ILT til teaterprocessen
Af Erik Exe Christoffersen
ILT er en festival, som på rigtig mange måder forsøger at iscenesætte nye tilgange til teatret. Det er vigtigt, fordi teatret er et på mange måder besværligt medium, som forudsætter samtidig tilstedeværelse af både modtager og afsender i modsætning til alle de nye og dynamiske digitale medier. Dette er en begrænsning men kan pege på et menneskeligt perspektiv. Det er i mødet det mest uventede kan ske. Enhver teaterproces styres af en eller anden form for fortolkningsramme. Det er det træk som karakteriserer det moderne teater som kunstform og sikre, at der skabes en sammenhængende helhedslig betydning, som kan opfattes af tilskuerne og som udgør et meningsfuldt fortolkningsfællesskab. Teater som kunst betyder simpelthen, at der kan skabes fokus på en betydningsdannelse. Fortolkningsprocessen retter sig både mod klassiske tekster og nye tekster, som af instruktøren, skuespillerne og dramaturgen mv. fortolkes på nye måder. I det moderne teater er det ikke kun teksterne som fortolkes. Det kan også være rummet, scenebilledet, skuespillerne eller konteksten som er udgangspunkt for processen. Med konteksten tænker jeg fx på den aktuelle samfundsmæssige, politiske og sociale situation, som kan påvirke en hvilken som helt tekst i en bestemt retning, og med rummet kan man tænke på en bestemt arkitektur, et særligt sted som indvirker på stykket og mens visse forestillinger peger på den biografiske ramme som afsender.
Der findes naturligvis en række forskellige standartfortolkninger, som skaber genkendelige fortolkningsrammer og dermed et meningsfællesskab. Fx er den psykoanalytiske og socialrealistiske dannelsesramme meget virkningsfuld og benyttet, måske så meget at den sammen med en eksistentialistisk tænkning nærmer sig iltsvind. Det betyder ikke, at den ikke kan revitaliseres eller ikke har leveret vigtige kunstværker, men måske skal teatrets udfordres og forstyrres af diverse nye medier og ændringer i sociale udviklingsmønstre som betyder at teaterpublikummet er heterogent og uden en fælles dannelse.
Man kan hævde der ligger en væsentlig udfordring i at forlade selve måden at tænke kunstværket som en organisk helhed, hvor hver del er en brik i en helhed, og hvor der er sammenhæng mellem tekst, bevægelsesarrangement, rum og scene. Modernismen og avantgarden i teatret var netop et brud med den organiske kunstforståelse og udviklede forskellige ikke-sammenhængende dramaturgier. Et centralt træk var her at skabe et tomrum, hvor erkendelsen handler om, at der ikke på forhånd findes en given mening, men at denne må skabes som et vilkår. Ved siden af modernismen, kan man også pege på formalisme, hvor diverse formgreb skaber adgang til nye betydninger og hvor formen bliver fortolkningsrammen. Det gælder for den såkaldte performancegenre, som reflekterer over mediet blandt andet ved at adskille kendte konventioner eller ved at lade selve mødet som sådan være rammen.
Lad os se på nogle af de bud, ILT giver på konkrete teaterstrategier.
Den formelle ramme
Den der hvisker lyver af Hotel Pro Forma er et godt eksempel på en formel fortolkningsramme både for den kunstnerisk proces og udvikling og for mødet med tilskuerne. Forestillingen er alt andet end organisk sammenhængende. Dermed ikke sagt at den er uorganisk. Den er organisk på en ikke sammenhængende måde. Det betyder fx at en væsentlig del af scenografien, som består i farverige katteskulpturer, væskebeholdere, dampende gryder og neonlys ikke er integreret i forestillingen, men nærmest er et selvstændigt billede eller en udstilling, som tilskuerne efter forestillingen kan gå rundt om og beskue. Scenografien er således adskilt fra teaterscenen, det gælder også den kæmpe vindmaskine som starter forestillingen, og er et selvstændigt element og medium. Kattelyde indgår som del af teksten, men ikke som et symbol som fx Ibsens Vildanden. Adskillelsen og det ikke-sammenhængende er i det hele taget et gennemgående træk i forestillingens dramaturgi. Teksten fremstiller et fiktionsunivers, som handler om en mand, Otto, der kommer til et kapel og foregiver, at han kendte og var forelsket i en afdød. Og han tilbyder at forestå begravelsen. Det viser sig imidlertid at han lyver og at hans handling er led i en bevidst eller ubevidst spil i relation til hans tidligere kæreste og dennes nye mand, kaldet kongen. De inddrages i begravelsen og opsøger senere kapellet, hvor kisten står. Kongen åbner kisten og det viser sig, at den er tom bortset fra en død kat. Kvinden som bestyrer kapellet går til bekendelse og indrømmer, at der aldrig har været et lig, og at hun, måske i desperat ensomhed, indrykkede dødsannoncen. Det ender med at Otto i frustration myrder hende og efterfølgende nu leder efter et nyt kærlighedsobjekt og billede. Igennem stykket har den ikke-eksisterende kvinde vist sig på scenen. Om hun eksisterer eller er et fantasifoster er faktisk vanskelig at sige.
