Artikelindkaldelse, Peripeti nr. 21: Dokumentarisme

Det dokumentariske teater i sin oprindelige form udviklede sig fra Erwin Piscators eksperimenter med politisk teater i 1920’erne og 1930’erne og blev videre med navnlig Peter Weiss i 1960’erne en central måde at behandle aktuelle og betændte samfundsemner på. Dokumentet var som oftest skriftligt, og dets autentiske status uanfægtet. Efter en længere periode væk fra scenen er dokumentarismen siden årtusindskiftet vendt tilbage, men i nye og ret forskellige former, også i Danmark: Claus Bech-Nielsen (selv)iscenesætter krigene i Irak og Afghanistan; Christian Lollike behandler og iscenesætter Breivik og hans dokument i Manifest 2083; på både Aarhus og Aalborg Teater etableres borgerscener, hvor de medvirkende er ikke-skuespilleruddannede borgere, der stiller krop og liv til rådighed som dokumenter i teaterforestillinger.

Med temanummeret om dokumentarisme ønsker vi at belyse, analysere og diskutere genren og dens mange undergenrer og afarter med særligt henblik på dens rolle i samtidsteatret. En nøjagtig og streng afgrænsning af genren vanskeliggøres af det forhold, at hvert værk, der påberåber sig, inkorporerer eller helt åbenlyst opererer med dokumenter hentet udenfor værket selv, synes at afstedkomme en fornyet genrediskussion: Hvad er dokumentarisme, hvad er realisme, hvordan fordeler autenticitetsstatus sig i et givent værk? Det er imidlertid netop denne diskussion, vi med dette temanummer gerne vil føre, ligesom vi gerne vil stille og søge svar på følgende spørgsmål: Hvorfor kommer genren tilbage – og i hvilke former? Hvad adskiller teaterdokumentarismen fra andre dokumentariske fremstillingsformer som film, radiomontage, TV-program, bog? Hvad er forskellen mellem tekstens og forestillingens dokumentarisme? Hvor går dokumentarismens moralske grænser? Hvilke dokumenter er det tilladt at bruge? Hvad er genrens hensigter – erklærede og skjulte?

Vi er interesserede i såvel forskningsartikler som essays, der forholder sig til genren og til nogle af de anførte spørgsmål. Artiklerne kan fremdrage aktuelle værkeksempler og/eller basere sig på en mere teoretisk eller historisk genrediskussion.

 

Temaredaktion: Janicke Branth, Kjersti Hustvedt, Thomas Rosendal Nielsen, Jens Christian Lauenstein Led, Thomas David Kragebæk, Rasmus Malling Skov.

 

Deadline for artikelforslag:

1. oktober 2013.

Deadline for endelig artikel (til peer review):

15. januar 2014.

Deadline for essays:

15. februar 2014.

Forslag sendes til: aesttrn@hum.au.dk

 

Peripeti

Afdeling for Dramaturgi

Institut for Æstetiske og Kommunikation

Langelandsgade 139

DK-8000 Aarhus C

 

Skrivevejledning mv. findes på: https://www.peripeti.dk/udgivelser/