ODSHERRED KULTURFESTIVAL 2013
Af Ida Krøgholt.
”At eksperimentere betyder jo ikke nødvendigvis, at man provokerer. Når man eksperimenterer, så træder man ind i en tilstand af usikkerhed, og der befinder man sig på en kant – til det nye. Det synes jeg er mere interessant – at man siger: hvad er det, vi er i færd med at blive” (Thomas Burø, festivalleder)
MERE KANT END UDKANT er det frimodige slogan for Odsherred Kulturfestival, OK13. Festivalen består af aktiviteter der, til forskel fra fx Holstebro festuges forholdsvis overskuelige byrum, breder sig ud over en større radius, og som tilsyneladende er uden et markant centrum og en tydelig geografisk kant.
Jeg har ikke været så meget på de kanter før, og når man som jeg kommer til Odsherred, forholdsvis forudsætningsløs, med en idé om at Odsherred er en strækning, man som utålmodig bilist følger mellem Odden og Holbæk, ofte klemt inde i Molsliniens færgekø, så studser man lidt over, at nogen har valgt at arrangere en festival her. For er Odsherred et sted? Og hvor begynder og ender denne festival egentlig?Efter at have deltaget i OK13 er jeg selvfølgelig blevet meget klogere, men en af denne festivals særlige udfordringer er netop dens geografiske decentrering. Måske er det denne festivals charme, at den ikke er så nem at se og overskue, at den med andre ord skal opsøges og findes? Men det er også dens vanskeligste hurdle, forekommer det. Med et program i hånden suppleret af google maps, cykel og en flaske vand viste det sig nu, at man var godt hjulpet. Med det kunne jagten på OK13 begynde.
Odsherred er et nordvestsjællandsk landdistrikt med mindre steder og byer som Asnæs, Vig, Hørve, Højby, Rørvig og Nykøbing. Der er store sommerhusområder, og i juli måned er Odsherreds småbyer og strandområder tydeligt mærket af sommergæster, erfarede vi. Vallekilde Højskole og egnsteatret Odsherred er drivkræfter i egnens lokalkulturelle liv. Men det er de mindre synlige aktiviteter og steder, som turisterne ikke befolker så flittigt, som denne festival har været ude på at bringe frem i lyset. Jeg skiftevis gik, cyklede og kørte bil rundt til de begivenheder, jeg besøgte og kan bekræfte, at terrænet i Odsherred er varieret og kuperet. Der er mange steder og traditioner, som lever side om side, men som ikke nødvendigvis er synlige for hinanden. Den udfordring, som den geografiske spredning af festivalen førte med sig i forhold til at aktivere et så stort opland, og at få aktører og deltagere til at se hinanden og at komme hele Odsherred rundt, kan læses ud af festivalens kække slogan. Men sloganet rammer også en pæl igennem eventuelle forestillinger om, at projekt kunsten ude på kanten skulle være et særligt udkantsfænomen. Sloganet er med til at fremstille de kunst- og kulturbegivenheder, festivalen iværksætter, som kultur og kunst med en særlig kraft og signifikans, ikke fordi det er udkant, men fordi det er med kant.
Vi havde mødt Thomas, der er festivalleder, og i øvrigt er lærer på Vallekilde Højskole, et par gange i processen frem mod festivalugen sidst i juli 2013 og var blevet indviet i de tanker, han som projektleder har gjort sig under planlægnings- og netværksarbejdet. Vi var også blevet informeret om nogle af de til dels uforudsete konsekvenser af planerne og konceptet.
I maj måned indkaldte Thomas samtlige involverede fra Kunsten ude på kanten til et møde hos Mungo Park i Kolding, hvor arbejdet frem mod OK13 blev brugt som en case for andre festugearrangører. Han præsenterede her både nogle generelle og nogle mere specifikke problemer som Odsherredarrangørerne var løbet ind i. Der var især tre områder, der viste sig som udfordringer, der skulle findes løsninger og nye perspektiver på: For det første gav festivalens geografiske udstrækning grund til at overveje, hvordan man skulle tackle de infrastrukturelle udfordringer dette kunne give. Arrangørerne spekulerede i, hvordan man kunne sørge bedst muligt for, at små lokale aktiviteter ville blive besøgt af andre end de lokale selv. Man overvejede også, om der skulle gøres særlige foranstaltninger for at få publikum transporteret fra sted til sted. Løsningen blev dels et cykelproduktions-projekt, hvor specielt designede cykler sammen med en el-bil blev brugt som brands for festivalen. Og dels foranledigede de infrastrukturelle udfordringer et samarbejde med lokaltogene, idet transport med tog mellem regionens steder blev gjort spektakulær med ’tog-events’: en audiofortælling, Fremtidsspor, forfattet af Charlotte Weitze om Odsherred anno 2513, som man kunne lytte til på strækningen mellem Svinninge og Nykøbing og to togkoncerter. Der blev også arrangeret et road-trip, hvor festivalens deltagere blev kørt ud på opdagelse i Odsherred, og uden at få noget at vide om, hvor turen gik hen, blev man inviteret indenfor hos mennesker og steder, ”unikke kulturruter”, der bød sig til med en særlig fortælling eller atmosfære.
Et andet problem blev affødt af den æstetiske ambition om at appellere meget bredt og inkluderende til de lokale aktørers kunst- og kulturbidrag. Her løb man ind i spørgsmålet om, hvordan egnsteatrets rolle som kulturel igangsætter kan udvikles og forbedres, så teatret både kan fungere som inkluderende iværksætter af kulturelle aktiviteter og som en vis garant for, at festivalen får den annoncerede ’kant’.
Endelig havde det vist sig, at det ikke var så enkelt som forventet at få aktører til at byde ind med aktiviteter, hvilket gjorde det nødvendigt at udvikle ideer til, hvordan frivillighed afregnes, og hvordan man som arrangør kan skabe bedre incitamenter for at deltage som frivillig.
Disse problemer var i et vist omfang løst, da festivalen løb af stablen, men de var stadig en vigtig del af procesrefleksionen og af de efterrationaliseringer, som festivalleder Thomas Burø præsenterede, da jeg søndag d. 28. juli mødtes med ham på Asnæs Kunstmuseum til et interview, hvor han skulle fortælle om festivalen. Centralt i samtalen stod de fire temaer: Bæredygtighed, æstetisk udtryk og koblingen mellem festivalen og egnsteatret samt erfaringerne med brugerinddragelse og frivillighed.