Odinugen på Dramaturgi. Jeg skal underbygge med nogle reaktioner, som er en smule forkortede med henblik på at synliggøre dannelse af sensus communis: et teaterfællesskab som både er subjektivt og dog alment gældende.

Udveksling

Dramaturgi-studiet på Aarhus Universitet indgik 7. -12. april 2014 et samarbejde med Odin Teatret om et dobbelt 50 års jubilæum(arrangeret af Annelis Kuhlmann og Erik Exe Christoffersen): Odin Teatret er fra 1964 og Dramaturgi fik sin første studieordning kort forinden. Desuden er det 10 år siden, at CTLS (Centre for Theatre Laboratory Studies) blev oprettet som et samarbejde mellem Dramaturgi og Odin Teatret om kunstnerisk og videnskabelig refleksion i forhold til forestillingen, den kunstneriske proces, tilskuernes oplevelse og undervisning.

Der er tale om et frugtbart samarbejde med gensidig udveksling igennem tre generationer. Et fælles problem er at begge kulturer er ”truede” fællesskaber. Mange af Odin Teatrets medarbejdere har været med alle årene og Odin Teatret vil lukke når den sidste af de oprindelige medlemmer (det vil sige dem som har været der over 30 år) vælger at stoppe. Dramaturgi er ikke længere et institut eller en afdeling, men en uddannelse som indgår i en større institutorganisering. Det betyder at den relation til Odin Teatret, som er personbåret ikke vil fortsætte upåvirket.

Symposiet bestod i en række aktiviteter som både gjorde undervisningen intensiv og relationel. På Universitet var der arbejdsdemonstration Spor i Sneen med Roberta Carreri om skuespillerens udvikling (på Odin Teatret fra 1974) og Iben Nagel Rasmussen viste scener fra Itsi Bitsi, en autobiografisk forestilling om 60erne, hvor hun som kæreste med Eik Skalø lagde navn til sangen Itsi Bitsi (Stepulvene), De mødtes i atommarch-demonstrationerne i begyndelse af 60erne, men den energi blev senere transformeret til musikkultur, rejseliv og stofmisbrug. Iben endte på Odin Teatret i 1966 samtidig med at Eik begik selvmord i Indien. Jan Ferslev berettede om sit arbejde med musik og dramaturgi. Kai Bredholt talte om byttehandler. Instruktøren Eugenio Barba diskuterede den tradition Odin Teatret tilhører eller er skaber af. Flere af uddannelsens undervisere indgik med relaterede forelæsninger. Efter opførelsen af Det Kroniske liv var der arrangeret tilskuersamtaler ud fra en personlig tilgang til oplevelsen. Og efter Odin Teatrets opførelse af I hvalens skellet i slutningen af ugen, var der en form for festlig byttehandel hvor Peter Laugesen performede et filmmanuskript af den franske teaterprofet Artaud: De 18 sekunder (med musik ved Odin Teatret). Og forskellige dramaturger fortalte om deres arbejde dengang og nu.

I hvalens skelet:

Se video fra jubilæet:

https://www.youtube.com/watch?v=LjTNj1IObI

De atten sekunder

Af Antonin Artaud

På en gade, om natten, på kanten af et for­tov, under en gaslampe, en mand i sort med stirrende blik, der svinger sin stok, fra hans venstre hånd dingler et ur. Viser­en markerer sekunderne.

Stort billede af uret, der markerer sek­underne.Sekunderne passerer med uendelig langsomhed på lærredet. Ved det 18. sekund er dramaet forbi. Den tid, der vil folde sig ud på lærred­et, er en tid inden i den mand, der tænker. Det er ikke den normale tid. Den norma­le tid er 18 virkelige sekunder. De begiven­heder, man vil se løbe hen over lærredet, består af mandens indre billeder. Scenariet er helt baseret på den kendsgern­ing, at den tid, der forløber, mens de be­skrevne begiven­heder sker, i virkeligheden er 18 sekunder, mens be­skrivelsen af disse begivenheder vil kræve en time eller to for at kunne blive vist på lærredet.

Denne mand er skuespiller. Han står lige foran berømmelsen, eller i det mindste den store anerkendelse, og han vil ligeledes erobre den kvindes hjerte, som han i lang tid har elsket. Han er blevet ramt af en bizar sygdom. Han er blevet ude af stand til at indhente sine tanker, han har stadig al sin klarhjer­nethed, men det er ligemeget hvilken tanke der præsen­terer sig for ham, han kan ikke længere give den en ydre form, det vil sige oversætte den til passende gester og ord.

Han mangler de nødvendige ord, de svarer ikke længere når han kalder, og det begrænser ham til kun at se billeder defi­lerende i sig, en overvækst af modsigende billeder, der er uden forbindelse med hinan­den. Dette gør ham ude af stand til at blande sig i de andres liv eller at hengive sig til handlinger.

Vi finder manden igen under gaslygten i det øjeblik, hvor hans tilstand intenst går op for ham. Han forbander himlen, han tænker: Og netop i det øjeblik, hvor jeg skulle begynde at leve! og erobre den kvin­des hjerte, som jeg elsker, og som har overgivet sig så besværligt. Vision af kvinden, der er meget smuk, gådefuld, et strengt og lukket ansigt. Vision af kvindens sjæl, som manden forestiller sig den: Landskab, blomster i pragtfulde lys­ninger. Mandens forbandende gestus:

Ah, var jeg bare hvadsomhelst andet! selv en ulykkelig og pukkelrygget avissæl­ger, der sælger aviser om aftenen, bare jeg virkelig ejede hele mit sinds område, var virkelig herre over mig, så jeg endelig kunne tænke! Hurtig vision af avissælgeren på gaden. Derpå i hans værelse, hvor han sidder med hovedet i hænderne, som om han holdt om selve jordkloden. Han ejer virkelig sit sind. Han ejer i det mindste sin ånd, ham der. Han tænker måske på at erobre verden og han har ret til at tro, at han en dag virke­lig vil kunne erobre den. For han ejer osse INTELLIGENS. Han kender ikke sit væsens muligheder, han kan håbe på at besidde alt, kærlighed, ære, herredømme. Og mens han venter, arbejder og søger han.

Vision af avissælgeren der gestikulerer ved sit vindue: byerne der vrider sig og skælver under hans fødder. Og igen ved bordet. Med bøger. Pegende med fingeren. Flokke af kvinder i luften. Stakke af troner.

Kan han blot finde det centrale pro­blem, det som alle de andre er afhængige af, så kan han måske erobre verden. Det er ikke engang nødvendigt at finde løsningen på problemet, blot det er det centrale problem, hvad det består af, blot han endelig kan stille spørgs­målet. Ah! jamen hans pukkel? Måske blir osse puklen til overflod taget fra ham.

Vision af avissælgeren i centrum af en krystalkugle. Belysning a la Rembrandt. Og i midten et lysende punkt. Kuglen blir til kloden. Kloden blir uigennemsigtig. Avis­sælgeren forsvinder i dens indre og skyder ud fra den som en djævel af en flaske med sin pukkel på ryggen.

Nu er han taget af sted for at søge pro­blemet. Vi møder ham i berømte og beryg­tede rum, midt i grupper hvor man søger ingen ved hvilket ideal. Rituelle sammenlig­ninger. Mænd i voldsomme diskussioner. Den pukkelryggede lyttende ved et bord. Han bøjer hovedet, desillusioneret. Midt i gruppen en kvinde. Han genkender hende: det er Hende! Han skriger: Ah arrester hende! Hun spionerer, siger han. Larm. Alle rejser sig. Kvinden flygter. Han blir gen­nembanket og smidt ud på gaden.

Hvad har jeg gjort? Jeg har forrådt hende, og jeg elsker hende! siger han. Vision af kvinden hjemme hos ham selv. Ved sin faders fødder: Jeg genkendte ham. Han er gal. Og han går længere bort, fortsætter sin søgen. Vision af manden på en vej med en stok. Så ved sit bord, der flyder med bøger – stort billede af omslaget på en af bøger­ne: Kabbala. Pludselig blir der banket på døren. Strissere kommer ind. De kaster sig over ham. Han blir smidt i salatfadet med magt: han blir kørt til de gale. Han blir virkelig gal. Vision af manden, der kæmper med gitterstænger. Jeg skal nok finde det centrale problem, skriger han, det som alle de andre hænger fra som druer på vinstok­ke, og så: Ikke mere galskab, ikke flere menne­sker, ikke mere sind, ikke noget som helst mere.

Men en revolution ryster fængslerne og galehusene, portene til asylerne blir åbnet, han er befriet. Der er du, mystiker, råber man til ham, du er Herre over os allesam­men, kom. Og ydmygt siger han ja. Men han blir slæbt med. Vær konge, siger de til ham, stig op på tronen. Og han går skæl­vende op på tronen.

De trækker sig tilbage og lader ham være alene. Udstrakt tomhed. Magisk forbløffelse. Og pludselig tænker han: jeg er herre over alt, jeg kan få alt, hvad jeg vil ha. Han kan få alt, ja, alt, bortset fra herredømmet over sit sind. Han er stadig ikke herre over sit sind. Men hvad er egentlig sindet, når det kommer til stykket? Hvad består det af? Hvis man bare kunne være herre over sin fysiske person. Eje alle midler, kunne gøre alt med sine hænder og sin krop. Og imens dynger bøgerne sig op på hans bord og han falder i søvn over dem. Og midt i dette mentale drømmeri kommer der en ny drøm.Ja at kunne gøre alt, være taler, ma­ler, skuespiller, ja, men er han ikke al­lerede skuespiller? Han er virkelig skuespil­ler. Og nu ser han sig selv på scenen med sin pukkel, ved fødderne af sin elskerinde, der leger med ham. Også hans pukkel er falsk, en del af legen. Og hans elskerinde er hans virkelige elskerinde, hans elskerin­de fra livet. En storslået sal, der genlyder af men­nesker, og Kongen i sin loge. Men det er osse ham, der spiller kongens person. Han er kongen, han lytter og ser samtidig sig selv på scenen. Og kongen har ingen puk­kel. Han har fundet ud af det: den pukkel­ryggede mand på scenen er ikke andet end et billede af ham selv, en forræder, der har taget hans kvinde fra ham, der har stjålet hans sind. Så rejser han sig og råber: Arrester ham. Larm. Enorm bevægelse. Skuespillerne griber ham. Kvinden skriger til ham: du er ikke længere dig, du har ikke din pukkel mere, jeg kan ikke genken­de dig. Han er gal! Og i samme øjeblik glider de to personer sammen i en på lærredet. Hele salen med dens søjler og lysekroner skælver. Denne skælven ac­celererer mere og mere. Og på denne skæl­vende baggrund passerer alle billederne, osse de skælvende, af avissælgeren, den pukkel­ryggede skuespiller, den gale, galehu­set, menneskemas­serne, og han finder sig selv igen på fortovet under gaslygten, med sit ur, der dingler fra hans venstre hånd, og hans stok i den samme bevægelse.

Der e r næppe gået 18 sekunder. Han overvejer endnu engang sin ulykkelige skæbne, så trækker han uden tøven og uden nogen som helst følelse en revolver op fra sin lomme og skyder sig en kugle for panden.

 

Mailreaktioner fra Odin Teatret og deltagere

Kjære Annelis og Exe

Odins Teatrets besøk i Århus ha enda en gang fått en særlig betydning for oss alle takket være deres gennemførte teoretisk-praktiske program rundt vår forestilling. Jeg vil takke dypt og lenge begge dere to. Og dere skal overbringe denne takk til alle deres kolleger på Dramaturgi som har ønsket å fejre vårt jubileum med en overflod av refleksjoner og viten, og samtidig gitt den nye generasjon av studenter muligheten til å dele deres følelsesmessige og faglige bånd til vårt teater. Jeg er særlig takknemlig til dere for den hyllest til Christian Ludvigsen og Silvia [Ludvigsen]. Min motivering med å fortsette med teatrets rutine i halvt sekel har hengt tett sammen med den generøsitet og ”ekses” jeg har møtt hos noen mennesker. Og dere er utvilsomt blant dem. Derfor min personlige takknemlighet for deres trofaste og langvarige vennskap. Jeg håper at jeg og hele Odin folk kan nyte av den i mange år ennu. Eugenio Barba

Kære Exe

Tusind tak for i lørdags – det var en flot og rørende aften, hvor jeg sandt at sige genfandt nødvendigheden og glæden ved teater, hvilket er stort for mig. Jeg sad og talte med nogle af de studerende, der var imponerede over fremmødet af af alle disse dramaturger eller mennesker med tilknytning til stedet og ånden. Og så tænkte jeg at jeg gerne ville give de studerende en gave i forbindelse med deres forestående teaterproduktioner – hvis de kan bruge et besøg af en ekstern dramaturg til at give råd og vejledning, så stiller jeg gerne op. Så har de også mulighed for at høre nyt fra virkeligheden og historier fra “gamle dage”. Lad mig vide, hvis det kan passes ind. Christian Eiming, dramaturg og Ekstern Lektor ved Institut for Biologi, Århus Universitet

Hej Exe

Tak for i går for et flot arrangement. Det var en virkelig fin aften med god stemning, og det var meget rørende. Jeg var glad for, at jeg kom trods feber og hoste. Missede dog halvdelen af mine pointer i oplægget af samme årsag, men jeg håber, at det alligevel gav en eller anden form for mening. Lone Hersteds

Hej Exe (og Ida)

Jeg vil bare sige tak for en fantastisk dejlig aften i lørdags. Det var så smukt og fint, nærmest som en kommunion mellem os allesammen, Odin og Dramaturgi, unge og gamle, kendte og ukendte. Tak for det. Og hils Odin og sig tak for deres generøsitet. Ann Sofie og Niels (tidligere studerende og ansatte i 80erne)

Tusind tak fordi at der var plads til (både!) Vibeke og mig lørdag aften til Odin Teatrets fejring. Det var en hel særlig sjælfuld og generøs aften som jeg vil bære med mig længe….skønt var også, at gense og tale med “gamle” lærere, studiekammerater og kolleger:-). Susan Goul

Den ultimative hyggelige aften på den gode gamle Kasernescene: vi fejrer 50 års jubilæum for Odin Teatret og institut/afdeling/hvad-man-nu-end-kaldet-det-nu for Dramaturgi. Odin opfører I Hvalens Skelet, vi spiser inden i skelettet, Peter Laugesen og Odins musikere performer Artauds De 18 Sekunder, Roberta Carreri hylder Erik Exe Christoffersen og hele Odin hylder Christian Ludvigsen ved at synge My Boy Lolipop. Og de studerende danser stadig kalleljadansen som Christian Eiming indførte engang i midt-halvfemserne. Kjetil Sandvik Sandvik, dramaturg

Kære Exe,

Tusind tak for en smuk aften på Kasernen i går. Jeg har ikke oplevet Odin Teatret før og blev bevæget af alle de smukke mennesker på gulvet. Jeg kender også Kirsten Thonsgaard privat og nød at få en større forståelse af hele miljøet i det hele taget. Alt det vi går og prædiker om praksis, der skal ind på universiteterne er I jo laaaaangt foran med. Jeg vil vare mig for nogensinde at belære om dette over én kam. Anne Marie Pahuus, prodekan

Kæreste Exe,

Selv tak for en fantastisk uge og en flot afslutning på det. At komme på Dramaturgi for mig det er lidt som at komme til en af mine hjem. Jeg er kommet dér i så mange år, og du har vært fast inventar i de fleste af dem. Tak for det. Roberta

Kære Exe

Det glæder mig, at materialet er OK. På trods af alt arbejdet var det skøøønt at være tilbage i Århus. Vi er nu i London og har premiere i aften. Kryds dine fingre for os, det er jo første gang vi spiller her med en ensemble-forestilling. Iben og Elena

Refleksion i Odin Ugen

De studerende som deltog i Odin Ugen var i gang med en teaterproduktioner i grupper på 8-9. Det var baggrunden for deres refleksioner som sætter mødet med Odin Teatret ind i kontekst, hvor opgaven er at skabe, klargøre værdier, normer, fordomme, perspektiver, motivation og handlingsstrategi.

Hver gruppe skaber ud fra en farve et koncept, rum, undersøgelsesfelt og problemformulering. Processen har en gruppesocialiserende samt en medierefleksiv karakter. Som projekt betragtet er det nødvendigt at skabe et fælles og et kollektivt ejerskab, samtidig er det ikke alle beslutninger, som kan eller skal tages i fællesskab. Hvordan løser man det paradoks at der både er tale en et kollektivt ejerskab og en uddelegeret beslutningsautoritet. Det vil sige at visse beslutninger tages af den enkelte som om de var taget af hele gruppen. Denne mere eller mindre imaginære kollektive bevidsthed og afgørelseskraft er et resultat af gruppekulturens udvikling gennem selvvalgte begrænsninger: hemmeligheder, roller, beslutninger, spilleregler, et æstetisk fællesskab, som skaber tillid, udfordring, handling, fastlæggelse af aftaler, risiko i en kreativ proces og organisering af kompositionen overgange, gentagelser, billeddannelser, rytme og flow.

Det ender med en festivalpræsentation og en refleksion og evaluering.

Teaterproduktionen tager udgangspunkt i individuelle behov for læring i ”roller” som instruktør, skuespiller, dramaturg etc.

Udgangspunktet er et forsøg på at konkretisere en subjektiv motivationsprofil. Dette individuelle udgangspunkt gennemgår en socialisering i processen. I form af arbejdsdeling, fælles vision, gruppekultur som (måske) forhindrer en motivationsregression ved at oparbejde et fællessprog, tillid, deltagelsesformer og gruppedisciplinering. Metoden vil være konstruktionen af fællesregler, begrænsninger og konstruktion af uorden og orden. Processen skaber en passage fra det subjektive til det fælles og denne proces er både en personlig udvikling og en redefinering af teatrets fællesskab.

Opgaven skal både være genkendelig og til at mestre, men den skal også rumme en form for udfordring og risiko som åbner for noget uforudsigeligt. Det medfører eller nødvendiggør en selektion og kritisk selvrefleksion. Der er her tale om et paradoks. Anvendeligheden er både genkendelig og ukendt.

Teaterproduktionen har en række forskellige effektniveauer, og et af de vigtige kan siges at være skabelsen af et affektivt fællesskab. Det affektive er udtryk for en forrykkelse fra et psykologisk rum til et begivenhedsrum, hvor intensitet og tilblivelse er resultat af fysiske og mentale relationer, gensidig påvirkning, emergens, både affirmative og refleksive handlinger. Det affektive rum aktualiserer et potentiale som så at sige er større end den enkelte. Derfor er det også et risikofyldt dynamisk felt som både kræver tillid, mestring og udfordring. Kontingens imødegås af valgte regler og begrænsninger som er arbitrære og både villede og pålagte. Det er i løsningen af de konkrete opgaver gruppen udvikler sig og reducerer angsten for at snuble (som er et led i kreative processer)

Her følger uddrag af de studerendes refleksioner på baggrund af personlige og faglige spørgsmål:

Er der nogle billeder, som var spændende, scener som fascinerede eller frastødte, er der noget som undrede dig? Virker inspirerende? Hvad kan vi bruge vores ekspertviden i Odin Teatret til?Hvordan kan byttehandel bruges, hvis vi skulle lave Borgerscene? Hvad kan modsætninger nes spil og det komplementære bruges til af dramaturgen og af skuespilleren? Hvad kan det simultane eller polyfone princip bruges til af instruktøren? Hvordan kan serendipitetsprincippet benyttes i planlægning af prøveprocessen? I laboratorieforskning og kunstnerisk forskning? Hvordan kan obstruktionsprincippet benyttes af instruktør og skuespiller? Hvad er forskellen på den direkte læring gennem mødet og den mere “almindelige” undervisning?

Hvid gruppe

Ditte Skov Jacobsen: Det kroniske liv er en forestilling af Odin Teatret som har været undervejs i 4 år. Dog har forestillingen ligget i dvale på tidspunkter hvor der turneres, trænes mm. Men alligevel vidner dette om en grundig proces, hvor de arbejdsdemonstrationer vi var vidne til i løbet af ugen, understreger omhyggeligheden. Til stor inspiration og glæde demonstrerede Roberta hvordan hun med dyb koncentration arbejdede med kroppen og stemmen for at komme væk fra dagligdagens banale bevægelser og finde ind til en bestemt karakter. Vi fik i løbet af ugen flere indtryk af, at Barba er en nøjeregnende person, hvor der gerne laves om, lægges til, ændres for at opnå det optimale. Intet er overladt til tilfældighederne.

