Den levede kærlighed – Autentiske kærlighedsfortællinger i et magisk rum
Johan Holm Mortensen
På Aalborg Teater har de skabt en borgerscene. Her er det de helt almindelige nordjyder, der får mulighed for at dele deres helt almindelige fortællinger fra scenen. Der er således skabt en platform for et anderledes møde mellem borgere på scenen og borgere blandt publikum. Samtidig har Aalborg Teater skabt en ny og anderledes platform at interagere med sit publikum på. Endelig er borgerscenen interessant, fordi man forsøger sig med en anderledes teaterform, der er baseret på mødet mellem det autentiske liv og fantasien eller som det lyder på borgerscenens hjemmeside: ”Det er her borgernes levede liv møder teatrets magi”.[i] Det er således borgernes levede liv – deres helt almindelige fortællinger – der udgør det råmateriale forestillingen skal udformes af.
Det lover både en anderledes dramaturgisk proces og et anderledes produkt, der orienterer sig mod en mere montagebaseret form, hvor adskillelige forskellige fortællinger skal væves sammen til et værk. Det lover et virkelighedsteater. Derfor er det naturligvis ikke helt ret at kalde borgernes fortællinger for helt almindelige. I det teatrale rums iscenesættelse ophøjes jo hverdagsfortællingen til en ekstraordinær fortælling om de helt store følelser på linje med dramaets formidling af de samme store transcendente følelser. Netop det indbyrdes forhold mellem det autentiske og iscenesættelsen er på spil i virkelighedsteatret, og genren appellerer på mange måder gennem denne overlapning. At sammenligne og undersøge forholdet mellem dramaets store følelser og de store følelser, der udleves i det levede liv synes også at være åbningsforestilling på borgerscenen ved Aalborg Teaters formål. Her sammenskrives de deltagende borgeres autentiske fortællinger om kærlighed med kærlighedstragedien over dem alle; William Shakespeares Romeo og Julie. Forestillingens placering mellem det fiktive og det virkelige, det døde og det levende understreges tilmed i titlen: Romeo og Julie Lever!
I mellemrummet
Aalborg Teaters anneksscene Transformator er en velvagt placering af Borgerscenens forestilling. Det er en intim scene, der ikke lægger skjul på sin fortid som herskabslejlighed. Således udnytter forestillingen muligheden for at kunne spille uden mørklægning for oprullede vinduer, således at livet i lejlighederne på den anden side af gaden og støjen fra gaden indlemmes i denne ikke-fiktion. På den måde understreger forestillingen sin placering i mellemrummet mellem fiktion og virkelighed på en meget simpel men begavet måde.
I den ene ende af den aflange scene er et blomsterbed med lyserøde pelargonier. De samme lyserøde blomster går igen i tapetet, der dækker væggene. Op ad væggene breder sig planter, der forgrener sig helt op til loftet. I disse planter sidder små lyskæder. Fra loftet hænger lysekroner. Dette scenografiske miljø bidrager med en teatralisering af rummet, hvorved der skabes en konvergens mellem den virkelighed der tydeliggøres gennem vinduerne og den fantasi, der fylder rummet. Ellers består scenografien af tre flytbare hvide bænke. Den enkle scenografi fremstiller rummet i et magisk lys samtidig med at det giver plads til de autentiske fortællinger, der er forestillingens fokus.
De otte medvirkende borgere spiller ikke roller, men fortæller deres historier som privatpersoner. Her er jeg naturligvis klar over at ingen kan stille sig på en scene uden at blive underkastet tilskuerens fortolkende og iscenesættende blik. Historierne er da også tydeligvis lært udenad og nogle gange går de medvirkende også i stå og må hjælpes i gang af medspillerne. Men den udtalte teatrale form kan rumme denne skrøbelighed. De små udfald er med til at understrege forestillingens autenticitet, så ægte menneske træder frem.
Også i iscenesættelsens fremstilling af de medvirkende finder vi en påpegning af, at vi befinder os i dette mellemrum. De bærer alle små reminiscenser fra en fantastisk eventyrverden; englevinger, ridderrustningshandsker, katteører og – hale, etc. Der insisteres således på iscenesættelsen af det autentiske som råmateriale i dette virkelighedsteater. De autentiske fortællinger og personer genskrives som noget ekstraordinært eventyrligt, hvorved fiktionens ekstraordinære lys belyser de autentiske fortællinger, som kan siges at blive enestående i deres autenticitet. Forestillingen er et ophøjet moment, vi som tilskuere bliver vidne til.
Når virkeligheden overgår eventyret
Forestillingen igangsætter en undersøgelse af kærlighedens væsen og mange facetter. Gennem de otte fortællere belyses kærligheden fra flere vinkler. Vi møder således gennem to ægtepar kærligheden i form af et langt og lykkeligt – men ikke af den grund problemfrit – ægteskab. Vi møder også de to enlige kvinder. Den ene, Kirsten, aldrig har fundet den eneste ene, selvom der gennem årene har været flere stormfulde forelskelser og parforhold. Den anden, Yrsa, har haft et livslangt forhold til Frank, som hun både var gift med og skilt fra, men som hun til det sidste fastholdte som sin tætteste familie. Dette venskabets kærlighed repræsenteres også af de to unge, Søren og Louise, der har forsøgt som kærester, men nu fungerer som hinandens fortrolige og samboende venner. Ved at sætte de fem fortællinger i forbindelse med Shakespeares kærlighedstragedie, som præsenteres af de otte medvirkende ved at de læser passager af Romeo og Julie op fra en bog, påpeger forestillingen at den kærlighed der er på scenen, den autentiske kærlighed, er lige så stor som kærligheden i fiktionen. De udvalgte passager fra tragedien fungerer som et indspil i den refleksion over kærligheden, der allerede er i spil. Der er således udvalgt passager, hvor de to titelkarakterer i monolog reflekterer over den kærlighed, den anden vækker i dem. Samme form som de autentiske fortællinger. Disse passager bliver en art rød tråd, der driver forestillingen fremad, idet tragediens dramatiske udvikling mærkes i passagerne. Således konstruerer forestillingen en udviklingsfortælling i den montagebaserede form. Forestillingen fungerer således vekslende mellem det stærkt iscenesatte og det autentiske.
De autentiske fortællinger er klart adskilt fra hinanden og de medvirkende bliver som sådan ikke del af hinandens fortællinger. Fortællingerne appellerer i kraft af den lune, hvormed de er fortalt. De medvirkende appellerer i høj grad også gennem den fraværende tekniske formåen, deres skrøbelighed og person. Herigennem fremstår de jo netop mere autentiske. Fortællesekvensernes skrøbelighed skaber en fascinerede situation, hvor man på den ene side betages af den fortællende og samtidig oplever en slags medfølelse og sammenhold med dem på scenen. Det minder om at være gæst til sølvbryllupsfest, hvor gommen i sin tale ser tilbage på de 25 år og bekræfter og erklærer sin sølvbrud sin kærlighed. Et ekstraordinært og ophøjet øjeblik, hvor der er rum for at sige, det man ikke siger i hverdagen. På en fin måde bruger forestillingen denne autenticitet, der netop opstår ved de medvirkendes fraværende teknik. Desværre for forestillingen har denne autenticitet også en slagside. Det sker nemlig at den manglende teknik bevirker, at det fortalte ikke altid bliver formidlet på en tilpas forståelig måde.
Det er samtidig i høj grad tilbageblikket og refleksionen over ikke bare kærligheden, men også over den forgangne tid, der appellerer. Derfor mister iscenesættelsen også fokus på de unges kærlighed, der naturligt ikke har den samme refleksion og livshistorie som de ældre. Og det bliver faktisk et problem i forestillingens umiddelbart flade hierarki, at nogle således fremhæves som hovedfortællere og andre reduceres til en art bi-fortællere. Det virker til, at der ganske enkelt ikke har været nok kød på det materiale, de unge har kunnet tilbyde. Der er nemlig en del mere dybde i de ældres livsfortællinger, som formår at reflektere over mere end kærligheden, men også over en svunden tid. I sammenstilling hermed forbliver de unges fortælling, desværre, mere overfladisk og knap så vedrørende. Man får således øje på en dramaturgisk udfordring i udformningen af en konceptuel ramme, der skal kunne rumme det autentiske og afvekslende råmateriale.
