Anmeldelse af Bent Holm. Holberg på tværs. Fra forskning til forestilling.
Multivers Academic 2013. 406 sider. Illustreret.
Af Annelis Kuhlmann
Bent Holm hader Holberg. Hadet gælder især den såkaldte ”Holbergtradition”, som efter alt at dømme repræsenterer meget andet end Holberg. ”For min skyld måtte man gerne dræbe ”fader Holberg”, ”den gamle herre”, ”baronen”. Og brænde allehånde sjove parykker, dialekter, krøs og knæbukser.” Sådan slutter forordet til Holberg på tværs. Fra forskning til forestilling – og hermed er der lagt i kakkelovnen.
Bogen er en supertanker om Bent Holms dramaturgiske arbejde med de Holbergopsætninger, han var med til at skabe på Aarhus Teater fra 1990 til 2006. Den er rig på tungt gods, den stikker dybt og den har en fremdrift, der giver læseren indblik i stimulerende kreative processer i det store Holbergprojekt.
Bogen har flere ambitioner. Overordnet kan den ses som et bidrag til debatten om klassikere og kulturarv. Med sine forskningskritiske betragtninger går Bent Holm imidlertid også selv på tværs. På tværs af den kliché-fyldte ”Holbergtradition”, hvis velsmurte maskineri ofte eliminerer de poetiske knaster, der nærer en teksts iboende modstand.
På tværs gælder også et temmelig nedslående billede af den historiebevidsthed, som i Bent Holms opfattelse kendetegner nationen. Desværre gælder den iflg. Holm også mange dramaturger, sådan at forstå, at den historiske dimension oftest ikke tillægges nævneværdig betydning i udredningsarbejdet med et værks iboende forudsætninger og muligheder for transformation til et scenisk univers.
Og endelig går bogen på tværs af en ret udbredt opfattelse af, hvor skellet mellem intellektuel og intuitiv forskning går.
Et berømt møde
Det hele begyndte i 1990, hvor et betydningsfuldt møde opstod på Aarhus Teater i den indledende forberedelse af Hekseri eller Blind alarm. For instruktionen stod Asger Bonfils; senere kom scenografen Anette Hansen med og de arbejdede som trekløver sammen med Bent Holm i et unikt samarbejde gennem alle årene. Dette samarbejde danner en levende professionel teatertråd gennem bogen. Faktabokse med udsagn fra Asger Bonfils og Anette Hansen bidrager til at uddybe forholdet mellem kreativitet og forskning. Ligeledes giver kostumeskitser og scenefotos også information om processerne fra analyse og forskning til æstetiske valg i visualisering af værkerne.
Holberg på tværs falder i tre hoveddele med overskrifterne Holberg på trods, Holberg på spil og Holberg på langs. Kapitlet Holberg på trods udmønter sig i en slags ”rehabilitering” af den kreative symbiose mellem forskning og iscenesættelse. Dvs. at selve forskningsbegrebet er i søgelyset. Forskning står for en udsøgt grundighed og opmærksomhed inden for et værks musikalitet i bred forstand, men forskning bliver også til en kreativitet i forhold til at have alle antenner ude for at kunne bidrage til realisationsprocessen på scenen. Bent Holm tager sit afsæt i den italienske instruktør, Giorgio Strehlers (1921-97) musikalske arbejde med alle udtryksregistre, hvor der blev tradition for en strukturering af materialet med fablen, historien og myten som narrative rum. I forhold til bogens stillingtagen til Holberg-traditionen inddrages Pierre Noras begreb om stedserindring (les lieux de mémoire) som en nøgle til historicitet i en realisations her og nu. Hermed giver Bent Holm også sit bud på den lokale nationalt betonede realisme-form, som det med Adam Oehlenschlägers, Wilhelm Marstrands og senere Vilhelm Andersens medvirken lykkedes at vride komediebegrebet igennem som en national identitetsspejling, udlagt gennem vaudevillen i evolutionistiske betragtninger. Hele den del af bogen står for mig som en kompleks nøgle til at forstå kravet om fortsat grundforskning i klassikerne og kulturarven.