Barba vil, at individet går ind i erindringen og udforsker den uden at vide hvad det fører til. Selve forståelsen er altså ’op til tilskueren selv’ og forestillingen bliver således publikumsorienteret. Dette er nok ikke for alle til lige at se med det blotte øje, da der som sådan ikke er en fysisk inddragelse af publikum, man sidder bare stille på en bænk og kigger på. Men lige netop dette tror jeg også er idealet for Odin Teatrets forestillinger. At det enkelte individ, så at sige, har et privilegium i, at forestillingerne forhåbentlig åbner en lille sprække ind til individets mørke og glødende magma. Det er muligvis ikke noget man erfarer med det samme. Nogen finder måske aldrig ud af det, men om ikke andet er man blevet godt og grundigt rusket op i den vante betydningssøgende hverdag.

”Vi er røde, vi er hvide” sådan slår tonerne an et godt stykke inde i forestillingen Det kroniske liv, tavse sidder man og kigger på. Det havde man ikke lige forventet. Og således gang på gang bliver man udsat for noget uventet. Da en af figurerne bliver lagt i en kiste, bliver der hurtigt lagt dug på, og der spilles nu poker over kisten. En anden karakter stopper sig med brød og taper en pose meget tæt over hovedet, så personen ikke kan trække vejret.

I mødet med Odin Teatret blev jeg konfronteret med det at dyrke det uforudsigelige, det uventede og det uforståelige. Her er alt overladt til tilskuernes overvejelser, ærgrelse, afsky og medlidenhed. I løbet af Odin ugen illustrerede nogle skuespillere fra Odin Teatret arbejdsdemonstrationer. Jan Ferslev viste os hvordan han altid prøver at gøre sin musikinstrumenter anderledes og overraskende. F.eks. havde han på den ene side af sin guitar en skildpadde og på modsatte side strenge, som han spillede på. Kai Bredholt fortalte os om Holstebro Festuge, og med billeder som en balletdanserinde på en halmballe løftet 3 meter op i luften, en flok pensionerede med engle som gangstativ bidrager det i høj grad til det uventede. Alligevel sker alle disse ting på helt almindelige hverdage i en helt almindelige by, Holstebro.

Rasmus Bruun Jørgensen:Som skuespiller/performer i dramaturgis teaterproduktionen var det især interessant at høre de professionelle fortælle og demonstrere nogle aspekter af deres arbejde. ”fortælle professionelle hemmeligheder” som Roberta Carreri beskrev sin arbejdsdemonstration. Før jeg beretter videre om de ting jeg hæftede mig med og fandt interessant og relevant for vores egen, lille teaterproduktion, vil jeg mindes en tale holdt ved 50 års jubilæums ceremonien for Odin Teatret og faget Dramaturgi, afholdt lørdag den 12. Jeg husker desværre ikke hvad navnet var på den talende, en af de sidste dramaturgi magistre uddannet. Hun berettede om hvordan hun som bachelorstuderende lavede noget lig teaterproduktion, inspireret af Odin Teatrets arbejde. Hende og hendes medstuderende tænkte at de havde lavet noget der nemt kunne hamle op med Odin Teatrets, og de havde fået ros af deres medstuderende, som sagde, ”deres forestilling virkede meget intenst”. De fik lov at komme til Odin Teatret i Holstebro og vise deres lille mesterværk. Instruktøren Eugenio Barbar hakkede det ned, og fik dem til at indse, det var noget makværk og de studerendes drømme om at starte deres egen teatertruppe blev skyllet væk. Der var en af de studerende, der havde fundet det passende for sin rolle at gå, som hvad den studerende mente det vil se ud, hvis et usynligt reb trak i ham. Taleren imiterede gangarten flere gange. Det så meget akavet ud og vi, de lytterne, grinte. Eugenio fik spændt et rigtigt reb om den studerende og påviste, den studerendes valgte gangart ikke stemte overens med forklaringen. Man skal vide hvad man gør som skuespiler ved Odin Teatret. Forestillinger af deres som Det kroniske liv vil for tilskueren måske virke som en stor usammenhængende og uforklarede handlinger, men ikke helt meningsløse. Skuespilerne ved hver især helt præcist hvad de gør. Ellers bliver det hurtigt falsk.

Det er nærmest at begå hybris, at tro, jeg og mine medstuderende performere i teaterproduktionsgruppen efter få uger vil kunne måle os med Odin Teatrets skuespillere. I Carreris arbejdsdemonstration fortalte hun hvordan hun og sine medperformere i en menneskealder har udøvet fysisk træning og øvelser for at øge deres sceniske nærvær, træne koncentrationsevner og skærpe bevidstheden om brugen af kroppen. Det kroniske liv er bygget op af materiale genereret af skuespilerne selv. Skuespilerne har dannet deres egen karaktere uden at kommunikere tankerne bag, og forklaringen på dem med de andre. Der er sket en overproduktion af materiale fra skuespilernes side, og instruktøren, Barba, har kunnet vælge ud, og arbejde ud fra dette materiale. Det har altså ikke været, som ved de fleste andre teaterprocesser, at materialet i stor grad kommer af et manuskript, der er skrevet på billigt papir af en enkelt dramatiker. Forstået på den måde at det er mindre omkostningsfyldt at kassere et par sider papir, hvis nødvendigt, end at skulle kassere og fravælge i materiale dannet under flere timelønnede skuespilere.

At lade skuespilerne (over)genere materiale, er ikke langt fra samme proces, vi i vores dramaturgi teaterproduktions-gruppe, har snakket om at gøre brug af. Gruppen har ikke fået holdt møde om det endnu, men jeg vil mene at både Det kroniske liv som forestilling og processen, kunne være til stor inspiration for os. Som nævnt, vil det være galt at tro, vi kan nå noget der på nogen måde kan hamle op med Odin. Vi er dødelige ved siden af en udødelig gud af et teater.

Kristoffer Spender: Jeg forventede meget, og disse forventninger blev indfriet. Lærte hvorledes skærpede sanser medfører en disciplineret tilgang til at finde frem til en god forståelse for teateret og dets væsen. Endvidere formåede Odin teateret at give et godt indblik på visse forpligtelser teateret har overfor, ikke sit publikum, men hele vores verden. Det pædagogiske og det antropologiske perspektiv fattede jeg stor sympati for. Deres forestilling Det kroniske liv var en stor inspirations kilde for mig, et godt nyt perspektiv på dramaturgi og virkemidler og greb. Barba slår mig som en intelligent mand, ikke i hovedet, men i sjælen. Undskyld det blev lidt corny, men der er mening med det. For en forestilling med så mange lag ramte mig flere steder fra, dette skabes ikke ud af ingenting, men ud fra en stor forståelse for teateret. Jeg erfarede også at teateret ikke er en hobby men en livsbeskæftigelse, og det er sådan også uden for Odin Teaterets rammer. Det kaldes lidenskab og dedikation. Her kan jeg således bruge noget af den erfaring jeg fik under Odin ugen i vores egen teaterproduktions proces. Fuld dedikation og fuld tryk på kedlerne. Er dog stadig nysgerrig efter at gå i dybden analytisk med Odin teaterets forestillinger og virke. Især hvordan de skaber rum, eller hvad skal man sige transformerer et rum om – til at være et helt ligeværdigt rum. Det var skønt at have denne uge, mange tanker blev sat i gang i mit hoved. Tanker jeg ikke helt endnu kan fornemme konsekvensen af. Alt i alt, en fornøjelse og dejligt med en differentieret anderledes tilgang til sit eget studie. Mange broer blev bygget, og en eller to blev brændt.

Sunniva Fliflet: En del av strukturen hos Odin Teatret var det individuelle arbeidet. Det at det blir arbeidet individuelt, for så å bli satt sammen, gjør at det kan oppstå uforventede kombinasjoner av handlinger (og stemninger, bevegelser, hastigheter..) og bli mer kompleks. Det gjør den interessant å se på, og det håper jeg vi kan oppnå i vår produksjon også. Ettersom gruppen vår består av så forskjellige personligheter tror jeg at det nettopp vet denne type arbeid kan bli til en styrke hos oss. Vi kan alle byde inn med forskjellige ting.

Arbeidsomhet. Jeg bet meg fast i at Barba ikke så etter talent, men etter arbeidsomhet. Det syns jeg er særdeles viktig å ta med seg inn i arbeidet. Noen av oss har vært gjennom mange prøve prosesser før, andre ikke. Noen har stått på scenen, andre ikke. Men så lenge vi alle er villige til å satse og gi hundre prosent i arbeidet kan vi nå i mål (et mål vi kan være fornøyd med). Dette krever selvfølgelig en trygghet, og at vi stoler på at alle legger like mye i prosjektet. Jeg håper vi kan komme til et sted hvor alle har en indre motivasjon. Dette bunner, som så mye annet, ut i tillitt og følelsen av å bli hørt!

Alternative inngangsvinkler til det å lage en scene. Hvis ikke vi vet akkurat hva en scene skal inneholde av tekst, så kan vi prøve å starte fra et annet sted – for eksempel ved å arbeide med et partitur først. Odin Teateret gjorde at jeg på nytt fikk øynene opp for alternative tilgangsvinkler når man skal lage en forestilling. Til tross for at vi leser om dem, er det en lett tendens å ende opp i de trygge rammene, som alltid starter med vissheten om hva man ønsker en scene skal uttrykke før man lager den. Jeg syns gjerne vi kan tørre å eksperimentere litt mer med å lage et materiale først – og så se hva det gir oss og hva det kan brukes til. Etter å ha laget et materiale kan man jo bearbeide det så mye man vil. Vi behøver ikke å ha tenkt ut alt på forhånd (som er min dårlige tendens).

Å kjede seg til det kreative. Roberta snakket i sin arbeidsdemonstrasjon om det å tvinge seg selv til å gjøre det samme over lengre tid (for eksempel øve på én måte å bevege seg på). Når man holder på med det samme i så lang tid at man begynner å kjede seg, og så fortsetter enda lengre med det samme, begynner hjernen å lete etter måter på hvor handlingen stadig er spennende. Dette syns jeg er en spennende tanke som vi også kan ta videre i arbeidet. Hvis det er noe vi syns er lite givende, eller vanskelig å utføre, så syns jeg vi skal forsøke å fortsette å arbeide med det i lengre tid. Da tror jeg på at hjernen vil begynne å lete etter alternativer og dermed komme på nye ideer som ligger dypere ettersom de ikke er så umiddelbare som andre.

Å være konstant udfordret. Jan Ferslev sa at hvis man for tidlig i prosessen slapper av så kommer Barba med nye utfordringer til en. Jeg tror det er viktig nettopp dette at man alltid føler man har noe på spill, og at en alltid har noe man føler man kan bli bedre på. Det hadde vært interessant å gi skuespillerne ”umulige” oppgaver. Da ville kanskje fokuset vært på å løse oppgaven, og ikke så mye på tilfredsstille noens forventninger til den aktuelle oppgaven (/eventuelle scenen).

Jeg tar også med meg nødvendigheten av å være i gang med noe fysisk, å arbeide på gulvet. Det kan være en god idé hvis vi lager et skille mellom hvor det diskuteres og hvor det snakkes.

Annet småplukk som festet seg: – ”I arbeidsrommet diskuterer vi ikke”. – Utfordre sine klisjeer – utfordre det vi umiddelbart vil lage. – Simultanitet . – Være grundig. – Tillitt til instruktøren. – Fokus på detaljer. – Bryte med forventninger. – Tilstedeværelsen i kropp og tanke . – ”Rammer som begrenser min frihet men tillater meg å arbeide i dybden”. – Størrelse, hastighet, retninger, intensitet.

Karla Nejmann: Jeg havde store forventninger til ugen med Odin Teatret. Ikke mindst er det et verdensberømt teater, som jeg har hørt meget om, men samtidig er det også et lidt anonymt teater, som gemmer sig oppe i Holstebro og hvis skuespillere ikke optræder i andre forestillinger end Odin Teatrets.

Mødet med Odin Teatret har været særdeles spændende og inspirerende. Det der i den grad fangede mig er deres tilgang til teaterarbejdet, deres grundighed. Jeg synes det er interessant, hvordan Odin Teatret arbejder flere år med at producere en forestilling, hvor andre teatre bruger et par måneder. Skuespillernes grundighed med deres arbejde og Eugenio Barba syn på talent; det handler ikke om hvor god du er, men hvor god du vil være. Også Odin Teatrets samarbejde med resten af verden gennem byttehandler, synes jeg er en spændende måde at møde andre kulturer og kunsttraditioner.

I forhold til vores arbejde i teaterproduktionsgrupperne synes jeg Odin ugen har været en enorm inspiration. Odin Teatrets tilgang til teaterarbejde, hvor de virkelig arbejder i dybden og hver skuespiller arbejder grundigt med hver sit udtryk, synes jeg er noget vi kan bruge i gruppen fordi vi er alle er meget forskellige og har forskellige udgangspunkter for vores arbejde.

I det hele taget har det at have en hel projektuge på dramaturgi virkelig givet os studerende rigtig meget. Det er meget givende at få indblik i et rigtig teaters arbejdsmetoder og få god tid til at nørde lige præcis dette teaters æstetik.

Anne Dalum: Jeg kendte ikke meget til Odin Teatret og havde derfor ikke nogle særlige forventninger til Odin ugen. Jeg havde blot set nogle klip fra undervisningen. Ud fra disse klip var jeg noget skeptisk i forhold til hvad der skulle ske i denne uge og hvad jeg ville få ud af det. Denne skeptisk blev dog hurtigt vendt til beundring. Jeg var meget imponeret over hele ugen og synes at jeg fik noget ud af alle de forskellige workshops. Jeg blev meget fascineret over den måde Odin Teatret arbejder på. Alle skal bidrage og alle har noget at skulle have sagt i processen.

Jeg mener, at Odin Teatrets måde at arbejde på er relevant for min teaterproduktionsgruppes proces. Vi har ikke det samme mål som Odin Teatret og vores resultat vil ikke minde om noget af det Odin Teateret arbejde med, men jeg synes alligevel at vores teaterproduktionsgruppe kan tage meget med fra Odin ugen i forhold til vores proces – alle skal være en del af processen og bidrage, således det bliver en fælles proces. Noget andet vi kan tage med fra Odin Teatret er deres fokus på energi. Det var meget spændende at se hvor meget det fylder i deres arbejde. Jeg synes det kunne være meget spændende at arbejde med det og/eller være opmærksom på energien i vores gruppen.

Signe Friborg: Odin ugen åbnede op for den måde, vi kan anskue processen på. Fx er deres tilgang til “evner” meget afslappet – alle kan et eller andet, og det gælder om at bruge den kvalitet man har. På den måde får man et stykke som skaber diversitet, og som kan lave en masse lag i forestillingen. Jeg tænker straks på, at vi måske ikke kun skal devise os frem, men rent faktisk komponere lyrik, som Kristoffer er god til, musik som jeg er ret harm i, eller noget helt tredje som måske Anne er god til. Jeg er samtidig også blevet mere klar over, hvad jeg bestemt ikke synes fungerer – at skulle spille en følelse med hele kroppen el. lignende ville komme til at virke plat i vores stykke.

Louise Bruun Hansen: Meget inspirerende at deltage i denne uge. Fedt at det var så fysisk. Meget hårdt med en hel dag hver dag, men det var det hele værd. vildt at få lov til at se og møde Barba, selvom jeg havde så meget æres-frygt at jeg ikke turde snakke med ham. PIS’FED uge!

Jeg bed meget mærke i at de arbejdede i kontraster, og en “omvendt” rækkefølge i forhold til at nå frem til et færdigt produkt. Det der med at lave et partitur, og så bagefter sætte tekst eller sang på.

At det ikke er teksten der er forudsætningen for det fysiske, men at man starter omvendt.

Så det evt får et friere og stærkere udtryk. Skide fedt. også det her med at lave noget, og ikke vide om det skal bruges eller ej, men at fokusere ved at “lege” og udforske

Søren Højgaard: Forholdet mellem performeren og instruktøren i Odin Teatret fandt jeg enormt interessant. Til arbejdsvisningerne fortalte bl.a. Roberta om hvordan Barba altid forsøgte at holde dem udfordrede. Hvis noget blev for nemt for dem, og de blev i stand til at gøre det uden at anstrenge sig, fik de tildelt nye benspænd og yderligere niveauer at tage hensyn til. På den måde får performeren aldrig lov til at køre i automatgear, men holder sig oppe på dupperne. Denne form for instruktion gør simpelthen, at performerne ikke kommer til at stråle af overskud i deres arbejde, men derimod af anstrengelse. Tanken passer meget godt med Odin Teatrets målsætning om altid at stræbe efter det højeste, om end dette i princippet er uopnåeligt. Jeg tror, at denne arbejdsform er med til at sikre, at ensemblet aldrig går i stå eller bliver for ensformigt.

Hvad kan vi (hvid) bruge vores ekspertviden om Odin Teatret til?

– Vi kan bruge det Odin Teatret som inspiration. Vi skal have energi og stå inden for det vi gør.

– Det handler ikke om talent eller om at være kendt, men det handler om arbejdsomhed og om at øve sig og gøre sig umage. Ikke vente på at der kommer ideer, men komme i gang.

– Grundighed: ved at arbejde i dybden med nogle scener kan det være der opstår serendipitet (at vi ved at arbejde grundigt kan der opstå noget vi overhovedet ikke havde regnet med).

– Vi skal tage udgangspunkt i at vi er forskellige. På Odin Teatret arbejder skuespillerne med forskellige ting, hver skuespiller finder ud af hvad de vil undersøge og hvad de er gode til. Det skal vi også!

– Vi skal have en del hvor vi improviserer og er åbne og finder på og en del hvor vi arbejder videre med gode ting fra improvisationen. Konkret foreslag: vi planlægger kun halvdelen af dagen og arbejder videre med det vi har produceret tidligere.

– Obstruktionsprincipper: udfordre hinanden. Personlige benspænd. Tendensen i vores gruppe er altid at have vores egne ideer i hovedet – vi kunne lave benspænd, så vi blev mere tvunget til at gå med på hinandens ideer. Give hinanden modstand.

– Vi skal udfordre os selv og hinanden. Ingen må blive for komfortabel. Alle skal prøve noget de ikke er gode til.

– Nærvær. At have nærvær over for hinanden og på scenen.

– Man rejser ud for at finde Indien, men kommer til Amerika. Vi vil møde udfordringer og hele projektet kan havne et helt andet sted end vi havde regnet med.

Grøn gruppe

Malte Weis: Mine første forventninger til denne uge, var egentlig ikke så store. Jeg gik til denne uge med en hvis skepticisme, velvidende at det kunne blive en hæmsko for mit arbejde. Jeg havde svært ved, at fange pointen i Odin Teatrets fremgangsmåde, og kunne ikke rigtigt se hvad de gjorde så fantastisk i forhold til alle mulige andre teatre.

Grundet arbejde var mit første rigtige møde med Odin Teatret, Robertas arbejdsdemonstration. Og jeg kan tydeligt huske min første tanke under denne arbejdsdemonstration. Det slog mig, for det første, at jeg synes det var tåbeligt at sidde på et gulv i 4 timer og kun bevæge et led ad gangen, men vigtigere, slog det mig, at der var en dedikation til noget højere end skuespilleren, højere end publikum og højere end instruktøren. Dette lægger jo godt i tråd med Barbas ønske om at man skal ”inflame the memory” altså vores hukommelse skal påføres denne sygdom samtidigt med at man kærtegner denne sorg der lever i eksil i vores krop. Dette sker ikke bare ud fra et veldrejet stykke, men også i skuespillerens refleksion over sin egen krop.

En anden refleksion jeg gjorde mig var, at publikums oplevelsen vil være forskellige fra den ene publikum til den anden. Både på grund af hvad der sker på scenen, men også i form af lydene som er forskellige alt efter hvor man står rummet. Og denne perception er for mig at se utrolig spændende.

Jeg synes man rammer hovedet på sømmet, når man tematisere teatrets forskellighed, både i form, udtryk, musik og rum. Man tematisere både den forskellige perception, såvel som de forskellige syn på teatret.

