Trekanten sprudler
Kulturligt Festival 2013 (fra 23. august til 1. september: teater, kunst, musik, design på gader og inden døre i Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle).
Interview med Karsten Rimmer Larsen, Jesper Riefenstahl, Sophie Louise Lauring og Lasse Bo Handberg
Af Erik Exe Christoffersen
Hvem er det der bliver din fjende? Hvem vil hele tiden skændes? Hvem er det der starter krigen med et lille skænderi? Deeeet er din nabo. Det er din nabo. Al ballade bliver startet af en nabo. Tænk lige efter – Ja, du bekræfter – Alle krige de er startet af en nabo. Men må vi sige det højt? Nej, det er sgu et tabu. (Fra Nabokrig)
Trekantområdet Danmark er et samarbejde mellem seks kommuner: Vejen, Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart og Billund som blev påbegyndt i 1994, men som faktisk går tilbage til begyndelsen af 60erne, hvor der i en landsplansredegørelse var overvejelser om Trekantbyen, som dog aldrig blev realiseret. Kulturligt Festivalen tænkes som et led i en kulturel udvikling af samarbejde mellem byerne og en fælles profilering og en samlet manifestation af Trekantområdets formåen indenfor alle kunstarter og forskellige kreative udviklingsmuligheder. Det er samtidig et forsøg på at vise de forbindelser, der er i området og de muligheder for nye relationer, som eksisterer både for de udøvende kunstnere og deltagende borgere.
Den fælles kulturindsats i Trekantområdet er bundet sammen af en kulturaftale mellem kommunerne og Kulturministeriet og har en politisk styregruppe bestående af kommuners kulturudvalgsformænd med en bestyrelse bestående af borgmestrene i de seks kommuner.
(se www. Kulturligt.dk). Kulturligt Festivalen er foruden kommunerne støttet af Kulturministeriet og Region Syddanmark.
Festivalen er en kombination af planlagte aktiviteter som fx kulturnat og inviterede kunstnere, som indgår i projekter, hvor de nye forbindelser kan påvirke hinandens muligheder og arbejdsmåde. Vi skal se nærmere på et enkelt projekt, nemlig forestillingen Nabokrig på Mungo Park i Kolding, som har karakter af at være en kreativ proces, som udspringer af de muligheder, der opstår ved at bringe forskellige traditioner indenfor scenekunsten sammen. Trekantområdet Danmark har et budget på over 6 mio. og festivalen er foreløbigt planlagt som en tilbagevendende aktivitet også de næste to år. Rammerne er fastlagt af den politiske styregruppe, i modsætning til fx Holstebro Festuge som er styret af en række kulturinstitutioner.
Trekantområdet Danmark har udpeget tre indsatsområder, hvor der skal udvikles nye kreative samarbejdsformer:
- At skabe flere kulturbrugere på tværs af kommuner bl.a. ved at skabe en fælles kulturfestival.
- At skabe et eksperimentarium indenfor krydsfeltet mellem design, kunst og kunsthåndværk og dermed bidrage til Danmarks vækst – både økonomisk og kulturelt.
- At skabe kreative rammer for unges udfoldelsesmuligheder og talentudvikling. www.Kulturligt.dk
http://www.youtube.com/watch?v=wbX6uPY0kgg&feature=c4-
Interview med Karsten Rimmer Larsen (Festivalleder for Kulturligt Festivalen og ansat i Trekantområdet Danmark):
Det vigtigste for mig er, at vi har en kunstnerisk parathed. Miljøerne er klar til at løfte festivallen i fællesskab. Teater, Design, musik, billedkunst og kunsthåndværkermiljøet og i stigende grad ved at være om ikke selvforsynede så dog så udviklet at vi med sindsro kan lave en professionel festival, hvor vi viser, hvad vi kan uden at være bange for at fremstå som amatører. Vi har niveauet. Vi laver festivalen for første gang i år, men fortsætte de næste to år og det skal nok blive en tradition på linje med Aarhus Festuge. Men vi har fokus på det lokale og egne styrker – i dialog med omverdenen. Fx har Henrik Vibskov, som har familie her, men er fra København, lavet fem by-installationer i Kolding i en form for dialog med både Trapholt og lokale designere. Det er også en måde at agere lokalt, og man kan engageres på mange måder. Vibskov har 30 frivillige, der har været med til at sidde og sy installationer (se video) på Trapholt, og det er selvfølgelig medvirkende til at skabe en form for dynamik. Man opdager Kolding som en del af et samarbejde. Det betyder så også, at byerne bliver interessante for hinanden. Man kan tage til Vejle for at se det vi ikke har i Kolding og omvendt.
