En dagligdags situation, der skal overstås
Af Birgitte Dam
Situationen i Line Knutzons nye drama er voldsomt underspillet. Tre mennesker mødes for at sætte en messestand op. Tilgangen er superprofessionel og rutinemæssig – det er deres arbejde – men enhver, der har prøvet bare at sætte et telt op, vil forstå, hvor let gode miner krakelerer, når de udsættes for så eksplosive prøvelser som en pavillon med multimedieudstyr. Det er ellers tilsyneladende helt almindelige voksne mennesker, Jørgen Blemand og Rudi Kokholm, der har fået en ny yngre kollega i sjakket, Niels Ole Paddington.
Først: mørke. Så hører vi Jørgen, der bander og svovler, falder over tingene og endelig skaffer lys (Olaf Johannesen). Ind kommer Rudi (Birthe Neumann), letfodet i elegante ballerinasko og snakkende som en maskine i burgøjsertone og et ganske særligt fagsprog/volapyk : ”Jeg troede, jeg kom ind fra B7rød i øst, men det var B9blå nord”. Hvorefter hun i speedet tempo remser hele den labyrintiske rute af veje op, der førte hende til Hjortegade, hvor hun fandt en gratis p-plads. Så ruller latteren allerede i salen.(Primært lærerne, ikke (gymnasie)eleverne, griner?!). Med kendermine vurderer Rudi opgaven som ’standardo’ modsat sidste uges ’ekstravaganza’. Og så går hun ellers i gang med at skridte området op i tillid til sit halvintuitive målesystem, der selvfølgelig viser sig at passe på millimeter, da måtten rulles ud. (Jørgen bruger tommestok og måler efter tre gange for at være sikker). Pludselig vælter Paddington ind med en stige over sig, rablende løs om sine fobier…
Farce med absurditeter
Vi starter i vital farcestil med højt tempo, falden på hale-komedie og skarpe persontegninger. Jørgen, en stivnet tekniker og pragmatiker, konfronteres med Rudi, der har en helt modsat eksperimenterende tilgang, og Paddington, der klør på med barnlig åbenhed og gode hensigter. Alle tre klovnede figurer, der ikke er alt for skarpe til det, de skal lave. Deres samarbejde med at samle podier og installere lyssystemer, diskutere nødvendigheden af skridsikkert underlag osv. udarter til en fysisk kamp med tingene, et tidligere Knutzon-tema i fx Håndværkerne (2008). Men det er ikke omgangen med tingene, der skaber den reelle modstand for karaktererne. Dramaet foregår imellem dem – i en herlig ikke-dialog. De skælder og smælder, mugger og misforstår hinanden i stedet for at samtale og udveksle synspunkter. Knutzon har et skarpt blik for vores latterlige, indbyrdes magtkampe, statusopgør, skiftende alliancer og hakken på hinanden i selvhævdende selvretfærdighed, som også var et omdrejningspunkt i dramaet Guitaristerne (2004 og 2008). Knutzons ’gruppe 8” undersøger først og fremmest menneskers kommunikation og adfærd; hvordan vi omgås hinanden. Derfor er plottet ikke så vigtigt. Ikke-handlingen fortæller om et lokale, der gøres klart, pludselig skal pilles ned igen på grund af en fejl og så op igen.
Verbal fantasi med stille humor
Det kommer ikke helt bag på tilskueren, at forestillingen har sin styrke i sproget og replikken. Den vidunderlige vittige knutzonske verbale ironisk-humoristiske fantasi slår til igen. Med egensindige metaforer, inkongruente sammensætninger og blanding af stillejer som i indledningens fortælling om den tidligere 3. mand Erik, der døde. Rudi: ”Philippe fortalte om sådan nogle vådområder i ansigtet – gule.. og …om en rift, der løb løbsk. En uge efter faldt han om. Midt under opsætning af ”Stockholm””. Særdeles skræmmende for Jørgen, der straks ser kistelåget lukke over sig selv. Dialogens fabulerende ordspil tager pusten fra publikum ved pludselig at skifte retning som i diskussionen om underlag. ”Sidste år gjorde vi det ikke, men..(Jørgen:) Nu er det et andet år. (Paddinton:) ”Et meget usikkert år”! Jørgen vil gøre faren ved et loftselement håndgribeligt: ”Den kan slå to mænd – plus deres koner – ihjel”.
