Holland House møder Sophie Calle
Af Mette Risgård Tranholm
Indledningen til anden akt af Sophie Calle-dramatiseringen Udsøgt smerte på Husets teater præsenterer i en spidsformulering forestillingens tematik ”For xx antal dage siden blev jeg forladt af min elskede”– og sådan bliver det ved. Anden akt består nemlig af en række gentagelser og spejlinger af et brud, som vores protagonist Sophie, har været ude for. Ellen Hillingsø, som Sophies figur, spiller overlegent med tør ironisk distance og et let dæmonisk glimt i øjet. Men de mange gentagelser af en – som Sophie selv påpeger – banal ulykkelig kærlighedshistorie ender med at hægte tilskueren af smerten. Men der er lyspunkter undervejs, når Holland House møder Sophie Calle.
http://www.youtube.com/watch?v=3AK7e9s7N5A
Selvfortællinger
Sophie Calle indskriver sig i rækken af postmoderne selvbiografiske kunstnere, der blandt andre tæller Tracey Emin, Elke Krystufek og Marina Abramovic. Disse kunstnere undersøger selvfortællingen og leger med sløringen af grænsen mellem det offentlige og det private. Således også Calle, der arbejder med udleveringen af eget og andres privatliv. I True Stories – eller serien af Selvbiografiske beretninger (2002) – var der tale om selvudlevering i form af en række intime bekendelser fra Calles side. I værket Take care of yourself (2007) havde Calle fået 104 kvinder til at tolke deres (eks)kærestes break-up-email. At få andre udefra til at tolke et privat objekt er en af de kunstneriske strategier, Calle benytter, der gør, at værkerne hæver sig over deres selvbiografiske, private udgangspunkt og ind i en ramme, hvor værkerne vinder almen relevans og interesse.
Fra Douleur Exquise til Udsøgt smerte
Douleur Exquise blev vist første gang på Toyota Municipal Museum i Japan i 2003 og var, som mange andre Calle værker, først en udstilling af en række tekster og fotografier, der samtidig blev udgivet i bogform. Bogudgaven af Douleur Exquise, der kan betegnes som et prosaværk udformet som en dagbog, er oversat til scenen under titlen Udsøgt smerte af instruktør Jacob F. Schokking og dramaturg Karen Maria Bille. I Udsøgt smerte er det også det ulykkelige følelsesliv og kærlighedsforhold, der tematiseres. Sophie fortæller sin historie om det rejselegat, hun fik i 1984. Rejsen adskilte hende fra hendes elskede i 92 dage, hvilket til sidst førte til afslutningen på deres kærlighedsforhold. Herefter hører vi om hendes bearbejdelse af bruddet, der inkluderer perspektiveringen til andres sorger.
Før og efter smerten
I første akt udfolder historien sig før smerten indtræffer via Sophies dagbogsrejsebeskrivelser og breve til hendes elskede om rejsen gennem Rusland, Mongoliet, Kina helt til Japan. Hillingsø beretter med Callesk nøgternhed nøgent og usentimentalt direkte henvendt til publikum, hvilket giver fortællingen en renhed og klarhed. Hun fortæller om rejsen og de forskellige mænd, journalister og spåkoner hun møder undervejs. Vi hører også om det brev, hun får fra sin elskede, hvor han skriver, at han vil møde hende i Indien. En genforening, som Sophie tæller ned til og ser frem til som besat.
”Han kom ikke,” runger det tørt fra scenen. Peripeti og anagnorisis indtræffer samtidig, og tiden efter smerten sætter nu ind. I omslaget erkender Sophie sandheden: Hendes elskede M dukker ikke op på hotellet i New Dehli under påskud af, at han er på hospitalet med en splint i fingeren. Hun erkender, at hans advarsel om, at tre måneder er lang tid at vente var sand. Han har fundet en anden kvinde.
I første akts 92 dages nedtællingsrejse til bruddet med Sophies elskede vækker Douleur Exquise mindelser til performancekunstneren Marina Abramovic og hendes partners Ulay værk, The Great Wall Walk (1988). Parret vandrede i 90 dage fra hver sin ende af muren og mødtes på midten, hvor de så gik fra hinanden. Ulay havde, ligesom Sophies elskede, fundet en anden.
Eksorcistiske genfortællinger
Tilbage i Paris forsøger Sophie, for at undgå den totale tragedie, at undslippe lidelsen og vende den til en berigende erfaring. Sophie går i gang med at uddrive smerten ved at fortælle sin lidelseshistorie og samtidig spejle og få perspektiveret sin egen historie i andres lidelseshistorier. Steen Stig Lommer og Solbjørg Højfeldt repræsenterer ’de andres’ fortællinger. Som en af Højfeldts kvindeskikkelser udtrykker, da hun bliver bedt om at fortælle sin lidelseshistorie eller mangel på samme: ”Jeg håber, at jeg kommer til at lide, så jeg kan blive mindre overfladisk.”
Affekt kan ikke måles, og dog synes nogle traumer større end andre. Calles egen smerte, som hun henviser til som banal og almindelig, uddrives i værket af andres traumer, og Calles opnår dermed sit mål via fortællingen og spejlingen. Man kan sige, at smerten også distanceres via narrativerne, fordi smerten fiktionaliseres og dermed forskydes fra en autobiografisk autenticitet.