Forbindelser
I år er der ikke noget tema, det har ikke været muligt med de mange forskellige typer at aktiviteter, som vi har samlet. Det har vi til næste år, men i år er der tale om, at en række aktiviteter er flyttet ind i festivalen. Fx kulturnatsaktiviteter som allerede var planlagt.
Temaet bliver de næste år politisk bestemt, ligesom det også er bestemt, at hovedparten af de kommunale midler skal gå til samarbejdsprojekter. Jeg fortrækker udtrykket forbindelser. Forbindelser mellem institutioner, enkelte kunstnere, folk og byer. Forbindelser definerer vi ikke snævert, det ville blive kunstigt, og det er klart, at der kan tales om mange forskellige former for forbindelser. I år har vi ikke rettet os specifikt mod enkelte grupper, etniske eller aldersmæssige, mange arrangementer er tilgængelige med forskellige baggrunde og udgangspunkter.
Teaterforestillingen Nabokrigen er et godt eksempel på en sådan forbindelse. Vi har bestilt en forestilling af Mungo Park Kolding, Fredericia Teater og Vejle Musikteater. Der er tale om en co-produktion, som vi har støttet, selvom de peger fingre af dem, som betaler, men det må vi jo tage med. Der er flere sådanne projekter.
Busprojektet drejer sig om sang, opera, poesi og billedkunst i det offentlige rum og i busruter mellem Vejle, Billund og Kolding, ligesom busskurene bliver udsmykket. Her er Kunstrådet i Vejle gået sammen med Busselskabet. Filosofiforedrag og symposier kommer til at skabe forstyrrelser i busserne, men til gengæld får passagererne forhåbentligt noget ekstra med hjem..
I Billund har Kulturelt Samråd, Nicolai Bio, Kolding og Billund Friluftscene arrangeret biograf under åben himmel. Det bliver samtidig skabt en form for iscenesættelse omkring de tre dages forskellige tematikker, som er det romantiske, det musikalske og sidste aften er i spionagens tegn.
Vi skyder offentlige kroner i den slags projekter både fra Regionen og fra Kommunerne, men der er også mange projekter, som mere eller mindre har private sponsorer. Fx skaber kunstneren Esben Klemann omkring 15 betonskulpturer, som placeres rundt om Vejen Kommune. EgensBetoN er indirekte støttet af et støbefirma og vognmandsfirma i og med at der ikke betales meget for transporten af betonskulpturerne.
Trekanten har skullet slibe kanterne til
Området har rigtig mange muligheder men har været berygtet for ikke at kunne finde ud af det. Trekanten finder aldrig sammen. Men det er ved at ændre sig. Tidligere var de bærende værdier samarbejde og konkurrence. Men det fungerer ikke længere. Vores konkurrenter er de andre regioner og byer i Danmark og også i Europa. Ingen i Trekanten er stor nok til at drive udviklingen under de aktuelle vilkår.
Man kan sige, at vi skaber en form for identitet i Trekanten, uden at vi skal have flag eller Trekantens nationalsang men en fornemmelse af, at vi bor i et større område med rigere muligheder; selvom man ikke gør brug af kulturtilbud, så kan man beriges af, at de er der. Det er en fornemmelse af muligheder, som er vigtig i den såkaldte konkurrencestat (jf. Ove Kaj Petersen), til forskel fra velfærdsstaten, som er kendetegnet ved tryghed. Man føler, at der er mange muligheder, når man bor her. Vi er i konkurrence med Aarhus, København og Odense med hensyn til at tiltrække mennesker med høj social kapital. Det er de produktive, som tilvejebringer nyskabelse.