Alt i alt blev mine fordomme afkræftet, selvom det til tider var hårdt, at holde tungen lige i munden.

Jesper Trads: Jeg vil sige, at jeg gik ind til denne uge med blandede forventninger. På den ene side frygtede jeg, at jeg ville blive sat af fra start. Dette frygtede jeg, da jeg har meget svært ved, at se en mening og historie i de opsætninger fra Odin Teatret, jeg før har overværet. Jeg synes til tider godt, at deres opsætninger kan virke uoverskuelige og for mærkelige til min smag. Det er svært for mig at se, hvor stykkerne vil hen og jeg synes det bliver en sammensmeltning af for mange historier og disse bliver for enkeltstående og ikke sammenhængene med hinanden.

På den anden side så jeg frem til ugen. Jeg så frem til, at få et indblik i deres arbejdsmetoder og hører Odin Teatrets folk fortælle om, hvordan de arbejder med kroppen.

Det jeg tog med ud af ugen var måden, som alle skuespillere og musikere var passioneret på. Deres liv ER teatret og dette har jeg en kæmpe respekt for. Dette kunne mange andre kunstnere lærer meget af. Kaj, der blandt andet spillede harmonika, var en kæmpe inspirationskilde for mig. Nøj, hvor var det fedt at se ham fortælle om bl.a. Odin Teatrets arbejde i Holstebro Festuge. Dette ville jeg med glæde have været en del af.

Så på trods af blandede indtryk af Odin Teatret som teatervirksomhed, gik jeg ud af ugen med en oprejst pande. Med en glæde og et gå-på-mod mod, at give teateret alt i eksempelvis Teaterproduktion 2 og vores eksamensprojekt! En spændende og interessant uge, som jeg ikke ville have været foruden.

Ann-Britt Styrbæk : Jeg må desværre indrømme at, med en vis skepsis gik jeg den forrige uge i møde. Med flere års erfaring i teaterproduktioner er jeg blevet `farvet` af hvordan en proces skal forløbe. Desuden efter et længere forsøg på at forstå det vedlagte læsemateriale, fik jeg opbygget en endnu større tvivl. Kunne dette transformationsteater ramme min interesse? Svaret er ja. De konkrete fremvisninger i ugens løb, fremkaldte helt nye kreative arbejdsmetoder, som har påvirket mig en hel del. Mit teatersyns begrænsninger har forskubbet sig til en langt større forståelse. Endvidere har jeg nu, fra tidligere undervisningsforløb, fået en dybere empati for Grotowskis, Brechts og Mejerholds arbejdsteknikker. I min verden voksede teksternes forståelse via de konkrete oplæg og workshops med spillerne. Eksempletvis har Odin Teatrets ønske om at fremkalde rod og uorden belyst et helt nyt og inspirerende rum, hvilket jeg havde svært ved at forstå udelukkende igennem teksterne. Dertil har Odin Teatrets efterstræbelser på et harmonisk kaos, skabt et helt nyt perspektiv for mig. Jeg indså et nyt scenisk nærvær og dette såkaldte partitur af skuespillerne som skabte en meningsløs mening, skabte pludselig mening for mig. Hermed sagt at, disse metoder i fysisk handling har givet mig en større fornemmelse for teatrets transformationsfelt og nærvær.

Min personlige oplevelse af Det kroniske liv på Bora Bora tirsdag d.8/4, bragte mit sanseorgan på nye og spændende udfordringer, som jeg aldrig har oplevet i teaterverdenen før. Mine værdier blev sat på prøve og den refleksion videreførte en anderledes og dybere betagelse. Hermed kan jeg konstatere, at ugen har haft et overvældende positivt indgreb på mig, som jeg ikke ville være foruden.

Marie Kjærgård Hansen: Jeg tage på en lille rejse rundt i mine erindringer: det vil jeg gøre på baggrund af nogle af de associationer, jeg har fået i løbet af Odin Ugen, i forbindelse med oplevelser jeg har haft på forskellige tidspunkter i mit liv.

Tirsdag i Odin Ugen blev jeg taget med på min første erindringsrejse, da vi havde træningssession omkring fysisk partitur med Iben Nagel Rasmussen og Elena Floris. Til træningssessionen skulle vi som opvarmning danse Vinddans og synge en sang, der lød meget afrikansk. Derfor kom jeg til at tænke på min tur til Sydafrika i 2010 sammen med min mor og lillebror, hvor vi bl.a. besøgte tre forskellige townships. I den ene township besøgte vi en børnehave, hvor vi fik lov til at se nogle små piger danse, mens de sang en afrikansk sang. Vinddansen og den måske afrikanske sang fik mig derfor til at tænke på netop dette besøg. Et besøg der på mange måder var utrolig rørende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at de små piger måske aldrig ville komme væk fra denne township, men deres dans var alligevel fuld af håb, så den fik også mig til at håbe på en bedre fremtid for dem. Vinddansen var for mig også en dans fuld af håb – en dans der gav mig en helt særlig energi. Måske gav de små pigers dans også dem en særlig energi… Det ønsker jeg for dem.

I løbet af hele ugen hørte vi en masse om Eugenio Barba, hans refleksionsteori og måde at arbejde på – både til forelæsninger, men også af ham selv, da han f.eks. besøgte os til konferencen om torsdagen. Her fortalte han bl.a. kort om sin tid som kommunist, og det blev meget tydeligt for mig, hvor stor en rolle politik spiller for ham – både i hans private liv, men også i de forestillinger, han instruerer. Jeg kom i den sammenhæng på en erindringsrejse tilbage til min tid som SFU’er og politisk aktiv, da jeg gik på gymnasiet. Jeg kom til at tænke på forestillingen, Det kroniske liv, og så billedet af isen, der smeltede og til sidst blev smadret, for mig. Jeg kom i et kort øjeblik til at drømme mig tilbage til den 12.12.09, hvor jeg var til klimademonstration i København. Jeg ønskede, ligesom alle de andre demonstrerende, at der skulle laves en ordentlig global aftale, som kunne modvirke naturkatastrofer og menneskeflygtninge. Det lykkedes dog ikke. Isen i stykket blev derfor et symbol på den smeltende indlandsis for mig, og jeg følte, at Barba med stykket forsøgte at sige, at det snart er på tide at tænke verden på en anden måde: forandre den, inden det er for sent. Isen blev således et meget stærkt billede for mig, da jeg selv håber på, at politikerne på verdensplan snart vil indse, hvor vigtigt det er med en klimaaftale, der rent faktisk kan gøre en forskel.

Efter at have set forestillingen om tirsdagen, forstod jeg ikke helt, hvad det var ved den, jeg så godt kunne lide. Da jeg kom hjem forsøgte jeg at analysere den, og jeg syntes, det var enormt spændende. Jeg så forestillingen igen torsdag aften, og prøvede endnu engang at analysere den. Og denne gang følte jeg, at jeg fik en åbenbaring – jeg følte, at jeg rent faktisk var ved at få hul på en god analyse af forestillingen. Morgenen efter gik det op for mig, at måden, jeg havde forsøgt at “knække koden” på forestillingen på, mindede mig om den måde, jeg forsøger at gennemskue svære digte på. Jeg tænkte tilbage på det første digt, jeg læste af Emilie Dickinson, My Life had Stood, da jeg gik i 2.g. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvad digtet handlede om, men pludselig fik jeg en åbenbaring og så en klar betydning af digtet. Det var nogenlunde samme oplevelse, jeg fik, da jeg analyserede Det kroniske liv for anden gang. At få lov til at “knække koden” er noget, jeg synes er rigtig spændende, og når det lykkes, bliver jeg meget tilfreds. Det er sandsynligvis en af årsagerne til, at jeg på nuværende tidspunkt synes, at forestillingen er helt fantastisk: den udfordrer mig på lige den måde, jeg elsker at blive udfordret på.

Jeg har haft mange associationer i løbet af Odin ugen, og disse var blot nogle af dem. Det har været en spændende og inspirerende uge, som jeg vil tage med mig – og jeg er sikker på, at jeg kan brugte nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig, i min videre teaterkarriere.

Grøn gruppe (samlet): Hvad kan vi bruge vores ekspertviden i Odin til? Det udvider éns horisont i forhold til opsætning af stykker, idet man får indblik i nye arbejdsmåder: Hvordan man anvender krop og stemme på en kontrapunktisk facon. Ex. at råbe og skrige sagte, at være let på en tung måde. – Der dannes nye relationer til mennesker, man normalt ikke ville interagere med. – Modsætningernes spil kan bruges til at skabe en byttehandel gennem viden fra anden part. – Der skabes anderledes former for visuelle tableauer. Ligeså ser man mennesker og ting i en ny funktion. Altså opstår der et metaplan, idet man perciperer sin perception. (balletdanser på traktor).

Rød gruppe

(Signe Berg, Maria Ridder, Isabel Frankenberg, Line Hansen, Lasse Lau , Xenia Jensen, Signe Nygaard, Freja Jespersen, Matthias Gimiliano, Louise Leby): Det har for rød gruppe været inspirerende og lærerigt at være en del af Odin ugen. Vi har fået inspiration til hvordan én instruktør har valgt at facilitere en devising-proces, hvori instruktøren sidder som det øverste kreative hoved og monterer performernes medbragte materiale sammen. For instruktørerne har det især været interessant at se på hvordan Barba som instruktør gør helt konkret når han skal flette skuespillernes materiale sammen. Rød gruppes performere kan godt se det praktiske og givtige i at lade instruktøren bestemme egenrådigt over materialet, men det har hele tiden været Rød gruppes performeres udgangspunkt, at de godt vil have en høj grad at medbestemmelse. Dog er der enighed om at det er klart er instruktøren der har det sidste ord. Samtidig har vi valgt at arbejde med 2 instruktører, hvilket kan blive en større mulighed for at udfordre det kreative arbejde. Barba taler ofte om at han vil undgå egne og skuespilleres klicheer, og vi tror at to instruktører i højere grad kan gøre dette, fordi de hele tiden kan udfordrer hinanden, og må gå på kompromis i samspil med dramaturgen. Det har været meget givende for Rød gruppe at høre om hvordan en teaterforestilling sagtens kan tage form, på trods af at man ikke ved hvor man skal hen af fra starten. Der ligger en høj grad af usikkerhed i serendipitetsprincippet, især når man ikke før har prøvet at arbejde sammen som gruppe. Det har givet gruppen lidt ro i sindene og blod på tanden at være vidne til et ensemble, der prøver at undgå at lægge sig fast på noget indtil meget sent i processen.