I stykkets anden akt uddrives Sophies smerte via krydsklipningen mellem andre menneskers tabsfortællinger og Sophies gentagelser af sin ulykkelige kærlighedshistorie. Krydsklipningen løber dog løbsk i uendelige gentagelsesstrukturer, hvilket gør, at man til sidst er indifferent over for alle menneskers forskellige smerte. Det kan ses som en pointe i sig selv, men udvander Calles private projekt og pointe, om at det kan være sundt at perspektivere sin egen smerte i andres – ikke at være indifferent over for den.
Holland House: Mellem ord og billeder
Holland House indskriver sig i det, Hans-Thies Lehmann i 1999 kaldte det postdramatiske teater, hvor den klassiske dramatiske tekst nedprioriteres til fordel for en ligestillet dramaturgi, udsættes for re-/dekonstruktion og bliver til en slags tekst som Lehmanns fremhæver eller simpelthen fravælges til fordel for iscenesættelsestekster, researchbaserede værker, remedierings- og reenactmentstrategier, dramatiseringer af lyrik eller prosa o.a.
Holland House er en dansk repræsentant for performanceteatret, hvor lyd, lys, musik, videoprojektioner og scenografi netop er medskabende sceniske elementer, der indgår på lige fod med teksten. Robert Wilson står som den i internationalt perspektiv største eksponent for det, Bonnie Marranca i værket af samme navn kalder Theatre of Images. Billedteatret bryder fra 1960erne og frem med det klassiske ordteater i en krydsning af kunstneriske genrer og en opprioritering af gestik, krop, lys, lyd, musik m.m.
Den hollandskfødte instruktør og scenograf Jacob F. Schokking er, i lighed med Wilson, Elizabeth LeCompte o.a. instruktører i det postdramatiske teater, ikke uddannet inden for teater. Schokking er oprindeligt uddannet billedkunstner fra kunstakademiet i Gent i Belgien.
I Udsøgt smerte må både billede og lydside imidlertid føje sig for ordet. Teksten er for mig at se i centrum, hvilket understreges af, at de projicerede billeder ofte illustrerer teksten, projektion af kinesiske tegn i Kina, øjne der projiceres op på skærmene, når der tales om øjne, talen om togrejsen akkompagneres af billeder af tog m.m.
Der er ikke andre rekvisitter end seks kufferter, der transformeres opfindsomt undervejs til stole, borde, senge m.m., men Schokkings store talent og blik for det visuelle, ikke-tekstrelaterede univers foldes ikke ud i denne forestilling, der favoriserer de mange ord.
Smerte: Affekt og narrativer, autenticitet og fiktionalisering
Det fine program til Udsøgt smerte, der blandt andet indeholder Schokkings storyboard, indledes af Malene Vest Hansens tekst ”Sophie Calle: True Stories!”. Vest Hansen giver en kort kortlægning af Calles praksis, hvor tekst og fotografi ofte optræder side om side i store collager/montager, og begge har en registrerende karakter:
”Sophie Calles værker anslår et intimt register, men det er ikke et inderligt selv, der træder frem. Det understreges i konstruktionen af de særligt ”selvbiografiske” projekter: Sophie Calles undlader at bruge ekspressive træk… Teksterne er kortfattede, de registrerer koncist data som tid og sted, frem for følelser. Foto og tekst fremstår som gensidige dokumentationer. Det fascinerende, emotionelle indhold opstår imellem værk og beskuer.”
I citatet antydes en inspiration fra Bertolt Brecht hos Calles, der ligesom Brecht advokerer for montageformen, en række metafiktionelle strategier, der bryder fiktionen samt en subtraktiv, distanceret, nøgtern fremstilling af det private frem for en additiv, indlevende psykologisk fremstilling.
Schokking trækker da også på Brecht i sin iscenesættelse. Spillestilen viser brechtske verfremdungsteknikker med den direkte tale til publikum og en Hillingsø, der spiller med den kritisk registrerende distance, teksten kalder på. Som Vest Hansen påpeger i forhold til teksten, er der ikke tale om et inderligt selv men et selv som koncist fremstiller data som tid og sted, frem for følelser. I første akt lykkes det Schokking at få skuespilstil, billeder og tekst til at fremstå som gensidige dokumentationer, hvor Calles subtraktive stil bevares med det resultat, at der bliver plads til, at det emotionelle kan opstå i mellemrummet mellem scene og sal.
I anden akt lader Schokking imidlertid Lommer og Højfeldt, der ellers i første akt har holdt distancen, gå ind en i mere indlevende, følelsesladet, naturalistisk spillestil, hvilket ikke efterlader samme plads til beskuerens egne betragtninger omkring, hvordan vi fortæller os selv, hvilken (selv)fortælling der er sand, og hvordan vi positionerer os selv i forhold til andre.
Spillested: Husets teater. Udsøgt smerte på Husets teater er realiseret i et samarbejde mellem Husets teater og Holland House, der har fået rettighederne til Sophie Calles værk Douleur Exquise.
Manuskript: Bearbejdning af Sophie Calles Douleur exquise ved Karen-Maria Bille og Jacob F. Schokking. Instruktion og scenografi: Jacob F. Schokking. Komponist: Thomas Strønen. Videodesign: Spild af Tid.
Mette Risgård Tranholm (f. 1980):
Ph.d.-studerende ved Teater- og Performancestudier ved KU. Cand. mag i Teatervidenskab og Litteraturvidenskab. Arbejder som freelance dramaturg.