Odsherred Kulturfestival 2013
Interview med festivalleder Thomas Burø
Af Ida Krøgholt
Odsherred kulturfestival har været organiseret af et festivalsekretariat, hvilket har betydet, at teatrets rolle på nogle måder har været begrænset. Sammenligner man med Viborg og Holstebro, hvor egnsteatret på forskellige måder indgår som en central festugearrangør med ansvar for drift og budgetter, har egnsteatret Odsherred en mere decentral organisatorisk placering. Ikke desto mindre har teatret bidraget til at sikre kulturfestivalens kunstneriske udtryk gennem et nært samarbejde med festivalledelsen, hvilket er opsummeret i sloganet Mere kant end udkant. Festivalleder Thomas Burø udfolder her.
Kan du sige et par ord om sloganet Mere kant end udkant?
Der er to veje ind til det. Den ene handler om en (meget klassisk) modernistisk forståelse af hvad kunst skal, at kunst skal provokere eller rettere udfordre vores normer. Om ikke andet så for at give os en mulighed for at se vores normer. Det er den forståelse, som Marianne Jelved italesatte ved festivalens åbning, altså kunst skal afkræve af os, at vi forholder os refleksivt til vores normer. Den anden vej, som jeg er mere interesseret i, er at bruge kulturen som et eksperimentarium. At eksperimentere betyder jo ikke nødvendigvis, at man provokerer. Når man eksperimenterer, så træder man ind i en tilstand af usikkerhed, og der befinder man sig på en kant – til det nye. Det synes jeg er mere interessant – at man siger: hvad er det, vi er i færd med at blive. Det er det, som Foucault og Deleuze og de der folk kalder for aktualitet. Altså, vi er i færd med at blive et eller andet, ikke. Der har man en kant, der hvor man kan træde et skridt ind i noget nyt, og det synes jeg er enormt spændende, for man ved ikke, hvad det er, og fordi, der kan kulturen når det er rigtig velfungerende sætte en ramme, hvor folk tillader sig at drømme lidt ud og tænke: hvad nu hvis man gjorde sådan og sådan. Når man træder ud i det rum, kan man løsne lidt op på grund af de rammer, der er sat, og så kan der ske noget. Her ligger der en berettigelse i kant-begrebet. Så er der også en klar brandingstrategi i det, at nu skal vi vise omverdenen at Odsherred har kunst og kultur af meget høj kvalitet. Men det er også her, man rækker tilbage til forståelsen af kunst som provokation eller som udfordring. Som noget, der stryger mod hårene. Og udfordringen for os har været kommunikativt at komme udenom den. For så ville vi ikke kunne levere varen. Så havde det simpelthen ikke været avantgarde nok, det vi havde lavet. Derfor har vi også opereret med, at det som er det mest kantede ved det her, det er den geografiske udspredning, for den er sådan lidt uoverskuelig, men også sjov. En anden ting er at sammensætningen af begivenheder og kulturaktører i sig selv set oppefra er meget speciel. Jeg er ikke sikker på, at den er gået hjem, men det er i hvert fald en af de måder, vi har forsøgt at give festivalen noget kant.
Ja, problemet er vel netop at Odsherred-projektet er uoverskueligt i sin helhed, altså, der er vel ikke et subjekt, der har overblik over Odsherred og kan deltage og kontrollere alle festivalens aktiviteter?
Nej, de geografiske forhold giver os et modspil, og min påstand er, at der ikke findes noget Odsherred. Når folk er ude, jo, så kan de sige: vi kommer fra Odsherred. Men vi har opdaget, at der er tre hovedcentre: omkring Nykøbing og Rørvig, hernede omkring Vallekilde og Asnæs og så midt i, hvor vi har Vig og fx den helt besynderlige aktivitet, der foregår i Egebjerg, hvor de er helt unikke. I Egebjerg har der været en ret stor tilflytning af kreative københavnere men også lokale kreative, og de er bare gået all in og har hævet kulturlivet og det lokale liv. Der er både økobyggeriet derude og mange begivenheder. De er finmaskede, kender hinanden alle sammen. Da jeg skulle lave nyhedsbrev, gav de mig en side med kontaktpersoner på alle mulige projekter, det gør det nemt at samarbejde med et sted som Egebjerg. Men der er altså en akse, som hedder Vig-Egebjerg og desuden tre geografisk centrerede kulturliv. Der er nogle ting, der går på tværs, men også rigtig meget, der bare bliver inden for de lokale rammer, det kan man godt mærke. Så når vi laver den her festival, så oplever vi jo også, at der er en verden til forskel mellem det at lave begivenheder i Vallekilde og i Rørvig. Altså, der er selvfølgelig nogen, der laver bevægelsen mellem de geografiske centre, men de fleste vil opfatte det som fuldstændig separate steder. Også fordi, der er 30 km imellem, ikke. Det er sådan lidt spøjst.