Man kan anlægge forskellige fortolkningsrammer. Det afstår forestillingen fra og den skaber på ingen måde et sammenhængende forståeligt fiktionsrum. Tværtimod. Skuespillerne bevæger sig efter ikke-psykologiske principper i hver sine baner, frem og tilbage, og de ser ikke på hinanden, når de henvender sig. Skuespiller har forbud mod at lære den udenad og den projiceres op bag, tilskuerne og læses af skuespillerne med en markant tydelig og distinkt stemmeføring. Scenerummet skaber således på ingen måde et fiktionsrum, og det gør lyset heller ikke. Det virker som om tilskuerne er vidne til en form for prøve i almindeligt salslys. Senere slukkes det meste lys og figurerne bliver drømmeagtig svævende, fordi dele af tøjer bliver selvlysende men ansigterne forsvinder. Tøjet svæver gengangeragtigt rum på scenen.
Kisten er en ren lysfigur, som projiceres på bagvægen. Musikken forekommer også ligesom den scenografiske udstilling som selvstændige numre ved siden af plottet. Disse greb betyder at tekstens fiktionsrum og personer er adskilt fra og ved siden af scenerummet og skuespillerne. I løbet af forestillingen får fiktionen nærmest karakter af et radiospil, som tilskuerne ser for sig, mens skuespillerne og det konkrete rum tilhører et andet univers. Det gør sig ikke mindst gældende for fremstillingen af Kongen, hvor to skuespillere med synkron tale og bevægelser repræsenterer denne figur.
Dramaturgien er en adskillelse af et fiktionsrum og en scene og en spaltning i form af to forskellige perspektiver, som er samtidige men ikke sammenhængende. Det minder om kubismen i malerkunsten, hvis man tænker på Picassos kvindeportrætter, som både gengives frontalt og i profil på samme tid. Effekten er at vante fortolkningsrammer forstyrres, både sanseligt, artistisk og symbolaflæsende og der skabes en ny indsigt i sprækken mellem det tilskuerne ser og hører som indre og ydre billeder. Hotel Pro Forma går til teksten med formelle regler og bespænd. Kunne metoden bruges til at lufte ud i en klassiker? Det vil betyde, at man gav afkald på fortrolige fortolknings rammer.
Den ironiske modenistiske ramme
Charlotte Engelkes har iscenesat sin egen version af Strindbergs Frøken Julie. Fortolkningsrammen er præget af en ironisk tilgang. Performeren understreger i første scene, at dette ikke som hos Strindberg er et sørgespil, hun har iscenesat stykket som en musical og skaber derved en distance til teksten Performeren og iscenesætteren er den samme og det forstærker fokuseringen på performeren som udnytter rollen til at iscenesætte sig selv. Hun bruger rollen til at vise sin krop, idet hun smider tøjet som Julie, hun synger, danser og performer delvis som Julie, og delvis som sig selv kommenterende på rollen og situationen. Den mandlige performer, som spiller Jean, er som hos Strinberg fanget ind i hendes spil og erotiske behov. I forestillingens benyttes en række adskillelsesgreb, således af tekstens fiktionsunivers og karakterer er delvist adskilt fra scenens univers. Det understreges af musikken, som ikke er sammenhængende med teksten og af elegante teatrale greb. Hun fremviser en skøn hestedans med en kæphest, hun smider bukserne og fremviser sit køn, hun klæder sig i indianerfjer og spiller elegant både Kristine og Julie ved at skifte hovedets position. Jean er samtidig med rollen illusionist og låser på et tidspunkt Julie ned i en kasse, som han saver i. Den afgørende sexscene mellem de to fremstilles imidlertid ikkedramatisk og fortælles af de to performere i mikrofoner fra hver deres side af scenen. Fiktionsrummet bliver således godt og grundigt afbrudt også af direkte henvendelser til tilskuerne.
