Hvordan studerer man kultur, hvis den både er autonom og del af samfundet?
Af Birgit Eriksson
Anmeldelse af Håkon Larsen: Den nye kultursociologien. Kultur som perspektiv og forskningsobjekt.
Oslo: Universitetsforlaget 2013, 141 s.
På engelsk skelner man mellem ”sociology of culture” og ”cultural sociology”. Ifølge den amerikanske sociolog Jeffrey Alexander, en vigtig figur i Den nye kultursociologien, interesserer man sig i ”sociology of culture” for kulturens afhængighed af noget, der ikke er kultur, fx af økonomiske, materielle eller magtmæssige forhold. I ”cultural sociology” derimod interesserer man sig for kultur som et mere autonomt felt med en selvstændig meningsproduktion.
Denne skelnen findes ikke på hverken dansk eller norsk. Her omfatter ”kultursociologi” begge dele. Håkon Larsen (født 1980, post.doc. i sociologi i Oslo) skelner derfor mellem kultur som perspektiv og kultur som forskningsobjekt. Han definerer kernen i kultursociologien som studiet af meningsproduktion, og meningsproduktion sker og kan derfor også studeres i en hvilken som helst samfundsmæssig kontekst. Gør man det – studerer menings- eller betydningsproduktion fx i en børnehave, en bus eller på et ledelseskursus – har man kultur som perspektiv. Men man kan også ud fra et mere snævert, æstetisk kulturbegreb fokusere på den meningsproduktion, der sker i produktion, cirkulation og reception af specifikke kulturelle artefakter. Gør man det, ser man typisk på kunstinstitutioner, kunstværker eller populærkultur, og så har man kultur som sit forskningsobjekt.
Denne skelnen, som strukturerer Larsens bog og giver den undertitlen, forekommer faktisk mere brugbar end Jeffrey Alexanders modstilling af to positioner, der enten ser kultur som autonom eller som bestemt af samfundsmæssige forhold. Denne modstilling, som kan forekomme dejligt anskuelig, forsimpler så meget, at den ikke rigtigt rammer de kultursociologiske positioner, der har noget interessant at byde på. Det gælder fx Pierre Bourdieu, som Alexander og til dels også Larsen gør til hovedrepræsentanten for den deterministiske position. Det er ganske vist rigtigt, at Bourdieu undersøger, hvordan vores forhold til kunst og kultur er viklet ind i mere generelle samfundsmæssige uligheder og magtkampe. Men det betyder ikke, at han argumenterer for en ren determinisme og ser kunsten som en afhængig refleks af samfundsmæssige hierarkier. Han viser tværtimod, hvordan kulturel og social kapital både er forskellige og hænger sammen, og undersøger både distinktioner i kunstfeltet og hvordan disse ikke bare er afhængige af, men også selv påvirker den sociale kontekst.
At analysere kultur
Hvis modstillingen af en hhv. determinisme- og autonomifokuseret tradition forsimpler kultursociologien som tradition og aktuel faglighed, er den til gengæld meget anvendelig til at anskueliggøre, hvad der kan og ikke kan gøres med forskellige analytiske strategier. Det er jo afgørende, om man studerer relationer internt i kunstverdenen – fx alle de aktører, der er med til at producere kunst: hvem gør hvad med hvem, som påvirker det resulterende værk – eller man studerer kunstfeltets relationer til nogle mere overgribende samfundsmæssige organiseringer og magtforhold. De to perspektiver kan noget helt forskelligt. Det forekommer også indlysende fornuftigt, når Larsen pragmatisk argumenterer for en kultursociologisk forskning, hvis analytiske apparat henter elementer fra begge traditioner. Til gengæld er det lettere sagt end gjort, og han når ikke så langt, da han til slut i bogen vil give nogle eksempler på, hvordan man kan gennemføre kultursociologiske studier med en pragmatisk sans for det kulturelle felts både interne og eksterne relationer. Konkret analyserer han legitimeringsarbejdet omkring nogle offentlige institutioner: NRK og SVT (Norges og Sveriges statslige TV), det norske vinmonopol og Den Norske Opera og Ballet. Han har her nogle interessante iagttagelser – fx af forskellen mellem et norske kulturelt repertoire, som er jordnært og konkret, versus et svensk, som er mere abstrakt og filosofisk. Men i forhold til resten af bogen virker analyserne mere tilfældige end eksemplariske.