Til noget helt andet: hvordan er egnsteatrets rolle i festivalorganisationen? Vi kan se ud af programmet, at Simon Vagn Jensen, som er leder af teatret, er med i styregruppen og i sekretariatet…
Ja, for det første er egnsteatret den juridiske enhed for festivalen. Det er dem, der udgør pengestrømmen. Og i sidste ende er de også de ansvarshavende, ligesom det er der, jeg er tilknyttet rent ansættelsesmæssigt. For det andet sidder Simon med i styregruppen for festivalen, han er den som lægger strategi og holder mig i nakken og som i øvrigt skal kigge alle i kortene. Han har været med til at lægge profilen og skabe identiteten. Så der er teatret inde over. For det tredje så har de produceret nogle ting, de to krigsforestillinger Leftovers from the war og War. Du sku ha været der. De har også været med til at lave udstillingen hvori Leftovers kører, som er en del af teatrets eget Kreative otium projekt. De har en egenproduktion, som hedder Halløj på Bøhlandet, så de er også selv en af kulturaktørerne. Og så er egnsteatret en organisation, der har lavet et skift i forhold til den måde, de opfatter sig selv på. De er gået fra at være en organisation, der primært henter gæstespil og i øvrigt selv turnerer meget, til at være meget ud af huset. De har prøvet at lave projekter, som rækker ud i lokalsamfundet, outreachagtigt, og involverer eksempelvis de ældre, og de har også arbejdet en del med at aktivere unge i et projekt som hedder Forestillinger og lavet små talkshows på Malergården, som er et museum. Man kan kalde deres kulturelle engagement i festivalen for publikumsudvikling, man kan også kalde det teaterudvikling, altså at man gør op med idéen om at publikum skal sidde foran scenen og med den meget traditionelle teaterforestilling. Det opgør har de faktisk taget for lang tid siden, de producerer selvfølgelig i det traditionelle format men arbejder også med stedsspecifikke koncepter. Den satsning handler om at tage ud, hvor folk er. Og prøve at aktivere og række ud til nogle grupper, som ikke identificerer sig selv med den finkulturelle teaterform. I den forstand passer egnsteatrets udviklingsproces rigtig godt med den måde, vi har tænkt og den gestus, vi laver med festivalen. Så det er det samme teaterbegreb og kunstbegreb, jeg og teatret trækker på. Simon siger, at han generobrer folkeligheden, og det synes jeg er en fin måde at sige det på, for det handler om at lave ting som på en eller anden måde forsøger at være i øjenhøjde. Og så kan vi forresten tage sådan et eksempel som kirkelyd-koncerten. Det er en koncertrække, som er løbet hen over foråret som en slags warm up til festivalen, og på festivalen har vi så en koncert med en komponist, som hedder Maiken Bauer, som spiller en Komposition for klokker, baseret på lydoptagelser fra de lukningstruede københavnske kirker. Det bruger hun så til at lave en elektronisk koncert. Når jeg siger elektronisk musik, så er det straks meget højpandet og finkulturelt, men det vi har oplevet, er, at der er mange fra den lokale valgmenighed, som faktisk er kommet til de her virkelig højpandede koncerter, og som sikkert bare har tænkt: hvad foregår der? Så der er et eller andet ved det samarbejde og partnerskab, som har formået at få det meget finkulturelle eller avantgardistiske til at møde den lokale valgmeninghed. Det har været interessant, ikke uden ridser i lakken, men spændende. Det er et eksempel på det her, at man kan prøve at placere sig et sted, hvor man kan trække nogle folk hen, der ikke nødvendigvis vil bruge eller identificere sig med den kunst, de præsenteres for. Og det er fint i tråd med teatrets idéer.