Trods visse paralleller med Hotel Pro Forma er forestillingerne helt forskellige. Engelkes forholder sig ironisk til teksten og vil bruge teksten til at sige noget andet. Det er en eksponering af performeren, som spejler sig i rollen og bruger scenen til et personligt kick. Ironien er et nødvendigt greb for, at legitimere dette som på ingen måde skjules. Tværtimod fremhæves performerens ret til uhæmmet at være primadonna. Det er en scenisk vitalisme som dyrker det groteske, erotiske modsætningsfyldte og usammenhængende som nok ikke er Strindberg helt fremmed i sidste ende.
Den patos fyldte variation af modernisme
Opera Buffa af Laika og Muziektheater Trasparens er en fortolkning af Mozarts Don Giovanni. Fortolkningsgrebet er ikke ironisk men patosfyldt. Stykket fremføres i et fiktionsrum som er en stor restaurant, hvor hovedpersonen er køkkenchefen. Samtidig med hans velkendte forførende spil og manipulationer, serveres der mad af de syngende tjenere og musikken fremføres domineret af violin, orgel, bas og trommer. Selve operaen er der ikke ændret på, men arrangementet er altså fordoblet så, der både er tale om fantastisk smagfuld mad og drikke og Giovannis erotiske forførelser. De to lag er virkningsfuldt integreret og skaber naturligvis ind i mellem interferens, da man både skal spise og høre musik. Men også det er enkelt og effektfuldt fremført. Syngende performere bevæger sig rundt mens de servere og undertiden også elegant hen over borde mellem tallerkner og glas med en næsten artistisk højrisiko. Forestillingen henvender sig til alle sanser: balancesanser, det artistiske og det symbolske. Ikke mindst til slut, hvor Giovannis hoved som en chokoladebuste smeltes under ild og serveres som dessert. Det er en mærkbar spænding mellem lysten og den symbolske orden. Forestillingens fortolkningsgreb er en remediering af Mozarts opera i en ny performativ opførelsesramme.
Mødet som ramme
Life Live! af Cantabile 2 og Carte Blanche afstår fra en direkte fortolkning. Publikum bliver inddraget i forestillingen og betydningsdannelsen er til en vis grad overladt til den enkelte tilskuer, og på en måde er den også tilfældig. Det betyder imidlertid ikke at den ikke er iscenesat og rammesat ud fra en bestemt ide om mødet mellem fremmede mennesker i en formel teaterramme. Forestillingens publikum tilstræbes både at være børn og voksne og vil gerne opløse det traditionelle hierarki. Desuden opløser forestillingen hierarkiet mellem skuespiller og tilskuer. Alle deltager i et vigtigt møde, som er spændt ud mellem det konkrete liv lige her og nu og livets uendelige udstrækning. Dele af forestillingen foregår i mindre grupper hvor 6-7 tilskuere er sammen med en skuespiller og deltager i et spil. Her skal man tage stilling til meget personlige spørgsmål, som hvordan man ser sig selv, forholder sig til andre og til døden. Andre scener har en mere teatral form, hvor man enten i fællesskab er tilskuer til en handling eller bliver sat til fx at bygge et hus af skærme. Stykket veksler mellem at være personligt reflekteret mod den enkelte i en intim gruppe og en et generelt tilskuerforhold. Effekten af denne dramaturgi kan være, at man ikke fortaber sig i egne problemer eller overvejelser, men oplever en gruppestyrke og et mere refleksivt tilskuerrum. Man er deltagende på forskellige planer, og som jeg ser det er selve teaterrammen vigtig at fastholde som medium. Tilskuerne vender tilbage til deres egen virkelighed og teatrets markerer denne grænse Samtidig er risikomomentet for en sådan teaterform, at man tilvejebringer nogle nye muligheder som kan bruges og måske også misbruges. Bliver tilskuerne ført gennem forestillingen på en både udfordrende og tillidsskabende måde? Hvordan fastholdes og afsluttes teatret? Bliver publikum tilstrækkeligt rustet til at søge det gode liv og hvad er det? Svarene drøfter man til dels tavst eller hviskende med sidemanden (som teatret sørger for er en fremmed). Forestillingen udfordrer mediets grænser på en vigtig måde og peger på en form for publikumsdeltagels og brug af teatermediet, hvor fortolkningsrammen er meget åben og knyttet til det individuelle og kollektive møde i tid og rum.
Transparens
Der er forskellige fortolkningsrammer som skaber publikumskontakter. Det centrale for mig at se er at der udvises en transparens i forhold til de kreative processer og kunstneriske valg, som er bag den enkelte forestilling. Denne transparens gør det muligt at få nyt liv til fx fortolkningsprocesserne i teatret.