Hvilken betydning havde det for 31 tyske byer, at der blev bygget barokoperahuse i 1700-tallet? Det var en afgørende begivenhed, fordi de siden hen kunne tiltrække de højproduktive mennesker bedre end byer uden. Dermed fik de et højere skattegrundlag sammen med en innovativ kraft. Bilbao Guggenheim er et lignende aktuelt eksempel på, hvad kunsten kan betyde for samfundet.
En af vores udfordringer har været at få folk til at se de eksisterende arrangementer, som en del af en større festival. Vibskovs installationer er både en del af kulturnatten og en del af festivalen. Vi giver et løft til eksisterende begivenheder, og det skal kommunikeres. Det er en udfordring, at få det synliggjort, så vi får etableret en fortælling om, at der er muligheder. At festivalen er en mulighedsfortælling.
Vores program er husstandsomdelt med reklamer. Så problemet er der, hvor de siger nej tak til reklamer, de er jo ofte de kulturaktive. Til gengæld kommer vi ud til mange af dem, som er kulturpassive. Vi har lavet programmet i et avisformat, så det ligner noget man kender og er tryg ved. Vi er selvfølgelig også på Facebook og der har været reklamer i biografer og vi har annoncer; vi har gjort meget, men kan gøre mere.
Centrum for festivalen flytter sig. Vi har flere forskellige centre. Sådan er det, folk kan ikke nå det hele, og må vælge blandt den rigdom af muligheder.
Musik og teater kan noget forskelligt og man kan se Nabokrig som en gensidig udveksling af roller og færdigheder. Teatermediet er som regel baseret på handlende personer, som skaber et sammenhængende plot og fiktionsunivers. For skuespilleren er instrument, teknik og rolle vokset sammen og uadskillelige størrelser, mens der er tale om en vis adskillelse mellem musikerne og deres instrumenter. Der er ingen tvivl om at der findes flere hybrider mellem teater og musik og som kombinerer musik med teatrets situationer og figurer, og som derved skaber en unik kreativ situation.
http://www.youtube.com/watch?v=mihWw3CXuu4
Interview med Lasse Bo Handberg
Mungo Park er deltager i ”Kunsten på kanten” og vores del af projektet er vokset sammen med Trekantområdets Kulturligt Festival. Nabokrig er udformet som et samarbejdet mellem de tre forskellige teatre, ifølge samtale med teaterleder Lasse Bo Handberg. Det er et samarbejde mellem Mungo Park Kolding, Fredericia Teater og Vejle Teater og det er skuespillere fra de to første, som står på scenen og reflekterer forskellen mellem musical og teater. Som det fremgår af programmet synger Musical-performerne meget, de smiler og deres gestik er teatral, men dem fra Mungo Park er skuespillere, som søger en indre sandhed og en karakter, der er troværdig. De to grupper kan ikke så godt ”forstå” hinanden og slet ikke dem fra Vejle. De spænder på en måde ben for hinanden. Dem fra Fredericia ” bryder umotiveret ud i sang”. Skuespillerne fra Mungo Park vil derimod gerne søge indad. Og det kræver ro og fordybelse, eksistentiel fortolkning og indlevelse. Og ingen af dem kan lide dem fra Vejle.
Nabokrig kan ses som et møde mellem tre forskellige fagligheder og medier. I denne interaktion udfordres forskelligheden og ekspliciteres, fordi der er tale om en form for forstyrrelse og obstruktion af medier.
Rivaliseringen i Trekantområdet er temaet for det satiriske stykke Nabokrig, skrevet af Jens Korse på baggrund af research og interviews med forskellige personer. Forestillingen ironiserer over de kulturelle og politiske vanskeligheder der forbindes med samarbejdet i Trekanten. Men temaet spejles i de medvirkende, som bliver en del af værket.