Holberg på trods
Kapitlet Holberg på trods fokuserer på en analytisk sensibilitet, som dramaturgen bør have med sig i tilgangen til arbejdet med et værk, der skal opføres på scenen. Ligeså får man som læser indblik i den kontinuerlige kommunikation mellem instruktør, scenograf og dramaturg. Her er virkelig mange gode råd at hente for den dramaturg, som forsker i et værks muligheder for transformation fra tekstlig materialitet til scenisk realisation. Læsningerne er ikke rettet mod en bestemt scenekonvention, selv om de mange Holbergværker, der nævnes, unægtelig stammer fra en bestemt periode. Blikket er konsekvent rettet mod tilskueren i nutiden ud fra den opfattelse, at uden publikum – intet teater. Og uden viden om et givet værks historiske forudsætning – ingen relevans for tilskueren i en aktuel virkelighed. En læsning, der ikke inddrager den moderne tilskuer, mister sin egentlige mening i forhold til en opførelsesdimension. Problemstillinger i stykkets oprindelige tid skal finde realisationens aktualitet i et her og nu. De følges ad med Bent Holm i en særdeles minutiøs og kreativ udforskning af værkmaterialet og dets muligheder for visualisering. Her giver det nutidige begreb scenekunstnerisk udviklingsvirksomhed en tiltrængt prægnans med særligt blik for det historiebundne værks muligheder for associativ og analytisk kreativitet i forhold til aktuelle problemstillinger i en samfundsmæssig kontekst. Klassikeren har sin rod i en kontekst og skal også transformeres til en kontekst. Med klassikeren tænkes der ikke på en bogstavtro fundamentalisme, men snarere på et værks mulighed for i en opsætning at kunne fortælle tilskuerne noget om deres eget livs dilemmaer.
Holberg på spil
I kapitlet Holberg på spil gennemgår Bent Holm de værker, som han som dramaturg har arbejdet med på Aarhus Teater. Det drejer sig om flg.: Hekseri eller Blind alarm, Jeppe på Bjerget (1993), Den politiske kandestøber (1997), Ulysses von Ithacia (1999), Henrik og Pernille (2000), Don Ranudo (2003), Melampe (2006) og Jean de France (1995). Sidstnævnte komedie er taget med, selv om stykket blev spillet på Den Nationale Scene i Bergen og blev til på lidt anderledes præmisser. For hver forestilling har det dramaturgiske arbejde fokus på særlige kompositoriske virkemidler, som accentueres gennem en belysning af det konkrete værk. Ved således at gennemgå hvert skuespil med sine specifikke fokusområder undgår kapitlet at blive en ophobning af gentagelser. Gennemgangen giver et rigt facetteret billede af det dramaturgiske arbejde og med en stor grad af underbygget kompleksitet, som løfter teksten til at blive mere end blot en håndværksmæssig afdækning af tilgange og muligheder. Der bliver udfoldet rigtig mange hints til den læser, som ønsker at komme ind til benet af Holbergs værker. Her er meget at tage ved lære af.
Holberg på langs
Det tredje kapitel, Holberg på langs, tager fat på form og forståelse som forudsætning for at medtænke publikum i teatersalen i forhold til opsætningen. Igen lægges der ud med afstandtagen til en bevidstløs kliché og karikatur på den tandløse kanoniske udlægning af værket. Værkets betydning for den nationale identitet tages op, og det sker med en længere udredning om indflydelserne på den danske komedies oprindelse. Herunder også romantikkens – især gennem Oehlenschlägers Aladdin-metaforik – bestræbelser på at transformere Holbergs dramaturgi til et realismebetonet anliggende. Repræsentation blev svaret på denne manøvre, og det er vel ret beset heri vi skal finde roden til den dominerende og noget indsnævrede opfattelse af det barokke oplysningsunivers hos Holberg. Om vi vitterligt den dag i dag stadig fortrinsvis tilegner os Holbergs værker som vaudeville-præget og folkelig optimistisk realisme og dermed med en anden komedieforståelse som resultat, ja det er værd at overveje næste gang, du skal beskæftige dig med Holberg.
Et teaterarbejde om Holberg men i dialog med Brecht
Da jeg læste Holberg på tværs kunne jeg ikke lade være med at tænke på bogen Theaterarbeit (1952) om seks produktioner på Berliner Ensemble. Det forekommer mig, at Bent Holms bog går i en meget vedkommende og vigtig dialog med netop Brechts metoder og på en særlig måde også med Theaterarbeit. Dramaturgen bringer sit arbejde på spil.
Annelis Kuhlmann, lektor, Institut for Æstetik og Kommunikation