ORDET VAR FRIT MEN INTET BLEV SAGT
af Marie Kilsgaard Møller
En torsdag sidst i august kørte jeg om kap med mejetærskerne i retningen mod Danmarks første “Kulturmøde”. Kulturens pendant til Folkemøde på Bornholm. Afholdt på en anden smuk, yderligt beliggende, dansk ø med besværlig adgang via offentlig transport: Mors.
Der var slet ikke ligeså mange kulturfolk, som jeg havde forventet, så her kommer et personligt referat til alle jer, der interesserer sig for kulturdebat.
Folkeligt men dødkedeligt
Bortset fra den ringe adgang med bus, tog og fly var Kulturmødet et meget folkeligt arrangement. Der var masser af frivillige kræfter og gode intentioner. Der var musik, teater, forfattermøder og lidt installationskunst på den lille “festivalplads” ved Musikværket i Nykøbing M. I debatsalen var mikrofonen – folkeligt nok – åben gennem hele mødet. Men. Desværre blev der ikke rigtig sagt noget. Især paneldeltagerne og moderatorne/ordstyrerne på scenen var skuffende.
De få politikerne, som deltog, havde travlt med at fortælle os, hvor godt det allerede går i Danmark. Der er allerede masser af spændende kultur i Udkantsdanmark. Kulturministeren har været på Biennale og set den danske stand. Huhej, hvor det kører. Vi danskere kan rigtignok være kulturelle. Men hvad skal vi så diskutere? Kan vi virkelig ikke blive bedre? Så lad os da gå hjem, i baren eller i marken!
Tom luft og rugbrød
Vi, som havde håbet på ved Kulturmødet at blive opdateret, provokeret og inspireret, måtte gå skuffede hjem med en omgang tom retorik. En masse dygtige folk, prominente kulturpinger, tv-stjerner og succesfulde initiativtagere stod på scenen og lukkede luft ud. Ingen turde mene noget.
Man kunne nemt blive enige om at kalde tilskud til kultur for kulturinvestering i stedet for støtte. Men siger det noget nyt, eller er det bare en måde at tale til erhvervslivet på?
En metafor, som fik stor succes på Kulturmødet, var Henrik Køhler,Teatercentrum. Og hans ”kunst som rugbrød” frem for ”flødeskum”. Det blev hurtigt til en almindelig talemåde at kunst er rugbrød. Og ja. Et åndeligt liv som stimuleres af kunst gør os til rigere mennesker. Men jeg savner lidt modstand i debatten. Jeg savner, at høre nogen sige, at kunsten IKKE er det vigtigste i livet. Vi kan leve og overleve uden. Så hvorfor skal vi så have den kunst – hvad enten det er rugbrød eller flødeskum? Det står stadig ikke klart.
Jelveds mavepuster
Var vi mon samlet på Mors for at få flere penge til kulturen? Kulturminister Marianne Jelved svarede Gitta Malling fra Limfjordsteatret igen med, at hun da skulle være glad for, at der ikke blev skåret i kulturbevillingerne. Og så havde oraklet med dametasken talt. Men skal vi virkelig bare acceptere et sådant statement fra fru Kulturminister? Eller er vi kommet til Kulturmøde 2013 for i fælleskab at kæmpe for et rigere kulturliv i Danmark (økonomisk såvel som åndeligt)? Jeg tror på det sidste men oplevede desværre kun det første.
“Der kommer IKKE flere penge til kulturen!” Av! Efter Marianne Jelveds mavepuster var det heldigt, at Bikuben fonden, Hummel-fyren Christian Stadil m.fl. trådte på scenen i debatten “hvem skal betale”. Her var der selvfølgelig fokus på erhvervslivet. Det ligger i krisetidstænkningen. Igen var der ikke det store debat-drama, men en bred enighed om at “vi ”bare” skal have erhvervslivet til at forstå, at de kan bruge kulturen – – bla bla”. Jeg sidder tilbage med spørgsmålet: Hvordan?
Jeg tror, at for at arbejde kulturen ind i erhvervslivet, skal man lave et skattefradrag ved køb af kulturelle arrangementer eller støtte af kultur. Ligesom man allerede har forsøgt det med billedkunst. På den måde kommer virksomhederne selv ud og opsøger kunsten! Men det er de tunge erhvervsdrenge, der skal gå til handelsministeren og skatteministeren, for at få indført en sådan ordning – ikke kunstnerne. Jeg mener, at erhvervslivet må hjælpe kunstnerne – også i det politiske forarbejde – for at vi kan gøre en forskel.
Flere gulerødder
Kulturmødet manglede politisk tænkning og en debat, som kunne bevæge sig fra påstande og generaliseringer ind i konkrete ideer og ægte visioner. Golden Days lederen Ulla Tofte talte om at ”arbejde vertikalt”: De store institutioner skulle blive bedre til at arbejde sammen med de små. Det er en god og vigtig pointe, men igen tænker jeg: Hvordan?
”Artist in residence ordningen” på de store scener i København er et godt eksempel på, hvordan mere etablerede institutioner kan åbne op for de små og skabe en ”mer-energi” og mere aktivitet. Men hvorfor findes det kun i København? Man burde indføre en ordning, hvor egnsteatrene kan opnå støtte ved – eller er forpligtet til – at husere et mindre kompagni ”in residence” i en periode på 3 år. Således vil man kunne give mere stabilitet til mindre etablerede men talentfulde kunstnere og ikke mindst opfordre til at nogle af de mange storbybaserede teatergrupper kommer ud i landet og genererer aktiviteter i resten af Danmark.
Vi er nødt til at opfinde konkrete politiske gulerødder, hvad enten det er egnsteatrene eller erhvervslivet der skal op af stolen. Det er gratis at sige, som Ulla Tofte, at det er en god ide at arbejde på tværs af store og små institutioner. Vi må svare på HVORDAN.
Virkelighedsfjerne og fraværende politikere
Kulturmødet er en god mulighed for at skabe bånd mellem politikere og det der rører sig ude i kulturverdenen. Og det er der et reelt behov for, kunne man opleve på Mors. Her hørte jeg under en debat Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti tilbyde Pelle Koppel fra Teater V, at Det Kongelige Teater skulle give ham en million, som et eksempel på ”store, der arbejder sammen med de små”. Men det han sagde afslørede en ekstremt virkelighedsfjern politiker. Pelle Koppel måtte svare, at han skam ikke var et lille teater og at de fik ca. 4 millioner om året. Men at han da ikke ville have noget imod at modtage en million fra det Kongelige Teater. Eksemplet viser, at der er et stort behov for, at politikerne kommer ud og møder kulturen, forstår miljøet, fødekæderne og de forskellige institutioners agenda.
Der burde generelt have været mere synlig politik på Mors. Enhedslisten, som mange kunstnere nok stemmer på, var slet ikke med på Kulturmødet! Jeg kunne ønske mig, at alle partierne havde hver en stand på festivalpladsen, hvor de præsenterede deres syn på kulturen – inspireret af den store bogmesse. Med en stand til hvert parti, ville politikerne blive mere synlige, og der vil opstå sund og tiltrængt lobbyisme udenfor selve debatsalen.
Manglende deltagere
Der var flere, som jeg savnede at se på Mors – enten i form af at være i panelet eller have en stand på pladsen. Hvorfor var der ikke nogen universitetsfolk? Hvor var eksempelvis Jørn Langsted, Peter Duelund og Bjarki Valtýsson? Hvor var Erik Exe Christoffersen fra magasinet Peripeti i Århus? Hvad med kunstskolerne og hvad med de store tunge kunstinstitutioner? Var sportsfolk også inviteret til kulturmødet, eller skulle man snarere have kaldt det Kunstmøde 2013?
Jeg kunne også ønske mig, at der var programsat møder med alle de kunstneriske udvalg under kulturstyrelsen. Jeg ved, at de rådgiver og kommenterer på kulturpolitikken. De må have noget at sige! Og vi vil gerne høre dem!
En bedre debat i fremtiden
Kulturdebatterne er et trækplaster, men det skal defineres, hvad man vil med dem. For det første bør emnerne formuleres mere præcist. Dernæst skal der ikke være så mange personer i panelet. Det giver et rodet udtryk, når 12 forskellige typer vil tale i øst og vest. Der var også en skarp kritik af køns – og etnicitetsfordelingen. Jeg mener dog ikke, man bør vælge paneldeltagere ud fra hverken køn eller etnicitet, men ud fra, hvem der har nogle relevante synspunkter, der kan bidrage til en spændende debat.
De tre moderatorer, Clement Kjærsgaard, Christian Have og Adrian Hughes var gode navne, som absolut er med til at skabe en seriøsitet omkring kulturmødets debatter. Men. Enten var de ikke forberedt på, hvad publikum forventede, eller også var de simpelthen ikke egnede til den debatform de blev stillet overfor.
De tre mikrofonholdere vinkede med store armbevægelser for at få moderatorens opmærksomhed, så det var rent teater for os der så det hele lidt udefra. Clement Kjærsgaard tog sig til håret og fik et fjernt blik. Han så stresset ud. Nu kom der også et spørgsmål fra Facebook! Det nåede vi aldrig at få læst op.
Moderatorne manglede retning og hård styring. Men ingen gider se på uhøflige afbrydelser fra en selvoptaget ordstyrer. Jeg får lyst til at have et ur eller en alarm der ringer, når paneldeltagerne har talt længe nok. Det er kultur vi diskuterer. Hvorfor ikke arbejde med en mere kreativ form?
Kulturmødet er et vigtigt arrangement og det har et stort potentiale. Den offentlige transport til Mors får vi nok ikke løst på et år, men jeg håber, du som stadig læser med, dukker op i 2014.
http://www.kulturmoedet.dk/debatterne.aspx
Marie Kilsgaard Møller, teaterinstruktør, retoriker og debattør