Netop fordi teatret er i gang med en udvikling, der korresponderer godt med festivalens eksperimenter, tror jeg at en stærkere forankring af festivalen i forhold til egnsteatret vil være en fremtidig model. Måske kunne teatret simpelthen årligt udskifte en forestillingsproduktion med produktion af festival, de har en stor del af apparatet og netværket til det. Og i stedet for biennalemodellen mener jeg, man skal afholde festival en gang om året – den skal holdes i gang, det bliver for tungt at gentage den hvis den ikke holdes flydende.
Så vil jeg spørge dig om forholdet til det øvrige festivalnetværk. Er der noget samspil med de øvrige egnsteatre og byer, som er knyttet sammen i projekt Kunsten ude på kanten, som kan bruges til noget?
Ja, der er et konkret projekt, det som hedder War. Du sku ha været der, som er lavet i partnerskab med Viborg og Carte Blanche.
http://www.youtube.com/watch?v=_zc4th3QFvA
Vi har lavet et fælles udspil til Lukas Matthaei, som er tysk instruktør, og lavet en samlet økonomi på det. Det handlede både om at lave ting, som går på tværs, og så er der selvfølgelig også nogle stordriftsfordele. Vi har forsøgt at skrabe de penge, vi havde, sammen til en økonomi, der kunne producere et eller andet, og selv om den var ekstremt stram og minimal, så muliggjorde det alligevel, at vi lavede det her projekt.
Hvorfor lige Carte Blanche og Viborg?
Fordi de var interesseret i Lukas’ arbejde. Og vi var begge interesserede, så det var, hey, lad os gøre det! Udover det har der ikke været nogen oplagte partnerskaber.
Der er mulighed for noget sparring omkring worst case/best case. Ja, og vi har jo også lavet nogen kæmpe bøffer, altså, fx finder vi alt for sent ud af, at man for ganske få penge kan få husstandsomdelt programmer, og det er bare sådan – idioter, ikke – det burde vi have gjort, det burde vi have tænkt over noget tidligere, hvilket havde lettet distributionsproblemet, som har været enormt.
I mit interview med festivalleder Thomas Burø spillede festivalens ambition om at være bæredygtig, ikke alene miljømæssigt, men også økonomisk, socialt og kulturelt, en vigtig rolle. Spørgsmålet er hvordan ’det bæredygtige’, der er et gennemgående ord i festivalens omtale af sig selv i programmet og i ledelsens selvforståelse, fungerer. Bruges det som en term, der skal gøre festivalen sammenlignelig med alle mulige andre af samfundets organisationer? Eller kommer det ned fra hylden med hurraord og får en mere konkret betydning? Kan det eventuelt bruges til at tænke en festival som denne som noget, der er radikalt anderledes end andre af samfundets organisationer?
I taler om fire forskellige typer af bæredygtighed i forhold til den her festival, ikke? Social, kulturel, miljømæssig og økonomisk. Og traditionelt, så er bæredygtighed jo noget, man taler om i forbindelse med miljømæssige sager. Men er det modellen for den sociale og kulturelle bæredygtighed, du med dit deltagerperspektiv udvikler på som leder af festivalen?
