The Illegal Trilogy af Mute Comp

Er der en krop bag denne forestilling?

Af Tine Byrdal

Politisk dans, den singulære krops vidnesbyrd i magtøkonomiernes repeterende mønstre – hvad er nu det for noget? Gennem research som metode har Mute Comp med dansetrilogien The Illegal Trilogy sat sig for at sætte spot på verdens tre største illegale økonomier: sex (trafficking), våben og narkotika. ”Alle trilogiens forestillinger er baseret på dybdegående forskning, virkelige livshistorier og indtryk fra verdens brændpunkter”, lyder det i forordet til trilogiens program. Researchmateriale der siden er bearbejdet til scenisk materiale, for at udnytte dansens erfaringspotentialer som indgang til en kritisk iagttagelse.

Fra trilogiens tredje del, Blackout, Foto: Søren Meisner

 

At skabe socialt engageret og samfundsdebatterende dans med afsæt i virkeligt levet liv er ikke et let projekt, så lad følgende analyse være mit forsøg på at komme med nogle indspark i en forhåbentlig fortsat æstetisk og akademisk undersøgelse af de potentialer og udfordringer, der opstår, når dans gør brug af en researchbaseret tilgang.

Knock on Unpainted Wood

Knock on Unpainted Wood er trilogiens første del og tager koreografisk fat om den transnationale og kriminelle økonomi; kvindehandel/trafficking.

Som altid med Mute Comp er der tale om en moderne danseperformance, og frem for let identificerbare figurtegninger og en plotbaseret udvikling så består Knock on Unpainted Wood af forskellige tableauer af følelsesmæssige tilstande og kampe. Et gennemgående træk er, at tre kvindekroppe bogstaveligt bliver flyttet rundt med af mandekroppe hen over en muddercirkel/klode optegnet på gulvet – en transport der her live akkompagneres af det polske post-punkband, Pchelki. I momenter er de kvindelige dansere udmattet dødvægt på grænsen til dødt kød, der bæres fra et sted til et andet. I momenter er de sprællende og flygtende personer, der bremses af en mand, der i fysik er kvinden langt overlegen. Magtforholdet er således slået klart an, forståeligt nok, det handler om trafficking.

Mens kvinderne i Knock on Unpainted Wood (danset af Marie Handeland, Anna G. Jansson og Nassim Meki) alle er portrætteret gennem samme forløb, så ser vi hos mændene forskellige agendaer og interesser sat i spil. Fra Jacob Stage der sætter sin blegbuttede overkrop i seksuelle svingninger med rullende underliv i en kvalmende selvfed magtdemonstrering til den spinkle, men muskuløse Kasper Ravnhøj, der bevæger sig vaklende ud i det forræderiske terræn mellem at yde trøst til kvinden og samtidig udnytte hende. Thomas Bentin forsvinder derimod i sin solo ned i sine elastiske bukser og forvandler sig til et mærkeligt dyrelignende væsen, der smyger sig hen ad gulvet med snablen først: pas på her kommer underlivet!

Ved at lade kvindernes bevægelser være båret af en repeterende struktur og herved risikere æstetisk tomgang, så udspiller og blotlægger forestillingen en pointe om; mens økonomiens tandhjul holdes i gang gennem forskellige interesser, så ”mærkes” kvinderne af den samme skæbnerute. En påstand vi kan finde researchmæssig belæg for, hvis vi læser programmet. De fleste cases begynder med en løgn og et håb om en bedre fremtid i en anden region og ender med ulykkelige konsekvenser for de mange kvinder, der hver dag illegalt handles. Den, der rent faktisk sætter sig ned og læser programmet, vil bl.a. også kunne få oplyst, at antallet af handlede kvinder, børn og mænd er ca. 1 million om året, og at trafficking hermed er verdens hurtigst voksende illegale industri. Den, der kun ser forestillingen, vil derimod kun gå ud med den forudsigelige og tragiske fortælling om, at økonomiens logik er, at kvinden ofres. Dette er der selvfølgelig en stærk pointe i, men risikoen ved at reducere researchmaterialet til disse billeder af afmagt og misbrug er, at publikum aldrig bevæges længere end til den umiddelbare medfølelse for de mange liv, der fanges i et transnationalt spind af griske pengemænd og kunder på jagt efter seksuel tilfredsstillelse.

F.U.B.A.R

F.U.B.A.R: Fucked Up Beyond Any Recognition er internt slang inden for militæret og udtryk for, at noget er gået seriøst i hårdknude, og en militærstrategi er fejlet. Med trilogiens anden del F.U.B.A.R bevæger Mute Comp sig ind i et terræn af illegal våbenhandel, krigsspil og skydefascination.

F.U.B.A.R byder på en væsentlig anden æstetik end trilogiens første del. Mens kroppene i Knock on Unpainted Wood efterlod en stemning af afmagt, så møder vi i F.U.B.A.R legende og kraftfulde kroppe på jagt efter et adrenalinskud i en forestillingsæstetik, der blander børnenes legeunivers med stereotyper fra actionfilmenes persongalleri. På scenen står det amerikanske-Nashville-band Legendary Shack Shakers og leverer pulserende rytmer for at understøtte adrenalintrippet. Meget sigende for forestillingen slutter Kasper Ravnhøj sin åbningstale adresseret direkte til publikum og råbende ind i en mikrofon med ordene: ”This is not a performance – this is fucking rock’n’roll.”