På en måde bliver forestillingen ifølge Handberg en del af den værdikamp, som har præget området og som Mungo Park forfølger med forestillingen Rindal. Her er vi tilbage i 60ernes konflikt mellem folket og velfærdsstaten, som med Kunstfondens oprettelse i 1964, blev en konflikt mellem modernismen og såkaldt folkelighed. Rindal var fra Kolding, men rindalismen kom hurtigt til at præge den danske kulturtænkning som sådan. En konflikt som ikke er mindre i dagens værdikamp med Dansk Folkeparti som med held fører en kulturpolitik med rødder i rindalismen, og man kan måske forsigtigt spørge om der virkelig ikke er formuleret en lige så offensiv kulturpolitik fra venstre og hen over midten. Tilsyneladende ikke! I dag er der, siger Lasse Handberg måske lige så stort et tomrum i dansk kulturpolitik, som der var i 60erne.
Man kunne måske hævde, at der faktisk findes en kulturpolitik i praksis, som ikke er nationalistisk og fremmed fjendsk, men blandt andet i form at diverse kunst og kultur festivaler, består i en lyst til deltagelse og hvor skellet mellem globaliseringens modernitet og lokal folkelighed ikke er modsætninger eller uoverstigelige forhindring. Det er i hvert fald en af de konklusioner, vi kan drage når vi sammenligner udtalelser fra de forskellige ”Kunsten på kanten” byfester.
Interview med Jesper Riefenstahl. Skuespiller på Mungo Park siden 2008 Uddannet fra Odense Teater 2006
Vi mødtes inden sommer og fik udstukket nogle rammer af forfatteren Jens Korse som scenografen Jens Frausing og komponisten Dennis Ahlgren så har bearbejdet. Selve forestillingen har vi lavet på tre uger i samarbejde med instruktør Sophie Louise Lauring og Jens Korse. Han er kommet med et bud på et tema, og vi prøver at komme med gode ideer, som han skriver ned og kommer med et rettet manus nogle timer senere eller dagen efter. En scene som er destilleret. Så vi bevæger os frem og tilbage mellem spillernes forslag, forfatterens sammenfatning og instruktørens arbejde. Dramatikeren har mødt en masse mennesker og snakket med dem og forfulgt forskellige konflikter.
Hvordan skaber vi og synliggør en nabokrig, som måske begynder med små uenigheder om skellet mellem to haver eller en hæk som er for høj eller for lav. Må man male huset sort? Vi har så i næste fase byttet om, streget ud for at finde ud af stykkets karakter, personernes udviklinger. Er det de samme eller er der hele tiden nye. Jens har så også udnyttet vores interne forskellighed og situationer mellem os. Og vi har langt en fremmed figur ind, som kommer udefra H.C. Andersen som kommer fra Fyn og har en slags godmodighed, som er i kontrast til Trekanten, hvor man godt vil have nogle tal på bordet. Det har igen været med til at skabe kontraster mellem værdier. Vi slutter med en kæmpe satire over en fælles fjende Taulov som kan skabe fælles fodslag.
Vi bygger en konflikt op ved at være et hold fra hver sin by. Konflikten har ligget i Trekantområdet og man kan dykke ned i arkiver og finde nogle voldsomme kampe imellem byerne. Vi bruger så begrebet Trekanitter, som ikke er noget, vi har fundet på. Byerne har deres forskellige lydsider: Vejle er fx country. Kolding (bossa-musik) er pæn og uden undergrund. Det er typisk, at hvis 15 unge vil skate så kommer der en arkitekt på, og hvis de vil have en ungdomshus får de det og fire pædagoger, som søger for at slukke lyset kl. 22. Man støtter og udligner oprøret. Fredericia laver musical, de er fantastiske sangere. Vi fra Mungo er som skuespillere vant til at skabe en form af os selv. Så er der en, som skal være fra Vejle. Det er der vel ingen, som vil. Vores egenart går godt i spænd. Anderledesheden får alle til at stå tydeligere. Første prøvedag viser det sig, at vi skuespillere fx er gode til at give materialet tyngde: vi kan nogenlunde se det dramaturgiske forløb. Musical-performerne har en anden udfordring, for de er vant til at lave en hårdt optrukken karakter, som er mere attitudebåret. Hvis de sidder med en halvskreven tekst, som ikke er færdig, kan de lige benytte partituret til Les Misérables, og så synger de den bare lige firstemmigt, så vi andre får gåsehud. Instruktøren arbejder med spillerne som forskellige dyr, som spiser noget forskelligt, så vi hver især kan stå som den, vi er. Jeg er ikke hard core sanger, men kan have det sjovt med det. Jeg bilder ikke folk ind, at jeg er dygtig til at synge, og det er ok hvis det er mig, der laver en fejl. Jeg kan komme ud af det, fordi jeg ikke er sanger.
Vi får lov til at bestøve hinanden
Det bliver en form for udsagn for hele forestillingen, at vi skal kunne fungere i vores forskellighed og fordi vi er anderledes. Den kreative proces bliver en drivkraft for forestillingen. Vi er sammen af lyst til at skabe. Det er en kunstnerisk opgave, hvor vi kan nyde hinandens forskellighed. Vi plejer jo her på Mungo Park at være tre spillere, pludselig har vi et helt band, som skaber en helt anden energi på scenen og i hele huset med deres særlige kultur: bandet skifter fx ud, hvis en af dem har et andet job. Så kommer der en anden trommeslager. Det er ikke noget problem. Musical-performerne har også en anden energi og virksomhedskultur. De har deres instrument udenpå, mens vi skuespillere har det indenfor. Det synes de måske er underligt, at vi ligesom skal ind og lave om på os selv. Musikerne er trænet i at spille et nummer og de aftaler lynhurtigt tempo og slutning mellem sig. Men vi skal skabe nogle figurer og situationer mere eller mindre fra bunden, og det kan de så grine af. Vore forskellige tilgange betyder vel, at genren er en slags revy- og dramatisk sketch show? Det, at vi kan bestøve hinanden, er en ønskesituation. Det er det, man ønsker med sin nabo, fordi vi alle bliver mere tydelige og klare på, hvem vi er. Det har været en vigtigt løft for os alle, vi kan mærke, at det er en helt anden produktion med flere ressourcer, end vi er vant til. På den måde er Festivalen en kæmpe udfordring og et tilbud, og det ser ud til, at vi får fulde huse.
Stykket slutter ironisk nok med en ”krise”, fordi de forskellige spillere støder sammen. Musical-performerne har lige sunget til publikums store jubel, og så spørger skuespilleren: ”Hvorfor har I flag”. Konflikten bryder ud og der indkaldes til: ”Krisemøde. Hvordan kan vi få lavet den her forestilling?” Løsningen er: ”Det kræver vi har en fælles fjende. En vi kan hade og bagtale”.
Taulov ligger i midten af trekantområdet. Der skulle ligge et fælles fodboldstadion, som ikke blev til noget. Det er så blevet til en ”syndebuk” i Nabokrig.
Kom had nu Taulov – vi hader Taulov – Hvor er det skønt at kunne sige det uden at være flov.
Med al deres galen – og sleske talen – fik de stjålet DSB-godsterminalen.
Taulov er skyld i – vi røg i nabokrig – fordi de også scorede Arlas ostemejeri.
Og vil du tænke dig – Taulov de henter – hele det der Postens skide pakkecenter – og alt det gør de mens vi andre bare venter – det ender med de også ta’r vores stor-center – og får et stadion med plads til Niklas Bendtner – og en lokalrevy med ham der Tommy Kenter – og et Trapholt med en guldfisk i en blender -.
Kom, had nu Taulov – ja nu har du lov – du skal bare svine til og være så grov – for når vi hader – så blir vi glader’ – har du set hvor grimt der er i Talovs gader?
Ja, når vi hader – så blir vi glader’- og i mellem os der blir der endelig fred, så: (…)
Og sir’ vi nu er det endelig slut med alt det … Naaa-booo-kriii-iiig. (Fra Nabokrig)
Interview med Sophie Louise Lauring
Jeg blev engageret på arbejdstitlen Nabokrig. Den var besluttet på forhånd, og stykket skulle vare 120 minutter, det skulle være sjovt og indgå i festivalen, men eller vidste jeg ikke, hvor vi skulle hen. Vi havde til det første møder en åbningsscene og en slutscene, som var en form for ramme. Jeg skriver min respons ind i manuskriptet og sender tilbage til JensKorse, som interviewede forskellige i området. Min indstilling var: Vi må bare holder en dør åben, og se hvad der sker, der er ikke andet for.
Det affødte forskellige forslag som fx hvad hvis vi laver noget poetisk om hundelorte i Fredericia eller bortføre HC. Andersen. Og hvor mange spillere skal vi have i denne scene. Gennembruddet kom først da begrebet trekannitter tilfældigt dukke op. Hvad er det? En ny form for seksuel tilnærmelse? Så tog det virkelig fart og gav anledning til fx kostumer. Der skulle ret tidligt laves et pressebillede, og vi kunne komme på forsiden af festivalavisen. Så vi må bruge en hæk beslutter jeg, og det gav anledning til at vi tænkte nabokrig som os mod dem. Noget som mimer et større modsætningsforhold. Byen mod de andre byer, Danmark mod andre lande eller vesten mod de andre etc. Nabokrigen bliver nærmest ”Kulturnes krig mod hinanden” som en form for mekanisme. Det er jo ikke i sig selv dramatisk, men det er noget man kan pille ved, som vi prøver at vise.
Og trekanten gav selvfølgelig også associationer til en kønslig trekant, som kunne være sjov. I slutningen af juni har vi et udkast som revideres hen over sommeren og vi går i gang den 5. august. Der er selvfølgelig en del som forkastes og må laves om. Det var meget kort tid. Nærmest umuligt, men det var ligesom sådan det var. Skulle vi lave en reading? Næh, det skulle være en færdig forestilling. Det var stadig uklart hvilken genre vi havde fat i og hvad vi havde af musik.
Det er visse forskelle mellem de medvirkende, men der er noget grundlæggende omkring struktur, hvad enten der er tale om en tekst eller et partitur så skal det på en måde laves på en særlig måde. Man kan vælge en særlig tilgang. Scenografi og kostumer er sådan eller sådan, eller man spiller blot med en guitar. Det er på en måde det samme arbejde. I teatret opfinder vi ofte et nyt arrangement, hvor musical måske har et fast arrangement og bestemte baner som følges og som kan udføres i forhold til musikken. Forskellen i uddannelser griber også ind, selvom der er tendens til, at man både skal kunne synge danse og spille teater. Teatret har nok haft tendens til at tænke psykologisk, mens andre har grænser for, hvor meget man kan føle. Det er tilskuerne som græder og ikke sangere, for det kan ikke lade sig gøre mens man synger. Der er forskellige former for opdragelse, det er der også mellem de tre teaterskoler. Man kan nærmest mærke, hvor elever kommer fra. Der er forskellige traditioner og krav til spil. Nogen bevæger sig indefra og ud og tænker processen som en skabelse ud fra det personlige, mens andre er glade for et scenisk system, arrangement eller partitur, som man skal følge, som noget udvendigt og som så bliver til en form for inderliggørelse.
Instruktøren kan vælge forskellige strategier, som skal afpasses i forhold til den konkrete opgave. Er det instruktørens vision der skal skabes, eller er instruktøren fødselshjælper, for noget der er i teksten eller i skuespillerne eller følger instruktøren et håndværk. Det handler om at vælge de rigtige værktøjer. Skuespillere er forskellige, de er vokset op forskelligt, de har forskellige måder at forstå og lære på. Det er efter mig mening instruktørers første opgave at forstå sine spillere. Før kan man ikke arbejde. Dette lykkedes selvfølelig ikke altid, men det er målet. Før kan instruktøren ikke komme igennem med sin egen vision. Det er som forskellige ”dyr”, som kræver forskellige strategier, ligesom der er forskellige strategier overfor de behov, som skuespillere har. Nogen har brug for konkrete opgaver og andre viser noget som jeg kan reagere på og sige: det endte helt anderledes, det havde jeg ikke tænkt på. Det var jo en gave, som ofte løser en masse problemer. Der er også forskel på hvilke forudsætninger og erfaringer spillerne har, alder, køn og der bliver også min metode at tage højde for det. Det er vigtigt med denne genre i modsætning til en tekst af Strindberg, at vi har det sjovt og at der er nogle konkrete begrænsninger.
Erik Exe Christoffersen: Lektor Institut for Æstetik og Kommunikation (Dramaturgi). Redaktør af Peripeti.