Det er flere ting. Vi har lavet nogle miljømæssige tiltag, for det første har vi via begivenheder prøvet at promovere brug af cykler, brug af fødder, brug af tog, og så har vi lavet et sponsorat med Avis hvor vi har en elbil, som vi også bruger på produktionssiden. Og det er jo alle sammen tiltag, som både forsøger at promovere den positive side af bæredygtighed, altså der hvor man skaber noget. I stedet for den negative side, hvor man udelukkende vil minimerer co2. Jeg tror ikke særlig meget på den, der bare hedder ’reducer’, det har vi ikke ressourcer til. Det kræver altid investeringer at begrænse sig, og de penge har vi ikke. Så den form for bæredygtighed, vi har mulighed for at udvikle på, det er den positive side, altså det er der, hvor man skaber forbindelser, skaber det vi kalder for bærekraft: stærkere bånd imellem institutioner, at de kender hinanden bedre og kan trække på hinanden. Lad mig nævne et godt eksempel: Stian. Han er en fyr, som kører parkour-drengene i Odsherred, som vi har et partnerskab med, og i det øjeblik, Stian trådte ind og sagde ”bare sig til, hvis I har brug for hjælp”, da skete der en masse ting. Han rykkede ind den sidste uge inden festivalen startede, og hans hjælp har virkelig bare løftet rigtig meget. Han kan trække på det, at han kender folk, han kan lave studehandler, han kan gå ud og lave et eller andet bygningsværk den ene dag og den næste dag, så samler han parkour-drengene til paraden. Han er en ressourceperson og grunden til, at jeg trækker ham frem, er, at uden sådan nogle forbindelser kan man ikke gøre det. Det er partnerskaber af den art der gør, at festivalen og i sidste ende kulturlivet også bliver bærekraftigt.
Og det er den slags forbindelser, der skal oparbejdes – for dem kan man vel ikke kende på forhånd?
Nej, det kan man ikke. Vi har forsøgt at lave en ramme, hvor aktørerne i Odsherred kan se hinanden, og at se hinanden betyder i sidste ende bare at se, at vi er del af det samme festivalprogram. Men forhåbentlig betyder det også, at aktørerne besøger nogle af hinandens begivenheder, og konkrete samarbejder kommer der forhåbentlig også ud af det. Vi håber, at det kan afføde en bevægelse, som gør at netværket blandt kulturaktører bliver mere finmasket. Det er grundbilledet på den positive bærekraft, som handler om, hvordan kulturlivet bliver stærkt. Så det er visionen i hvert fald. Og det er det, der ligger i den måde, vi tænker bæredygtighed, som først og fremmest er den kulturelle bæredygtighed. Så kan vi samle alt det der handler om co2 reduktion og sådan noget op senere, for ironisk nok tror jeg, vi har ’kørt til Spanien’ tre gange allerede, fordi der er så store afstande heroppe, vi ligger og ræser rundt i biler hele tiden, ikke, så på co2 regningen er vi håbløse.
Kunne du lige uddybe, hvem parkour-drengene er?
Det er en flok rigtig fine drenge fra forskellige steder i Odsherred som, ja, har dyrket parkour og som kan hoppe rundt på alt muligt, lave vilde akrobattrick i gadebilledet. De er en del af Ung i Odsherred, der har parkour som et programpunkt. Nogle sindsygt fede fyre, som ikke er bange for noget som helst.
Er de andre eksempler på samarbejdspartnere, der har farvet festivalen?
Ja, et af de projekter, jeg er allermest stolt af, er vores cykelprojekt. Historikken i det er, at vi skulle lave et cykelværksted, som rakte ud til unge. Først var det i forhold til ledige, men den slettede vi ret hurtigt, og så hed det bare ’cykelværkstedet’ som henvendte sig til unge. De skulle være med til at bygge cykler, altså først lære at reparere cykler, og næste skridt er så at de også er med til at bygge vores nye cykler. Men det projekt kuldsejlede ret hurtigt, fordi der ikke kom nogen. Så vi besluttede, at nu ville vi bygge cyklerne selv. Vi har bygget ni cykler, nogle er bare almindelige tohjulede med højtalere på, og nogle har et meget specielt udseende, er meget æstetiske cykler.
Kan du bygge cykler?