Herefter lysskift og så går det ellers løs. I et virvar ind og ud af scenen og i bedste fastelavns-stil med heltekostumer og med koste, bowlingkegler og gryder som våben ser vi koreografiske, fakede og nærmest dilettantiske slåskampe performet af Kasper Ravnhøj, Jacob Stage, Liv Sanz og Alexandre Bourdat. Nej F.U.B.U.R er bestemt ikke uden humor og teatralsk distance, der her klogt nok sættes ind som en herlig dobbelttydig indgang til temaets alvorlige klangbund. Skal jeg kort forsøge at indfange forestillingens projekt, så går vi gennem stykket fra denne drengerøvsleg hen mod en slutsekvens, hvor de fire dansere nu i anonymt træningstøj står på scenen og til lyden af skud gentagne gange falder og så blackout. Hvad er der så sket ind imellem disse to klare billeder? En hel del og så alligevel underligt nok ikke særligt meget. De mange forskellige tableauer i F.U.B.A.R har svært ved at samle sig, og forestillingen savner en mere tydelig dramaturgi.

Kendetegnede for F.U.B.A.R er det, at der gøres brug af tekstpassager i forskellig form. Bedst virkede det, da Jacob Stage som en shamanlignende figur indledte madness-delen ved gennem reciterende stemmeføring og en våbenhandlerretorik at fremføre en salgstale for geværet AK-47. Flere anmeldere har været skeptiske over for tekstpassagerne i forestillingen. Kritikken gik bl.a. på en amatøragtig fremførelse, et mislykket forsøg på knytte an til virkeligheden udenfor, eller at ordets indblanding i tidens danseteater skulle være det ultimative bevis på koreografisk afmagt. Personligt er jeg ikke enig. Jeg synes netop, der skete noget interessant i mødet mellem stemme og krop, mellem diskurs og dans.

Kigger vi mod Berlin og ser på den eftertragtede Tanztage festival, så var et fællestræk for mange af dette års forestillinger, at der blev talt.[1] Både dilettantisk, med kærlighed og med ironi og som et forsøg på at bevæge sig ind i og op imod de sproglige udsagn. Dette giver anderledes æstetikker og kræver nye måder at gå til værkerne på.

F.U.B.A.R kunne efter min mening godt være forløst bedre, hvis forestillingen skulle tilbyde os mere end musikkens nerve og den adrenalinudløsning, som våben netop lokker med. Imidlertid var jeg på mange måder begejstret for forestillingens forsøg på gennem tekstbrug at lade researchmaterialet blive en integreret del af værket. Som f.eks. da Jacob Stage kommer ind på scenen med et rødt flag og en drømmefanger på hovedet og annoncerer, at det næste indslag er en fysisk fortolkning af og hyldest til den japanske civile modstandskamp under USA’s angreb i 1944. Herefter følger en noget sølle og komisk flagkoreografi. I sprækkerne mellem krop og udsagn synes der i denne scene netop at være en betydning med den betændte og koreografisk klodsede afmagt, når dans og socialt engagement blander blod. For mig at se var det præcis i udvekslingen mellem virkelighedsfragment og teatralitet, at forestillingen i momenter løftede sig over en drengerøvs-fascination og pegede ud mod våbenindustrien og de liv, den forbruger. Så lad mig runde denne forestilling af med håbet om, at vi ikke har hørt det sidste ord fra Mute Comp’s dans.

Blackout

Fra trafficking til våben og nu til narkotika. Blackout er ren øjenlyst – trilogiens absolut mest suggestive, associative og billedsmukke performance, der lokker med syrede, psykedeliske landskaber og skræmmer med voldsomme kropslige udfald, når rusen afløses af abstinenser og forfald.

Tiden af et trip, af et menneskeliv er Blackouts styrende princip. Forestillingen begynder med, at danserne stiller skoene foran scenekanten, træder op på scenen, der er dækket af persiske tæpper fra et lokkende opium land og badet i et absintgrønt tågelys. Så snart performerne forsvinder ind i tågen, træder en fedladen mand (Jacob Stage) iført hvidgrumsede boksershorts og en tætsiddende, forgyldt helmaske ind i lyset. Han skærer bugen op på en fisk og graver et gyldent pendul frem. En miniature udgave af selvsamme pendul, der hænger ned fra sceneloftet. Herefter sætter han det store pendul i svingninger, danser et par lette piruetter og vrikker med en dansant numse. Hvad er det for en mærkelig ambivalent figur?