Vi har også fået nogle helt praktiske ideer til processen – fx finder vi ideen om at lade performerne arbejde selvstændigt undervejs meget interessant, både i forbindelse med vores ønske om medbestemmelse, men samtidig også som en mulighed for at udnytte den tid vi har bedst muligt. Vi er samtidig blevet inspireret meget af Odin Teatrets arbejde med simultanitet, idet storbyens billede ofte er en blandet landhandel hvor mange stemmer taler på samme tid. Samtidig finder vi også deres arbejde med kontrasterne meget inspirerende, og hvordan man kan lege med publikums opmærksomhed. Vi er også blevet inspirerede af deres brug af musik og stemmer. Dette har også hjulpet scenografen med at se og åbne op for mulighederne i forhold til lydbillede. Og hvordan man kan integrere publikum i stykket. Samarbejdet med Odin har alt i alt åbnet alles horisont og givet næring til vores ideer.

Odin Teatret har vist, hvordan det anderledes kan være med til, at påvirke tilskuerne. Det at udfordre sig selv, og prøve grænser af, det kan hjælpe den individuelle i sin proces. Det behøver nødvendigvis ikke kun at være performerne, der prøver sine grænser af, men også instruktør, dramaturg, scenograf og produktionsleder, der udfordre sig selv og tager mødet med det fremmede.

Vægt, Kedsomhed, Modstand, Kontekst, Princip og Reaktion – det var de 6 hovednoter jeg tog til Roberta Carreris arbejdsvisning Spor i Sneen:

At lave en god slowmotionbevægelse er et spørgsmål om en konstant fordeling af Vægt. Ud af Kedsomhed kommer idéerne. Man har brug for Modstand for at udvikle sig som skuespiller og som menneske. En Odin skuespiller arbejder med spændfeltet mellem en allerede kreeret improvisation og en ny Kontekst. Et Princip er den ramme der giver mig frihed til at gå i dybden. En handling er altid en Reaktion.

Roberta besidder en ekstrem teknisk dygtighed som hun har udviklet udfra nogle afgrænsede principper. Hun arbejder målrettet og seriøst med at forbedre sin konkrete teknik og ud af denne teknik dannes mulighederne for kunst. Hendes krop har udviklet sig til et helt ekstremt velstemt instrument, hvis muligheder hun ekspanderer til dets yderpunkter og hun kan udnytte alle nuancer og musikalske muligheder. Som om hun havde fundet yderpunkterne i den menneskelige krops tekniske kunnen.

Jeg vil gerne være i stand til at fortælle historier med min krop som Roberta kan. Jeg vil gerne kunne benytte ekstreme virkemidler. Jeg vil gerne ekspandere min krops tekniske kunnen. Jeg håber engang at opnå en sådan teknik der gør mig i stand til at udføre ethvert kreativt påfund fordi jeg står på et så solidt fundament (eller trappe, om man vil…) af teknik.

Blå gruppe møder Odin

Nina Quist: Da vi første gang stødte på Odin Teatret på Dramaturgi, var det i forbindelse med teaterhistorie. Vi læste om Oxyrhyncus Evangeliet, den udvidede krop og en bid af Barbas ”On Directing and Dramaturgy”, og jeg syntes, at det var svært at forstå. Rigtig svært. Denne uge har været mit første møde med Odin Teatret – og det var slet ikke svært at forstå. Odin Teatret skal i høj grad opleves og sanses. Deres arbejde er på én gang så komplekst og så simpelt. Simpelt, fordi man – i oplevelsen – slår hjernen fra. Da jeg så Det kroniske liv var jeg opslugt, og det var både første gang, og anden gang jeg så den.

I forhold til vores egen teaterproduktion mener jeg, at vi i vores gruppe kan lære af Odin Teatrets risikovillighed – at opsøge anderledesheden og at søge væk fra klichéerne. Jeg oplevede selv, at ens perceptionsmåde bliver en anden end normalt ved både skuespillernes arbejdsdemonstrationer og Det kroniske Liv. Jeg tror, at det skyldes afstanden til den klassiske narrative historie og Odin Teatrets fremhævelse af det performative. Netop denne afstand til den narrative historie kan vi også bruge i forhold til det emne og den tilgang, vi har lagt os. Odin Teatret ”fortæller” på sin egen måde, og publikum går fra forestillingen med en individuel oplevelse, og det er noget, vi i gruppen værdsætter. Også Odin Teatrets arbejdsmetode er interessant ift. vores egen proces; figurerne og det fysiske partitur udvikles af skuespillerne selv, mens instruktøren står for at montere delene, så de sammen danner en (anderledes) helhed. På den måde gives der ansvar og ejerskab til alle i processen, og det vigtigt, når man gerne vil skabe et kunstnerisk produkt i fællesskab.

Sine Thomsen: Mine forventninger til ugen med Odin Teatret var fra starten af høje. Jeg havde i forvejen en smule kendskab til teatret og dets virke fra eksamensopgaven i Teater- og Kulturpolitik på 2. semester. Her beskæftigede jeg mig særligt med teatrets årlige festuge i Holstebro, med fokus på byttehandlerne og deres kulturpolitiske strategier. Deraf vidste jeg på forhånd hvordan de udnyttede deres store potentiale i teatrets alsidighed, samt mange års erfaring. Dog syntes jeg alligevel der manglede noget i min forståelse af Odin Teatret; hvad er de for nogle mennesker, hvordan arbejder de og hvordan er de kommet dertil hvor de er i dag.

For mig blev det mest bemærkelsesværdige at tage med fra Odin ugen, deres måde at arbejde på, samt deres arbejdsmetoder. Deres anvendelse af kroppen, sanserne og rytme gennem musik, er især noget der går igen i observationen af skuespillerens arbejde. Dette hænger også sammen med deres søgen efter det anderledes – et arbejde væk fra det normative og den narrative fortælling. I arbejdet forsøger de konstant at skabe en form for modstand/anderledeshed for at fremhæve kontrasterne og dermed skabe alt andet end et fladt udtryk.

Jeg tror især at vi kan bruge denne arbejdsmetode i vores teaterproduktions proces, for at undgå det trivielle og i stedet arbejde hen mod noget der giver et mere ukendt og anderledes udtryk. Om ikke andet tror jeg at det kunne være en vigtig del af processen at prøve nogle af disse ting af, for netop at udforske andre arbejdsmetoder end dem vi i forvejen kender. Derudover håber jeg også at vi kan formå at overføre og genskabe Odin Teatrets evne til at give hver enkel tilskuer en individuel oplevelse og dermed berøre deres sanser, humør, el.lign.

Yasmin Lam Thi: En fremmede fugl i dansk teater. Der skal ikke være nogen tvivl om, at et møde med et professionelt, internationalt ankerkendt og ikke mindst særprægede teater som Odin Teatret, har gjort et stort indtryk på mig. Jeg havde forinden ikke opstillet nogen specifikke forventninger til ugen, andet end at få et større indblik i, hvad Odin Teatret er. En forventning der i høj grad blev indfriet, historisk såvel som geografisk, arbejdsmæssigt/tilgange/dramaturgier, æstetisk og kunstnerisk. Et egentligt fysisk møde med Odin Teatret fandt for mit vedkommende, sted for allerførste gang, ved forestillingen Det kroniske liv mandag aften. I løbet af dagen var vi blevet introduceret til filmen ”At erobre anderledesheden”. Ordet anderledeshed er et karakteristisk om end centralt omdrejningspunkt for Odin Teatret og med det i mente, følte jeg mig rustet til forestillingen. Dog kun nogenlunde da jeg senere har erfaret, at man vidst aldrig rigtig ved, hvad man kan forvente af en Odin forestilling. Nu en uge efter forestillingen må jeg erkende, at jeg endnu ikke har fået den fordøjet. Ikke fordi at den ikke har gjort et indtryk, tværtimod, den har gjort et alt for stort indtryk. Det jeg hele tiden vender tilbage til, er Barbas ord inden forestillingen begynder. Vi, som tilskuere sidder allerede tæt pakket sammen på rækkerne, alligevel vil Barba presse flere ind. ”Vær ikke bange for kontakt” siger han og presser flere tilskuere sammen. Jeg tænker hvilken kontakt det er Barba selv vil og med, ud fra sit arbejde, forestillinger og Odin Teatret. At lade tilskueren danne sin egen betydning ud fra forestilling(erne) er bemærkelsesværdigt og ikke mindst beundringsværdigt. En væsentlig værdi som jeg fornemmer at der i gruppen, fra start af, har været stor opbakning til at efterkomme. Odin Teatrets byttehandler synes jeg er en rigtig fin måde at komme mennesker med en anden kultur nærmere. Jeg ser helt klart en mulighed i, at anvende princippet af byttehandlerne i vores eget arbejde.

Katrine Koppelgaard: Jeg havde ikke rigtigt nogen store forventninger eller forhåbninger til Odin ugen, fordi jeg ikke kendte ret meget til teateret. Min eneste forudsætning var en video med Oxyrhincus Evangeliet, og med dette udgangspunkt tænkte jeg at det måtte være noget mærkeligt noget.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg synes om Odin Teaterets forestillinger, men fik dog bekræftet min forventning om at det er noget mærkeligt teater. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde. Det er dog ikke deres forestillinger men deres indgangsvinkel til teateret, der gjorde størst indtryk på mig. Jeg synes deres arbejdsmetoder er virkelig inspirerende. Det jeg især vil tage med mig er deres ydmyghed overfor teateret. Deres seriøsitet omkring hvad en teaterforestilling kræver og deres konstante ønske om at udvikle sig selv, sætte større krav til sig selv og være i konstant bevægelse. Det er inspirerende at se, at selvom de fleste performere fra Odin Teateret har været i faget i mindst 40 år, hviler de ikke på laurbærbladene. De er klar over at de stadig ikke har lært det hele. Det er absolut den del som jeg vil tage med mig i mit videre arbejde med teateret. Jeg synes vi unge studerende har en tendens til ikke at forstå hvor lidt vi virkelig ved, fordi vi er grønne og helt nye i faget, og det kan give en lidt for kæphøj indstilling til tingene. Jeg håber hurtigt jeg finder den ydmyghed overfor teateret som jeg ser i mine undervisere og i Odin Teaterets ensemble. Jeg finder den dybt inspirerende og aldeles vigtig.