Nej, det kan jeg ikke, så vi trak fire cykelmekanikere fra Kbh. ind, nogle cykelpunkere som kom ud og lavede sådan nogen skraldecykler. Da de så var lavet, kom den gode Stian ind og sagde, hey, jeg skaffer lige nogle unge til at køre dem. Så nu ligger de der rødder, altså, virkelig rødder med stort R, og cykler rundt på de her cykler sammen med Kim, som er hende, der er projektleder på det, og de er bare super cool. Altså, de vil rigtig gerne deltage, og det synes jeg er et eksempel på et lille projekt, som på en eller anden underlig måde har formået at række ud til nogle unge, som kulturlivet ellers overhovedet ikke kan finde ud af at få forbindelse med. Det er et lille projekt, og det synes jeg bare er fedt. De er vigtigt, for en af de ting, der kendetegner vores program er, at der ikke er nogen programmer, der er lavet AF unge. Unge heroppe er en meget sammensat gruppe. Og der er slet ikke noget, der har talt til gruppen af rødder overhovedet. Hvis jeg skulle tillade mig at italesætte dem, så vil jeg sige, at de er fuldstændig marginaliserede på alle tænkelige måder. Derfor er jeg lidt stolt over, at de har fundet en vej ind til festivalen, og at de på en eller anden underlig måde får en platform alligevel. De er sygt seje, når de cykler rundt, og man tænker, fuck, hvor er de fede, de der cykler, og så ser man også de der drenge, og de får så meget credit for det. Der kan jeg mærke, at der kan kulturlivet lave en håndsrækning med en gestus, som ikke er nedladende. Det er power på et plan, som jeg ikke havde set komme. Det er en af de ting, jeg er stolt af.
Med en minimal stab af lønnede medarbejdere og en ambition om at sprede festivalen ud over hele Odsherred kommune, har der været store udfordringer. Frivilligt arbejde har været nødvendigt og ønskværdigt, både for at kunne holde de beskedne festivalbudgetter, for at skabe engagerede deltagere og for at få egnens kunstnere og kultur-engagerede til at levere bidrag ’med kant’. Men afregningen med de frivillige kræfter og incitamenterne for at deltage er nogle af de forhold, man endnu ikke har fundet en optimal løsning på. Festivalleder Thomas Burø fortæller her om erfaringerne med at lede en festival, hvor frivillighed er en forudsætning.
Hvad er det her for en festival? Hvordan kan den identificeres i dag, en dag inde i festivalen?
Odsherred Kulturfestival er en såkaldt paraplyfestival, og med det menes en festival, hvor man samler en lang række forskellige aktører. Det er alt, lige fra foreninger til professionelle selvstændige kunstnere, til kulturaktører, museet som vi står i i dag, teatret, biblioteket, sådan nogen størrelser som dem, der har en drift. Og de laver så alle sammen projekter til festivalen. Nogle af projekterne har aktørerne en tradition for at lave, eksempelvis lørdagsjazz på Pakhuset. Og nogle af projekterne er begivenheder, som er lavet som noget særligt til festivalen her. Så det er en vekselvirkning mellem de to.
Så deres, aktørernes, identitet kunne måske også forandre sig undervejs?
Måske, altså det er jo en af de ting, som vi tester lidt: hvad er det der sker, når man er med i sådan en ramme. Og nogen ting kan vi godt forudse, for det ved vi fra andre paraplyfestivaler. Det er typisk problemer som visuel identitet, det er spørgsmålet om hvem, der ejer det enkelte projekt, om man føler, man bidrager til en samlet ramme, eller man føler sig som leverandør, ja, om man føler, man har ejerskab over kulturfestivalen som sådan. Og de spørgsmål tror jeg ikke, vi kan besvare endnu, men min mavefornemmelse siger mig, at vi vil have folk der falder i alle tre kategorier. Der vil sikkert være nogle, som tænker: nå, hvis vi bare er leverandører, så får vi ikke nok for det. Altså, det er den værst tænkelige udgave, for vores udgangspunkt har været et andet, nemlig en bidragelsesretorik, altså at man bidrager til kulturfestivalen, når man er aktør. Så det bliver meget spændende at se, om der er nogen, der har opereret med sådan en ’vi er bare leverandører’-forestilling. Det har vi prøvet at undgå, men lur mig om ikke der kommer et par stykker, som tænker det. Det ville være atypisk, hvis ikke der var det. Især hos dem, der ikke er vant til at producere, deres forventninger til festivalen er måske ikke er så klart afstemt.
Hvad tænker du på helt konkret?