Grænselandet mellem liv og død, denne passage ind i en limbotilstand skabes i forestillingen primært gennem lyd- og lyssiden. Som kontrast til MC Jabbers indtagende mandestemme, der i begyndelsen messer om den sidste nadver og således introducerer et varsel om forræderi, lyder Kristine Stubbe smigerende og til tider skrøbelige kvindestemme:

“I still remember the first time

I still remember the feeling

It was just like coming home to

A place of peace within me”

(Fra sangen Heartbeat)

Frem for en udvikling er Blackout en billede- og lydflade af små variationer over enslignende sindstilstande. Ind og ud af lysdesignets psykedeliske farveorgie bevæger danserne sig. Mens Jacob Stage som djævlens forgyldte engel har magten over tiden, er de andre dansere Kasper Ravnhøj, Thomas Bentin og Siri Wolthoorn dømt til at bevæge sig rundt om og i forhold til det faretruende pendul. I en butoh-lignende dans med helt forvredne led sendes Siri Wolthoorn ud i en rystetur af manglende kropskontrol. Ravnhøj og Bentin leverer som altid rå og ekvilibristiske koreografier her i form af kraftspring med land i yogapositioner eller landende i umulige ydrestillinger på deres ben, der snart må knække under tyngden og sende kroppen i gulvet. En anden sekvens byder på kroppe, der abstinensspjættende og gispende kryber hen over gulvet. Hen mod slutningen af forestillingen sættes pendulet i stå, og dødens engel lader en for en de spjættende kroppe udånde.

Ser vi igen på forholdet til researchmaterialet, så synes Blackout at være båret af samme agenda som de to andre forestillinger; forsøget på gennem research at spore sig ind på økonomiens operative logik og afdække de menneskelige konsekvenser. I det her tilfælde stoffernes lokkende og drømmende virkelighedsflugt og den menneskelige trang til eskapisme. Igen er konsekvensen den samme, et fristende og forræderisk landskab dækket af døde kroppe og ødelagt liv.

Mellem research og forestilling

Ser man bort fra Mute Comp’s varemærke af upolerede koreografier og de tre forestillingers udnyttelse af live musik, så er de enkeltstående værker både i æstetik og udtryk vidt forskellige. Fælles for forestillingerne er det, at de bygger på et dybdegående og beundringsværdigt researcharbejde.

Ligeså begejstret jeg er for Mute Comp’s rå og bevægende koreografier, for deres engagement og forsøget på at gestikulere ud mod offentligheden ved at lægge krop til de følelsesmæssige konsekvenser af økonomierne, ligeså problematisk synes jeg, det kan være, at de har kondenseret researchmaterialet til emotionelle landskaber. Dels synes jeg, det er en skam, at den indsamlede research på mange måder forbliver mørklagt for publikum; den bliver et arkiv til dansernes bevægelseskvalitet i håbet om, at bevægelserne vil kunne formidle nogle af arkivets uhørte stemmer. Dels er jeg i tvivl om, hvorvidt der kan etableres en kritisk iagttagelse på baggrund af den medfølelse, der gennem de kropslige udfald genereres mellem tilskueren og det reelle liv udenfor. Medfølelse kan være en flygtig størrelse og et skrøbeligt fundament at basere det kritiske potentiale på. Skal vi som tilskuer bevæges fra medfølelse til kritik, så tror jeg, at vi må rystes langt mere i vores egen perception. Her kan den emotionelle indgang, dvs. publikums følelse af nærhed til den performende krop være et stærkt virkemiddel i teatret, men muligheden for at kaste et nyt lys på betændte økonomier synes at fordre, at publikum samtidig og som en indlejret strategi i værket ledes ud i en kritisk iagttagelse af egen sansning og engagementets muligheder og fælder.

På trods af disse kritiske forbehold over for brugen af researchmaterialet, så er The Illegal Trilogi et vedkommende spark til dansen. Mute Comp markerer sig endnu engang som en af de grupper, der i dansk regi åbner for nye danseæstetikker. Denne gang ved at arbejde sig ind i forholdet mellem kunst og kritik gennem en research-orienteret praksis. Meget aktuelt synes forestillingen herved fra kunstens side at konfrontere os med spørgsmålet, hvad er kunstnerisk forskning? Et spørgsmål, der peger direkte frem mod seminaret Hvad er kunstnerisk udviklingsvirksomhed/forskning?, der afholdes i forbindelse med den århusianske ILT festival her i maj.[2]

The Illegal Trilogy af Mute Comp. Spillested: Dansehallerne. Koreograferet af Kasper Ravnhøj i samarbejde med de medvirkende.

Knock on Unpainted wood. Dans: Kasper Ravnhøj, Jacob Stage, Thomas Bentin, Marie Bergby Handeland, Anna G. Jansson og Nassim Meki. Livemusik: Pchelki.

F.U.B.A.R. Dans: Kasper Ravnhøj, Jacob Stage, Alexandre Bourdat og Liv Mikeala Sanz. Livemusik: Legendary Shack Shakers.

Blackout. Dans: Kasper Ravnhøj, Jacob Stage, Thomas Bentin og Siri Wolthoorn. Livemusik: MC Jabber, Kristine Stubbe Teglbjærg og Henrik Sundh.

Tine Byrdal Jørgensen, cand. mag. i Teater- og Performancestudier ved KU. Arbejder som teaterunderviser for børn og unge og som freelance dramaturg.