Teater skabt på facebook
Af Erik Exe Christoffersen
Ottetusinde er en kollektiv produktion, hvilket betyder, at teksten er baseret på forslag fra deltagere på teatres facebook-side og løbende dramatiseret af Brian Wind-Hansen. Publikum har således været medskabende, og det er netop teatrets ønske i højere grad at spille sammen med byen og publikum. Forestillingen har, som også titlen antyder, dokumentarisk præg, idet den lader aarhusianerne kommer til orde. Samtidig er formen udpræget teatral, hvilket skaber en indre æstetisk spænding i projektet.
På scenen står ni stole på en række frontalt overfor tilskuerne. I baggrunden er der på væggen projiceret billeder af Aarhus Rådhus, Domkirken, Aros og Rutebilstationen. De tre skuespillere sidder og varmer op, småsnakker og strækker ud. På stolene ligger forskellige kostumer og rekvisitter.
Det angiver meget godt den stil, som forestillingen spilles i. Den lægger sig op ad såkaldt improvisationsteater, hvor et hold skuespillere får stukket nogle rammer ud, som de også indimellem skændes indbyrdes om: ”Skal det absolut være den musik?”. Improvisationsteater rammesætter situationer, hvor man kaster sig ud i noget, man ikke har en chance for at planlægge på forhånd: ”Du er vred og befinder dig på Rutebilstationen, hvor du møder en person Y, som er ude på at få en date”. Hvordan være skiftevis vred og positiv?
De tre skuespillere suser ud og ind af ni roller. Og lad det være sagt med det samme. Det gør de virkelig godt. Med ganske få midler: en paryk, en jakke, et par briller, en hue eller en ændret frisure og forskellige karakterer træder lynhurtigt frem, så man glemmer skuespilleren bag dem og nærmest undres over, hvor den nye person kom fra. Efterhånden som man bliver fortrolig med princippet, er det i sig selv en fornøjelse at følge disse transformationer, og hvor lidt der skal til for at skabe en ny figur. I slutningen af forestillingen når disse effektive og tydelige rolleskift en form for klimaks, idet alle mødes på ARoS’s installation Regnbuen, og så kommer der virkelig fart på rolleskiftene, som næsten får karakter af en hurtigt klippet film. Det vender jeg tilbage til.
Ottetusinde er et flettedrama. Det vil sige, at der ikke er noget egentligt lineært plot men en række møder, hvor disse karakterer to og to ret tilfældigt løber ind i hinanden. Rent scenisk foregår det på den måde, at der er små overgange med lokal musik fra et aarhusband, en aarhusstemme (Bamse, Steffen, Helmig, Medina, Tina D. og alle dem vi kender så godt), på bagvæggen skifter billedet og angiver den nye location. Det gøres meget effektivt og den ene location afløser den anden og etablerer forskellige situationer.
Den kreative proces
Inden jeg går videre med en analyse af forestillingen er det på sin plads at sige lidt mere om processen bag ved, for det er på mange måder nødvendigt at inddrage den for at vurdere forestillingens kvalitet.
Ottetusinde er et forsøg på at konkretisere Teateret Svalegangens vision om at være forankret i byen og give byen en konkret stemme. Processen er således et forsøg på at inddrage brugerne eller tilskuerne i den skabende proces. Teatret er med andre ord interesseret i at skabe et æstetisk fællesskab omkring en ”hyldest” til Aarhus.
Brugerinvolveringen er foregået på den måde, at publikum er blevet inviteret til at give forslag til stykkets via facebook. Processen har været opdelt i 4 faser, som hver især blev afsluttet, før den næste gik i gang. Det har været en kreativ facilitering, hvor slutresultatet var ubekendt, og hvor man så at sige gav afkald på at kontrollere resultatet. Dermed er der indbygget en form for risiko og der er naturligvis også indbygget en form for kontrakt mellem teatret og tilskuerne om, at denne faseinddeling er en spilleregel. Det er en kreativ metode, som modarbejder det forudsigelige og som samtidig gør det muligt at tage beslutninger skridt for skridt uden det endelige overblik. Pointen er, at man formodentlig kommer til at tage beslutninger, som kan virke ganske udfordrende, og hvor man tvinges til at finde kreative løsninger på et selvskabt problem. Det er faktisk i stil med den måde improvisationsteater arbejder med givne spilleregler som en form for benspænd, der naturligvis skal følges – fordi det bryder med det forudsigelige.
Første fase bestod i forslag til karakterer og dramatikeren valgte ni ud. Næste fase var forslag til locations, hvor der ligeledes blev valgt ni. 3 fase var forslag til situationer, hvor karaktererne mødes på en af de ni locations. Endelig var sidste fase forslag til replikker, som skulle indgå. For hver fase, som havde fastlagte deadlines, blev de valgte resultater lagt ud på hjemmesiden, så den efterfølgende fase kunne lade sig inspirere af disse valg.
Som en sidste fase har der været readings som inddrog deltagerne i prøveprocessen og gjorden denne yderligere risikobetonet og transparent.
Dramatikeren har selvstændigt bearbejdet materialet og i samarbejde med instruktøren skabt den dramatiske struktur. Umiddelbart kan man sige, at teatret givet vinder ved denne fremgangsmåde, men den skaber også nogle store udfordringer ved at veksle mellem at afgive kontrol og tiltage sig den dramaturgiske afgørelse.
Det man vinder er utvivlsomt nogle ret uforudsigelige karakterer. Man har svært ved at forestille sig en dramatiker udtænke denne flok som ikke umiddelbart hænger sammen. Det må have været en udfordring at vælge dem udi det spændende materiale og vurdere deres potentiale til en forestilling.
De valgte locations er lidt mere forudsigelige: Rutebilstationen, Domkirken, Universitetets fredagsbar, ARoS, Royal Casino, Skolegade. De situationer, som opstår, har karakter af tilfældige møder, hvilket skaber en vis grad af mærkværdig og spænding i flere af situationerne fx på badeanstalten eller på universitetet.
Det centrale er, for mig at se, at processen er en form for lag på lag. Det er et princip som også gør sig gældende i iscenesættelsen af de enkelte scener, hvor parrene mødes og dialogen får improvisatorisk karakter.
Jeg kunne godt have ønsket mig mere variation i spillestil og arrangement. Scenerne ligner hinanden med frontalt spil henvendt til publikum. De ni stole kommer til at forhindre et arrangement, hvor der fx blev spillet i rummets dybde eller simpelthen, at scenen blev set fra et andet perspektiv. Iscenesættelsen blev lidt for ensformig og overgangene var med til at skabe denne gentagende struktur. Stole og projektioner kunne være brugt mere varieret.
Vreden som affekt
Hvad er det så for et udtryk, der er kommet ud af denne proces? Det er påfaldende, at alle karaktererne er vrede. Det er en form for vrede, som egentlig ikke er særlig psykologisk motiveret, men snarere repræsenterer en tilstand. Lucas er fx fra København og vred på Aarhus. I en trailer fra forestillingen ser vi ham på Rådshuspladsen skælde ud på byen.
Se:
Men bemærk hans demonstration. Han er ene mand og det er naturligvis tragisk-komisk, at han ikke formår at skabe et fællesskab omkring det, han protestere imod. Filmsekvensenslutter med, at han stikker af i retning af ARoS. Det er karakteristisk, at vreden er individualiseret. Det gælder også Bente, der net-dater, selvom hun synes det er ret håbløst, Jasmin som er konverteret til Islam, den homoseksuelle Steen som er utilfreds med sit arbejde, Torben der er vred, fordi hustruen, Susanne, har forladt ham, Henrik, som er vred, fordi livet ikke lykkes, Namir har PTSS og er vred over, at han ikke kan få ordentlig hjælp, Emma er vred på sin mor og Oliver på sin kæreste, som lider af depression. Lucas er i særlig grad vred på ARoS og Olarfur Eliassons Rainbow, som lyser ned i hans lejlighed og fylder den med rødt lys.
Vreden skyldes basalt et manglende fællesskab og mangel på meningsfulde relationer. Alle er ensomme i deres vrede og retter den derfor mod en tilfældig anden.
En kollektiv karruseltur
Forestillingen slutter oppe i Regnbuen, som pludselig skaber et rum for et potentielt fællesskab. Det er, som jeg ser det, forestillingens positive udsagn. I en opsplittet tilværelse med manglende sammenhæng og uden fællesskabsrum kan kunsten skabe et umiddelbart æstetisk og affektivt fællesskab. Personerne ”kører” forbi i lyntempo og lynhurtige skift, som i sig selv er fascinerende, men samtidig bindes de ni skæbner sammen i kunstrummet i et lille øjeblik, som på godt og ondt muliggør et fællesskab, og som viser et potentiale af forbindelser. Det er lidt ligesom når facebook skaber et netværk af hurtige forbindelser som passerer forbi, men her er de fastholdt symbolsk i Eliassons Rainbow, og konkret i processen og forestillingen Ottetusinde.
Eliassons Rainbow er et spændende værk, fordi det har en dobbeltkarakter. Det kan ses nede fra gaden og herfra viser det vandrendesorte silhuetter. Men man kan også være i installation og herfra se byen i et nyt ”lys”. Det er egentligt det samme forestillingen og processen gør: det skabes en socialiserende overgang fra det personlige ”Jeg” til fællesskabets ”Vi”. Som en form for potentiale! På trods af en social vrede, kan man samles i en kreativ proces. At forestillingen for mig at se, ikke er helt tilfredsstillende, forhindrer ikke perspektivet i at trænge igennem. Den tilskuer inddragende teaterform viser et potentiale, på linje med andre typer af borgerscener i Ålborg og Aarhus.
I Ottetusinde ser vi, at facebook kan noget, som rækker ud over egne begrænsninger og som hænger sammen med, at mediet har tendens til at isolere den enkelte. I og med at det virtuelle facebook fællesskab kobles sammen med teatrets fysisk og konkrete medie hvor vi er i samme tid og rum, kommer de til at supplere og komplementere hinanden. Det er vigtigt for Svalegangen og for teatret som sådan, at indgå i sådanne medie-alliancer.
Iscenesættelse: Per Smedegaard. Dramatisering: Brian Wind-Hansen. Medvirkende: Daniel Bevensee, Nikolaj Mineka og Kristine Elmedal.