Frederik Veis: Mine forventninger til mødet med Odin Teatret var begrænsede. Jeg havde kun set et enkelt filmklip af deres forestilling “Oxhyrincus Evangeliet”, som jeg havde et meget ambivalent forhold til. Jeg var fascineret af deres brug af sprog, og jeg havde også en vis forståelse for konceptet: “Mening er en by i Rusland”.

“Åh, du godeste, skal jeg beskæftige mig med dette teater i en uge?” Mine forventinger blev hurtigt bragt til skamme. Samtlige oplæg fra Odin Teatrets performere var både spændende og lærerige i sammenhæng med vores performative installationskunst. Det var især Robertas oplæg, der gjorde et stort indtryk på mig. Som skuespilleransvarlig i vores gruppe vil jeg bruge nogle af hendes øvelser, som jeg tror vil være gavnlige i vores proces

Sofie Amalie Rasmussen: Op til Odin ugen havde jeg været spændt havde og set meget frem til arrangementet. Jeg var også beæret over, at vi ville få lov at møde Barba og hans team. Vi har jo igennem meget af undervisningen på dramaturgi, berørt Barba og Odin Teatret en hel del, og derfor havde jeg på forhånd et indtryk af, at dette ikke var noget almindeligt teater. Jeg forventede at Odin Teatret ville komme på besøg på Kasernen og slå mig bagover. Jeg forventede et møde med et teater som ville overskride de såkaldte mere normale teaterkonventioner. I virkeligheden nok også, at det ville overskride mine egne grænser. Ud fra filmklip og læsning om teatret, var jeg ikke sikker på, at jeg kunne lide dette mærkelige teater. Selve skuespiløvelserne vi har læst om, og det fokus der er på skuespillerens kontakt med kroppen, fascinerede mig. Produktet, de forestillinger som der kom ud af det (som vi har set nogle filmklip af i Værkanalyse) gjorde mig på en måde utilpas. Hvad vil de sige med det her? Tænkte jeg. Jeg forstår det ikke.

Når det så er sagt, forventede jeg alligevel et storartet professionelt møde mellem dramaturgi og Odin Teatret, og jeg glædede mig til at se hvad ugen ville bringe. Vores program for ugen var kompakt og ambitiøst, så jeg forventede også, at man ville blive en anelse overvældet (og træt) i løbet af ugen. Ugen forløb godt, og det blev som jeg forventede, et professionelt møde på Kasernen, hvilket jeg følte mig privilegeret over, at være en del af. Odin Teatret arbejder ikke med talenter, hvilket man vel kan sige, at vi heller ikke gør i tp2 nødvendigvis. Odin Teatret ser det som en styrke for deres teater, at de ikke arbejder på såkaldte talenter. Jeg synes Odin Teatret har mange værdier, som vi ville kunne tage med i vores projekt. Ensemble tanken er god. Man kan mærke de har en følelse af, at være en enhed, og de kender hinanden utrolig godt. Så at man kender sine medspillere godt, og arbejder med øvelser som knytter os sammen tror jeg kunne være en styrke. Hver enkel skuespiller i Odin Teatret, har på en måde også sin egen stil, fordi de gør det, som passer lige præcis til dem. Deres individuelle øvelser, har taget udgangspunkt i hvad de lige præcis kunne udforme med deres individuelle krop, og det har de taget med på scenen. Det tror jeg også man kan lære lidt af. Vi er ikke ens, vores kroppe er ikke ens. Vi har alle vores egen stil, og vores egen stil er værd at tage med på scenen.

Anne Basse: Vinddans, violin, en grøn elastik og en makker. Elastikken beder kroppen om at kæmpe sig frem. Min krop leder efter kontrol. Vi kæmper og udvikler partiturer, der kan justeres i forhold til intensitet. Ømme lægge dagen efter vidner om den fysiske form Iben og Elena befinder sig i. Jan løfter sløret for forskellige instrumenter, der foruden at være instrumenter også eksempelvis kan være en skildpadde eller en spade. Flerfunktionalitet synes at være hans omdrejningspunkt. Roberta forbyder computere og beder om nærvær. Det får hun af samtlige tilstedeværende. Ikke fordi hun bad og det, men fordi hun selv er så meget tilstede, at det ikke er til at undgå. Byttebyttekøbmand, bytter aldrig om igen. Kaj med sin harmonika fortæller om byttehandlen. Det er en måde at møde hinanden på. Han fik min fulde opmærksomhed for sine historier. Vi gjorde begge et godt køb. Barba mangler sine briller men har husket sine sandaler. Et kronisk liv udfolder sig. De omtalte personer indtager forskellige positioner mellem den todelte publikumsrække, der ser hinanden an på hver side af scenen. Det Kroniske Liv udfordrer mig. Jeg har svært ved at holde styr på alle trådene på en og samme gang, hvilket stiller store krav til min opmærksomhed. Jeg er opslugt, fordi de fleste af mine sanser bliver sat på arbejde. Det minder mig ikke om noget, jeg har oplevet før, men forestillingen taler direkte til mig på forreste række. Den har sin egen stemme og sit helt eget sprog. Arbejdsdemonstrationer, deltagelse, oplæg og forestillinger danner hvalskellet for det sted, hvor du finder anderledesheden, hvis du har giver, hvad du har. Din tilstedeværelse er nok, hvis du vil vinkles ind og finde noget andet, end det du umiddelbart leder efter. At være anderledes eller at blive gjort anderledes. Aktivitet eller passivitet. Talent eller arbejdsomhed. Jeg tror på det hårde arbejde, og at dette kan føre til endnu uopdagede afkroge eller civilisationer. Tak for nu, Odin.

Sort gruppe

Mathias Bækgaard, Isabella Mortensen, Lisa Trædholm, Marina Hansen, Line Christiansen, Inutsiaq Lund, Karitas Eir:

Forventninger: Vores kendskab til Odin Teatret forud for projektugen var begrænset. Vi regnede med at oplevelsen ville være meget mere abstrakt. Vi havde læst og set videooptagelser om netop Odin Teatret, som havde rammesat vores forventninger. Vi troede at vi som studiehold skulle indgå i forskellige workshops, og prøve på vores egen krop og sind, de arbejdsmetoder og udtryk Odin Teatret arbejder ud fra.

Hvad vi oplevede: Det blev klart for os at det ikke drejede sig så meget om workshops, men mere om arbejdsdemonstrationer. Odin Teatret var dybt professionelle og engagerede i deres håndværk. Roberta’s arbejdsdemonstration gav en fornemmelse af denne primadonna-indstilling som skuespillerne arbejder under. De er utrolig disciplinerede, og det var fascinerende og betagende at opleve denne arbejdsindstilling. Det var meget intenst fokuseret på skuespillerdelen, men man fik ikke rigtig en ide om hvordan det var at være et ”menneske” i Odin Teatret. De dyrkede deres håndværk. De var nærmest deres håndværk, og man fik ikke rigtig et billede bag denne performer, og det hverdagsagtige liv i Odin Teatret. Deres arbejde var deres liv.

Ud fra de forskellige arbejdsdemonstrationer blev det også klart at de forskellige performere havde forskellige styrker. Det var meget fascinerende at se deres måde at kombinere deres styrker på, og derved skabe et enormt stærkt værk i sin helhed. Der var utroligt mange forskellige indgangsvinkler til deres forestillinger, men hver enkelt performer havde bidraget med unikke elementer. Denne sammenvirkning af styrker var inspirerende, og man kan ikke andet end beundre Barbas måde at udnytte og fuldbyrde netop dette i forestillingerne.

Hvad vi lærte: Alt i alt var Odin ugen utrolig inspirerende for vores gruppe. Vi ledte efter en særlig og unik tilgang til visse af vores scener, og inspirationen kom i form af disse arbejdsdemonstrationer og forestillinger. Ideen om at skabe noget individuelt og uden egentlig kohærens er meget appellerende for at skabe uhygge og mystiske scener. Robertas spillemåde i Det kroniske liv springer frem i hukommelsen.

At beskrive hendes performance kan være en smugle svært, men de voldsomme bevægelser, og de uforudsete overgange imellem spillestile og følelsesudtryk, ligger som inspiration for vores portrættering af besættelse og kontroltab.

Det utraditionelle sceniske rum har også haft en indvirkning på gruppen. For at skabe en form for anderledeshed i noget bekendt bliver man nødt til at gøre op med den klassiske teaterscene som vi forstår den, men samtidigt beholde det der gør den genkendelig. Dette udtryk mestrer Odin Teatret, og det er denne nytænkning vi vil overveje i vores sceniske udtryk, noget bekendt som skal ses på en ny måde.

I Kaj Bredholts arbejdsdemonstration og teatrets forestillinger kommer et ganske særligt lydlandskab for øre. Musik og lyd er vigtigt for at skabe en stemning, og dette er ikke kun Odin Teatret der gør brug af dette. Ikke desto mindre er lyden i deres forestillinger velvalgt, og komplimentere deres scenografi og scene ganske godt. Man kan som eksempel se på isblokken der er gennemgående i Det kroniske liv. Den er både en del af scenografien, men samtidigt et rytmisk instrument, der kan høres igennem det meste af forestillingen. Det er denne lidt absurde og spændende tilgang til lyd der er spændende at arbejde videre med.

I en tidligere evaluering blev gruppen enige om at det var Odin Teatrets udtryk der fascinerede os. Deres anderledes tilgang til forestillinger er meget inspirerende når vi i gruppen forsøger at have en tilgang til nogle af vores scener som er netop denne anderledeshed. Odin ugen var derfor en friskt pust, og en åbenbaring i hvordan man skaber denne type for scenisk udtryk.

