Arternes sidespring
”Det er måske et vildt sidespring – og måske også lidt tendentiøst, til og med fordomsfuldt og baseret på uvidenhed – men alligevel – det er jo netop disse vilde tankerækker, som darwinismen er baseret på.” (Citat: Peter Christoffersen, Arternes Oprindelse)
Af Tine Byrdal
Mungo park, 6. september 2013: På scenen en sparsom scenografi bestående af et enkelt skrivebord, en stol, en skrivebordslampe, to store trætransportkasser med lufthuller og et segl spændt ud bagerst på scenen. Til lyden af munkesang skrues scenelyset op. Ved skrivebordet fordybet i nogle papirer sidder en ung Darwin, som i denne startscene gestaltes af skuespilleren Peter Christoffersen. To skibsdrenge i form af Anders Budde Christensen og Nicolai Jandorf står ved siden af ham og skuer alvorligt ud i horisonten mod publikum. Den ene skibsdreng tager ordet og siger direkte henvendt til publikum: ”Tænk at forskellen mellem, om der findes en gud eller ej, findes i så lille en ting som finkens næb … finkens næb var the ‘missing link’ … tænk at forvandle verden med et trylleslag fra den ene dag til den anden.”
Fra dette anslag får de to skibsdrenge nærmest talt forestillingen i gang. Darwin begynder at rode lettere overdrevent i sine papirer, og den anden skibsdreng fortæller stadig direkte henvendt til publikum, at Darwins projekt er håbløst. Året er 1832, og vi befinder os på et skib på vej mod nyt land. Skibet er læsset med diverse fjerne dyre- og plantearter, som Darwin indsamler undervejs på turen. Kaptajnen, den øverste mand i skibets hierarkiske orden og tillige en dybt religiøs mand, er imidlertid ikke glad for at lægge skib til unge Darwins videnskabelige udflugter – forude aner
han en faretruende storm, der snart skal sende skude og mandskab ud i en hæsblæsende kamp om overlevelse.
Mens skibsdrengene sprogligt introducerer kaptajnen, transformeres scenesituationen gennem enkle teatrale greb; Peter Christoffersen tager en kasket på og forvandles fra Darwin til kaptajn, lyden af regn og storm toner frem, og skuespillerne mister balancen og begynder at kure frem og tilbage på scenen, alt imens de udfører mindre fysiske stunts. Under stormvejret forsvinder de tre skuespillere ud bag scenen.
En peruaner spillet af Peter Christoffersen nu iført farvestrålende poncho og strikhue dukker frem bag en kasse og siger gestikulerende ud til publikum noget volapyk på spansk (mon skibet sejler forbi Peru?). Han kalder på sine to venner, og sammen opfører de (tydeligt til ære for aftenens hvide tilskuere på Mungo Park) en humoristisk stammedans, mens de spiller panfløjte på fingerspidserne og slår på en usynlig tromme til en peruansk folkemusikversion af en vestlig klassiker. En efterhånden velkendt musikform, der i vor globaliserede verden har fundet vej til alle europæiske hovedsteder og nu sågar er kommet helt til Allerød for at sprede lige dele underholdning, begær og hovedpine blandt publikum.
Det musikalske indslag slutter med endnu en glidende overgang: Nicolai Jandorf hjælpes af de to andre skuespillere og synligt for publikum af med sin poncho og efterlades alene tilbage på scenen. Han indtager nu en selvrefleksiv udsigelsesposition, hvor han som skuespiller reflekterer over og kommenterer på iscenesættelsen og montagen: ”nogle gange må man gå omveje for at finde nye sammenhænge.”
Montagens dramaturgi
Ovenstående beskrivelse tjener dels som en introduktion til forestillingens tematik, dels var det min hensigt indledningsvis at illustrere forestillingens montageform med spring ind og ud af figurer og situationer. I bedste postdramatiske teaterstil fortsætter Arternes Oprindelse nemlig gennem hele stykket med at byde på et virvar af sceniske forskydninger og overraskelser, og som tilskuer sendes man – godt hjulpet af skuespillernes refleksioner og forskellige fortællefigurer – ud i både et emotionelt og intellektuelt arbejde med at finde ud af, hvad to risgnaskende, gnækkende kinesere, tre heilende nazister, en ung vred arbejdsløs hooligan fra Glasgow, en 98 årig kvinde med en ung mands krop mon kan have at gøre med en fortælling om darwinismen?