Kultur som perspektiv og forskningsobjekt
Mere vægtige er bogens to første dele om kultur som hhv. perspektiv og forskningsobjekt .”Kultur som perspektiv” indledes med en kort skitse af kulturbegrebets historiske udvikling og forskellige varianter. Dernæst præsenteres en række forskellige sociologer, der har eller har haft kulturen som perspektiv og altså studeret meningsproduktion i mere almen forstand. I gennemgangen af kultursociologiens rødder prioriterer Larsen hermeneutikken (Wilhelm Dilthey og Clifford Geertz) og strukturalismen (Émile Durkheim og Claude Lévi-Strauss). Hans begrundelse for denne prioritering er, at senere teoriudviklinger i poststrukturalisme, kritisk teori, feminisme og postmodernisme blot bygger på, bryder med eller videreudvikler det hermeneutiske eller strukturalistiske hovedspor. Dette nævnes dog kun i forbifarten og uden yderligere argumentation (andet end at Alexander selv har defineret sit perspektiv som en strukturel hermeneutik). Det ville ellers have været interessant at få præsenteret de senere teoriudviklingers rolle for de aktuelle kultursociologiske positioner, ikke bare for at vedgå arv og gæld, men også for at få præciseret kultursociologiens særlige egenskaber.
Inden for den nye kultursociologi fokuseres på tre retninger: teorien om kulturelle repertoirer (Michèle Lamont og Ann Swidler), den pragmatiske sociologi (Luc Boltanski, Laurent Thévenot m.fl.), og Alexanders ”stærke program” for kultursociologien. Det er i denne del af bogen, at anmelderen – og nok mange andre læsere – får mest nyt at vide. Repertoireteorien fremhæves bl.a. for, at den ikke forstår individer som cultural dopes, som er determineret til bestemte mere eller mindre ubevidste handlinger. I stedet ses kulturen som nogle bestemte repertoirer, som en værktøjskasse eller nogle ressourcer (traditioner, ritualer, symboler), som vi bruger, når vi skal løse bestemte typer af problemer, definere handlingsstrategier og tænke over verden. Et eksempel er Ann Swidlers Talk of love, som undersøger hvilke kulturelle repertoirer eller variationer, amerikanere har for at tale om kærlighed.
Beslægtet er vist den pragmatiske sociologi, som i Boltanski og Thévenots udgave ikke er en kritisk sociologi, men en sociologi om den kritik, folk selv udøver, og et ambitiøst forsøg på at rubricere denne i forskellige værdi- og legitimeringsordener af bred social relevans. Mest radikal er tilsyneladende Alexanders selverklærede ”stærke program” for kultursociologien, som analyserer kulturen som autonom ift. sociale strukturer og kalder diverse andre positioner (cultural studies-traditionen, poststrukturalismen, studier af kulturproduktion og -reception m.fl.) for svage.
Problemet er dog, at man efter at have læst bogen ikke rigtigt har greb om de forskellige positioner, herunder hvor beslægtede og radikale de egentlig er. Præsentationen af de tre vigtigste retninger tildeles kun ca. fire sider hver – det samme som strukturalismen og hermeneutikken. I lyset af, hvad bogens titel stiller i udsigt, savner jeg en mere omfattende og systematisk behandling af dem, inkl. en diskussion af deres forhold til hinanden og til de kulturanalytiske traditioner, som Larsen bare afviser (diskursanalyse, kritisk teori og cultural studies fx). Dette er så meget desto vigtigere, da positionerne ikke nødvendigvis er kendte. Larsen nævner selv, at Alexander er relativt ukendt i Norge, og det samme gælder, så vidt jeg ved, også for Lamont og Swidler i Danmark. Derfor er det skuffende, at de ikke præsenteres mere udførligt.
Også i bogens 2. del, ”Kultur som forskningsobjekt”, er vægtningen af stoffet lidt overraskende. Denne del omhandler kulturproduktion og -forbrug og giver en grundig fremstilling af Howard Beckers og især Bourdieus bidrag til feltet. De er naturligvis også meget væsentlige, men til gengæld meget velbeskrevne, og det forekommer ikke indlysende, at en bog om ”den nye kultursociologi” i så høj grad indfører i Bourdieus perspektiv og begreber, mens senere videreudviklinger af hans perspektiv behandles meget stedmoderligt. Fx omtales Richard A. Peterson og andres forskning i nye og mere altædende kulturelle forbrugsmønstre kun kort og uden inddragelse af den nyeste forskning.
Selvfølgelig kan man ikke alt i en relativt kort introduktion, men det havde været interessant, hvis Larsen havde prioriteret den nye kultursociologi noget mere og gået lettere hen over de mere velkendte historiske forudsætninger. Som introduktion er Den nye kultursociologien tiltrængt og velkommen, men de nye teoridannelser får desværre for lidt plads i en bog, hvor der også kunne være reduceret betragteligt i de afhandlingsagtige redegørelser for, hvad vi skal til at læse og allerede har læst. Havde Larsen mere pragmatisk ryddet ud i historiske rødder og akademiske gentagelser, kunne han have gjort os (endnu) klogere både på den nye kultursociologi og på det problem, som han overbevisende peger på, nemlig hvordan man med et dobbelt blik på én gang kan undersøge kulturen både som et relativt autonomt felt med særlige spilleregler og legitimeringsordner og som del af et større og mere overgribende samfundsmæssigt system.
Birgit Eriksson, lektor ved Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet.