Nabokrig, Mungo Park Kolding

Nabokrig. Gammelt had ruster aldrig – Mungo Park Kolding

Af Annelis Kuhlmann

Et stort opbud af medvirkende, (7 skuespillere og 4 musikere i live band), folder sig ud på Mungo Park i Kolding i forbindelse med kulturfestivalens co-produktion mellem de tre største kulturinstitutioner i Trekantsområdet, nemlig Vejle Musikteater, Fredericia Teater og Mungo Park Kolding. Dette blandingsforhold i medvirkende fra forskellige kulturbastioner er med til at accentuere fortællingen i forestillingen. For som i en kombineret lokalrevy, folkekomedie og musical med blinkende lyspærer, der indrammer spillearealet, leverer de medvirkende med charme en satirisk udgave af trekantsområdets kulturkonflikt.

Scenografien fremhæver en kolonihaveidyl, med bl.a. genbrug af hækken fra Mungo Parks forestilling Honningkagebyen. Ovenover hænger en rød trekant, der bogstaveligt talt bøjer konflikten i neon. Alt sammen holdt i meget fersk farvevalg, der minder om en blanding af Legoland og tvserien Simpsons. Men den stiliserede forms kunstighed får os til at se konflikten med en vis distance. Der er noget galt i Danmark… En slags underskuds stemning fremstår ved de medvirkendes kostumer. Én skuespillers jakke mangler et ærme, en anden savner rygstykket, og en tredje har kun den ene del af et skørt osv. Eller er det et nyt bud på design? Symbolikken i helhedsbilledet ser lidt underligt flosset ud, og dette udtryk ligger lige til højrebenet, sådan som sangteksterne rimer og de talløse punchlines i sketchene understreger et image, der næppe helt matcher det billede, man måske gerne fra lokalpolitisk hold så manifestere sig. I stedet for det friserede og veltrimmede ser vi det utæmmede, løsslupne og politisk ukorrekte som fællesnævner for figurernes væremåde.

Trekanten og Bolden

Figurerne finder ud af, at det naive billede, som man i en af Trekantens byer har af de andre naboer, passer lige så lidt som det billede, naboerne har af ens egen by. Hver by konkurrerer mod de andre, som om de deltog i et forgræmmet kapløb om at blive kulturby.

I et genreforhold hvor karikaturen over byerne Vejle, Fredericia og Kolding bliver til en satirisk udlevering af det brand, som enhver by i dag må være udstyret med, opstår der til sidst i forestillingen et veritabelt tomrum. I et forsøg på at udfylde dette tomrum indhenter figurerne en fremmed fra Fyn. Andersen er navnet. På foranledning af områdets konflikter (gen)digter han da historien om ”Trekanten og Bolden”, hvilket i den lokale lumre humorfacon bliver til en erotisk historie om så at sige at havne i skødet på trekanten. Den lette og drevne fynske tone formår at tilføre Nabokrig et stereotypt uskyldigt og lidt enfoldigt komisk strøg, som tilskuerne hin mandag aften uden tøven tog til sig.

Men til alt held er der Taulov, en lille landsby midt i Trekantsområdet, som her får rollen som syndebuk i forestillingens ironiske slutsang, der gungrer som en retro-melodigrandprix-schlager.

På denne måde er modellen over en moderne global stormagtskonflikt skruet ned i Trekantområdets provinsielle dilemmaer. Det bliver her helt naturligt til en lokalkolorit.

Og forestillingen hæver sig samtidig i Sophie Louise Laurings iscenesættelse som en slags Calypso om dig og mig, idet den lokale historie rummer en slags globalt ekko. Fordommene om de andre trives i bedste velgående. Det bliver dog til en lidt anstrengt humor som for eksempel, når kulturlivet i Trekantsområdet bliver betegnet som Danmarks største swingerklub.

I Nabokrig hedder det, at man har det bedst uden naboer. For man er sig selv nok. Det sære virker normalt i dette lille overvågningssamfund, som Trekantområdet også er. Man fordobler sit selvbillede, så Trekanten udvides med Billund, Middelfart og Vejen og bliver til en sekskant – eller jydestjernen – som en af figurerne kalder den, for derefter så malerisk at give udtryk for, at det ”bare var gas” (!) Denne form for billige drengerøvshumor, som musikalsk krydres med citater fra musicalen Les Miserables bliver til et bemærkelsesværdigt ”folkeligt” indslag om den lokale selvforståelse i toneart og ”kultur”. Det er egnsspil omsat til ungdommelig værdidebat.

Hvordan udfylder man et tomrum?

Skuespilleren, Jesper Riefensthal, fra Mungo Park Kolding, er efter forestillingen ikke bleg for at fremhæve det med værdidebatten. Det var jo i Seest ved Kolding, at fyrværkerifabrikken eksploderede for nogle år siden. Det efterlod en udstrakt tomhedsfølelse hos mange lokale borgere. Alligevel vandt den dansk-norske kunstner, Niels Erik Gjerdevik, den lokale konkurrence om DR’s projekt om ”Vores kunst”, der for et par år siden skabte kunstdiskussioner i udkanten af Danmark. Der er tale om et monumentalt værk, som bliver udstillet på en mark i Taulov! Så Taulov kan noget, som Trekantens byer måske ikke magter.

Under kulturfestivalen har Kolding ellers sørget for at invitere mange udefrakommende kunstnere til byen for at sætte deres markante præg på bybilledet. I en samtale med kulturkonsulent Karsten Rimmer, som fandt sted ved siden af en af designeren og multikunstneren Henrik Vibskovs byinstallationer, kom det frem, at hovedparten af de installationer, som Vibskov ved mange lokales utrættelige hjælp havde realiseret til kulturfestivalen og derpå udstillet på lokaliteter i Kolding, var blevet vandaliseret allerede i løbet af det første døgn. Da jeg talte med Karsten Rimmer, kunne man kun se nogle af installationerne, idet resten var ”på værksted”. Iflg. Karsten Rimmer var det en del af den kulturpolitiske agenda, at man gerne ville etablere et lokalt engagement med ikke-lokale ved at satse på en form for kulturudveksling set som ”bæredygtighed på kanten”. – Udkant eller ej, her skulle området vise sig at have en anden kant.

Set i lyset af disse noget beskæmmende begivenheder, kom forestillingen Nabokrig til at fremstå som en balanceakt mellem en komisk lokal selvfremstilling og attitude og en ironisk udlægning af den ”kulturkamp”, der finder sted i området. Spørgsmålet er hvordan de to udtryksmåder når hinanden.

Det virker derfor oplagt, når den næste premiere på Mungo Park, 10. oktober, er Rindal – en forestilling der med henvisning til Rindalismen, opkaldt efter lagerforvalteren Peter Rindal, trækker et spor fra den politiske kulturhistoriske arv i Kolding op, hvor debatten om kulturel værdi kan få lejlighed til at tegne et aktuelt portræt af Kolding og naboerne i Trekanten.

Nabokrig. Gammelt had ruster aldrig. Manuskript: Jens Korse. Iscenesættelse: Sophie Louise Lauring. Scenografi: Jens Frausing. Komponist: Dennis Ahlgren. Medvirkende fra Fredericia Teater og Mungo Park Kolding. Forestillingen spillet under Kulturfestivalen i Kolding.

Annelis Kuhlmann, ph.d., lektor i Dramaturgi på Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet. Forsker i iscenesættelse og performance.