Arternes Oprindelse er instrueret af den norske koreograf og instruktør Jo Strømgren, der med sans for absurde elementer internationalt har markeret sig med produktioner, hvor dans og teater mødes. Dette er også tilfældet for Arternes oprindelse, der i programteksten præsenteres som en humoristisk dramatisering af evolutionsteorien.
Hvad er da forestillingens bærende projekt? Det får man en idé om ved nærmere at følge stykkets forløb og montagedramaturgi.
Første del – Darwin, darwinismen og kampen om fortolkningen
Første halvdel af stykket er primært viet til nedslag i Darwins biografi, der samlet set tegner en linje frem mod publiceringen af Arternes Oprindelse. Gennem første del får vi et portræt af Darwin; han er vokset op i et samfund bygget op omkring et bibelsk verdensbillede og var omgivet af flere dybt religiøse mennesker, herunder sin kone. Hans videnskabelige observationer af, hvordan arter løbende gennem tiden har udviklet og tilpasset sig det omkringliggende miljø, skal dog snart kaste ham ud i det kritiske øjeblik, hvor han må sætte spørgsmålstegn ved en given sandhed og herunder ved samfundets og menneskets formation. Darwin forkaster sin religiøse barndomslære til fordel for evolutionstanken.
Midtvejs i stykket finder vi et dramaturgisk vendepunkt. Til at illustrere evolutionslogikken kommer to underbuksemænd krybende ind på scenen. Den ene lavstammet med tydeligt markerede muskler (Anders Budde Christensen). Den anden lang og mindre trænet (Peter Christoffersen). Ved hjælp af disse to homo-sapiens forklarer en begejstret og opstemt Darwin (spillet i denne sekvens af Nicolai Jandorf), hvordan disse to kroppe er perfekt tilpasset forskellige livsformer. Den lille egnet til et simpelt liv i skov og jungle. Den lange har udviklet sig i takt med civilisationens og menneskets fremgang, med en anatomi perfekt til at udvikle og forske. Bygget op gennem en slet skjult og eskalerende begejstring for netop sidstnævnte version af menneskearten forvandler Darwin sig gradvist til en heilende nazist, og med ét befinder vi os midt i et teatralt krigsscenarie.
Det teatrale krigsscenarie glider over i en ny scenesituation, da skuespilleren Peter Christoffersen efterlades alene tilbage på scenen. Han smider den uniform og den hjelm, han har taget på under krigssekvensen, og skrider på vaklende tynde ben hen over scenen, mens han med naiv og lettere bøsseaffekteret stemmeføring forklarer: ”Men det vi nu ved er, at det at klassificere mennesket kan ødelægge menneskeheden.” Den nazistiske version af darwinismen måtte (tilsyneladende) afgå ved døden efter 2. verdensskrig. Kampen om tolkningen står imidlertid stadig åbent hen. Hvad sker der f.eks., hvis darwinismen udlægges gennem et sprog og en kultur, vi ikke forstår? Som fx kinesisk! Ind på scenen danser to gnækkende kinesere med store sivhatte, der skjuler deres (sande) ansigt – de opfører lettere uortodokse kinesiske dansetrin i en absurd mareridtslignende sekvens.
Anden del – darwinismen i dag og i morgen
Efter vi midtvejs i stykkets således nåede frem til det øjeblik, Arternes Oprindelse blev offentliggjort i 1859, og det darwinistiske tankesæt blev kastet ind i en uvis fremtid, byder anden del af forestillingen på fiktive fortællinger og figurer, der angriber darwinismen ud fra et nutidigt og fremtidigt perspektiv. Særligt vil jeg her fremhæve to scener, der kommenterer på og forskyder nogle af stykkets tidligere scenarier. For selvfølgelig får udsigelsen, om at erfaringer fra anden verdenskrig definitivt fik sat en stopper for at bruge teorien om naturlig selektion i ideologisk (højreekstremistisk) øjemed, ikke lov til at stå ukommenteret hen. Med en reference til Defence League møder vi i stykkets anden del en ung vred hooligan fra Glasgow: ”I will give a fuck about Darwin.” Hvad har Darwin måske nogen sinde givet ham? Godt nok er livet et mirakel, desværre er der lidt for meget af det … altså liv. Pragmatisk konstaterer han, at problemet er, at vi simpelthen er for mange mennesker på jorden.
Et udsagn, der sættes i relief, når Nicolai Jandorf i en senere monolog binder mange af stykkets udsigelser sammen ved fra en selvrefleksiv position og ‘uden for rolle’ at sætte ‘survival of the fittest’ op mod et barmhjertighedsideal. Denne konflikt bliver efterfølgende undersøgt fra en ny vinkel i forestillingens slutscene. Her ligger en ung mand på et lægebord, mens to kittelklædte mænd læser op af lægerapporten, der afslører et hav af plastikkirurgiske livsforlængende indgreb: alder 98 år, kulfiber ankler (tyske), nye fiberled i knæ, en tydelig hårgrænse omkring skridtet vidner om, han tidligere har været en kvinde, formindskelse af hofteparti, pigment spaltning omkring anus, sensorisk forstærkning af trommehinde osv. osv. Pludselig begynder patienten at røre på sig. Han rejser sig, slår de to kittelklædte personer ned og overtager selv registreringerne i sin lægejournal. Tjek, tjek, tjek. Jeg er et optimeret menneske, jeg er tilfreds, jeg er glad. Jeg mangler humor, men det er i virkeligheden også en overvurderet egenskab. Motiveret af at han altid har haft lyst til at lære fransk, glider han undervejs i sin tale over i volapyk på fransk og derfra over i en fransk religiøs sang. Næsten ubemærket transformerer scenesituationen sig, og med ét befinder vi os tilbage i første scene på skibet: ”Tænk at forvandle verden med et trylleslag fra den ene dag til den anden.”
Underholdning og kritik
Med de mange spring ind og ud af figurer, tider og steder og gennem de selvrefleksive strategier er Arternes Oprindelse paradigmatisk for det postdramatiske teater. Med sans for overgange og med koreografisk snilde anvender Jo Strømgren i Arternes Oprindelse det postdramatiske håndværk på en måde, hvor det løfter sig ud over blot at være en ydre ‘hot’ form, idet form og indhold i denne forestilling er i tæt parløb. Springene bevirker, at stykket får en legende, snublende og knopskydende dramaturgi, og det er netop denne knopskydende udvikling, der giver legen en alvorlig klangbund indeholdende momenter med spidende samfundskritik. Ved at behandle darwinismen fra mange forskellige vinkler blotlægger og udfolder forestillingen en grundkonflikt i darwinismen mellem på den ene side individets selvfremdrift og på den anden side spørgsmålet om medmenneskelighed. Frem for at behandle teorien som en ny bibel, efter darwinismen forkastede den gamle, så forholder forestillingen sig i en nærmest darwinistisk ånd refleksivt og undersøgende til den evolutionsteori, som vores generation er vokset op med. Civilisationens skude drives frem af biologiske og sociale processer, men mennesket har også til alle tider eksperimenteret med menneskeheden og netop forsøgt at gribe ind i og forme disse processer ud fra religiøse, nationale, politiske og etiske overvejelser.
Stykkets mange overraskende drejninger gør os opmærksom på tænkningens performative kræfter ved at afsøge en grundlæggende usikkerhed forbundet med det forhold, at vi aldrig helt ved, hvordan videnskab og tolkninger af vores (fælles) verden vil blive (mis)brugt i sociale, politiske og ideologiske kampe. Det er denne konflikt, der simultant driver handling og idéer fremad, aktiverer en etisk udfordring og truer med, at nogen må bukke under i næste runde af ‘survival of the fittest’. For hvem vil være bedst egnet til at tilpasse sig nye globale økonomier, mens jordens befolkningstæthed stiger dag for dag? Dem der er stærkest? Dem der er flest? Dem der har udviklet de perfekte lange (dvaske) kroppe ideelle til hjernearbejde og teknologiske nybrud? Dem med de mest intelligente våben? Dem der retorisk formår at udnytte videnskabelige positioner? Eller dem der har pengene til at designe en evig ung krop?
Co-produktion: Mungo Park og Jo Strømgren Kompagni. Tekst og scenografi: Jo Strømgren. Medvirkende: Anders Budde Christensen, Nicolai Jandorf og Peter Christoffersen. Spilleperiode: 8/6 – 22/6 + 1/8 – 7/9 2013.
Tine Byrdal Jørgensen: Cand. mag. i Teater- og Performanceteori. Arbejder som freelance dramaturg.