Figurerne har holdninger til det meste – også de mindste ting. Line Knutzon lader den seriøse samtale undergrave af karakterernes spil om opmærksomhed, hvor undertekstede antydninger skaber usikkerhed hos de andre: Rudi: ”Herregud, det er jo bare Jørgen”. Replikken falder, da Paddington græder ud, efter at Jørgen har drevet ham til vanvid og voldeligt forfølgelsesløb med sin firkantede indignation. Iscenesættelsen følger temaet, underminering af kommunikation, op ved fx at sabotere den fornuftige snak om vækst i forhold til grøn transport, mændene endelig kan føre, da pavillonen står der: Da de endelig fører en rigtig samtale, kan de ikke ses. Taget dækker de diskuterendes ansigter. En karakteristisk ’Knutzon’ at materialisere et misforhold scenisk.
Parodien er ikke uden skæv poesi og rolige nedslag, men måske for få? Også det knutzontypiske oprør mod det forstenede bureaukratiske samfund genfindes i Gruppe 8, men ikke så tydeligt og aggressivt som tidligere. Samfundssatiren er mere indirekte i form af karakterernes anerkendelse af, at den fjerne arbejdsgiverstemmes meningsløst modsatte ordrer over lydanlægget, er lov. Ligesom den kvindelige lønarbejder accepterer, at vi ikke er længere i kønskampen, end at hun tager en tur med tæppemaskinen.
Stedet som en eksistentiel tilstand
Karaktererne er sådan nogle halvulykkelige livsklovne, der ikke magter at få et meningsfuldt liv og blive voksne. Særlig mændene er drevet af noget naragtigt infantilt, og alligevel får Knutzons og skuespillernes følsomhed os til at holde af dem. Som Jørgen, der er så stædig som et femårs barn, al sund fornuft fordamper, og han brænder inde med sig selv og sin nærighed i forhold til andre. Fødselsdagsscen er stærk, hvor vi oplever Jørgen selv overtage sangen, indædt: ”Han skal leve…” Se mig dog, jeg er her! Men der kommer en lille forløsning, da Jørgen til sidst går med de andre i biografen. Alle har noget i klemme. Rudi flagrer muntert rundt, men holder hele tiden så omhyggeligt fast i sine selviscenesatte front stage-roller som moderligt medierende og sproglig motor, at ensomheden afslører sig. Man kan godt tvivle meget på Rudis ”dybt erotiske forhold”. Endelig ’kanter’ Niels Ole barrierer op med sin skidesnak og politisk korrekte foredrag for de andre, men den facade krakelerer også. Karaktererne i Gruppe 8 har både bund og modhager.
De er alle enlige, og arbejdet med at fise rundt i verden og sætte messer op med struktureret arbejdsgang fungerer som en metafor for hjemløshed. De får aldrig nogen varig kontakt med noget sted. Stykket sætter i det hele taget fokus på stedet som betydning. Vores karakterer opholder sig i et helt igennem kunstigt univers. En meningsløs verden. Stand fire eller fem, rød eller blå? De ved det ikke. Har de stillet op det rigtige sted? Ligegyldigt! Stedet er en flydende tilstand. Vi får aldrig at vide, hvad pavillonen skal bruges til. Mennesket er underlagt tingene. Kassen kører op ved et tilfælde, pludselig sætter anlægget ind med stemmer og summelyde, og vi kan ikke stoppe det. Karaktererne kredser om at være et sted. Måske prøver de at skabe en slags ’orden’ i messestanden og i et uforudsigeligt teknologisk univers? Men de er fremmedgjorte i et stort monster af et samfund. Verden er absurd: Paddington: ”Der findes hverken rigtige eller forkerte steder”. Rudi: ”Der findes kun steder”. Stedet afgiver ikke værdi? Livet er op til dig? Den udfordring får dem til at prøve at nyde den tildelte fødselsdagskage i cellofan, selv om den ikke smager godt. I sidste halvdel af stykket høres en eksistentiel undertone i dialogen af intethed. (Og om man gør sig umage med de forskellige fremmedsprog i den nye globale verden er helt ligegyldigt.)