Tilskuersamtaler

Odin Teatret og Eugenio Barba tænker altid tilskueren som et frigjort subjekt og man bruger ikke begrebet publikum i forhold til egne forestillinger. At være tilskuer er en aktiv handlende situation hvor den enkelte kan reagerer individuelt – dansende i sin egen historie. Tilskueren er naturligvis begrænset til forestillingens ramme og henvendelsesmåde, men som instruktør og dramaturg skruer Barba sine forestillinger sammen under hensyntagen til forskellige typer af tilskuerer: den blinde, den døve, den intelektuelle og belæste, den som nyder forstillingens som musik og dans eller den som tænker det som et ritual eller den som ser det ud fra barnets konkrete optik. Tilskueren reagerer ved at skabe betydning i forhold til sin egen historie og associationsgang, erindringer og oplevelser. Spørgsmålet er om dette gør oplevelsen af forestillingen helt vilkårlig og tilfældig. Det kan man formodentlig ikke afvise, men samtidig med at forestillingen henvender sig til det enkelte subjekt skaber den gennem symbolreferancer, gentagelser og ledemotiver en vis ramme for betydningsdannelsen og den polyfoni som forestillingen skaber sammen med tilskueren. Forestillingerne skaber givet en gahnske skrøbeligt og stifærdigt fællesskab. Et tilskuer-vi som er fyldt med spørgsmål og tvivl og som er vanskeligt at italesætte fordi der er tale om tavs, kropslig relation af ikke-viden. I forvb indelse med seminaret var vi interesseret i at skabe en mulighed for at fortsætte samtale i et andet rum og på en anden måde, men i forlængelse af forestillingen. Pernille Jacobsen var med til at fascilitere dette samtale-rum.

Det kroniske liv og Lynhistorier

Af Pernille Jacobsen

Hvilken forestilling lever inde i tilskuerne, når de er i teatret? Har de mon lyst til at dele den med hinanden efter forestillingen? Kan vi skabe en ny form for publikumssamtaler, der inviterer til at dele en undren, det ufærdige og det man endnu ikke har forstået efter en forestilling?

Sådan lød nogle af de spørgsmål Erik Exe Christoffersen og jeg blev optaget af en aften, hvor vi tilfældigvis var landet til den samme fest.

“Selvfølgelig har de lyst til at dele det med hinanden”, var mit umiddelbare svar. Og “Selvfølgelig kan vi skabe et koncept der gør det muligt. “Det handler bare om at få dem til at fortælle hinanden historier”.

Min stærke overbevisning kom fra mit arbejde med udvikling af spillet Lynhistorier, hvor jeg har lavet en lang række offentlige samtale-eksperimenter, hvor mennesker, der ikke kender hinanden, har mødt hinanden gennem små historier fra deres eget liv fremfor gennem den store historie “Hvad laver du, hvor bor du, hvor mange børn har du?”. Det var min erfaring, at det er let at få mennesker til at mødes gennem historier og min klare forestilling, at at det kunne overføres til bearbejdning af hvilken som helst teaterforestilling.

“Fint,” sagde Exe. “Vi skal fejre Odin Teatrets 50 års jubilæum i næste måned. Lad os prøve idéen af på deres forestilling.”

Således overbevist satte jeg ugen efter kurs mod Holstebro for at se Det kroniske liv, og finpudse konceptet. Efter forestillingen var min stærke overbevisning forsvundet. Jeg var fyldt til randen med voldsomme billeder og indtryk. Jeg var stum. Jeg forstod ingenting Jeg ville hjem. Jeg havde ikke lyst til at dele noget med nogen.

Da jeg kom hjem skrev jeg en lang mail til Exe, hvor jeg på alle måder forsøgte at forklare ham, at vores idé om en ny form for publikumssamtaler var glimrende på papiret, men uduelig i praksis – især, når det handlede om Odin Teatrets forestilling.

Exe responderede kort: “Hej Pernille. Du har ret i at det er heftigt. Men det skal ikke forhindre os i samtalen.”

Og han havde ret. Forestillingen er heftig, voldsom og svær at forstå. Ganske ligesom verden i øvrigt: Krigen i Afghanistan, den nye folkeskolereform eller tanken om at Indlandsisen smelter. Exe´s mail overbeviste mig om at fortsætte: Netop når vi ikke forstår, når vi bliver stumme og har lyst til at løbe væk, giver det mening og undersøge, hvordan vi kan skabe en ramme for at samtalen alligevel bliver mulig. Både i teateret og i vores liv i øvrigt.

Og måske handler det om i første gang at droppe tanken om at forstå og have styr på. Så vi gjorde det. Vi lod Lynhistorier møde Det kroniske liv og publikum. Før forestillingen slog vi på glasset, og inviterede publikum til at mødes efter forestillingen og dele deres oplevelse medDet kroniske liv. Vi gjorde opmærksom på, at det vigtige ikke var at have forstået, analyseret eller gennemskuet Odin Teatrets idé med forestillingen. Vi inviterede til en samtale båret af nysgerrighed: Hvad ville den her forestilling mig – og hvad ville den dig?

60 mennesker dukkede op efter forestillingen den første dag. De så helt groggy ud, da de kom ind i rummet. De fleste blev, og andre forlod rummet igen, da de fik øje på alle de andre deltagere. Jeg introducerede kort til konceptet og bad dem række hånden frem mod et menneske de ikke kendte, sige deres navn og fortælle om et stærkt billede fra forestillingen, lytte til den andens stærke billede og hilse på en ny. Det var tilsyneladende ligetil.

Jeg så en gruppe af mennesker, der vendte sig mod hinanden. Der fortalte med åbne øjne og fagter og lyttede intensivt og nænsomt. Måske var det svært at forholde sig til forestillingen som helhed, men det var let at fortælle om en detalje i forestillingen.

Jeg var selv med i øvelsen og fik hele tiden en ny varm næve i hånden og en ny beskrivelse af et billede fra forestillingen set fra en helt anden vinkel end jeg selv havde set det. Eller et billede jeg slet ikke selv havde været opmærksom på. Jeg var overrasket over, hvor optaget jeg blev af de andres beskrivelser og hvor interessant de andre tilsyneladende syntes mit billede var. Pludselig havde vi transformeret os fra at være 60 individer, der havde været inde at se en forestilling, til en gruppe, der havde oplevet noget sammen.

Jeg bad folk finde sammen i grupper af 4, med nogen, der havde samme temperatur i hænderne som dem selv. Deltagerne grinede, trykkede hænder, målte temperatur og rystede på hovedet eller gik videre sammen fordi temperaturen passede. De satte sig i grupper af 4 og spillede den næste halve time Lynhistorier, der var specialproducerede til lejligheden.

Kort beskrevet: Den første fortæller trækker et kort. På kortet stå der måske “En lyd der påvirkede mig i forestillingen”, “en figur jeg kunnne kende fra mit eget liv” eller “der var håb”. Fortælleren begynder at fortælle, så snart det første billede dukker op.

Et timeglas bliver vendt, og fortælleren har højst 3 minutter til at fortælle. De andre lytter. De kommenterer ikke, de stiller ikke spørgsmål. De lytter bare. Så er det næste fortællers tur.

Igen så jeg mennesker læne sig ind mod hinanden. Jeg så dem grine. Være alvorlige. Være stille. Være ivrige. Og jeg så dem være det sammen. Inden de gik hjem skrev de nye historiesedler til publikum til dagen efter.

Exe og jeg var tilfældigt dumpet ned i den samme fest et par måneder tidligere. Vi havde en fælles drøm om at udnytte det momentum, der er, lige når en forestilling slutter, den øgede sensitivitet og fornemmelse af at “kanalerne står åbne”.

“Det kroniske liv og Lynhistorier” var det ét skridt på vejen mod en ny form for tilskuersamtaler? Gad vide, hvor næste skridt fører os hen?

Jeg talte med Eugenio Barba efter samtalerne. Han var begejstret: “Det var så spændende at se, hvordan folk bare gik i gang fremfor at overveje, om det de gjorde var godt nok.” På den måde mindede samtalerne ganske meget om en teaterimprovisation, der først får nerve, når skuespillerne slipper tanken om at præstere og være originale og starter med det der ligger lige for, reagere på nogle helt konkrete spørgsmål.

Afslutning

Hvad kan man få ud af en direkte kontakt med en teatergruppe, som indvolveres i en intensiveret undervisningsuge? Ugen var struktureret som en form for udveksling mellem fagets undervisere og teatrets workshop og arbejdsdemonstrationer. Denne skiftende position mellem kunstnerisk og akademisk refleksion skabte forskellen og udvekslingen som en gensidig inspiration. De forskellige fagdiscipliner kom til at supplere hinanden i og med at de tog udgangspunkt i samme objekt. Dertil kommer den erhvervsmæssige perspektivering. Hvordan kan en dramaturg bruge teatrets refleksioner over kreative processer og indgå i en social og professionel dialog?

Odin Teatrets netværk er en organisering af anderledeshed. Odin Teatret beskriver det som en proces: en erobring som er en kontinuerlig proces og læring. Denne har en personlig, en gruppekulturel og en kontekstuel dimension. For Odin Teatret er der tale om en personlig kunstnerisk vej som er individuel, men regler, værdier og principper udgør gruppens interne kultur og andre forestillinger, byttehandler, seminarer, ISTA (International School of Theatreantropology), og Festugen etc. skaber relationen til særlige gruppe af tilskuere.

Dramaturgiuddannelse ved Aarhus Universitet har i en periode på 50 år haft forskellige typer af samarbejder med Odin Teatret og Eugenio Barba. Det har givet haft en betydning for uddannelsens identitet både fagligt og socialt. Det har styrket et særligt blik på teater, fælles interesser og markante forskelle. En uddannelse og et teater er struktureret på forskellig måder. Men relationen har været et tilhørsforhold til en historie om energi, skønhed, identitet og en række værdier som tillid, viljen til at tage en risiko, motivationen til at handle og tage ansvar. Det er grundlaget for at en uddannelse også er et sted, som skaber relationer indad mellem undervisere og studerende og udad i dette tilfælde til teatret. I en til tider næsten virtuel global virkelighed er de lokale konkrete fællesskaber en uhyre vigtig dynamik. Netværket er, kunne man hævde, grundlaget for en forøgelse af produktivitet og kvalitet. Det vil sige en forbedring af vilkårene for anerkendelse af forskellighed, kreative handling og refleksion baseret på direkte kontakt.

Erik Exe Christoffersen, Lektor, Dramaturgi, Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet.