Sanseligt melodrama
Af Mette Risgård Tranholm
Vladimir Nabokovs (1899-1977) roman Latter i mørket (1932) indledes med følgende ord:
”Engang boede der i Berlin en mand, der hed Albinus. Han var rig, respektabel og lykkelig. En dag forlod han sin kone for en ung elskerindes skyld. Han elskede, blev ikke elsket selv, og hans liv endte i en katastrofe”.
Tonen er slået an til et trekants melodrama om fatalt begær og blind kærlighed. Albinus i skikkelse af Thomas Mørk bedrages af sin unge elskerinde Margot (Clara Fasting Prebensen), der køligt og beregnende er ham utro med ekskæresten Rex (Johannes Lilleøre), begge er de kun ude efter Albinus’ penge.
Filmmanuskriptforfatter Mogens Rukov, der blandt andet har skrevet manuskripter til flere dogmefilm, har gendigtet Vladimir Nabokovs roman. Rukovs stramme genskrivning af Latter i mørket er tekstgrundlaget for seneste skud på stammen i Kirsten Dehlholms performanceteater- laboratorium Hotel Pro Forma. Dehlholm er oprindeligt uddannet tekstilkunstner og har en billedkunstnerisk tilgang til teatret. Det kommer til udtryk i et brud med klassiske dramatiske konventioner og et stærkt visuelt formsprog inspireret af Robert Wilson, hvor teksten er ligestillet med de øvrige sceniske virkemidler. For at opnå et tværæstetisk formsprog indhenter Dehlholm kunstneriske samarbejdspartnere fra andre felter, således også med Latter i Mørket. Udover Rukov bidrager designer Henrik Vibskov med kostumer, den tyske musiker Nils Frahm med kompositioner fremført live på scenen, hvorfor forestillingen også er annonceret som en iscenesat høre-spilskoncert med lyddesigner Kristian Hverring ved roret.
Lyde i mørket
Nabokovs oprindelige russiske titel til Latter i mørket var Camera Obscura. Camera henviser på latinsk til et indelukke eller rum og obscura til mørke. Ved stykkets start sidder vi i et sådant mørkt rum med hovedtelefoner på, og i et brud med en af de mest udbredte klassiske teaterkonventioner, går lyset ikke op. Det første vi hører i hovedtelefonerne er en kold latter i mørket. Latteren er uhyggelig og pirrende på samme tid. En samtale starter mellem en mand og en kvinde i en bil. En anden sensibilitet presser sig på, når vi lytter til deres ord i mørket. Der opstår et interessant akustisk rum, hvor stemmerne står skarpere og føles tættere på. Samtalen afbrydes brutalt af et brag. Manden Albinus mister synet i ulykken. Kærlighed gør – også bogstaveligt talt i Albinus’ tilfælde – blind. Albinus må nu finde vej i det usynlige med sin elskede, der ikke elsker ham, kvinden Margot. Publikum deler altså Albinus’ blindhed, og sammen med ham forsøger vi at skabe mening i mørkets lyde: Knitren, fodtrin, tung vejrtrækning og rør, der slæber hen ad beton akkompagnerer Margot og Albinus’ dialog og Rex’ kommentarer til Albinus’ nye tilstand: ”…nu er der kun en stemme tilbage af hende, en lyd og en duft.”
Stykkets første del afsluttes, vi tager hovedtelefonerne af, og der blændes langsomt op for lyset.
Scenografisk landskabsmaleri
Først svinger et par glødepærer i snore fra loftet frem og tilbage akkompagneret af Frahms tunge baslyde, der giver genlyd i tilskuernes kroppe. I takt med at der blændes op for lyset i værkets anden del, kommer flere objekter, der hænger i snore fra loftet, til syne. Skærme, jernstænger og stolper giver scenografien karakter af et abstrakt maskinelt landskabsmaleri. Skuespillerne skrider gennem landskabsmaleriet i usynlige gangsystemer iført høje sko med såler af klodser, der bidrager til en stærkt stiliseret spillestil. Deres naturlige gangart fratvinges dem og erstattes af en langsom, overdreven, højstemt skriden fremad, hvilket kan tolkes som en morsom punktering af en naturalistisk spillestil.
I det hele taget leges der med avantgardens punktering af det højstemte, en punktering der både er spøgefuld, humoristisk og krævende, hvilket kommer til udtryk i både Frahms musikalske eksperimenter og Vibskovs skæve kostumering. Den spøgefulde punktering af det højstemte repræsenteres ligeledes via fremskrivningen af det triviallitterære melodrama i Nabokovs tekst via en replikfremstilling, der leder tankerne hen på gamle danske folkekomediers amatøragtige og melodramatiske replikbehandling (særligt Clara Fasting Prebensen). Thomas Mørk og Johannes Lilleøre balancerer udsøgt mellem det melodramatiske og deadpan-traditionens tørre humor i deres udtryk og replikfremstilling. Præsentationen er ikke humoristisk, men intentionen er det, via monotoni i stemmeføring, følelsesudtryk og kropssprog.
I del to udfolder den triviallitterære sæbeopera sig fra begyndelsen: Albinus møder Margot i biografen og forlader kone og barn. Albinus elsker Margot højt, men hun viser sig snart at være bedragerisk. Albinus, der aner uråd, vil dræbe hende, men Margot afværger i første omgang katastrofen ved at slå en affære med Rex hen som en spøg.
Spejlinger
Andre vigtige elementer i scenografiens landskabsmaleri er tre store cirkelformede skærme, den ene med et spejl, der spejler spillere såvel som publikum. Skærmene drejer ofte rundt og spillerne går i scenisk dialog med dem. Rum og performere fordobles og multipliceres af spejle såvel som skyggespil, hvilket understøtter tematikken om (syns-)bedrageri.
En anden interessant spejling opstår, eftersom Albinus i biografen, hvor han møder Margot, ser Orson Welles’ filmklassiker Citizen Kane (1941). Valget af Citizen Kane er næppe tilfældigt. Filmen varsler Albinus’ egen skæbne. Latter i mørket kan ses som en spejling af Citizen Kane-filmens melodramatiske plot om den rige aviskonge Charles Foster Kanes storhed og fald. Faldet begynder, da han, som Albinus, er sin kone utro med en yngre kvinde, der ender med at forlade ham, da han er slået helt i knæ.
Genindskrivning af lys
Albinus, der ikke kan ryste de bange anelser om en affære af sig, kører væk fra Rex med Margot. Deres samtale i bilen fra startscenen gentages, og vi forstår, at vi er tilbage ved startscenen, det vil sige, slutscenen, der nu gentages i lys. Genindskrivningen af synssansen udløser en katarsis- lignende følelse i publikum via genkendelsen af første dels tekst og lydbillede. Lydenes mysterium opklares, og Albinus’ ufortjente skæbne via sansebedrageriet blotlægges for publikum i sit fulde omfang. En forløsning der ikke tilkommer Albinus selv.
Tragedien indtræffer og toner ud i værkets stemningsmættede tredje del, der er rent instrumental.
Performanceteatret møder melodramaet
Hotel Pro Formas Latter i Mørket sparer ikke på effekterne; både scenografi, kostumer, hørespils- og koncertformat står som krævende og stemningsfyldte medspillere, der har rødder i performanceteatrets avantgardistiske performative univers. Samtidig fremskrives den klichefyldte sæbeoperakonflikt i Nabokovs trekantsmelodrama via forestillingens replikbehandling. Der er således mange lag i spil i denne iscenesatte høre-spilskoncert, man kan betegne som en Dehlholmsk opdatering af melodramet som genre. Det, der savnes i opdateringen af melodramaet er, at den skønne deadpan-humor i Nabokovs tekst, der bevares i Rukovs bearbejdning og overføres til replikbehandling og spillestil, finder vej gennem de mange lag ud til publikum i en befriende latter.
Spillested: Teater Republique. Latter i mørket er realiseret i et samarbejde mellem Hotel Pro Forma og Teater Republique.
Iscenesættelse & koncept: Kirsten Dehlholm. Dramatiker: Mogens Rukov (efter roman af Vladimir Nabokov). Musik (live): Nils Frahm. Scenografi: Kirsten Dehlholm, Adalsteinn Stefansson. Koreografi: Mette Ingvartsen. Kostumedesign: Henrik Vibskov. Lysdesign: Jesper Kongshaug Lyddesign: Kristian Hverring Medvirkende: Thomas Mørk, Johannes Lilleøre, Clara Fasting Prebensen.
Mette Risgård Tranholm (f. 1980):
Ph.d.-studerende ved Teater- og Performancestudier ved KU. Cand. mag i Teatervidenskab og Litteraturvidenskab. Arbejder som freelance dramaturg.