Fly, Fly, Little Fly
Hen imod slutningen kommer (endelig) noget Knutzon-poesi, og det er et højdepunkt i stykket. Det er Rudi, der åbner sig for de andre, inspireret af en rum(!)deler. Hun hævder, at en rumdeler kan give et rum identitet, hvor man før tænkte: ”er det her et rum?” Tingene kan betyde noget. Jørgen fortæller, at Rudi nu vil få lyst til at citere, og hun fremsiger et naivistisk nonsensdigt om en flue, der magtesløs ender i en edderkops spind. Historien om fluen er tydeligt iscenesat med omtalte meget lange optakt, og musik og lysskift løfter sekvensen ud af messesammenhængen. Det er historien om en kvinde, der er forelsket i en narcissist, der kun ser sig selv, hvorfor hun smider ham ud og i stedet går ud i haven og taler med en flue: ” Fly, fly, little fly. First we live, and then we die”. Birthe Neumann formår på mesterlig vis at gengive tekstens banalitet og dybe alvor på en gang. Skuespilleren finder en tone mellem uskyld og distance, mens kroppen er rolig og blikket bevæget.
Vital iscenesættelse og stærkt spil
Neumann er i det hele taget ualmindeligt fascinerende, fordi man ser det modsatrettede i hendes ansigt, og i hendes spil mellem gestik og mimik. Et strålende intenst centrum. Men bagefter bærer man også rundt på Olaf Johannesens knugede Jørgen og Laus Høybyes kæmpende unge fyr, der begge personificerer Knutzons indestængte desperation. Alle er de barnlige, men menneskelige i deres længsel efter at blive taget alvorligt og efter det samvær, som endnu engang er en nødvendighed hos Knutzon. Og fordi de ikke kan finde vejen, forlader de fællesskabet, selv om det ikke er sådan ment. Gruppe 8 er både en ramme, hvor hver har sin – upersonlige – funktion, og en mulighed for fællesskab. Selv om Jørgen aldrig tager fællesdragten med logo på, giver han alligevel efter for samvær i komediens (påklistrede) happy end, hvor trekløveret går i biografen. Line Knutzon har dog for mange år siden forklaret, at hendes lykkelige slutninger udelukkende skyldes, at der ikke findes nogen konklusion på livet. Og det gælder sikkert stadigvæk.
Som man måske kan læse, har Gruppe 8 mange ligheder med Line Knutzons ungdomsdramatik. Det gælder både karaktererne, selv om de er blevet ældre, de individuelle konflikter med at turde åbne for omverdenen og dramaets bølgende struktur. Men set-uppet og karaktertegningen er mere realistisk og sættes i perspektiv af dødsangst, hvilket medfører, at absurditeten i endnu højere grad forbindes med en moderne fremmedgørende verden og dens fortrængninger.
Den lille tragi-komedie kører med sine op-nedture, skiftende spil og alliancer. Det flyder ’let’ i Emmet Feigenbergs vitale, kropslige iscenesættelse, der underholder hele vejen. Det tomme, kønsløse, standardiserede ikke-sted giver god plads til replikkerne og deres sprøde ironiske ordlege. Sprækkerne i de overdrevne, typiserede karakterer kommer frem, så man føler med dem, uden at det bliver sentimentalt. Teksten og forestillingen tager måske et lovlig stort spring fra arbejdspladsfarce til eksistenskomedie, men det første er ualmindelig sjovt, og det sidste åbner for eftertanke.
Dramatiker: Line Knutzon. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Medvirkende: Olaf Johannesen, Birthe Neumann og Laus Høybye. Visuelt koncept: Mia Steensgaard. Scenograf: Heidi Plugge. Kostumedesign: Sara Mau. Lysdesign: Ulrik Gad.
Det kongelige Teater, Lille scene – spiller indtil 8. marts – derefter turné.
Birgitte Dam er cand. mag i dansk og teatervidenskab. Underviser og free-lance teaterskribent.