Hvis nu en forening er kommet med en idé til en aktivitet, og man så siger: I skal være arrangører på det – hvis de så ikke har en drift, så ved de ikke hvad det vil sige at være arrangør, så tænker de måske, jamen det kan vi da godt. Men så er det ikke sikkert, de er helt klare på, at som kulturfestivalsmedarbejdere er det dem, der skal løbe, det er dem, der forventes at udvikle tingene og afvikle dem. Sådan nogle misforståelser kan hurtigt opstå, hvis man ikke har den samme afviklingshorisont. Virkelig lavpraktiske ting. Og det har vi bare set nogle eksempler på. Der er eksempler på, at vi er gået forbi hinanden: hov, jamen det var jo meningen, at I skulle gøre det selv.
Kan man skrue på nogle nøgler der, tror du? Er det et område, man kan være proaktiv på ved næste festival?
Ja, jeg tror man kan gøre to ting. Den ene er at forudse, at det er et problem, og så handle meget intuitivt på det, når man kan mærke at der er et eller andet, der peger i den retning.
Og den anden ting man kan gøre er at lave sådan en meget klar partnerskabsstørrelse. Man kunne helt ændre fokus og sige, at når man vil bidrage, så er man partner i festivalen, altså at man, uanset om man er kulturinstitution eller forening eller privat, eller hvad man nu engang er, så indgår man i et partnerskab. Og når man laver det partnerskab, så har man så bare nogle helt klare arbejdsdelinger. Der tror jeg, vi har fejlet lidt i forhold til at antage, at vi kunne tale os frem til, hvordan man gjorde det, og også måske har fejlet lidt i forhold til at tro, at kulturnatsmodellen, som vi kalder den, dvs. at folk byder ind med et arrangement, at det forstår alle. Det gør de ikke. Og det er ikke deres skyld, det er dårlig kommunikation fra sekretariatets side. Kulturnatsmodellen er en af de antagelser, vi bare har gjort os, så den vil jeg rydde op i, hvis jeg får mulighed for det.
Til sidst: hvordan skal den her festival leve videre? Hvordan holder man fast i energien?
Ha, ’fast’ – jeg tror man starter med at sige undskyld til dem, som er blevet sure over et eller andet. Og så udpeger man de velfungerende organisationsmæssige lektier, man har lært. Det er fint nok at pege på det, der ikke fungerer, men jeg tror også, man skal gå ud og sige: hvad for nogle ting ved vi nu har et potentiale. Og så tror jeg, man skal kigge meget dybt ned i økonomien. Og lade den sætte nogle tydelige rammer for, hvad man kan. For en af de ting, jeg har lært, det er at afhængigheden af frivillighed er mega giftig – af flere forskellige årsager. Primært fordi man belønner frivillighed med meningsfuldhed. Og vi trækker sindssygt meget rovdrift på vores folk. Så hvis frivilligheden er til stede naturligt, så er det fint, men hvis man laver en organisationsmodel og i sidste ende en forretningsmodel baseret på frivillighed, så kommer man i alvorlig knibe, når der ikke er nogen frivillige. Eller de frivillige tænker: vi bliver drevet rovdrift på. Så jeg mener, man skal passe på med at antage, at frivilligheden er til stede automatisk. Så skal man hellere operere med en eller anden form for belønning for at være en del af festivalen. Det kan være mange ting, alt lige fra ydelser og tjenester, tilskud. Jeg tror man skal lave en eller anden form for belønningsstruktur, som gør at folk tænker: yes, det giver mening at være med, vi får noget ud af det. Det tror jeg også vil være en af de ting, der vil kunne holde energien oppe. At folk tænker, jamen det giver mening at være med.
Så tror jeg også, man skal kigge lidt i det, jeg vil kalde professionaliseringen af produktionsapparatet. Sagt på en anden måde: dem der skal stå for festivalen, skal selvfølgelig være folk som har erfaringer med at gøre det. For det, man forhåbentlig kan få ud af det, er at man kan trække de ikke-professionaliserede med ind via sine partnerskaber, så man gør det til en del af partnerskabsaftalerne, at man også uddanner folk. Vi mangler jo på nogen områder kvalificeret arbejdskraft, så man kan sagtens forestille sig, at partnerskabet også drejer sig om at lave aftaler om, på hvilke fronter man vil højne kvaliteten.