Mellem klassikeriscenesættelse og virkelighedsteater
Samtidig med at der her er tale om virkelighedsteater, er der også tale om en iscenesættelse af en klassisk tekst på ganske særlig måde. Shakespeares tekst bliver brugt som et slags baggrundstæppe, der forbinder de forskellige fortællinger, vi præsenteres for. Tragedien bruges som bekendt som en slags rød tråd, der markerer en udvikling i forestillingen. Ligesom forestillingen veksler mellem oplæsning og fortælling, veksles der også mellem fortællende sekvenser og tableausekvenser. Disse tableausekvenser refererer også til den klassiske tragedie. Således oplever man f.eks. kvinderne i de åbnede vinduers karme med ryggen til tilskueren, mens dele af balkonscenen læses op. Eller når de i takt går i procession med kårder i hånden som betegnelse for den skæbnesvangre duel mellem Romeo og Tybalt. Tableauet markerer både et omslag i klassikeren og i den autentiske fortælling om parret Anette og Flemming, der netop har fortalt om deres krise. I tableausekvenserne bliver iscenesættelsen langt mere mærkbar og autenticiteten svinder ind. De medvirkende bliver i nogle af disse sekvenser næsten en slags bevægelig scenografi. Denne ufrihed står i kontrast til den relativt store arrangementsmæssige frihed de medvirkende har i deres fortællesekvenser. Tableausekvenserne illustrerer momenter fra klassikeren. På den måde opleves iscenesættelsen som påtrængende og med den også forbindelsen til Shakespeares kærlighedstragedie. Montagedramaturgiens vekslen mellem det autentiske og fiktionen fungerer overordnet som et godt sammenvævet parløb, men enkelte steder er tråden for tydelig, hvilket forstyrrer både formidlingen af Romeo og Julie og de autentiske fortællinger. Det autentiske kan ikke stå på egne ben, men behøver en grad af iscenesættelse. Dog kan man argumentere for at forestillingens konstruktion her søger at støtte det autentiske råmateriale mere end nødvendigt.
Det interessante i denne slags virkelighedsteater er hvordan iscenesættelsen teatraliserer det autentiske råmateriale – her forstået som de fortællinger, de deltagende bidrager med – til forskel fra at dramatisere dem. Det udmønter sig i en montagedramaturgi, der på mange måde minder om teaterkoncertens. Råmaterialet får plads til at fungere autonomt, men i en mere eller mindre teatraliseret ramme.
Romeo og Julie Lever! prøver at udfordre ideen om at den store kærlighed kun eksisterer i den store kunst. Gennem fortællingerne og spejlingen af kærlighedstragedien formår Romeo og Julie Lever! at bevise, at kærlighedsfortællingerne fra det levede liv er lige så store som den dramatiske. Samtidig dementerer forestillingen ideen om at kærligheden ikke kan have mange former. Således ligger den egentlige udfordring i nuanceringen af kærlighedstemaet. Forestillingen gør dette tema og herigennem Romeo og Julie vedrørende. Virkelighedsteatret fremvises som hverken politisk motiveret, provokerende eller grænsesøgende. Romeo og Julie Lever! bearbejder ikke et eksplicit samfundsproblem, hvor autenticiteten fungerer som mest effektive middel. Derimod fremvises det autentiske som rørende og potentielt dramatisk i sig selv. I 2014 præsenterer Aarhus Teater sin borgerscenes premiereforestilling, hvor konceptet med ikke-skuespillere som deltagende tilsyneladende går igen. Det vil blive interessant, at følge hvordan man i Aarhus vælger at tackle problemet med teatraliseringen af råmaterialet uden at begå et forarbejdende overgreb på det, så det autentiskes appel tabes.
Aalborg Teater, Transformator
Instruktion og bearbejdelse: Minna Johansson
Scenografi: Johanne Eggert
Medvirkende: Anette Bagge, Flemming Bagge, Sally Pedersen, Ludvig Pedersen, Yrsa Rold Sørensen, Kirsten Merrild, Louise Wheler, Søren Hagerup
Johan Holm Mortensen er Cand.mag. i dramaturgi. Undervisningsassistent ved Dramaturgi, Aarhus Universitet. Underviser desuden i teaterværksteder ved Aarhus Teater.