Kunsten på kanten er et projekt, hvor seks egnsteatre kan lade sig inspirere af hinanden og af Odin Teatrets måde at arbejde sammen med forskellige borgere om en fælles, iscenesat begivenhed. Kai Bredholt er en af de skuespillere, der har gjort sig mange erfaringer med en særlig form for kunstneriske processer, Gensidighedens Teater, kalder han det og beretter i denne artikel om sine erfaringer.
Gensidighedens teater
Af Kai Bredholt
Prolog
På den lille brolagte plads foran Gethsemane Kirke i København skyder der blomster op imellem fliserne. En gammel dame går og vander blomsterne med en rød vandkande, hun snakker med blomsterne og nipper små visne blade af. På trappen op til kirken sidder en ung mand med hættetrøje, hans ene arm er lidt kortere end den anden. Han sidder sammen med en pige, de kaster små sten mod et tårn af tomme øldåser. Bag en stor hvid stofskærm står en pakistansk pige iført tørklæde. Hun tegner langsomt på stoffet med en tusch. Et mønster af arabesker som fra en henna bryllups tatovering.
Et rockorkester spiller en blød kærlighedssang, stående på en platform oppe imellem trækronerne. En ung akrobat pige kommer ind og laver vejrmøller. Hun stiller sig på hænder midt imellem blomsterne, går bagover i bro og begynder at plukker blomsterne med de bare tæer. En hvid hest kommer ind reddet af en pige i blå kjole. Akrobaten rækker hesten en lille buket. Den spiser blomsterne og går ud igen. En gammel mand fejer pladsen og plukker de sidste blomster.
Rockorkestret sætter i med en lidt mere larmende rock ballade, døren til kirken går op og en gravid brud på to meter høje stylter kommer ud på trappen. Musikken stopper, forsangeren kravler ned fra træet og går op til den ventende brud på trappen. Et lille pensionistkor bestående af fire ældre pakistanske kvinder sætter i med en stille pakistansk sang. De sidder sammen på et tæppe klædt i smukke sarier.
De griner og tårerne triller ned af kinderne på den ene af dem, mens de synger til den meget høje brud og den lille rocksanger. De er alle med i teaterforestillingen City Arabesk, som bygger på principper fra Odin Teatrets byttehandler: Hvis jeg synger en sang for dig, må du synge en sang for mig eller vise mig noget andet, du er god til. Måske din mormor er god til at synge, og du kan tage hende med eller tage din hest med, et trick med en traktor eller en kolbøtte.
Alle gør det de er bedst til. Hesten spiller hest og ikke ko, gadefejeren fejer og laver ikke koldbøtter. Men han er god til at feje. Det er smukke bevægelser, han bruger, han har gjort det mange gange.
Det første skridt: Byttehandlerne
I byttehandlerne som jeg lavede med Odin Teatret mødtes deltagerne altid kun en gang alle sammen. Jeg opsøgte forskellige grupper i den landsby eller det bykvarter vi besøgte. Det kunne være den lokale karateklub, et hornorkester, et hold af pensionistgymnaster, en rapper eller et kirkekor.
Hver for sig var de måske ikke så interessante og teatralske. Men satte jeg dem sammen: Karateklubben lavede deres serie til et beat fra hornorkestret, mens rapperen rappede indover og pensionistgymnasterne lavede deres øvelser til kirkekorets salmer. Det fungerede som teater, hvis blot numrene ikke var for lange og skabte billeder som var både poetiske og anderledes. Genkendeligt men alligevel noget andet.
Byttehandlerne var et både stærkt og unikt redskab til at få et publikum i tale som ellers aldrig ville komme og se vores forestillinger med Odin Teatret. Hvad enten det var fordi de var fattige sydamerikanske arbejdere eller fordi de boede i en fjern bjerglandsby, hvor teatret aldrig kom, eller fordi de aldrig kom i teatret, selvom de boede lige ved siden af det. Nu kom de, fordi de skulle synge en sang, havde en traktor eller havde en søn i karateklubben. De havde en anledning til at komme, og byttehandlen havde givet dem en mulighed for at finde frem til, hvad de selv havde at give.
Hvis vi bare havde spillet gratis for dem, ville de jo have følt sig endnu fattigere, når vi forlod dem igen. Nu gav vi dem mulighed for at give os noget, og vi kunne efterlade en landsby eller et bykvarter, som vidste lidt mere om sig selv og var lidt stoltere over det, som fandtes der. Det fungerede, og de forstod hvad byttehandlens kraft. Jeg kunne se det i deres øjne: nu var de klar til at vi skulle arbejde sammen. Men så var det hele slut.
Derfor fik jeg ideen til at lave noget, hvor vi gik lidt dybere. I stedet for at de først mødte hele vores gruppe og hinanden til sidst i én byttehandel, lavede vi noget, vi kaldte hæsblæsende høstballer, som varede i fem dage. Det bestod af mange små møder og byttehandler og endte med et stort høstbal.
Hæsblæsende høstballer
Vi brugte høstballet som ramme, fordi det var en tradition i hver eneste landsby i vores region. Men traditionen havde med tiden mistet meget af sine oprindelige elementer: halmen, folkedansen og kornkransene. Den fest som skulle fejre høsten, og som tidligere blev holdt i en smukt dekoreret lade fuld af halm, blev nu holdt i en sportshal med neonlys, poporkester og fadølsanlæg.
Det er der ikke noget dårligt i, men vi tænkte, at vi sammen med landsbyen ville lave et høstbal, som indeholdt alle de elementer, som byttehandlen havde. Vi tog det bedste fra folkedansene, halmen, laden, kornkransene og indlagde nye ting; halmdukker, høstbal rap, flamenco dans og cha-cha-cha.
Jeg havde samlet en gruppe af professionelle skuespillere, dansere og folkemusikere fra Spanien og Danmark. Vi bosatte os i landsbyen i fem dage i campingvogne placeret midt i skolegården således, at vi var så synlige som muligt. Om dagen mødtes vi med skolens mindste børn. Vi placerede en bigballe i skolegården og viste de 100 børn, hvordan man lavede halmkranse eller satte halmen sammen til en lang slange, som skulle blive til halmdukker.
Det mest fantastiske øjeblik var, når vi skar snoren til den store bigballe over, og i løbet af to minutter var hele skolegården fuld af halm. Organiseret kaos. To timer efter havde vi fire store halmdukker og 100 halmkranse.Formiddagen sluttede med, at de fire store halmdukker blev båret i parade ud til syd nord øst og vest for landsbyen som et tegn på, at her skulle der være høstbal. De lidt ældre børn blev undervist i sevillanas-dans, flamenco akkompagnement med håndklap samt traditionel dansk folkedans. Om eftermiddagen lavede vi små opvisninger og koncerter i landsbyens butik, kommunekontor og plejehjem.
Om aftenen lavede vi danseundervisning for byens voksne, øvede folkemelodier med det lokale orkester og mødtes med den lokale elektriker og kvindeklub for at sætte lys og dekorerer den lokale lade. Det hele blev sat sammen til et hæsblæsende høstbal i laden. Halmdukkerne blev hentet, båret i procession og hyldet med saetas-sang som ved påskeprocessionerne i Andalusien i Spanien. Ballet startede med polka og sevillanas. Under kaffen stillede den lokale fortæller sig op på bordet og læste digte op. Ballet sluttede med en fælles cha-cha-cha og til sidst flamencodans i præstens have oplyst af fakler.
Traditioner skabes ikke på en dag eller med bare et hæsblæsende høstbal. Men menneskene i den landsby blevet rørte og ser måske sig selv på en ny måde. I alt fald ved de mere om sig selv, og om hvad teatret også kan. Vi kender dem og de kender os.
Festugen og muren af halm
Vi lavede høstballer i otte forskellige landsbyer. Høstballerne var en optakt til en festuge i Holstebro, hvor Odin Teatret holder til. Holstebro Festuge afholdes hvert tredje år. Her sammensætter Odin Teatret i samarbejde med skoler, institutioner og foreninger et rigt program af forestillinger, koncerter og byttehandler spredt ud på hele kommunen.
I 2005 skulle jeg stå for åbningen af festugen, som skulle foregå på byens rådhusplads. Jeg ville også her gerne bruge halm, som er et smukt materiale, og som kunne være det synlige symbol på, at samarbejdee mellem landbruget og teatret fungerede godt. Jeg kontaktede en god ven Anton Ryslinge, som er arkitekt, for sammen med ham at få ideer til, hvordan vi kunne skabe pladsen om ved hjælp af halm.
Jeg forestillede mig, at pladsen skulle ligne en lade, så åbningen af festugen blev som et kæmpe høstbal. Anton foreslog, at vi byggede pladsen om til en stor sal ved at lukke den af i begge ender med to lange mure, som skulle være 16 meter lange og toenhalv meter høje. Og så lave en port i den ene ende, som alle festuge deltagerne kunne komme ind ad. Til det skulle vi bruge 64 bigballer – 32 tons halm. Dette var mere, end vi kunne bede en enkel landmand om at låne. Derfor bad jeg om et møde med de lokale landbrugsorganisationer. Jeg tegnede på et lille stykke papir pladsen og fortalte engageret om hvor spektakulært, det kunne blive. Men de så meget opgivende ud og mente, at det var alt for meget halm. 32 tons midt i byen. Jeg lod halmen ligge lidt og begyndte i stedet at tale om, at det kunne være flot, hvis der var en ko med til åbningen for at give lidt stemning af høstbal. Det mente de også, var for besværligt. Men én sagde, at jeg da godt kunne få to kalve, fire smågrise og seks får derned. Det havde de haft med på et dyrskue året før. Jeg takkede og tænkte, at det var et fint bytte i stedet for en enkel ko.
Jeg fortalte også om alle halmdukkerne, vi havde bygget i landsbyerne. De ville blive båret ind på pladsen, og den sidste halmdukke skulle komme gående selv. Det skulle være borgmesteren klædt ud som halmdukke. Det synes de lød festligt. Så da jeg i slutningen af mødet igen kom ind på de 64 bigballer, sagde lederen, at det kunne Per nok tage sig af. Vi aftalte at de kunne komme med det lørdag morgen klokken 08.00 og hente det igen klokken 14.00. Jeg tror at de gik med til det fordi de til sidst kunne se det for sig; borgmesteren, halmmuren, musikken, grisene og fårene.
Det blev en meget smuk plads som Michelangelos Campidolioplads i Rom, her bygget i halm med alle halmfigurerne som statuer på toppen af murerne. Men det mest magiske øjeblik var, da de to traktorer ankom lørdag morgen med to meget lange ladvogne fyldt med halm og i løbet af en time byggede 32 meter mur og skabte rådhus pladsen om til et helt andet rum. Et rum, som kun eksisterede den lørdag morgen. Klokken 15.00 var det hele væk. Sammen med to landmænd og deres traktorer havde vi skabt et øjeblik af magi.
Lys i mørket: Sne, is og ild.
Året efter fik vi en henvendelse fra Norge, som spurgte, om vi kunne lave noget lignende i deres lille by Røros. Vi havde kun tid i januar måned og da Røros har kulderekorden i Norge med en gennemsnitstemperatur på minus 18 grader hele januar, var det udelukket at bruge halm, men til gengæld havde de masser af sne. Sammen med arkitekten Anton og en lille gruppe skuespillere fra Spanien og Italien rejste vi derop. Vi vidste, hvordan vi ville lave et bal, men havde ingen klar ide til, hvordan vi kunne bruge sneen. Den første aften lavede vi en lampe ved hjælp af håndlavede snebolde. Det tog to timer. Vores hænder var bundfrosne, og lampen så ikke ud af særlig meget, især ikke hvis vi skulle ændre hele byrummet, som vi havde drømt om. Men Anton fik den ide at bruge de allerede eksisterende snedynger, som lå overalt i byen. Den kommunale sneplov ryddede vejene hver morgen og lagde sneen i store bunker. Vi aftalte et møde med den tekniske chef i kommunen. Igen tegnede vi på et lille stykke papir vores ide.
Hvis vi kunne låne sneploven med fører i tre timer, kunne vi køre rundt og skære et skarpt snit i alle snebunkerne samt lave et par nye snebunker på udvalgte steder. Med køkkenknive ville vi så skære huller til stearinlys, og ved at bruge nysneen som støbeform ville vi lave en 200 stykker is i løbet af natten, som vi kunne sætte foran hvert lys så de ikke blæste ud. De stirrede vantro på os men endte alligevel med at ringe til Arnfin, føreren af sneploven.
Vi forelagde ideen for ham, og han rystede træt på hovedet og sagde, at nu havde han kørt sne væk i 30 år i denne by, og så kom der to danskere og ville have ham til at lægge sneen tilbage. Men han gik med på ideen og efter en halv time var han allerede i bedre humør. Og da han næste morgen var på forsiden af avisen, var han meget meget stolt. Hele byen var fyldt med store snekatedraler. Vi havde som med halmen fundet noget, som var genkendeligt og en del af dagligdagen. Det ville have taget rigtig lang tid, hvis vi skulle have bygget katedralerne med vores hænder, men med Arnfins og hans sneplovs hjælp havde vi på et døgn ændret hele byens rum. Sammen med de lokale musikere og kor skulle vi nu lave et vinterbal, som skulle slutte af med en varm suppe. I Italien havde vi året før afprøvet en ide, som vi kaldte ’minestrone’ opkaldt efter den italienske suppe. Det gik ud på, at vi gik fra hus til hus og samlede grøntsager ind til en suppe og byttede med en sang eller en dans: En sang for en kartoffel. Grøntsagerne rensede vi så på skolen næste morgen sammen med et hold af damer fra pensionistklubben og lavede en suppe. Det havde virket vældig fint i et boligkvarter med højhuse i Italien, hvor vi havde medbragt hvide lagner så vi kunne gribe grøntsagerne, når folk kastede dem ud af vinduet fra tredje sal. Og det virkede også i Røros i snestorm. Vi blev hvert sted inviteret indenfor og gav en kort intim koncert og vendte hjem med en stor kane fuld af grøntsager. På den måde opstod der et møde og vi kunne vise dem noget af, det vi kan. Måske kom de ikke til vores vinterbal, men de har bidraget med en porre eller en gulerod, og måske kom de alligevel for at se hvordan det så er gået med guleroden. Det var en fest, vi skabte sammen
Halmtorvet
Jeg var blevet meget betaget af halmen, så da vi 3 år efter igen skulle arrangerer festuge i Holstebro, kontaktede jeg igen arkitekten Anton og landbrugsorganisationerne. Jeg var også blevet fascineret af hvor hurtigt en traktor kunne bygge op og rive ned igen. Så vi besluttede, at vi på en central plads i byen hver morgen 5 dage i træk ville bygge en ny bygning af halm. En bygning inspireret af berømte bygningsværker og pladser rundt i verden: Colosseum, en aztekerpyramide, et græsk tempel osv. Hver morgen skulle der komme en traktor og rive det hele ned og bygge en ny op. I løbet af dagen brugte vi bygningsværkerne som scenografi for en forestilling, der spillede tre gange, og var sammensat efter byttehandelsprincippet. Et bredt udsnit af byens foreninger, sportsklubber, dagcentre, landbrugs og folkeskoler blev sat sammen med et lille hold af professionelle musikere og skuespillere, jeg havde samlet.
Figurerne på muren var fra Tai Kwondo klubben, pigen på den svævende halmballe var fra balletskolen og de vilde dyr i Colosseum var fra den lokale motorcykelklub, som akkompagnerede folkedanserne ved at spille polka på deres gashåndtag.
Vi – eller rettere landmanden Per Sognstrup – byggede med sin traktor fem teatre på fem dage. Det var ikke dramatisk teater på højt litterært niveau. Men vi kunne fortælle historier og lave poetiske og underlige billeder af ting som folk genkendte fra deres hverdag sat sammen på en ny måde. Og vi fik igen et publikum i tale, som ellers ikke gik i teatret. Jeg oplevede at der ikke var grænser for hvor abstrakt vores scener og historiefortælling kunne være. Publikum hang på, fordi de genkendte de elementer, vi brugte til at fortælle. Og jo mere vi fik lov til at arbejde med scenerne, desto skævere blev de ideer, de medvirkende selv foreslog. Vi rykkede sammen grænserne for, hvad der kunne lade sig gøre. Og Holstebro blev et lidt sjovere sted at bo.
Fyrtårnet og Cirkus på kanten
Vi havde lært mange ting ved at arbejde i så forskellige situationer og sammen med så mange forskellige mennesker. Det var fantastisk at se Per eller Arnfinn med deres traktorer. De kendte deres maskiner til mindste detalje, og kunne, som den fysiske skuespiller med sin krop som instrument, skabe med hurtighed og præcision. Med alle disse erfaringer fik jeg lyst til at lave en forestilling som kunne spille i flere dage, og hvor vi kunne arbejde endnu mere med detaljer og ideer, som kunne gentages hver aften. Så da jeg året efter blev spurgt af et lokalt kulturhus, om jeg kunne lave en forestilling ved foden af et fyrtårn på kanten af Vesterhavet i vores region, sagde jeg ja.
Det er et område med mange landmænd, og det lokale kulturhus ville hjælpe mig med at finde halm, lokale aktører samt at søge fonde til min og to professionelle skuespilleres løn. Jeg ville samtidig lave et teaterseminar med fysisk og vokal skuepillertræning. Hver elev skulle desuden medbring deres egne skuespillermaterialer: sange, danse, akrobatik osv. Jeg ville så arbejde på deres og de lokale aktørers numre og sætte det hele sammen til en forestilling, som skulle spille ti gange. Sammen med en lokal landmand byggede vi et teater af 96 bigballer. Jeg brugte Colosseumopbygningen, som var den, der havde fungeret bedst, og gav de fleste muligheder. Samtidig kunne den rumme 250 tilskuere, som alle kunne både se og høre usædvanligt godt selvom, det var udendørs. Fordi de sidder meget stejlt og derfor tæt på scenen præcist som i det rigtige Colosseum.
Vi havde masser af publikum på halmballerne hver eneste aften. Og det blev nogle smukke forestillinger; ikke bare fordi det var et meget smukt sted, men også fordi scenerne mellem skuespillerne, de lokale husdyr og traktorer fungerede så fint. En pige havde taget sin kanin med. Den brugte vi en scene sammen med en japansk skuespiller som dansede kyogen, en humoristisk, meget gammel japansk teaterform.
Den bliver traditionelt danset med en smuk vifte. Men viften blev i vores udgave skiftet ud med en gulerod. Kaninen improviserede hver aften, men danseren formåede at tilpasse sin dans, så det hver aften blev et både dramatisk og meget komisk nummer.En lokal ungdomsklub med speciale i rappelling gjorde det muligt for os også at bruge selve fyrtårnet som scene. Vi lavede en vertikal bryllupsscene, hvor fyret var kirkegulvet, som bruden gik op ad, mens både brudgom og præst stod vandret ud i luften 23 meter oppe. Et andet nummer var med en traktor og en pige fra balletskolen. Hun var ikke fantastisk, men fordi hun kom ridende ind på en jerseyko, og stående på en bigballe blev løftet op i luften af en traktor, blev nummeret til noget andet og mere.
Især blev jeg glad for kontrasten mellem den koncentrerede balletdanser og den unge landmand som med et genert smil og millimeterpræcision aften efter aften nænsomt løftede balletpigen op i luften og satte hende ned igen. Han spillede ikke skuespil. Han gjorde det, han var bedst til: at styre traktoren og til at smile et underspillet genert smil.
Saeta: En forestilling om heste og flamenco
Den nyeste forestilling vi har lavet er en forestilling om heste og flamenco. Min kone er flamencodanser og fra Mexico. Hun har været så modig at bosætte sig i Vestjylland, hvor der overhovedet ikke er noget flamencomiljø. Man skal være opfindsom, have gode ideer og arbejde hårdt for at kunne leve af sin dans her.
Vi havde i de 3 år, vi lavede forestillinger ved fyrtårnet, arbejdet sammen med en smuk meget stor sort hest. Den blev redet af en lokal landmandskone og havde altid en meget synlig rolle i forestillingen. Dens evne til at være til stede og bare være hest var fantastisk. Så da vi flyttede til den lille landsby Idom ved Holstebro, hvor der er mange heste, og tilmed en lille ridehal, besluttede vi at lave en forestilling med tre heste, en flamencodanser samt en lille gruppe musikere, lokale ryttere og en skuespiller.
Jeg fik lyst til at se, om man kunne arbejde med hestene på samme måde som i de andre forestillinger. At de fik lov til at gøre det, de var bedst til: at være sig selv. Samtidig kunne vi få dem til at følge flamencodanseren i hendes dans ved, at hun havde små stykker gulerod skjult i sin hånd.
Publikum sad på halmballer på kun en række med 40 i hver side. Alle sad i første række med en halmballe på højkant foran deres ben så hestene kunne løbe helt tæt på uden at ramme publikum. Vi var indendørs, og det var vinter og mørkt udenfor. Det gav mig muligheden for også at arbejde med lyset som dramatisk effekt. Desuden var der 12 grader i salen, da vi spillede. Det gjorde det bare endnu mere dramatisk.
Det var fantastisk at arbejde med hestene, der som landmanden heller aldrig havde lavet teater. De nød tydeligvis at spille forestillingen og kunne huske den i detaljer hver eneste aften. Også sammenhængen mellem flamencoen og hestene fungerede godt. Hestens evne til eksplosive energiskift passede godt til flamencodansen og musikken, som bruger de samme dramatiske effekter. Kulden og dampen fra hestens næsebor, duften af halm og jord var ægte. Den blandede sig i slutningen af forestillingen med duften af brød og varm mad, idet vi til slut serverede en tallerken dampende varm chili con carne til alle, som det lokale kulturhus havde lavet.
Igen havde vi en masse publikum. Jeg ville aldrig have kunnet fylde en sal otte aftener i træk i en landsby i Vestjylland med en flamenco-danseforestilling. Men nu var der heste med, og man sad på halmballer i en uopvarmet ridehal. Jeg havde også sat danske tekster til den spanske flamencomusik. Det var sangtekster fra danske sange som alle kendte. Det var vigtigt for mig at flamencoen ikke bare blev eksotisk men havde noget som publikum kunne relaterer til. Igen brugte vi noget genkendeligt til at flytte grænserne.
http://www.youtube.com/watch?v=BtXXvEPSyRc
Gensidighedens Teater
Gensidighedens teater får teatret til at være en del af vores kultur. Tidligere var teatret en levende tradition og var en del af hele samfundet. Skuespillerne var sjældent rige, og det var et udsat erhverv, hvor man skulle arbejde hårdt for at overleve. De skulle være gode til mange forskellige ting: Reciterer tekster, spille musik, danse, lave akrobatik, jonglerer mm. Fordi de den ene dag skulle spille for kongen, som måske helst ville have poetiske tekster, og dagen efter på markedspladsen, hvor det var komikken og akrobatikken, som fungerede bedst.
For at lave teater og ikke mindst for at kunne leve af det, skal man stadig være god til mange ting. Kroppen skal være som et skarptslebet værktøj. Gensidighedens Teater er blot en af måderne at lave teater på. Men jeg tror, at det kan være med til at styrke teatrets overlevelse og vise nye måder at bruge teatret på.
Teatret skal og kan noget andet end andre kunstformer. Og jeg ønsker at sætte drømme i gang i publikum ved at bruge de ting, som omgiver dem. Jeg synes, det er interessant, hvis jeg kan lave poesi og drama med et æsel, nogle halmballer og en jerseyko og vise et helt andet teater.
Epilog og utopi
Den gamle damer havde vandet blomster hele sit liv, hun var god til at vande blomster. De gamle pakistanske damer, som sang til brudeparret, sang ikke fantastisk og startede altid en lille smule for sent, men det var et meget levende billede. De boede i det kvarter, havde boet der det meste af deres liv og var en del af gade billedet. Den unge mand med den korte arm arbejdede på en cafe i samme kvarter. Han havde meldt sig som skuespiller til vores forestilling og fik en rolle som frugtsælger, der også prøver at sælge en gammel dame under forestillingen. Han var så god til at bruge den korte arm, og det var netop derfor, han måtte sælge frugt og samle tomme dåser; for at overleve. Han var ikke særlig god til at ramme dåserne, men det var et levende og medrivende billede, om han ramte eller ikke ramte.
De havde alle en dejlig evne til ikke at spille og ligesom pigen på hesten og akrobaten med blomsten, gjorde de blot, hvad de var bedst til, og derfor fungerede de sammen. De var ikke amatører: De var professionelle inden for hver deres lille felt.
Før jeg mødte Odin Teatret, blev jeg uddannet som bådebygger og lærte at bygge træskibe. Det har ikke meget med teater at gøre, men det gav mig en håndværksviden og en evne til at organisere. Alt dette har været meget nyttigt i mit arbejde som skuespiller på Odin Teatret. Og ikke mindst i disse forestillinger, som jeg har lavet med heste, halm, sne og mange forskellige mennesker og håndværk, har den praktiske viden været uvurderlig.
Hvert samfund har sine cirkler som måske aldrig mødes. Jeg bruger Gensidighedens teater som en anledning til at mødes på tværs af vaner, kulturer, sprog og interesser. Det er i mødet, at nysgerrigheden, forståelsen for og accepten af hinanden opstår. Jeg sætter mennesker sammen og fokuserer på det, de medvirkende kan, og det får mennesker i alle kulturer i alle aldre til at stråle af værdighed. Jeg bruger teatret som værktøj til at gøre mødet muligt. Og samtidig er det en mulighed for at vise en anden del af vores arbejde: Evnen til at organiserer, teatralisere og orkestrerer.
Lykkes det, kan vi som skuespillere få mennesker i tale, som vi ellers aldrig ville have mødt. Det er i mødet, at teatret opstår, og uden publikum eksisterer teatret ikke.
Kai Bredholt (1960) er skuespiller og musiker ved Odin Teatret siden 1990.